Der er stadig langt til det fælles europæiske forsvar

Der blev åndet lettet op i Berlin, da resultatet af præsidentvalget i USA forelå.

Ikke blot kunne man se frem til et bedre forhold tværs over Atlanten, men også fordi den multilaterale tilgang til verdens orden ser ud til at vende tilbage. Og det er fra et tysk perspektiv godt.

Tysklands sikkerhedspolitik er bundet op på USA. Det har den været siden afslutningen af anden verdenskrig, og selvom der er efterspørgsel på tysk lederskab, er det fortsat omkring det transatlantiske samarbejde og Nato, at Tyskland ser Europas sikkerhed.

Men valget af Joe Biden har ikke kun ført til nye vinde i det transatlantiske forhold og det regelbaserede samarbejde. Med Biden i det hvide hus har debatten om europæisk strategisk autonomi fået nyt momentum, for hvad kan Europa nu forvente af USA?

Vil der fortsat ligge krav om øgede forsvarsbudgetter som fremsat under Trump? Eller vil Europa kunne læne sig tilbage, slippe tøjlerne på den hest, der blev sluppet løs med initiativer som den europæiske forsvarsfond og det permanent strukturerede samarbejde, Pesco, og så ellers lade amerikanerne og Nato om resten?

Toget har forladt perronen

Næppe, for toget har forladt perronen, og spørgsmålet er nærmere, hvor hurtigt det skal køre. Her er der groft sagt to lejre.

Den ene er fransk og anføres af Præsident Macron, som under hele Trump-tiden har talt om strategisk autonomi og skubbet på for at få Europa til at gøre noget mere. Det handler om Europas evne til at forsvare de fælles værdier, som Frankrigs Europaminister Clément Beaune udtrykte det for nylig.

Den anden er tysk, og henter bred opbakning i Nord- og Østeuropa. Ikke mindst de østeuropæiske lande har med bekymring set på den franske præsidents fremfærd om øget strategisk autonomi. Her frygter man, at Macrons tale om strategisk autonomi vil føre til amerikansk disengagement.

Ligesom i Danmark ligger den polske, den baltiske og den norske sikkerhedsgaranti hos amerikanerne og i Nato. At Europa skal gøre mere for at kunne forsvare sig selv må ikke blive en erstatning for, men et supplement til Nato, og det skal ske hvis ikke inden for, så i samarbejde med Nato som en europæisk søjle.

Denne bekymring for de franske ambitioner og tempo har belastet begrebet strategisk autonomi. Derfor taler man nu hellere om strategisk suverænitet, ligesom der i EU-sammenhænge tales om blandt andet digital og økonomisk suverænitet. 

Gang i fælles trusselsanalyse

For Tyskland handler det om balance. Det fremgik af den måde, det tyske EU-formandskab i 2020 trods covid-19 formåede at lancere et samlende initiativ for EU's forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, det såkaldte strategiske kompas.

Det strategiske kompas er første skridt mod en europæisk strategisk kultur. Kompasset skal sætte retning for blandt andet krisehåndtering, kapacitetsudvikling og EU's partnerskaber. Tyskland vil, at EU udvikler sig til en effektiv og modstandsdygtig aktør, styrker sin resiliens og evne til at handle i civile og militære områder.

Således afspejler de tyske ambitioner, hvad der allerede ligger i det permanent strukturerede samarbejde, Pesco. Men Tyskland gik et skridt videre med lanceringen af det strategiske kompas, som blev efterfulgt af udviklingen af en fælles trusselsanalyse. Ikke nogen let sag, men det fremhæves som en af det tyske EU-formandskabs successer.

Det strategiske kompas har skubbet medlemslandene ud i en fælles overvejelse omkring, hvilke trusler Europa står over for, der involverer alle i processen, og det er en prioritet for Tyskland, at alle er med.

Stadig langt fra de to procent til militærbudgettet

Det strategiske kompas skal dække over en tiårig periode og forventes færdigforhandlet under det franske EU-formandskab i 2022.

Flere iagttagere har påpeget, at det strategiske kompas var tyskernes måde at gå langsomt, men mere inklusivt frem i udviklingen af EU's forsvarsdimension, der samtidig garanterer fransk engagement. Det ser ud til at lykkes.

I hvert fald tales der nu mere bredt, også i Frankrig, om det strategiske kompas. Om man så i sidste ende kan enes om retningen, er uvist. For skal EU's strategiske kompas pege mod syd og truslerne i nærområdet, terror og migration?

Eller mod nord, Rusland og den fortsatte stormagtsrivalisering i og omkring Arktis? Og hvad skal det egentlig koste at kunne forsvare sig selv? Her er der lang vej endnu. Ikke mindst i Tyskland, der trods øget forsvarsbudget stadig er langt fra de to procent