DIIS Comment
Europas globale rolle gemmer sig i detaljen
'Sommerfugleeffekten' henviser i kaosteori til, at små begivenheder kan føre til store langvarige ændringer i et system. Bruges denne metafor på Europas indflydelse i verden i det 21. århundrede, er der grund til behersket optimisme. Fundamentale ændringer i EU's globale rækkevidde kommer ikke til at ske som følge af en overordnet plan. De vil i bedste fald ske igennem små umærkbare udviklinger, der kan få større – ikke nødvendigvis planlagte – konsekvenser
22. november 2010
Analytikere, der ofte er fascineret af det store perspektiv, ser sjældent i den retning, når de skal undersøge EU. I løbet af første halvdel af forrige årti udviste mange observatører en klippefast tro på Europas globale potentiale. Flere bøger med titler som 'Derfor vil Europa styre det 21. århundrede' og 'Den europæiske drøm' blev udgivet i denne periode. Indførelsen af Euroen og Østudvidelsen med ti nye medlemsstater bekræftede kun billedet af EU som en ustoppelig kraft på den globale scene. En slet skjult skadefryd over det hængedynd, som USA havde sat sig selv i i Irak, gjorde heller ikke Europas image værre.
Kilderne til Europas succes var åbenlyse. Som de fleste multinationale selskaber, der har stiftet bekendtskab med EU's konkurrencelovgivning, nok ved, er EU en af verdens førende regulatorer. For at kunne sælge deres varer på det europæiske marked må producenterne leve op til en række miljø- og sundhedsmæssige standarder. EU-begejstrede observatører har været hurtige til at fremhæve, at resten af verden nu også har indrettet sig efter europæisk forbillede ved at forme deres egne regionale grupperinger som den Afrikanske Union og ASEAN i Sydøstasien.
Der er over de seneste par år imidlertid ikke gået en uge uden, at der er blevet sagt en uigenkaldelig dødsdom over EU's globale ambitioner. De nye nøgleposter i EU, en præsident og en 'udenrigsminister', har ifølge Lissabon-traktaten til formål at styrke EU's position på verdensscenen. Men da de nye poster skulle besættes, blev EU's medlemslande beskyldt for at have valgt anonyme profiler, der ikke ville kunne overskygge de nationale statsledere. Ved klimatopmødet i København i december sidste år var EU's præstation pinligt dårlig, og Europa blev i forhandlingerne marginaliseret af Kina og USA. Den sløve reaktion på den græske tragedie har da også vist, at den politiske integration halter langt bagefter den økonomiske.
Pessimismen på EU's vegne forklares ofte på to måder. Det første argument, der foretrækkes af analytikere på den anden side af Atlanten, er af kvantitativ karakter. Amerikanerne ser på tørre tal fra demografi til militærbudgetter, og alt indikerer, at Europas storhedstid ligger i fortiden, ikke i fremtiden.
Den anden forklaring er kvalitativ. For tiden bruges der meget spalteplads på debatten imellem den såkaldte 'Washington-konsensus', der prædiker økonomisk og politisk liberalisering, og en spirende 'Beijing-konsensus', som den statsstyrede kapitalisme, man ser i Kina. Der forekommer naturligvis i ny og næ en reference til den europæiske velfærdsmodel, der forsøger at kombinere social retfærdighed med økonomisk konkurrenceevne. Men den model har selv i Europa svært ved at blive opretholdt, og det kan diskuteres hvorvidt den overhoved repræsenterer en 'konsensus' på det europæiske niveau. Summa summarum: Europa har kurs mod et stille, men uundgåeligt forfald.
På trods af de dystre forudsigelser, så er sandheden nok at finde et sted i midten. Det har aldrig været meningen, at EU skulle tage verden med storm, men EU er heller ikke en sørgelig samling gamle lande uden virkelighedssans. Fra Afrika til de palæstinensiske områder er EU i mange områder i verden den største bistandsdonor. Til trods for problemer med Tyrkiets optagelse i EU vil den forestående indlemmelse af de eks-jugoslaviske lande inden for det næste årti være en sejr af historiske dimensioner - især set i lyset af EU's fejlslagne Balkan-politik i 90'erne.
Tekniske detaljer – strategisk vision
Men frem for alt og meget sigende for det europæiske integrationsprojekt, skal EU's globale magt findes i det mylder af tekniske instrumenter, som ingen rigtig lægger mærke til. Den vil gradvist sprede sig til andre områder, og til sidst vil det munde ud i en strategisk vision for Europa. Et eksempel: For nogle måneder siden offentliggjorde en gruppe vismænd under ledelse af den tidligere spanske premiereminister Felipe Gonzales en samling anbefalinger for EU de næste 20 år. En af prioriteringer på det udenrigspolitiske plan var introduktionen af en fælles visumpolitik og en konsulær funktion for EU's kommende Fælles Udenrigstjeneste.
Hvorfor lægge sådan vægt på noget så teknisk, som de fleste vestlige indbyggere sandsynligvis aldrig vil høre om? Fordi visumpolitikken har indflydelse på, hvilke immigranter Europa modtager, og hvordan disse bliver modtaget. For øjeblikket er EU's visumansøgningsproces for tredjelandes borgere langvarig, tilfældig og ofte ydmygende for ansøgeren. Mange af de yngre og veluddannede migranter, som Europa har brug for, søger i stedet mod den amerikanske østkyst eller Silicon Valley.
Med andre ord er det altså fremtiden for Europas aldrende befolkning og dets udmagrede arbejdsmarked, der er på spil. Et mere integreret bureaukrati ville blot være en lille del af løsningen på Europas problematiske immigrationspolitik og immigration i sig selv er ikke den mest oplagte udenrigspolitiske prioritering. Men som det ofte er set i EU's historie, går indenrigs- og udenrigspolitik hånd i hånd, og bureaukratiet kan meget vel være det eneste sted, hvor det er muligt at generere en forandring.
Den europæiske sommerfugl
De fortsatte forandringer i verdensordenen har resulteret i en stadigt intensiveret konkurrencepræget atmosfære. Brudlinjerne imellem konflikt og samarbejde bliver for mange forskellige aktører i stigende grad udvisket. EU er ikke indrettet til at kunne reagere hurtigt og dristigt. Europa vil derimod have en chance, hvis man kan identificere små nicher, hvor der kan leveres resultater. Selv det mindste tiltag vil kræve seriøs politisk støtte, hvis det skal flyve. Håbet er, at når den europæiske sommerfugl slår med vingerne, vil det i sidste ende resultere i betydelige konsekvenser andre steder i verden; med start i regeringskontorerne rundt om i de europæiske hovedstæder.
Kilderne til Europas succes var åbenlyse. Som de fleste multinationale selskaber, der har stiftet bekendtskab med EU's konkurrencelovgivning, nok ved, er EU en af verdens førende regulatorer. For at kunne sælge deres varer på det europæiske marked må producenterne leve op til en række miljø- og sundhedsmæssige standarder. EU-begejstrede observatører har været hurtige til at fremhæve, at resten af verden nu også har indrettet sig efter europæisk forbillede ved at forme deres egne regionale grupperinger som den Afrikanske Union og ASEAN i Sydøstasien.
Der er over de seneste par år imidlertid ikke gået en uge uden, at der er blevet sagt en uigenkaldelig dødsdom over EU's globale ambitioner. De nye nøgleposter i EU, en præsident og en 'udenrigsminister', har ifølge Lissabon-traktaten til formål at styrke EU's position på verdensscenen. Men da de nye poster skulle besættes, blev EU's medlemslande beskyldt for at have valgt anonyme profiler, der ikke ville kunne overskygge de nationale statsledere. Ved klimatopmødet i København i december sidste år var EU's præstation pinligt dårlig, og Europa blev i forhandlingerne marginaliseret af Kina og USA. Den sløve reaktion på den græske tragedie har da også vist, at den politiske integration halter langt bagefter den økonomiske.
Pessimismen på EU's vegne forklares ofte på to måder. Det første argument, der foretrækkes af analytikere på den anden side af Atlanten, er af kvantitativ karakter. Amerikanerne ser på tørre tal fra demografi til militærbudgetter, og alt indikerer, at Europas storhedstid ligger i fortiden, ikke i fremtiden.
Den anden forklaring er kvalitativ. For tiden bruges der meget spalteplads på debatten imellem den såkaldte 'Washington-konsensus', der prædiker økonomisk og politisk liberalisering, og en spirende 'Beijing-konsensus', som den statsstyrede kapitalisme, man ser i Kina. Der forekommer naturligvis i ny og næ en reference til den europæiske velfærdsmodel, der forsøger at kombinere social retfærdighed med økonomisk konkurrenceevne. Men den model har selv i Europa svært ved at blive opretholdt, og det kan diskuteres hvorvidt den overhoved repræsenterer en 'konsensus' på det europæiske niveau. Summa summarum: Europa har kurs mod et stille, men uundgåeligt forfald.
På trods af de dystre forudsigelser, så er sandheden nok at finde et sted i midten. Det har aldrig været meningen, at EU skulle tage verden med storm, men EU er heller ikke en sørgelig samling gamle lande uden virkelighedssans. Fra Afrika til de palæstinensiske områder er EU i mange områder i verden den største bistandsdonor. Til trods for problemer med Tyrkiets optagelse i EU vil den forestående indlemmelse af de eks-jugoslaviske lande inden for det næste årti være en sejr af historiske dimensioner - især set i lyset af EU's fejlslagne Balkan-politik i 90'erne.
Tekniske detaljer – strategisk vision
Men frem for alt og meget sigende for det europæiske integrationsprojekt, skal EU's globale magt findes i det mylder af tekniske instrumenter, som ingen rigtig lægger mærke til. Den vil gradvist sprede sig til andre områder, og til sidst vil det munde ud i en strategisk vision for Europa. Et eksempel: For nogle måneder siden offentliggjorde en gruppe vismænd under ledelse af den tidligere spanske premiereminister Felipe Gonzales en samling anbefalinger for EU de næste 20 år. En af prioriteringer på det udenrigspolitiske plan var introduktionen af en fælles visumpolitik og en konsulær funktion for EU's kommende Fælles Udenrigstjeneste.
Hvorfor lægge sådan vægt på noget så teknisk, som de fleste vestlige indbyggere sandsynligvis aldrig vil høre om? Fordi visumpolitikken har indflydelse på, hvilke immigranter Europa modtager, og hvordan disse bliver modtaget. For øjeblikket er EU's visumansøgningsproces for tredjelandes borgere langvarig, tilfældig og ofte ydmygende for ansøgeren. Mange af de yngre og veluddannede migranter, som Europa har brug for, søger i stedet mod den amerikanske østkyst eller Silicon Valley.
Med andre ord er det altså fremtiden for Europas aldrende befolkning og dets udmagrede arbejdsmarked, der er på spil. Et mere integreret bureaukrati ville blot være en lille del af løsningen på Europas problematiske immigrationspolitik og immigration i sig selv er ikke den mest oplagte udenrigspolitiske prioritering. Men som det ofte er set i EU's historie, går indenrigs- og udenrigspolitik hånd i hånd, og bureaukratiet kan meget vel være det eneste sted, hvor det er muligt at generere en forandring.
Den europæiske sommerfugl
De fortsatte forandringer i verdensordenen har resulteret i en stadigt intensiveret konkurrencepræget atmosfære. Brudlinjerne imellem konflikt og samarbejde bliver for mange forskellige aktører i stigende grad udvisket. EU er ikke indrettet til at kunne reagere hurtigt og dristigt. Europa vil derimod have en chance, hvis man kan identificere små nicher, hvor der kan leveres resultater. Selv det mindste tiltag vil kræve seriøs politisk støtte, hvis det skal flyve. Håbet er, at når den europæiske sommerfugl slår med vingerne, vil det i sidste ende resultere i betydelige konsekvenser andre steder i verden; med start i regeringskontorerne rundt om i de europæiske hovedstæder.
Emner
Regioner
EU
Europas globale rolle gemmer sig i detaljen