DIIS Comment
Spreder oprøret sig til de palæstinensiske områder?
De folkelige protester er nået til de palæstinensiske områder. En bred koalition af palæstinensiske ungdomsorganisationer har fået nok af den interne palæstinensiske splittelse, som i den grad blokerer for fred. Deres 15. marts-initiativ kræver palæstinensisk forsoning – men det bliver ikke nemt
22. marts 2011
Krav om national forsoning
Stærkt inspireret af de folkelige oprør i den arabiske verden blev et nyt folkeligt initiativ d. 15. marts søsat af unge palæstinensiske aktivister. Samme dag gik folk på gaden i byerne Ramallah, Betlehem, Hebron og Nablus på Vestbredden og ikke mindst i Gaza. I Gaza by vurderer initiativtagerne, at mere end 200.000 palæstinensere, primært unge, deltog i demonstrationer på Pladsen for den Ukendte Soldats Grav. Optimister håber på en ny æra for palæstinensisk politik.
Palæstinensernes vigtigste eje, national identitet og stolthed, er blevet tilsidesat af, hvad mange almindelige palæstinensere opfatter som magtbegærlige politikeres interesser. En stor del af befolkningen i de besatte palæstinensiske områder føler sig ikke repræsenteret af deres politikere. Fatah er i princippet ikke valgt af folket, og Hamas har siden overtagelsen af Gaza lagt en yderst dominerende og militant styring for dagen.
Initiativet skal ikke tolkes som en appel til verdenssamfundet om støtte til den palæstinensiske sag. Nærmere er det rettet mod egne politiske magthavere. En ung aktivist og medlem af gruppen Gaza Youth Breaks Out, skriver i et indlæg til palæstinensiske medier, at aktionerne er et forsøg på at komme en stigende grad af politisk indifference i det palæstinensiske civilsamfund til livs. Som sådan er initiativets budskaber politisk neutrale og uden religiøse fortegn. Både i Gaza og på Vestbredden vajede der d. 15. marts grønne, hvide og sorte flag – netop en repræsentation af alle fraktioner og et klart signal til magthaverne om, at grænsen er nået. Flere blev fotograferet påmalet det palæstinensiske flag, mens andre havde skrevet Hamas på den ene og Fatah på den anden kind. Hovedambitionen for arrangørerne af demonstrationerne var at mobilisere det palæstinensiske folk i en fælles kamp for en palæstinensisk stat. Der blev under demonstrationerne ikke opildnet til voldelig kamp mod Israel, selvom en populær Facebookside relateret til initiativet eksplicit placerer fremstødet som et led i 'kampen mod Zionismen', som den kommer til udtrykt i den forsatte blokade af Gaza og udbygningen af jødiske bosættelser på Vestbredden.
Demonstranterne har øjensynligt skelet til deres arabiske brødre og søstre i Egypten og Tunesien. Under demonstrationerne anvendte de metoder for fredelig politisk organisering, herunder brugen af Facebook og Twitter. Demonstranter overnattede på de centrale pladser, og en mindre håndfuld meldte sig som sultestrejkende i en bitter appel til de politiske ledere.
Folkeligt - ikke enten sekulært eller islamistisk
Initiativet ønsker at være samlet under PLO (den palæstinensiske befrielsesorganisation) og kræver på tværs af politiske fraktioner national forsoning og løsladelse af alle politiske fanger fængslet som en del af den interne rivalisering. De unge kræver forsoning først og fremmest mellem det Fatah-dominerede palæstinensiske selvstyre på Vestbredden og det Hamas-kontrollerede Gaza. Ifølge initiativtagerne har initiativet som mål at få anerkendt 'Palæstina' som selvstændig stat inden udgangen af 2011. Det styres af en koalition af ungdomsorganisationer, herunder både uafhængige kræfter og grupper, som traditionelt set har været tilskrevet et tilhørsforhold til de to hovedfraktioner.
Kløften mellem de politiske fraktioner er ikke udelukkende kendetegnet ved en opdeling mellem sekulære og islamister, men udspringer i høj grad af kampen om politisk magt og uenighed om den politiske strategi for en holdbar fred. Iagttagere mener, at det reelle problem ligger i det faktum, at konfliktens karakter gør det umuligt at være befrielsesorganisation og politisk parti samtidigt. Som parti under selvstyret må man arbejde inden for selvstyrets rammer finansieret af vestlige donorer. Som befrielsesorganisation må man afsige sig formaliseret samarbejde med Israel og dets allierede. Det er ikke et nyt dilemma for palæstinenserne.
Den palæstinensisk splittelses rødder
Kløften mellem Hamas og Fatah blev gravet helt tilbage til Oslo-processen i starten af 1990'erne, hvor Arafat som repræsentant for PLO og Fatah blev indlemmet i vestens selskab og accepterede aftalen med Israel. Mens Hamas og en række andre grupperinger såsom Islamisk Jihad, PFLP og DFLP var stærke modstandere af aftalen. Siden Hamas' valgsejr i 2006 og den efterfølgende optrapning af den ulmende konflikt mellem Abbas' støtter og Hamas på både Vestbredden og i Gaza, har det palæstinensiske folk været splittet og levet under en tvedelt politisk repræsentation. Splittelsen har forårsaget dybe sår i den palæstinensiske bevidsthed og nationale stolthed – ligesom den fra eksternt hold er blevet fremført som et argument for manglende fremskrift i "fredsprocessen". Israel har gentagne gange fremført, at palæstinenserne ikke er en 'partner for fred', som man kan lave en implementerbar aftale med.
Dårlig timing
Initiativet igangsættes på et kritisk tidspunkt, i kølvandet på mordet på Fogel bosætter-familien og det amerikanske veto mod en FN's Sikkerhedsråds resolution mod opførelsen af bosættelser på Vestbredden. Det giver ikke palæstinenserne anledning til at forvente stor vestlig opbakning, men kan give ny luft til det hårdt trængte palæstinensiske civilsamfund.
Den kontekst er palæstinenserne helt bevidst om. Derfor har det med initiativet har været afgørende at mobilisere et bredt folkeligt initiativ og vise, at man er en del af den demokratiske udvikling – for netop ikke at blive mast mellem vestlig støtte til demokratiske initiativer og øget krav om støtte til Israel. Dette fordi frygten for konsekvenserne af Mubaraks afgang og Obamas støtte til pro-demokratiske oprør har ledt Israel til at kræve sikkerhedsgarantier fra USA. Palæstinenserne ser sig nødsaget til at handle. Frygten for at blive nedprioriteret af amerikanerne er blevet forstærket efter det amerikanske veto.
Magthavernes reaktioner
Et af de store spørgsmål har været, hvordan de palæstinensiske sikkerhedsmyndigheder i begge ender af spektret ville reagere. Under demonstrationerne kunne hverken Hamas eller Fatah dy sig. Ifølge en række øjenvidner i Gaza forsøgte Hamas aktivt at kuppe den folkelige forsamling ved at støde til med bannere og megafoner og råbe skældsord mod Israel, ligesom utallige meldes arresteret. Øjenvidner fortæller om fysiske blokader af demonstrationsarealer herunder afbrænding af opsatte telte og direkte voldelige angreb på demonstrerende. På Vestbredden rapporteredes der om utallige sammenstød, også enkelte interne mellem de fremmødte demonstranter. Håbet blandt de mange mobiliserede under initiativet er stadig at presset på Hamas- og Fatah-ledelsen vil blive så stort, at man vil indlede en reel dialog, og ikke som nu alene afkræve modstanderen indrømmelser.
Tidligere har både Hamas- og de Fatah-baserede sikkerhedsstyrker på Vestbredden slået hårdt ned på kritiske røster og politisk aktivisme på græsrodsniveau. Derfor har det været småt med græsrodsaktivisme igangsat uafhængigt af de to fraktioner. I den sammenhæng er d 15. marts-initiativet ny energi til det palæstinensiske civilsamfund. Det væld af organisationer, studerende, fagforeninger og folkelige komiteer, som i den grad har været lammet og sat ud af spil de sidste år, oplever nu et momentum som måske kan kanaliseres ud i en national folkelig bevægelse.
Muligt gennembrud: Abbas til Gaza
Dagen efter demonstrationerne satte ind talte præsident Abbas til PLO's central råd og meddelte sin intention om at tage til Gaza og påbegynde forhandlinger om national forsoning med Hamas. Det er en kæmpe sejr for de demonstrerende – og en cadeau til den ellers isolerede Hamas-leder, Haniyeh. Abbas har ikke besøgt Gaza siden 2007. Hamas' talsmand an-Nunu responderede straks, at Hamas vil igangsætte de praktiske foranstaltninger forud for besøget. Dette kan i sandhed blive et gennembrud. Dog er det endnu ikke blevet annonceret, hvornår mødet vil finde sted.
Demonstrationerne forventes genoptaget, hvis ikke den igangsatte proces fører resultater med sig. Israel reagerede ikke på demonstrationerne, men har taget forsoningsinitiativet til efterretning. Det er måske starten på en ny æra i palæstinensisk politik.
Stærkt inspireret af de folkelige oprør i den arabiske verden blev et nyt folkeligt initiativ d. 15. marts søsat af unge palæstinensiske aktivister. Samme dag gik folk på gaden i byerne Ramallah, Betlehem, Hebron og Nablus på Vestbredden og ikke mindst i Gaza. I Gaza by vurderer initiativtagerne, at mere end 200.000 palæstinensere, primært unge, deltog i demonstrationer på Pladsen for den Ukendte Soldats Grav. Optimister håber på en ny æra for palæstinensisk politik.
Palæstinensernes vigtigste eje, national identitet og stolthed, er blevet tilsidesat af, hvad mange almindelige palæstinensere opfatter som magtbegærlige politikeres interesser. En stor del af befolkningen i de besatte palæstinensiske områder føler sig ikke repræsenteret af deres politikere. Fatah er i princippet ikke valgt af folket, og Hamas har siden overtagelsen af Gaza lagt en yderst dominerende og militant styring for dagen.
Initiativet skal ikke tolkes som en appel til verdenssamfundet om støtte til den palæstinensiske sag. Nærmere er det rettet mod egne politiske magthavere. En ung aktivist og medlem af gruppen Gaza Youth Breaks Out, skriver i et indlæg til palæstinensiske medier, at aktionerne er et forsøg på at komme en stigende grad af politisk indifference i det palæstinensiske civilsamfund til livs. Som sådan er initiativets budskaber politisk neutrale og uden religiøse fortegn. Både i Gaza og på Vestbredden vajede der d. 15. marts grønne, hvide og sorte flag – netop en repræsentation af alle fraktioner og et klart signal til magthaverne om, at grænsen er nået. Flere blev fotograferet påmalet det palæstinensiske flag, mens andre havde skrevet Hamas på den ene og Fatah på den anden kind. Hovedambitionen for arrangørerne af demonstrationerne var at mobilisere det palæstinensiske folk i en fælles kamp for en palæstinensisk stat. Der blev under demonstrationerne ikke opildnet til voldelig kamp mod Israel, selvom en populær Facebookside relateret til initiativet eksplicit placerer fremstødet som et led i 'kampen mod Zionismen', som den kommer til udtrykt i den forsatte blokade af Gaza og udbygningen af jødiske bosættelser på Vestbredden.
Demonstranterne har øjensynligt skelet til deres arabiske brødre og søstre i Egypten og Tunesien. Under demonstrationerne anvendte de metoder for fredelig politisk organisering, herunder brugen af Facebook og Twitter. Demonstranter overnattede på de centrale pladser, og en mindre håndfuld meldte sig som sultestrejkende i en bitter appel til de politiske ledere.
Folkeligt - ikke enten sekulært eller islamistisk
Initiativet ønsker at være samlet under PLO (den palæstinensiske befrielsesorganisation) og kræver på tværs af politiske fraktioner national forsoning og løsladelse af alle politiske fanger fængslet som en del af den interne rivalisering. De unge kræver forsoning først og fremmest mellem det Fatah-dominerede palæstinensiske selvstyre på Vestbredden og det Hamas-kontrollerede Gaza. Ifølge initiativtagerne har initiativet som mål at få anerkendt 'Palæstina' som selvstændig stat inden udgangen af 2011. Det styres af en koalition af ungdomsorganisationer, herunder både uafhængige kræfter og grupper, som traditionelt set har været tilskrevet et tilhørsforhold til de to hovedfraktioner.
Kløften mellem de politiske fraktioner er ikke udelukkende kendetegnet ved en opdeling mellem sekulære og islamister, men udspringer i høj grad af kampen om politisk magt og uenighed om den politiske strategi for en holdbar fred. Iagttagere mener, at det reelle problem ligger i det faktum, at konfliktens karakter gør det umuligt at være befrielsesorganisation og politisk parti samtidigt. Som parti under selvstyret må man arbejde inden for selvstyrets rammer finansieret af vestlige donorer. Som befrielsesorganisation må man afsige sig formaliseret samarbejde med Israel og dets allierede. Det er ikke et nyt dilemma for palæstinenserne.
Den palæstinensisk splittelses rødder
Kløften mellem Hamas og Fatah blev gravet helt tilbage til Oslo-processen i starten af 1990'erne, hvor Arafat som repræsentant for PLO og Fatah blev indlemmet i vestens selskab og accepterede aftalen med Israel. Mens Hamas og en række andre grupperinger såsom Islamisk Jihad, PFLP og DFLP var stærke modstandere af aftalen. Siden Hamas' valgsejr i 2006 og den efterfølgende optrapning af den ulmende konflikt mellem Abbas' støtter og Hamas på både Vestbredden og i Gaza, har det palæstinensiske folk været splittet og levet under en tvedelt politisk repræsentation. Splittelsen har forårsaget dybe sår i den palæstinensiske bevidsthed og nationale stolthed – ligesom den fra eksternt hold er blevet fremført som et argument for manglende fremskrift i "fredsprocessen". Israel har gentagne gange fremført, at palæstinenserne ikke er en 'partner for fred', som man kan lave en implementerbar aftale med.
Dårlig timing
Initiativet igangsættes på et kritisk tidspunkt, i kølvandet på mordet på Fogel bosætter-familien og det amerikanske veto mod en FN's Sikkerhedsråds resolution mod opførelsen af bosættelser på Vestbredden. Det giver ikke palæstinenserne anledning til at forvente stor vestlig opbakning, men kan give ny luft til det hårdt trængte palæstinensiske civilsamfund.
Den kontekst er palæstinenserne helt bevidst om. Derfor har det med initiativet har været afgørende at mobilisere et bredt folkeligt initiativ og vise, at man er en del af den demokratiske udvikling – for netop ikke at blive mast mellem vestlig støtte til demokratiske initiativer og øget krav om støtte til Israel. Dette fordi frygten for konsekvenserne af Mubaraks afgang og Obamas støtte til pro-demokratiske oprør har ledt Israel til at kræve sikkerhedsgarantier fra USA. Palæstinenserne ser sig nødsaget til at handle. Frygten for at blive nedprioriteret af amerikanerne er blevet forstærket efter det amerikanske veto.
Magthavernes reaktioner
Et af de store spørgsmål har været, hvordan de palæstinensiske sikkerhedsmyndigheder i begge ender af spektret ville reagere. Under demonstrationerne kunne hverken Hamas eller Fatah dy sig. Ifølge en række øjenvidner i Gaza forsøgte Hamas aktivt at kuppe den folkelige forsamling ved at støde til med bannere og megafoner og råbe skældsord mod Israel, ligesom utallige meldes arresteret. Øjenvidner fortæller om fysiske blokader af demonstrationsarealer herunder afbrænding af opsatte telte og direkte voldelige angreb på demonstrerende. På Vestbredden rapporteredes der om utallige sammenstød, også enkelte interne mellem de fremmødte demonstranter. Håbet blandt de mange mobiliserede under initiativet er stadig at presset på Hamas- og Fatah-ledelsen vil blive så stort, at man vil indlede en reel dialog, og ikke som nu alene afkræve modstanderen indrømmelser.
Tidligere har både Hamas- og de Fatah-baserede sikkerhedsstyrker på Vestbredden slået hårdt ned på kritiske røster og politisk aktivisme på græsrodsniveau. Derfor har det været småt med græsrodsaktivisme igangsat uafhængigt af de to fraktioner. I den sammenhæng er d 15. marts-initiativet ny energi til det palæstinensiske civilsamfund. Det væld af organisationer, studerende, fagforeninger og folkelige komiteer, som i den grad har været lammet og sat ud af spil de sidste år, oplever nu et momentum som måske kan kanaliseres ud i en national folkelig bevægelse.
Muligt gennembrud: Abbas til Gaza
Dagen efter demonstrationerne satte ind talte præsident Abbas til PLO's central råd og meddelte sin intention om at tage til Gaza og påbegynde forhandlinger om national forsoning med Hamas. Det er en kæmpe sejr for de demonstrerende – og en cadeau til den ellers isolerede Hamas-leder, Haniyeh. Abbas har ikke besøgt Gaza siden 2007. Hamas' talsmand an-Nunu responderede straks, at Hamas vil igangsætte de praktiske foranstaltninger forud for besøget. Dette kan i sandhed blive et gennembrud. Dog er det endnu ikke blevet annonceret, hvornår mødet vil finde sted.
Demonstrationerne forventes genoptaget, hvis ikke den igangsatte proces fører resultater med sig. Israel reagerede ikke på demonstrationerne, men har taget forsoningsinitiativet til efterretning. Det er måske starten på en ny æra i palæstinensisk politik.
Regioner
Palæstina
Spreder oprøret sig til de palæstinensiske områder?