I sidste øjeblik blev katastrofen undgået: Sverige ville gøre som Rusland og angribe et broderfolk

Den svenske konge Oscar 2.s valgsprog var »brödrafolkens väl«, hvor broderfolkene refererer til Sverige og Norge, der var i udenrigspolitisk union indtil 1905 under fælles kongemagt (Bernadotte). Unionen var imidlertid grundigt upopulær i Norge og har gjort ordet »union« belastet i norsk vokabular den dag i dag, om end uddelingen af Nobels fredspris i Oslo – et væsentligt udenrigspolitisk aktiv for Norge – kan tilskrives selvsamme union.

I takt med folkestyrets og nationalismens udvikling i Norge i slutningen af 1800-tallet blev samarbejdet vanskeliggjort. Eller rettere: Unionsstriden med Sverige skabte en stærk, norsk nationalisme. Man anså sig behandlet som lillebror i unionen. Og folkestyret var en tand længere fremme i Norge.

Oscar 2. skrev i et privat brev: »Når alle fredelige midler viser sig at være forgæves, indser jeg til fulde, hvad jeg må gøre. En konflikt, hvor bittert det end er at tænke på, må uundgåeligt bryde ud. Unionen … slipper jeg aldrig uden strid på liv og død, så længe jeg har svenskerne med mig.«

Problemet var bare, at det havde han ikke til fulde. Mens Norge stod forenet i sit krav om selvstændighed, var det i Sverige kun Højre, armeen, hoffet og kirken, der helhjertet bakkede kongen op. De liberale, bønderne og særligt arbejderbevægelsen så nordmændene som et »foregangsfolk«; for republikanerne ville en unionsopløsning bane vejen også for en svensk republik (lidet anede man, at nordmændene senere ville udpege deres egen konge og blive superroyalister).

Situationen spidsede til i juni 1905, da Stortinget krævede norske ambassader rundt om i verden og – i kølvandet på Oscar 2.s nej hertil – erklærede Norge selvstændigt. England og Rusland, som begge så en fordel i opløsning af dobbeltmonarkiet i Norden (»del og hersk«), var hurtige til at anerkende Norge. Der udspillede sig nu en intensiveret informationskrig i førende, udenlandske aviser; norske kulturpersonligheder agiterede for Norges sag i navnlig britisk og russisk presse.

Sverige var selvsagt militært overlegent. I løbet af sommeren blev 50.000 mand indkaldt med henblik på en aktion, der skulle stille nordmænd, briter og russere over for en fuldbyrdet kendsgerning. Norge skulle skæres over på midten ved Dovre-massivet og indsatsen koncentreres til Sydnorge. Den svenske flåde var samlet ved Strömstad og klar til med slukkede lanterner at sejle ind i Oslo-fjorden og afvæbne den beskedne, norske flåde. Den for svenskerne »ulidelige« norske nationalisme skulle knækkes én gang for alle.

I Sverige holdtes stemningsoppiskende massemøder for og imod en militær intervention i Norge. Højrepressen krævede norske landafståelser som kompensation for evt. selvstændighed: I det mindste Tromsø og området helt over til den russiske grænse. Sverige havde brug for udskibningshavne til Atlanterhavet, og kun Sverige kunne sikre et forsvar mod eventuelt fremtrængende russere.

Men det, der til syvende og sidst forpurrede truslerne om en intervention og dermed de vidtgående krav, var den svenske arbejderbevægelses trusler om generalstrejke af formen: »Vi skyder ikke på vore norske brødre og kammerater!«
Ved forhandlingerne i Karlstad om en fredelig unionsopløsning i september-oktober var de svenske krav, vedtaget i Rigsdagen, reduceret til hovedsagelig en demontering af de norske fæstningsværker langs grænsen til Sverige. Risikoen for krig bestod lige til det sidste, men udenlandske appeller var med til at sikre en fredelig løsning.

Et militært angreb var blevet en svensk Pyrrhus-sejr. Med staters evne til at opbevare og om fornødent »tilpasse« krigserindringer kan man roligt fastslå, at et væbnet opgør mellem brødrefolkene ikke alene ville have lammet den eksisterende skandinavisme, men også umuliggjort nordisk samarbejde årtier ud i fremtiden. Som det i stedet gik, kom de nordiske lande tidligt – lang tid før EU-landene – til at udgøre et såkaldt »sikkerhedsfællesskab«, i hvilket krig er et utænkeligt middel til at løse indbyrdes konflikter.

Lighedspunkterne mellem situationerne i Sverige/Norge og Rusland/Ukraine er slående: Brødrefolk kulturelt og sprogligt, hvor en militært overlegen storebror truer den selvstændighedshungrende lillebror i et længere forløb. Samtidig vinder lillebror »informationskrigen« hos tredje part (som dog næppe vil blande sig militært).

Hvad kan Putin så lære af den skandinaviske disput, eller rettere sagt kunne have lært?

For det første at generelle trusler mod en nation – broderfolk eller ej – kun fører til endnu stærkere nationalisme. Måske har den russiske ledelse tænkt ensidigt militærstrategisk, om end tilsyneladende bristfældigt, og overset den simple sociologiske indsigt, at »ydre pres avler internt sammenhold« i en gruppe eller nation.

Specifikke trusler eller aktioner er en mulighed ifølge del og hersk-princippet, anvendt vedr. Krim og Østukraine i 2014, men en bredside mod en hel nation – for ikke at tale om krigsførelse – er kun med til at fremme dens sammenhold og nationalisme. »Nationer skabes i krig«, hedder det med rette. Måske havde Putin oprindelig ret i sin opfattelse af Ukraine som en artificiel konstruktion, hjulpet godt på vej af Tyskland i 1918 for at genere polakker og russere. Men ironien er, at han selv utilsigtet gennem trusler og krigsførelse er kommet til at underminere sin egen præmis.

For det andet delvis som en følge af det første gælder, at krig mod et broderfolk vil vanskeliggøre fremtidigt samarbejde, ikke mindst på det folkelige plan. »Brødrefolkene« er så ikke længere brødrefolk; mulighederne for et sikkerhedsfællesskab er forskertset. Det er vanskeligt at forestille sig et »frivilligt« russisk-ukrainsk samarbejde på lige vilkår de næste årtier.

For det tredje kan læres, at et mere pluralistisk samfund end Putins eget kan være et værn mod skæbnesvangre fejlbeslutninger. Demokratier agerer generelt langsommere end autokratier i udenrigs- og sikkerhedspolitik, men rummer flere »veto-aktører«, der kan bremse alt for vovede tiltag. Sverige i 1890erne og op til 1905 var ikke et demokrati i moderne forstand (så lidt som Danmark dengang, i øvrigt). Men der var tilstrækkeligt med bremsemekanismer til at forhindre kongemagten i at begå det, der kunne være blevet »århundredets dumhed«.