Deplatforming virker, men udfordrer demokratiet og ytringsfriheden

Umiddelbart efter stormløbet mod Kongressen den 6. januar, valgte Twitter at fjerne Donald Trumps profil, og på den måde mistede han fra den ene dag til den anden en af sine vigtigste politiske platforme.

At fratage individer eller grupper muligheden for at kommunikere via diverse sociale medier og hjemmesider kaldes “deplatforming”, og selvom det er første gang, metoden er blevet brugt mod en amerikansk præsident, er fænomenet ikke nyt. 

Deplatforming rejser mange spørgsmål, hvor to er helt centrale. Det første er, om det er etisk forsvarligt. Hvad betyder det for den demokratiske samtale, der i høj grad foregår i den virtuelle sfære, at bestemte personer udelukkes? Og hvem skal afgøre, hvem der blokeres eller smides af?

Det næste store spørgsmål er naturligvis: Virker det? Spørgsmålene om etikken kommer vi til at diskutere længe, men spørgsmålet om effektivitet har den seneste forskning svaret på. Deplatforming virker, men metoden kan have utilsigtede konsekvenser.

Donald Trump og en række tilhængere af QAnon-konspirationsteorien er nogle af de nyeste eksempler på personer og grupper, der er blevet udsat for deplatforming, men strategien har i årevis været brugt mod jihadister. Tilbage i Islamisk Stats storhedstid i 2013 blev terrororganisationen hurtigt kendt som ”det virtuelle kalifat”, da de effektivt brugte sociale medier til at rekruttere og propagandere. Men da IS i 2014 blev deplatformet af Twitter, gik de fra at udsende ca. 40.000 tweets om dagen til 5.000 tweets på et halvt år. Derfor migrerede IS til alternative platforme, såsom Telegram, TamTam og Bitchute. For selvom man har haft succes med at fjerne IS fra Twitter, har man naturligvis ikke fjernet ideologien. Derudover kan deplatforming have en yderligere radikaliserende effekt på IS’ tilhængere (det samme gør sig gældende for højreekstremister og andre grupper), fordi deplatforming styrker deres narrativ om, at militant handling er nødvendig, nu hvor de ikke kan få lov at ytre sig. Når alt dette er sagt, har deplatforming mindsket IS’ publikum betragteligt, og på den måde har metoden vist sig effektiv.

Når grupper eller individer rammes af deplatforming, mister de på et splitsekund adgang til den fanbase, de har brugt år på at bygge op. Det har vi også set eksempler på herhjemme: YouTube og Facebook lukkede ned for Rasmus Paludan på grund af hadtale over for muslimske minoriteter, Instagram fjernede influenceren Saszeline Dreyers Instagramside for at dele konspirationsteorier og misinformation, Facebook smed netavisen ‘24nyt’ ud på grund af ”vildledende adfærd”. Alle blev de vurderet til at have handlet i strid med platformenes retningslinjer.

Deplatforming kritiseres ofte for at indskrænke ytringsfriheden, men i mange tilfælde har ‘ytringsfriheden’ været et skalkeskjul for opfordring til vold og racistisk og hadefuld retorik. Ved at fjerne individer eller grupper på sociale medier, der opfordrer til vold - islamistisk såvel som højreekstremistisk - forsøger de sociale medier at fralægge sig det juridiske ansvar for det indhold, der postes på deres tjenester. Techgiganternes tilgang til dette er mere reaktivt end præventivt, og det har ofte ført til en sjusket moderering. For eksempel lukkede Facebook den danske journalist Torben Sangilds profil, fordi han havde lavet et opslag om QAnon. Og Twitter var lidt for hurtige på tasterne, da de suspenderede aktivisten Iyad el-Baghdadi, fordi de forvekslede ham med Islamisk Stats forhenværende leder Abu Bakr al-Baghdadi. 

Selvom deplatforming har vist sig at være et effektivt redskab til at minimere ekstremister og ekstreme gruppers publikum, har metoden utilsigtede konsekvenser: Deplatforming kan føre til yderligere radikalisering, fordi det forstærker et ”os-mod-dem-narrativ”, og det at bandlyse bestemte holdninger kan gøre dem endnu mere interessante og attraktive. 

Og så giver deplatforming som nævnt anledning til en række spørgsmål, særligt spørgsmålet om, hvem der bestemmer, hvornår noget er hadefuldt? Hvilken magt giver det de sociale medier, når de får lov til at beslutte, hvem der må blive, og hvem der må gå? Og hvad sker der, når modereringen i stigende grad automatiseres? Ønsker vi at overlade ansvaret for den offentlige debat på nettet til internationale techgiganter? Danske politikere bør efterspørge nogle mere reflekterede retningslinjer for, hvordan anti-demokratiske og hadefulde ytringer på online-medier håndteres og skubbe på for, at der etableres nogle mere demokratiske processer til at udvikle konsistente og sammenhængende værktøjer til indholdsstyring.

Dette debatindlæg blev bragt i Jyllands-Posten 19. april 2021.