EU's fokus på migrationskontrol kommer ikke til at løse Tunesiens problemer

Da Det Arabiske Forår brød ud for 10 år siden, demonstrerede tuneserne under parolen ”Arbejde, frihed og værdighed”, men kravene er langtfra mødt. Det ses tydeligt i disse dage på tværs af landet, hvor demonstranter protesterer mod stigende arbejdsløshed og politivold. De er blevet mødt af tåregas, vandkanoner og anholdelser fra et talstærkt og tungt bevæbnet politi og militær. Så voldsomme scener har ikke udspillet sig, siden oprøret startede i 2010.

Særligt de unge har i årevis følt sig socioøkonomisk ekskluderet med en ungdomsarbejdsløshed på op mod 40 pct., og stadig flere er som en sidste desperat løsning begyndt at migrere.

Den 23-årige Chadi er en af de mange unge mennesker, der ikke længere ser en fremtid i Tunesien. For et par måneder siden hoppede han i en båd fra havnebyen Sfax, klarede turen over Middelhavet til Italien, men blev senere deporteret. Han planlægger at tage af sted igen.

»Den tunesiske ungdom tror ikke længere på Tunesien. Der er ingen job, ingen hjælp til unge arbejdsløse og uligheden vokser,« siger han.

I 2020 krydsede fire gange så mange tunesere Middelhavet til Italien i forhold til i 2019. Ifølge UNHCR var op mod halvdelen af alle migranter, der ankom til Italien med båd fra januar til december sidste år, sejlet ud fra Tunesien. 38 pct. af migranterne, der ankom i denne tidsperiode, var tunesiske statsborgere. Migrationsdynamikkerne i Tunesien har længe været overskygget af det internationale samfunds fokus på Libyen. Men nu har Tunesien overtaget rollen som Nordafrikas nye transit- og migrationscentrum, og dermed er Tunesien blevet fokuspunkt for EU’s migrationspolitik. Det betyder øget interesse fra EU og medlemsstaterne i forhold til migrationskontrol og grænseforvaltning. Både EU og Danmark har indgået aftaler om øget grænsekontrol med den tunesiske regering med ønsket om at bremse migrantstrømmen helt.

Ifølge en rapport fra Tunesiens menneskerettighedsorganisation Forum Tunisien pour les Droits Economiques et Sociaux (FTDES) har landet siden 2016 modtaget 57 mio. euro via EU Emergency Trust Fund til projekter med det formål at reducere migrationen til Europa og har dermed omdannet den tunesiske kystvagt til den ”europæiske maritime grænsevagt”.

Der er tydelige udenrigspolitiske interesser fra EU’s side på spil i Nordafrika, herunder migration, handel og sikkerhed. Over årene har det store fokus på migrationskontrol og terrorbekæmpelse medført en sikkerhedsgørelse, der har retfærdiggjort brugen af ekstraordinære midler. Dette er især kommet til udtryk i form af deporteringsaftaler og lukninger af italienske og maltesiske havne samt ophør af ”search and rescue” i Middelhavet. Under pandemien er endnu en metode kommet i brug: de såkaldte quarantine ships, hvor hundredvis af migranter er blevet tilbageholdt i både lige uden for italiensk og maltesisk territorium.

EU’s fiksering på kampen mod migration fra Nordafrika har understøttet den tunesiske regerings tilbøjelighed til at finansiere sikkerhedsinstitutioner som politi og militær snarere end sociale investeringer i uddannelse, job og sundhed. Og netop politivolden og sikkerhedsapparatets brutalitet er blevet tydelig under de aktuelle protester. I skrivende stund er over 1.600 blevet anholdt, mange af dem unge og de fleste fra fattige og marginaliserede byområder. De er trætte af korruption, høj arbejdsløshed og politivold. Netop vold udøvet af staten, myndigheder og sikkerhedsstyrker og politiets synlige og usynlige kontrol med og overvågning af borgerne var grundlaget for den tidligere præsident Ben Alis regime. Nu frygter flere tunesiske menneskerettighedsaktivister og organisationer, at Tunesien igen kan ende som en politistat.

Om de nuværende protester har momentum til at blive større, er svært at vurdere, men med EU’s snævre fokus på migrations- og grænsekontrol overser man den virkelige trussel, nemlig den økonomiske situation og manglende reformer af sikkerhedssektoren: Det er det, der får ungdommen på gaden. Det er det, der får folk til at forlade landet.

Hvis denne udvikling skal undgås, kræver det, at EU ikke blot bidrager med økonomisk støtte til kystvagt og grænsekontrol, men flytter fokus til de bagvedliggende og strukturelle udfordringer, som Tunesien står over for.

En version af denne kommentar har tidligere været bragt i Jyllands-Posten