DIIS Comment
G20 - splittet, udemokratisk og ineffektivt. Giv os multilateralismen tilbage!
Topmødeerklæringer er en genre for sig. Det eneste, man kan være sikker på, er, at de lyder bedre end virkeligheden. Men der er ikke brug for erklæringer, som parterne bagefter løber fra. Der er brug for bindende aftaler og et forpligtende, legitimt samarbejde om verdensøkonomien
12. november 2010
Erklæringen fra G20-topmødet i Seoul er offentliggjort. Resultatet af dette G20-topmøde har været ventet med særlig stor spænding. For mange var testen på, om G20 overhovedet har en fortsat eksistens-berettigelse, om man i Seoul kunne forhandle sig nærmere en løsning på ubalancerne i den globale økonomi. Financial Times er ikke i tvivl: G20-landende er ikke kommet et skridt videre.
Det er særdeles urovækkende, at dialogen om de meget alvorlige problemer, verdensøkonomien befinder sig i, er gået i stå. Gideon Rachman, en af verdens førende politiske kommentatorer, beskrev allerede før Seoul-topmødet G20-samarbejdet som 'ineffektivt og illegitimt'. Der er kort sagt hårdt brug for en ny måde at gribe tingene an på.
Kan man så ikke bare reformere G20, så det kan lave juridisk bindende aftaler i stedet for blot løse erklæringer? Det kunne man i princippet godt – men det ville formodentlig og med god grund rejse alvorlige protester blandt de 172 lande, der er permanent udelukket fra G20-samarbejdet (f.eks. samtlige nordiske lande og hele Afrika, med undtagelse af Sydafrika).
G20-samarbejdet er allerede, som det er nu, en alvorlig underminering af en verdensorden, der har været arbejdet i mere end 60 år på at etablere: et multilateralt samarbejde, baseret på størst mulig inklusion og repræsentation af verdens lande i organisationer som Verdensbanken, Valutafonden (IMF), WTO og FN-systemet. Nogle hævder, at G20 er et stort fremskridt set i forhold til G8. Men de glemmer, at G8 aldrig har foregivet at have global repræsentativ legitimitet og aldrig har udnævnt sig selv til 'styringskomité for den globale økonomi', således som G20 gør det.
Et globalt økonomisk råd
Det, der er brug for, er ikke et G20, men et globalt økonomisk råd. Her skulle et tilsvarende antal statsledere sidde omkring forhandlingsbordet – som repræsentanter for hver deres landegruppe. Det er det system, vi kender fra IMF og Verdensbanken. I både IMF og Verdensbanken har de nordisk-baltiske lande således et fælles medlem i bestyrelsen, som repræsenterer de nordisk-baltiske landes synspunkter. Både i Verdensbanken og IMF består bestyrelsen af 25 Executive Directors, igennem hvilke alle organisationernes medlemslande er repræsenteret. Et vigtigt element i denne konstruktion er princippet om rotation: Det går på skift, om det f.eks. er Sverige eller Danmark, der repræsenterer den nordiske-baltiske landegruppe i disse bestyrelser.
"Hvorfor skulle vi tro, at et sådant globalt økonomisk råd kunne gøre det bedre end G20," vil skeptikerne utvivlsomt spørge? Jeg vil vende spørgsmålet om: "Hvad har G20, som et globalt økonomisk råd ikke ville have?" Man kan forestille sig, at G20-tilhængerne vil svare følgende: "Kun med G20 kan vi få effektivt globalt lederskab. Et globalt økonomisk råd vil føre til FN-lignende tilstande, hvor små lande kan blokere for beslutningerne. Man kan altså ikke komme uden om, at det alt andet lige vil være nemmere for 20 store lande – som jo dog repræsenterer over 80 procent af verdensøkonomien – at blive enige, end for 25 statsledere, der ved forhandlingsbordet ikke blot skal repræsentere sig selv, men alle verdens lande."
Sludder! Det, G20 har udvist i sine to første år som statslederforum, er alt andet end 'effektivt globalt lederskab'. Et globalt økonomisk råd bestående af 25 statsledere – forpligtet på forudgående konsultation med deres respektive landegrupper – vil ikke føre til FN-lignende tilstande. De 25 statsledere ville skulle forhandle med udgangspunkt i deres landegruppes stemmevægt, baseret på deres samlede vægt i verdensøkonomien (BNP), præcis som det er tilfældet i IMF og Verdensbanken.
Tilbage til multilaterialismen!
På flere måder ville det være faktisk blive nemmere at skabe fremdrift: I et globalt økonomisk råd ville et kvalificeret flertal af alle verdens lande kunne træffe en beslutning, der ville være bindende for alle lande, mens G20-samarbejdet blot kan producere erklæringer, der definerer den laveste fællesnævner, som denne begrænsede klub af lande nu kan blive enig om.
Etableringen af et globalt økonomisk råd ville være en helt naturlig måde at tilpasse vores multilaterale samarbejde til en ny tid, hvor stort set alle de væsentligste politiske udfordringer er globale udfordringer.
G20 har stjålet dialogen. Det er på tide vi kræver at få den igen. Giv os multilateralismen tilbage!
Det er særdeles urovækkende, at dialogen om de meget alvorlige problemer, verdensøkonomien befinder sig i, er gået i stå. Gideon Rachman, en af verdens førende politiske kommentatorer, beskrev allerede før Seoul-topmødet G20-samarbejdet som 'ineffektivt og illegitimt'. Der er kort sagt hårdt brug for en ny måde at gribe tingene an på.
Kan man så ikke bare reformere G20, så det kan lave juridisk bindende aftaler i stedet for blot løse erklæringer? Det kunne man i princippet godt – men det ville formodentlig og med god grund rejse alvorlige protester blandt de 172 lande, der er permanent udelukket fra G20-samarbejdet (f.eks. samtlige nordiske lande og hele Afrika, med undtagelse af Sydafrika).
G20-samarbejdet er allerede, som det er nu, en alvorlig underminering af en verdensorden, der har været arbejdet i mere end 60 år på at etablere: et multilateralt samarbejde, baseret på størst mulig inklusion og repræsentation af verdens lande i organisationer som Verdensbanken, Valutafonden (IMF), WTO og FN-systemet. Nogle hævder, at G20 er et stort fremskridt set i forhold til G8. Men de glemmer, at G8 aldrig har foregivet at have global repræsentativ legitimitet og aldrig har udnævnt sig selv til 'styringskomité for den globale økonomi', således som G20 gør det.
Et globalt økonomisk råd
Det, der er brug for, er ikke et G20, men et globalt økonomisk råd. Her skulle et tilsvarende antal statsledere sidde omkring forhandlingsbordet – som repræsentanter for hver deres landegruppe. Det er det system, vi kender fra IMF og Verdensbanken. I både IMF og Verdensbanken har de nordisk-baltiske lande således et fælles medlem i bestyrelsen, som repræsenterer de nordisk-baltiske landes synspunkter. Både i Verdensbanken og IMF består bestyrelsen af 25 Executive Directors, igennem hvilke alle organisationernes medlemslande er repræsenteret. Et vigtigt element i denne konstruktion er princippet om rotation: Det går på skift, om det f.eks. er Sverige eller Danmark, der repræsenterer den nordiske-baltiske landegruppe i disse bestyrelser.
"Hvorfor skulle vi tro, at et sådant globalt økonomisk råd kunne gøre det bedre end G20," vil skeptikerne utvivlsomt spørge? Jeg vil vende spørgsmålet om: "Hvad har G20, som et globalt økonomisk råd ikke ville have?" Man kan forestille sig, at G20-tilhængerne vil svare følgende: "Kun med G20 kan vi få effektivt globalt lederskab. Et globalt økonomisk råd vil føre til FN-lignende tilstande, hvor små lande kan blokere for beslutningerne. Man kan altså ikke komme uden om, at det alt andet lige vil være nemmere for 20 store lande – som jo dog repræsenterer over 80 procent af verdensøkonomien – at blive enige, end for 25 statsledere, der ved forhandlingsbordet ikke blot skal repræsentere sig selv, men alle verdens lande."
Sludder! Det, G20 har udvist i sine to første år som statslederforum, er alt andet end 'effektivt globalt lederskab'. Et globalt økonomisk råd bestående af 25 statsledere – forpligtet på forudgående konsultation med deres respektive landegrupper – vil ikke føre til FN-lignende tilstande. De 25 statsledere ville skulle forhandle med udgangspunkt i deres landegruppes stemmevægt, baseret på deres samlede vægt i verdensøkonomien (BNP), præcis som det er tilfældet i IMF og Verdensbanken.
Tilbage til multilaterialismen!
På flere måder ville det være faktisk blive nemmere at skabe fremdrift: I et globalt økonomisk råd ville et kvalificeret flertal af alle verdens lande kunne træffe en beslutning, der ville være bindende for alle lande, mens G20-samarbejdet blot kan producere erklæringer, der definerer den laveste fællesnævner, som denne begrænsede klub af lande nu kan blive enig om.
Etableringen af et globalt økonomisk råd ville være en helt naturlig måde at tilpasse vores multilaterale samarbejde til en ny tid, hvor stort set alle de væsentligste politiske udfordringer er globale udfordringer.
G20 har stjålet dialogen. Det er på tide vi kræver at få den igen. Giv os multilateralismen tilbage!
G20 – splittet, udemokratisk og ineffektivt
Giv os multilateralismen tilbage!