Tyrkiet: Hvorfra, hvorhen?

TYRKIET trækker overskrifter. Det gør det internationalt. Det gør det i Danmark, og det har det gjort i snart to årtier. Landets præsident og ubestridte leder af regeringspartiet AKP, Recep Tayyip Erdoğan, har været en central figur for denne opmærksomhed. Hans måde at føre politik på har givet anledning til diskussion om landets retning både i forhold til styreform og dets alliance med NATO samt relationerne til EU. Landets invasion af det nordlige Syrien og krigen mod de syriske-kurdiske grupper YPG og PYD påkaldte sig stor opmærksomhed og fordømmelse. Siden er Tyrkiets rolle i krigen i det splittede Libyen og konflikten i Aserbajdsjan kommet til, mens spændingerne i det østlige Middelhav vokser på daglig basis, og har sat Tyrkiet på konfrontationskurs med Grækenland og Frankrig. Og bag det hele lurer der en frygt for, om flygtningeaftalen fra 2016 med Tyrkiet kan holde.

Målet med Tyrkiet hvorfra, hvorhen? er at sætte disse forhold i perspektiv og skabe kontekst. Hvordan skal vi forstå Erdoğans politik i forhold til Tyrkiets statstradition og politiske kultur? Er Tyrkiet på vej mod et islamistisk enmandsvælde – eller er der tale om den samme form for polarisering og dominans, som gav Atatürk diktatoriske magtbeføjelser, og som fik den sekulariserede middelklasse til at juble, når militæret tog magten fra de folkevalgte? I hvilket omfang er landets politik over for Syrien og spændingerne mellem Tyrkiet og dets vestlige allierede udtryk for brud eller kontinuitet med de lange linjer i Tyrkiets udvikling – for har landet ikke tidligere udfordret status quo i det østlige Middelhav og været genstand for amerikanske sanktioner?

Måden til at besvare disse spørgsmål er at bruge Tyrkiets historie siden Republikkens grundlæggelse og Det osmanniske Riges opløsning som ramme. Ved at inddrage den fulde periode fra Atatürk til Erdoğan mener vi at kunne give læseren en mulighed for at forstå, hvorfra Tyrkiet kommer og for at vurdere, hvorhen det bevæger sig – en mulighed der ikke findes i andre danske værker. Og som et særligt bidrag, der peger i samme retning, vil bogen også skitsere både de lange, dybe linjer af opfattelsen af ”tyrken” i Danmark og relationerne mellem Danmark og Tyrkiet under AKP.

Bogen er opdelt i tre dele. Første del behandler de spændinger, som blev skabt gennem overgangen fra imperium til nationalstat, og som har været med til forme udviklingen af Tyrkiet lige siden. Anden del sætter perspektiv på menneskerettigheder, reaktioner på Tyrkiet i Mellemøsten, det kurdiske spørgsmål og konspirationsteorier som magtredskab og forståelsesramme. Tredje del har fokus på danske-tyrkiske relationer og tyrker-bil- leder i Danmark og deres rolle i dansk selvforståelse.

Første del. Hvorfra?

Fra Imperium til Nationalstat: Kampen om retten til at lede Tyrkiet: fra Atatürk til Erdoğan (Mogens Pelt) behandler hovedlinjerne i magtkampen i Tyrkiets elite. Det er en historie om konfrontation og polarisering, hvor aktørerne er gået langt for at opnå deres mål. Det er også fortællingen om en kamp om inklusion og eksklusion af bestemte samfundsgrupper, hvor magthavernes vurdering af disses kulturelle identitet har været et afgøren- de parameter for, om de burde være med eller holdes ude. Kapitlet viser, at der har været en høj grad af kontinuitet, når det handler om måderne, kampen mellem de politiske partier har udfoldet sig på og at de ikke-valgte institutioner – især militæret – har spillet en stor rolle. Det viser også, at mens brudlinjerne udviser en betydelig stabilitet over lang tid, har værdierne og symbolerne, der bruges til mobilisering, skiftet, samtidig med, at visse traumatiske symbolbegivenheder har været i stand til at mutere og bevare deres styrke.

Den nye Sultan (Lasse Ellegaard) går tæt på Erdoğan og hans udvikling fra formel demokrat til reel autokrat, og efterlader et billede af en mand med stor politisk tæft. Kapitlet beskriver den økonomiske og politiske udvikling fra begyndelsen af 00’erne, hvor den nye AKP-regering bemandet med unge, kompetente ministre med parlamentarisk flertal og international støtte kunne føre en økonomisk politik med et miks af Keynes-inspireret samfundskapitalisme og neoliberal markedsøkonomi. Samtidig og tilskyndet af EU’s ”Københavnskriterier” blev en stribe demokratiske reformer gennemført, hvoraf afviklingen af militærets rolle som politisk overhund var afgørende for et nyt og blomstrende politisk klima. Sådan gik det slag i slag: Høje vækstrater, nye shopping-centre, udbygning af forstadskvarterer som hjemsted for den voksende middelklasse med ejerbolig og egen bil. Gennemsnitsindkomsten steg det første tiår fra 2.800 til 10.000 dollar, og med bred støtte fra stort set halvdelen af vælgerne – ikke kun islamister og konservative, men også liberale og venstreorienterede, styrede AKP landet gennem to folkeafstemninger med forfatningsændringer, to lokalvalg og to parlamentsvalg i 2007 og 2011, hvor AKP toppede med henholdsvis 47,4 og 49,8 procent af de afgivne stemmer. Højdepunktet i det, der betegnes som ”det tyrkiske forår”. Herefter ændrede situationen sig. Det ”tyrkiske forår” blev til demonstrationer i Gezi Parken, kupforsøg og undtagelsestil- stand med politisk udrensning og begrænsning af ytringsfriheden til følge, og fra at være folkets mand, sidder Erdoğan nu efter en forfatningsændring og med støtte fra det nationalistiske parti som præsident på en helt anden bastion end den, han lagde ud fra. Seneste måling viser en støtte til AKP for første gang på under 30 procent. Et absolut og hidtil uset lavpunkt i de 19 år, Erdoğan har været i spidsen for partiet.

Brud og kontinuitet i udenrigs- og sikkerhedspolitikken (Cecilie Felicia Stokholm Banke og Mogens Pelt) følger, og diskuterer de lange linje i Tyrkiets sikkerheds- og udenrigspolitik. Kapitlet undersøger udviklingen af landets mål på dette felt og deres samspil med forandringerne i det inter- nationale system. Fokus er på Tyrkiets politik i dets nærområder, især over for Mellemøsten og i det østlige Middelhav. Kapitlet viser, at der på den ene side kan spores betydelig kontinuitet i, hvad skiftende tyrkiske regeringer har betragtet som sine interesseområder, mens der på den anden side er væsentlige forskelle mellem tidligere regeringers retorik og den, Erdoğan anvender. Det samme gælder de sindbilleder, han forsøger at fremme. Der- til kommer, at AKP-regeringens Tyrkiet navigerer med en større risikovillighed end tidligere, og at dets politiske og militære operationer omfatter større områder end tidligere. Dette giver samtidig anledning til at analysere de transaktionelle aspekter i denne politik. Kapitlet diskuterer derfor også, hvorvidt og på hvilke områder, der er tale om en satsning, der handler om at fremtvinge forhandlingssituationer, som kan give Tyrkiet mulighed for at fremme dets interesser på andre områder end der, hvor konflikterne raser. Dette gælder især for relationerne til EU.

Republikken i Det osmanniske Riges skygge og oldtiden som fremtid. Det hittitiske solsymbol (Pernille Carstens) er historien om historiens historie og brugen af den og hvordan oldtiden kan tjene som en vej ind i fremtiden. Opdagelsen af det mægtige Hittitiske Rige og ikke mindst tolkningen af det faldt på mange måder sammen med den tyrkiske republiks formative år. Det nye Tyrkiet stod med ryggen mod en mur af osmannisk historie, som man gerne ville springe over, og helst være foruden og så det Hittitiske Rige som et middel til at bringe Tyrkiet ind i fremtiden. Kapitlet tegner et koncist billede af det Hittitiske Riges historie og dets betydning i Den nære Østen i sin samtid, og diskuterer dets tolkninger i eftertiden. Det demonstrerer, hvordan lederne i den unge republik forsøgte at etablere en lige linje mellem oldtidens storrige og det nye Tyrkiet og gøre hittiternes bedrifter og kultur til ophav for den tyrkiske civilisation, de var i gang med at skabe. Historiebrug af den kaliber er på mange måder et kendetegn i enhver nationalstats historieskrivning. Målet er at fremhæve bestemte symboler og kvaliteter i fortiden som udtryk for en særlig essens, der binder nutiden sammen med fortiden. I tilfældet med hittitterne valgte man solen og kapitlet leder os gennem den historie ved at følge det hittitiske solsymbol.

Anden del. Hvorhen?

Reform og menneskerettigheder. Hvor meget er reformeret under AKP (Mathias Findalen Bickersteth). Kapitlet minder os om, at for blot ti år siden var synet på Erdoğan og hans regering som oftest positivt, når Tyrkiets venner i Vesten blev spurgt. AKP’s adkomst til magten og partiets udøvelse af den demonstrerede, at demokrati og Islam sagtens kunne fungere sammen, konkluderedes det typisk i en lang række af hovedstæder i Europa. Præsident Barak Obama støttede Erdoğans værdipolitiske offensiv i Mellemøsten under de arabiske revolutioner i håb om, at de politiske aktører i området og offentligheden generelt ville tage ”Erdoğans Tyrkiet” til sig som en rollemodel. I 00’erne hentede AKP støtte hos en bredt sammensat gruppe af vælgere, der spændte fra liberale til konservative fromme og fra bønder til forretningsfolk. Dertil kom konservative kurdere og minoritetsgrupper, der håbede på, at Erdoğan ville skabe et identitetspolitisk åndehul og gøre det muligt både at være tyrker og samtidigt tale et andet sprog end tyrkisk.

I dag ti år efter tales der om Tyrkiet på en helt anden måde, når det hand- ler om værdipolitik samt om EU’s og Tyrkiets fællesinteresser. Det gælder både inden for og uden for Tyrkiets grænser. Det er den udvikling, kapit- let undersøger. Og det diskuterer, hvad der ligger til grund for, at ”Erdoğans Tyrkiet” har en helt anden klang i dag end for ti år siden, hvorfor synet på Erdoğan er blevet ændret så radikalt, som det er, hvad er der ændret i Erdoğans politik og hvorfor.

Magt og konspirationstænkning i Tyrkiet (Danielle Kuzmanovic). Der findes som bekendt mange ord for det samme fænomen – en tyrkisk patriot fx. Det afgørende er imidlertid, som forfatteren viser, at valget af hvilke af de mange betegnelser, der bruges, gør en verden til forskel. Udgangspunktet er en tale, som Erdoğan holdt i den kritiske periode omkring de store Gezi Park-demonstrationer. Gennem en nøje analyse af talen og af de konnotationer, som knytter sig til de ord, Erdoğan vælger at bruge, demonstrerer forfatteren, hvordan Erdoğan skridt for skridt får vinklet de unge demonstranters handlinger til at repræsentere en helt anden sag end, de selv mente, de gjorde. Metoden er udover vinkling, en klar bevidsthed hos Erdoğan om, at hans modtagere er primet på en ganske bestemt måde, dvs. at deres forståelse af, hvordan verden faktisk ser ud, er formet af konspirationsteorier, der fortæller dem, at den ”virkelige verden” er skjult for øjet, og er en anden end den, man tror, man ser. På den måde er Erdoğan i stand til at bruge de konspirationsteorier, hans tilhørere har været eksponeret til i årevis som et værktøj til at guide dem gennem de akutelle begivenheder på en sådan måde, at enhver kan forstå, at de unge mennesker på den ene side er blevet ført bag lyset, og på den anden repræsenterer en helt anden sag end, de selv hævder.

Tyrkiets kurdiske spørgsmål (Anne Sofie Schøtt) gennemgår og diskuterer det kurdiske spørgsmål, såvel dets lange linjer som dets centrale betydning for de retninger AKP-regering har taget i de sidste næsten tyve år. Kapitlet demonstrerer, at det kurdiske spørgsmål trækker en lang sammenhængende linje gennem Republikkens historie, og det har udgjort en akse for konflikt og splittelse. Det viser, at brudlinjen har en historie, der begynd- te mange årtier, før PKK blev dannet, at statsmagten var villig til at bruge endog meget omfattende ressourcer på at håndtere det kurdiske spørgsmål på en sådan måde, at det ville blive muligt at gøre tyrkere ud af kurdere. Den politik handlede om assimilering og underkendelse af anden sproglig og kulturel identitet end den tyrkiske, sådan som den blev formuleret og udviklet af skiftende regeringer. Målrettet brutalitet og befolkningspolitiske tiltag såsom tvangsflytning var supplerende redskaber. Men kapit- let afviser også, at Tyrkiets store kurdiske befolkning er en monolit: Det er langt fra alle, der nærer ønsker om autonomi eller betoner en etnisk-kulturel identitet som deres første prioritet. Det er netop sådanne forhold, viser forfatteren, der gjorde det muligt for Erdoğan i 00’erne at skabe en betydelig base af vælgere af kurdisk baggrund; vælgere, der var tiltrukket af hans betoning af konservative fromme dyder. Tilsvarende viser forfatteren, at Erdoğan fra midten af 2010’erne har haft en politisk interesse i at polarisere forholdet mellem tyrkiske og kurdiske nationalister, samt at han bruger det kurdiske spørgsmål som et værktøj i sin politik både over for Syrien og Irak.

Sultan Erdoğan slår tilbage. Tyrkiet og den antityrkiske alliance i det arabiske mellemøsten (Lars Erslev Andersen) undersøger, hvordan Tyrkiets aktivistiske regionalpolitik og udfordringer af status quo har påvirket relationerne mellem Ankara og landene i regionen samt magtbalancen i Mellemøsten. Dette handler dels om, hvordan virkningerne af Tyrkiets brug af militærmagt og politisk pres interagerer med de dynamikker, der deler og samler staterne i den kaotiske region. Men forfatteren betoner også vigtigheden af Ankaras soft power i disse processer. Den seneste normalisering mellem Israel og De forenede arabiske Emirater står således som en eksponent for den betydning, landene i området tillægger Tyrkiet, og som et udtryk for den bekymring, som Ankaras stigende aktiviteter har udløst. Hvad der ved første øjekast kunne ligne et træk rettet mod Iran, bør, mener forfatteren, først og fremmest læses som reaktion mod Tyrkiet. Og det handler ikke alene om Tyrkiets militære operationer, men også om de alliancer, som Ankara har skabt med oppositionelle kræfter i regionen. Den vigtigste er den nære og venskabelige relation mellem AKP-regeringen og Det muslimske Broderskab. Den har en lang historie, hvis vi inddrager det tanke- og holdningsunivers, hvor Erdoğans meninger og verdensanskuelse blev formet, men som udviklede sig dramatisk efter de arabiske revolutioner i begyndelsen af 2010’erne. Mere end nogen anden har denne relation formet forholdet mellem Tyrkiet og Ægypten, og på den måde bidraget til at skabe en frontlinje i regionen med De forenede arabiske Emirater, Saudi Arabien og Ægypten på den ene side og Tyrkiet og Qatar på den anden. Og det er omkring denne akse, at de fleste konflikter udvikler sig og her, at stormagterne søger partnere.

Tredje del. Skitser af det dansk-tyrkiske forhold

”Tyrken” som dansk spejlbillede (Bent Holm). Det vil sikkert overraske mange, at ”tyrken” har en lang historie som en del af det, vi i dag ville kalde dansk bevidsthed. Den rækker længere tilbage end oprettelsen af det nye Tyrkiet, og har sine rødder i den betydelige påvirkning, Det osmanniske Rige har haft på skabelsen af det moderne Europa. Forfatterne er en ener på sit felt, og har tidligere vist, hvordan vi gang på gang finder spor af tyr- kerfrygt i dansk åndsliv og kunst. I dette kapitel tager han os til Guldalderen og til den tid, hvor Danmark for alvor blev lille og ikke uden grund frygtede for sin eksistens. Og det var netop i denne periode, ”tyrken” dukker op i en ny funktion, som et spejlbillede på os selv. Forfatteren viser gennem sprog og visuelle demonstrationer, hvordan dette udspillede sig. Hovedaktørerne er de romantiske skønånder og kongen selv. Tyrk og boheme rime- de og gjorde fezen til et symbol på frigjorthed for konventionelle normer. Frederik VII tog stilen til sig. Det kan ses dels i en række portrætter af mo- narken dels på hans slot på Jægerspris.

Dansk-tyrkiske relationer under Erdoğan og AKP: Fra ny-liberalisme til pragmatisme (Cecilie Felicia Stokholm Banke) behandler de dansk-tyrkiske relationer i den nyeste tid. Bidraget er det første af sin art, der systematisk diskuterer skiftende regeringers og folketingssamlingers syn på Tyrkiet og på, hvad de bærende principper i relationerne til Ankara bør være. Fokus er på årene efter AKP kom til magten og frem til i dag. Der er tale om en periode, hvor Tyrkiets officielle image har undergået store forandringer i dansk offentlighed. Mens Erdoğan blev taget til indtægt for liberalisering og demokratisering i 00’erne, er det i dag brud på menneskerettigheder, krig og hård retorik, der stjæler opmærksomheden. Men kapitlet viser, at der også findes et dybere spor i dansk politik, som forsat har gennemslagskraft: Tyrkiet som partner i NATO og et bolværk mod Vestens fjender. Det opstod med skabelsen af Tyrkiets nære forhold til USA, som kan dateres til- bage til erklæringen af Trumandoktrinen i 1947 og medlemskabet af NATO i 1952. Den kolde Krigs afslutning har imidlertid ikke ændret afgørende på dette: Ankara betragtes fortsat som et vigtigt omend besværligt aktiv, og det er stadig sikkerhedshensynet, der rulles ud mod værdipolitiske argumenter, når det kræves, at Tyrkiets relationer til EU og NATO bør genovervejes.

Redaktørerne vil gerne sige stor tak til forfatterne for deres bidrag og interesse for projektet, som er det første af sin art på dansk. Vi har samlet en gruppe forfattere, der på hver deres vis har kendskab til Tyrkiet og tyrkiske forhold. Målet var at lave en bog, der udbreder forståelsen for og kendskabet til Tyrkiet, og som samtidig henvender sig til et publikum uden for fagspecialisternes rækker. Tak til Davids Fond og Samling for støtte til projektets realisering. Endelig, stor tak til forlagsredaktør Pernille Carstens for at holde snor i både os, projektet og forfatterne.