DIIS Comment
Fodbold-VM i Sydafrika - Afrikas genfødsel?
Fodbold-VM i Sydafrika ses af mange som en begivenhed, hvor Afrika nu indtager en mere ligeværdig rolle i den globale verdensorden. Meget peger dog på, at Afrika endnu engang mest står som leverandør af billige råstoffer, denne gang af fodboldspillere
17. juni 2010
Det igangværende fodbold-VM i Sydafrika udgør en milepæl i Afrikas og fodboldens historie, idet det for første gang afholdes på det afrikanske kontinent. Denne milepæl fejres da også behørigt af både sportskommentatorer, sydafrikanske politikere og verdens magtfulde fodboldledere som en afrikansk genfødsel, hvor fattigdom, vold og ødelæggelse ikke alene sætter dagsordenen, men hvor kontinentet indtager en mere ligeværdig position i den globale økonomiske og politiske verdensorden.
Afrikansk stolthed
På overfladen ser fodbold-VM da også godt ud for Sydafrika i særdeleshed og Afrika mere generelt. Stadions er blevet bygget, arbejdspladser er blevet skabt, og Sydafrika promoveres som turistdestination, og som et sted hvor internationale firmaer trygt kan investere deres penge. Ydermere styrker fodbold-VM, ikke alene en sydafrikansk, men en fælles afrikansk identitet og stolthed over at være i stand til at organisere og afholde en så stor begivenhed. Ikke mindst blandt afrikanere bosat uden for det afrikanske kontinent er der stor glæde og stolthed over at være værter for fodbold-VM, og over på denne måde at indtage en mere ligeværdig rolle i den globale fodboldorden.
Til gavn for de få
Der er dog meget der tyder på, at de positive effekter udebliver. Mange af de jobs der er blevet skabt inden for byggefagene har været relativt kortvarige, investeringer i stadions har ført til øget korruption, og store udenlandske investeringer er også udeblevet. Snarere end at gavne den brede sydafrikanske befolkning, som typisk ikke har penge til at overvære kampene, ser fodbold-VM ud til primært at have gavnet nogle enkelte lokale investorer og byggematadorer, der har sikret sig lukrative kontrakter med det sydafrikanske fodboldforbund.
Under apartheidregimet blev cricket og rugby anset for at være hvide sportsgrene, og fodbold for at være en sort sport, hvorfor det sydafrikanske fodboldforbund mere eller mindre fik lov til at passe sig selv, hvorfor det udviklede sig til en korrumperet stat i staten. Fodbold-VM ser ikke ud til at have ændret meget herved, nærmest tværtimod. At fodbold-VM skulle styrke en fælles afrikansk identitet ser også ud til mest at være retorik. Store internationale sportsturneringer er per definition en dyrkelse af det nationale, snarere end det internationale, og igennem de sidste par år har Sydafrika oplevet en stigende antipati mod de mange afrikanske migrantarbejdere, der opholder sig i landet.
VM gør op med vanetænkning om Afrika
Fodbold-VM ser ikke ud til at markere en genfødsel af Afrika og Sydafrika. En ting som turneringen dog gør op med, er klicheerne om, at afrikanske spillere er udisciplinerede, ikke har nogen taktisk forståelse, at de udelukkende spiller på energi og muskler, og måske derfor nok kan lave geniale ting på en fodboldbane, men aldrig vil kunne slå mere disciplinerede og taktisk velfunderede europæiske mandskaber. Med deltagelsen af afrikanske stjerner, som til daglig tjener astronomiske beløb i de bedste europæiske fodboldligaer, viser dette fodbold-VM, at Afrika i dag udgør en magtfaktor i international fodbold. På Elfenbenskystens landshold kommer toogtyve ud af treogtyve spillere fra europæiske ligaer, på Camerouns er det ligeledes toogtyve, på Nigerias tyve og på Ghanas landshold kommer sytten spillere fra de bedste europæiske ligaer. Så fodbold-VM rykke ved Europas og Vestens forestillinger om Afrika som det mørke kontinent, karakteriseret af magi og irrationalitet.
Fodboldmigranter
Sammenligner man de vestafrikanske landshold med det sydafrikanske landshold, ses nogle interessante forskelle som markerer forskellige migrationsstrømme, der dels går mellem Vestafrika og Europa, og dels fra andre afrikanske lande til Sydafrika. Hvor langt størstedelen af spillerne på de vestafrikanske landshold kommer fra de europæiske ligaer, kommer langt størstedelen af det sydafrikanske landshold nemlig fra den hjemlige sydafrikanske liga. Til forskel fra i Sydafrika, er der i de vestafrikanske lande ingen nationale ligaer, der kan holde på de bedste spillere. Herudover er de nationale myndigheder svage, hvilket giver fodboldakademier og spilleragenter mere eller mindre frit spil til at søge og udnytte de bedste spillere, hvorfor de fleste vestafrikanske fodboldspillere bliver handlet direkte til europæiske klubber. Anderledes er det i Sydafrika, hvor kommercialiseringen af den hjemlige liga formår at holde på de fleste spillere, og hvor det kun er de allerbedste, som i dag optræder i Europa. Herudover er de sydafrikanske myndigheder bedre til at regulere internationale fodboldakademier og kontrollere handlen med fodboldspillere. Ydermere tiltrækker den sydafrikanske fodboldliga en del fodboldmigranter fra det øvrige Afrika, som dels kommer for at tjene til dagen og vejen, og dels bruger et ophold i sydafrikansk fodbold til at komme videre til de mere lukrative europæiske ligaer.
Vejen til Europa
Bag de afrikanske fodboldstjerner, der i øjeblikket optræder på de vestafrikanske landshold, gemmer sig endnu en interessant migrationshistorie. Det er historien om et endnu større afrikansk fodboldproletariat, som aldrig når avisernes overskrifter, men som i dag optræder i stort tal i de europæiske ligaer. Alene i de bedste europæiske ligaer er der i dag mellem 700 og 800 afrikanske spillere. Typisk kommer en afrikansk fodboldmigrant først til en mindre liga som fx den danske Superliga, for dernæst at kunne komme videre til en større klub i Tyskland, England eller Spanien. For mange unge afrikanske mænd er fodbold ikke alene en sport, men en migrationsstrategi – hvor mange unge afrikanske kvinder bruger sygeplejefaget som migrationsstrategi, bruger mange mænd fodbolden til at komme ud af kontinentet. Til forskel fra det store fokus på de afrikanske fodboldstjerner, er der ikke tilsvarende fokus på de mange afrikanske fodboldmigranter, som måske aldrig når til Europa, som bliver ofre for korrupte eller falske spilleragenter, eller som måske ikke slår til i Europa, og derfor ender som illegale migranter.
Afrikanske spillere: billigt råstof
Fodbold-VM er måske nok en milepæl i Afrikas og fodboldens historie. Der er dog stadig forhold som peger på, at Afrika mest af alt indtager rollen som leverandør af billige råstoffer, og at kontinentet som sådan ikke indtager nogen ny rolle i forhold til Europa og den øvrige verden. Som med andre råstoffer, er det muligt at købe billige fodboldspillere i Afrika og sælge dem dyrt i Europa. Fodbold-VM i Sydafrika og den store europæiske dominans i afrikansk fodbold mere generelt, dækker dog over det faktum at det er Kina, som er den egentlige økonomiske og politiske magtfaktor i Afrika. Under fodbold-VM i Sydafrika glimrer Kina dog med dets fravær – både på og uden for banen.
Så nej, fodbold-VM er ikke Afrikas genfødsel. VM i Sydafrika leverer et anakronistisk billede af europæisk dominans og overlegenhed, der måske nok glider godt ned blandt europæiske TV-seere, men som ikke giver et retvisende billede af verdens nuværende magtforhold.
Afrikansk stolthed
På overfladen ser fodbold-VM da også godt ud for Sydafrika i særdeleshed og Afrika mere generelt. Stadions er blevet bygget, arbejdspladser er blevet skabt, og Sydafrika promoveres som turistdestination, og som et sted hvor internationale firmaer trygt kan investere deres penge. Ydermere styrker fodbold-VM, ikke alene en sydafrikansk, men en fælles afrikansk identitet og stolthed over at være i stand til at organisere og afholde en så stor begivenhed. Ikke mindst blandt afrikanere bosat uden for det afrikanske kontinent er der stor glæde og stolthed over at være værter for fodbold-VM, og over på denne måde at indtage en mere ligeværdig rolle i den globale fodboldorden.
Til gavn for de få
Der er dog meget der tyder på, at de positive effekter udebliver. Mange af de jobs der er blevet skabt inden for byggefagene har været relativt kortvarige, investeringer i stadions har ført til øget korruption, og store udenlandske investeringer er også udeblevet. Snarere end at gavne den brede sydafrikanske befolkning, som typisk ikke har penge til at overvære kampene, ser fodbold-VM ud til primært at have gavnet nogle enkelte lokale investorer og byggematadorer, der har sikret sig lukrative kontrakter med det sydafrikanske fodboldforbund.
Under apartheidregimet blev cricket og rugby anset for at være hvide sportsgrene, og fodbold for at være en sort sport, hvorfor det sydafrikanske fodboldforbund mere eller mindre fik lov til at passe sig selv, hvorfor det udviklede sig til en korrumperet stat i staten. Fodbold-VM ser ikke ud til at have ændret meget herved, nærmest tværtimod. At fodbold-VM skulle styrke en fælles afrikansk identitet ser også ud til mest at være retorik. Store internationale sportsturneringer er per definition en dyrkelse af det nationale, snarere end det internationale, og igennem de sidste par år har Sydafrika oplevet en stigende antipati mod de mange afrikanske migrantarbejdere, der opholder sig i landet.
VM gør op med vanetænkning om Afrika
Fodbold-VM ser ikke ud til at markere en genfødsel af Afrika og Sydafrika. En ting som turneringen dog gør op med, er klicheerne om, at afrikanske spillere er udisciplinerede, ikke har nogen taktisk forståelse, at de udelukkende spiller på energi og muskler, og måske derfor nok kan lave geniale ting på en fodboldbane, men aldrig vil kunne slå mere disciplinerede og taktisk velfunderede europæiske mandskaber. Med deltagelsen af afrikanske stjerner, som til daglig tjener astronomiske beløb i de bedste europæiske fodboldligaer, viser dette fodbold-VM, at Afrika i dag udgør en magtfaktor i international fodbold. På Elfenbenskystens landshold kommer toogtyve ud af treogtyve spillere fra europæiske ligaer, på Camerouns er det ligeledes toogtyve, på Nigerias tyve og på Ghanas landshold kommer sytten spillere fra de bedste europæiske ligaer. Så fodbold-VM rykke ved Europas og Vestens forestillinger om Afrika som det mørke kontinent, karakteriseret af magi og irrationalitet.
Fodboldmigranter
Sammenligner man de vestafrikanske landshold med det sydafrikanske landshold, ses nogle interessante forskelle som markerer forskellige migrationsstrømme, der dels går mellem Vestafrika og Europa, og dels fra andre afrikanske lande til Sydafrika. Hvor langt størstedelen af spillerne på de vestafrikanske landshold kommer fra de europæiske ligaer, kommer langt størstedelen af det sydafrikanske landshold nemlig fra den hjemlige sydafrikanske liga. Til forskel fra i Sydafrika, er der i de vestafrikanske lande ingen nationale ligaer, der kan holde på de bedste spillere. Herudover er de nationale myndigheder svage, hvilket giver fodboldakademier og spilleragenter mere eller mindre frit spil til at søge og udnytte de bedste spillere, hvorfor de fleste vestafrikanske fodboldspillere bliver handlet direkte til europæiske klubber. Anderledes er det i Sydafrika, hvor kommercialiseringen af den hjemlige liga formår at holde på de fleste spillere, og hvor det kun er de allerbedste, som i dag optræder i Europa. Herudover er de sydafrikanske myndigheder bedre til at regulere internationale fodboldakademier og kontrollere handlen med fodboldspillere. Ydermere tiltrækker den sydafrikanske fodboldliga en del fodboldmigranter fra det øvrige Afrika, som dels kommer for at tjene til dagen og vejen, og dels bruger et ophold i sydafrikansk fodbold til at komme videre til de mere lukrative europæiske ligaer.
Vejen til Europa
Bag de afrikanske fodboldstjerner, der i øjeblikket optræder på de vestafrikanske landshold, gemmer sig endnu en interessant migrationshistorie. Det er historien om et endnu større afrikansk fodboldproletariat, som aldrig når avisernes overskrifter, men som i dag optræder i stort tal i de europæiske ligaer. Alene i de bedste europæiske ligaer er der i dag mellem 700 og 800 afrikanske spillere. Typisk kommer en afrikansk fodboldmigrant først til en mindre liga som fx den danske Superliga, for dernæst at kunne komme videre til en større klub i Tyskland, England eller Spanien. For mange unge afrikanske mænd er fodbold ikke alene en sport, men en migrationsstrategi – hvor mange unge afrikanske kvinder bruger sygeplejefaget som migrationsstrategi, bruger mange mænd fodbolden til at komme ud af kontinentet. Til forskel fra det store fokus på de afrikanske fodboldstjerner, er der ikke tilsvarende fokus på de mange afrikanske fodboldmigranter, som måske aldrig når til Europa, som bliver ofre for korrupte eller falske spilleragenter, eller som måske ikke slår til i Europa, og derfor ender som illegale migranter.
Afrikanske spillere: billigt råstof
Fodbold-VM er måske nok en milepæl i Afrikas og fodboldens historie. Der er dog stadig forhold som peger på, at Afrika mest af alt indtager rollen som leverandør af billige råstoffer, og at kontinentet som sådan ikke indtager nogen ny rolle i forhold til Europa og den øvrige verden. Som med andre råstoffer, er det muligt at købe billige fodboldspillere i Afrika og sælge dem dyrt i Europa. Fodbold-VM i Sydafrika og den store europæiske dominans i afrikansk fodbold mere generelt, dækker dog over det faktum at det er Kina, som er den egentlige økonomiske og politiske magtfaktor i Afrika. Under fodbold-VM i Sydafrika glimrer Kina dog med dets fravær – både på og uden for banen.
Så nej, fodbold-VM er ikke Afrikas genfødsel. VM i Sydafrika leverer et anakronistisk billede af europæisk dominans og overlegenhed, der måske nok glider godt ned blandt europæiske TV-seere, men som ikke giver et retvisende billede af verdens nuværende magtforhold.
Fodbold-VM i Sydafrika
Afrikas genfødsel?