Spøgelset fra fortiden hærger Trumps splittede USA

Som jeg sad og skrev denne artikel, blev Kongressen bestormet for øjnene af os alle. Det, som mange havde frygtet, skete. Men hvordan kunne de vrede trumpister komme ind i magtens centrum så let, når der for kun få uger siden stod stærkt bevæbnet militær foran bygningen og smed Black Lives Matter på porten?

Var politiet blot overrumplede, eller var det angribernes hudfarve, der fik adgangen lidt lettere på gled? Som en twitterbruger skarpt pointerede: at nå frem til talerstolen uden at blive skudt er indbegrebet af hvidt privilegie. Uanset svaret så blev race hurtigt en del af debatten. Igen.

At se Kongressen blive bestormet var kulminationen på et af de mest dramatiske år i amerikansk historie. En tid, jeg har fulgt på helt nært hold. Jeg boede nord for New York, da coronapandemien ramte i foråret. Kort efter blev den sorte George Floyd dræbt under en hvid politimands knæ, og statuer af slaveejere og den portugisiske opdagelsesrejsende Christoffer Columbus blev i vores, og i mange andre byer, væltet af demonstranter. Splittelse og konflikter væltede frem overalt. Alt blev intenst og politisk.

Hvordan kan landet, der er millioner af immigranters højeste drøm, og som har givet os så meget kreativitet, aktivisme, rock and roll, iPhonen, Hollywood, månelandingen og de uendelige skove også være det samme land, der har givet os Donald Trump, coronafornægtere, våbenkultur, skoleskydninger, klimafornægtelse, abortnægtere og nu en ansigtsmalet pelshueklædt mand på talerstolen?

Det kan det, fordi USA indeholder det hele. USA er både og. Kærlighed og had. De forenede og splittede stater.

Men hvad handler splittelsen om? Det kan synes, som om at konflikterne har forskellige arnesteder. Men to af de mest voldsomme konflikter og tragedier udspringer, hvor det i forvejen gør allermest ondt i USA: race og enorm ulighed. Det har de ekstraordinært mange sorte amerikaneres covid-død og George Floyds eksplosive drab vist os. Det er her, den største opgave er for den kommende præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris: at bygge bro over racekløften.

En amerikansk professor sagde engang til mig: »Den største fejl, vi kan begå i analysen af det moderne USA, er ikke at anerkende og forstå slaveriets betydning i dag«. Det er derfor, Michelle Obama siger: »Jeg er efterkommer af slaver og også USA’s tidligere førstedame«. Der er derfor, USA diskuterer, om statuer af slaveejere skal væltes. Og om bygninger, der hylder slaveejere, skal bevares.

Gennem USA’s historie har hvide bygget deres rigdom på ryggen af sorte mennesker. Afrikanere blev kidnappet fra deres hjem, slæbt i skibe til Nordamerika, tvunget til at fuldføre brutalt arbejde og købt og solgt som dyr. Da slaveriet blev ophævet, blev sorte mennesker underkastet andre former for undertrykkelse. Det var alt fra lynching til diskriminering, forskelsbehandling af sociale og juridiske systemer og de nutidige anklager om, at netop de sorte distrikter har snydt sig til Bidens valgsejr.

I dag er USA’s fængsler fyldt med unge sorte mænd. Mange dømmes strengere straffe end hvide for de samme lovbrud. Der er fem gange flere sorte amerikanere end hvide i fængsel, og flere sorte står til henrettelse. Imens er flere og flere hvide amerikanere ved at undersøge deres forfædres tilknytning til slaveriet. De er både nysgerrige, og nogle skamfulde.

Så kom covid. Og mange flere sorte end hvide har mistet et nært familiemedlem. Helt op imod en tredjedel. Men hvorfor bliver sorte amerikanere så syge, blev lektor i sociologi Sabrina Strings fra University of California spurgt af læger. De kunne ikke selv finde svar.

Hendes svar var hurtigt og utvetydigt: »Slaveriet«. Det skal forstås på den måde, at i en tid, hvor sorte amerikaneres sundhed, fedme, diabetes og kultur er blevet brugt som forklaring på deres covid-død, mener forskere som Strings, at vi skal forstå, hvordan sorte altid er blevet beskyldt for deres egne sygdomme og ulykker. Og den beskyldning er rodfæstet i slaveriet, der fandt sted hundreder af år før covid.

Der går en lige linje fra slaveriet til sorte amerikanernes covid-død, drabet på George Floyd, massefængslinger, nutidens ulighed, dårlige boligforhold og udbredte underliggende sygdomme. Mange sorte amerikanere arbejder desuden som frontlinjepersonale i kampen mod covid med rengøring, pleje og transport. Og flere sorte end hvide har nu mistet deres job og dermed deres sygeforsikring. Det er alt dette tilsammen, der dræber de sorte.

Trump har været totalt tavs om denne indlysende forskel i covids konsekvenser. I stærk kontrast har Biden og Harris nedsat en ny ekspertgruppe til at takle pandemien, der fokuserer på race og ulighed i bekæmpelsen af covid.

At bygge bro over racekløften betyder naturligvis også, at der skal lyttes til og skabes reelle livsforbedringer for det stigende antal hvide fattige og arbejdsløse, der lever under kummerlige forhold på linje med de fattigste sorte. At være hvid i USA er ikke altid ensbetydende med privilegier. Et raceperspektiv er ikke i sig selv helende; race kan ikke ses uden klasse.

Men vi kan ikke forstå identitetspolitik og racekonflikt i USA uden at se på, hvordan spøgelset fra slaveriet forfølger USA. Det handler om fortællingen om fortiden og dens fremtid; selve nationens sjæl.

Trump selv har kun hån tilovers for identitetspolitik, som ifølge republikaneren bunder i overdrevet politisk korrekthed. Men han har selv været en fremragende identitetspolitiker. ’The First White President’ som forfatter og journalist på The Atlantic, Ta-Nehisi Coates, kaldte ham i en artikel i 2017. Trump har bedrevet hvid identitetspolitik ved at fordømme knælen ved nationalsangen ved sportsbegivenheder, fordømme fjernelsen af statuer med sydstatsgeneraler, fordømme demonstrationer mod racisme som voldelig uro og afvist at fordømme politivold mod sorte skarpt. Hvor Trump kalder Black Lives Matter-aktivister for undergravende, er militsen, der stormede Kongressen onsdag, patrioter. Trump sagde ovenikøbet i en video til angriberne: »Vi elsker jer«.

De seneste fire år har Trump dagligt tændt ildebrande og regeret landet med tændstikker og benzin. Men på trods af kaos, splittelse og cirka 350.000 covid-døde amerikanere mener omkring 1 ud af 5 amerikanere, helt præcis 22 procent, ifølge en måling på CNN, at Trump har været en af USA’s bedste præsidenter nogensinde.

Hele 48 procent mener, at han var over gennemsnittet eller en af de bedste nogensinde. Halvdelen mener omvendt, at Trump var den værste præsident nogensinde. Med den slags ’splittelsens tal’ er det store spørgsmål ikke, hvor USA er nu, men hvor USA er om fire år: Ser vi en ny Trump-figur eller Kamala Harris som præsident?

En amerikansk ven skrev til mig efter valget af Biden, at »jeg håber, vi nu får en helt almindelig kedelig præsident«. En præsident, der ikke får hende og millioner af amerikanere, ja verden, til konstant at vågne op til Trumps utallige politiske ildebrande. Det er nok ganske sikkert at Biden er en mere kedelig præsident end Trump. Men kedelig er naturligvis ikke nok: USA kan kun genføde sig selv, hvis det bygger bro over racekløften.

Denne artikel blev oprindeligt bragt på Politikens hjemmeside den 10. januar, 2021.