DIIS Comment
Palæstinensisk forsoning sætter Vesten i et svært men afgørende dilemma
Hamas har med forsoningsaftalen med ærkerivalen Fatah for alvor vist, at partiet er anerkendelse værdig. Derfor stiller den nye aftale Vesten i et svært dilemma: Støtte til arabisk demokrati eller ensidig støtte til Israel og et palæstinensisk selvstyre uden den fornødne folkelige opbakning.
6. maj 2011
Forsoning
Fra Kairo kom der i sidste uge besked om en forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas; til både Israels og det internationale samfunds store overraskelse. Palæstinenserne har selv taget initiativ til aftalen, understøttet af et Egypten, der ikke længere har så travlt med at sikre USA’s indflydelse i det diplomatiske spil. Aftalen kommer som en konsekvens af en række sammenfaldende udviklinger: Abbas’ tab af Mubarak som allieret og tegn på at Hamas kan tabe sin allierede, Assad-regimet i Syrien. Samtidigt har presset fra befolkningen nedefra, og dermed magthavernes frygt for kaotiske tilstande, gjort Palæstina til en aktiv del af det arabiske forår. Aftalen blev underskrevet tirsdag i Kairo af Hamas-leder Meshal og Fatah-præsident Abbas, og medfører oprettelsen af en national samlingsregering, med Abbas som præsident. Desuden lover parterne gennemførelse af demokratiske valg inden for ét år, ligesom aftalen betoner legitimiteten af PLO’s aftaler med Israel. Det er afgørende for den palæstinensiske premierminister Fayyads plan om at opnå statsanerkendelse i FN’s Generalforsamling i september.
Er Israel nu truet?
Palæstinensisk forsoning er blevet afvist af Netanyahu såvel som udenrigsminister Lieberman og præsident Peres. Det samlede budskab er, at Hamas udgør en eksistentiel trussel mod Israel, og at enhver accept af partiet er en direkte trussel mod Israels sikkerhed. Der er ingen tvivl om, at frygten for Hamas blandt almindelige israelere er massiv. De har jo ikke fået andet at vide, og krigen i 2008-9 har bestemt ikke mildnet gemytterne. Der er heller ingen tvivl om, at det giver stemmer i Israel at være Hamas- modstander. At tale gruppens iranske og syriske forbindelse så meget op, at Hamas’ politiske projekt smelter sammen med disse magters interesser har bestemt ikke fordret en mere forsonende linje fra Israels side. Men Hamas selv er meget tøvende med at tale om denne forbindelse, og flere eksperter peger på, at gruppen er i det selskab af økonomiske og ikke ideologiske årsager. Relationen er blevet forstærket siden 2006-7, hvor Hamas mistede den økonomiske støtte fra de sædvanlige donorer: EU og USA. I den forstand er Hamas’ orientering mod øst også et produkt af Vestens fejlslagne politik.
Hamas har gennem de sidste fem år flere gange udtalt, at man var villig til at anerkende Israel som stat, hvis Israel trak sig tilbage til de internationalt anerkendte 1967-grænser. Hamas nægter til gengæld, indtil videre, at anerkende statens legitimitet. Det er selvfølgelig ikke rart for Israel og ukonstruktivt for forhandlinger, men Israel anerkender jo langt fra Hamas eller for den sags skyld en palæstinensisk stat. Israels forståelse af Hamas vinder genklang i både Washington og de europæiske hovedstæder. Man klynger sig til det gamle paradigme om, at islamisme partout er lig ekstremisme og udemokratiske principper.
Hvor står Hamas i dag?
Der er ingen tvivl om, at Hamas lokalt har nydt megen popularitet, fordi man i modsætning til det Fatah-dominerede selvstyre har talt for en langt mere offensiv modstand mod Israel. Hvor selvstyret rutinemæssigt har været i tæt dialog med israelske politikere og har institutionaliseret samarbejde med militæret og efterretningstjenesten i Israel, har Hamas konsekvent ført en mere afvisende linje med periodiske eskaleringer i voldsanvendelsen. Hamas har været aktiv i angreb på israelske civile inde fra Gaza. Stik imod den typiske forestilling har Hamas dog ikke været involveret i selvmordsaktioner i små ti år. Hamas har et udviklingspotentiale, hvis partiet får lov at operere under andre forhold. Hamas har nedtonet den religiøse retorik, og man hører således mindre ofte politiske ledere af partiet udtale sig om Palæstina som en islamisk stat eller om indførelse af sharia-lovgivning som mål i sig selv. Det betyder ikke, at der ikke er hardlinere i partiet, som taler for islamisering; det er blot ikke den del af Hamas, som i disse dage taler for forsoning.
Farligt at afvise Hamas
Der er naturligvis en række udfordringer forbundet med at have Hamas som nøgleaktør i palæstinensisk politik. De politiske kulturer i henholdsvis Gaza og på Vestbredden har de sidste fem år udviklet sig til at være meget forskellige, som en aftale ikke vil ændre med ét. Gaza er i høj grad blevet en slagmark for radikale grupper, salafister og mindre sunni-muslimske grupper, der har langt mere vidtgående fortolkninger af islams rolle inden for den offentlige og private sfære. Al-Qaeda-lignende grupper som Jund Ansar Allah (’Soldater af Guds støtter’), Fatah-al-Islam (’Islams Erobring’) og Jaysh-al-Islam (’Islams Hær’) er blevet næret godt af Israels linje over for Hamas og ’problemet Gaza’. Leverer Hamas heller ikke i denne omgang, vil disse grupper uden tvivl kunne skumme fløden. Reel forsoning og politisk harmoni vil blive en lang og følsom proces, som nemt kan korrumperes af ekstern indblanding og få Hamas til at føle sig nødsaget til at forlade det gode selskab. Det er nemlig en risikofyldt affære for Hamas at søge kompromiser med Fatah – og dem vil de blive afkrævet mange af. Særligt i forhold til at indgå i åben dialog med Israel. I forhold til gruppens principprogram, politiske teologi, og ønske om væbnet kamp mod Israel har gruppen allerede de sidste par år vist en mere moderat linie end den vi så i 1980’erne og 1990’erne. Den linje er først og fremmest blevet ført, fordi det har været det, politisk forvaltning kræver. Hamas har endnu ikke haft mulighed for at vise, hvorledes partiets politiske dagsorden udspiller sig i praksis, hvorledes spørgsmål omkring sociale kodeks, lokalt demokrati, tolerance over for sekulære synspunkter og kvinders rolle vil fortolkes i praksis.
Ser man på et lignende eksempel, Hizb'ullah i Libanon, har det jo vist sig, at den shia-muslimske gruppe, der også fører en hård linje over for Israel, med succes har kunnet indgå i regering med andre partier, i en meget kompliceret national kontekst. Gruppen har dog ikke på samme måde brug for Vestens accept, fordi den økonomiske afhængighed er ikke-eksisterende, og fordi ”fjenden Israel” efter nederlaget i krigen i 2006 har opgivet at tæmme gruppen. Her er Hamas den nære fjende for Israel, som man ikke vil opgive muligheden for at afvise. Og fordi Israel, som den israelske kommentator Gideon Levy peger på, ikke er interesseret i den slags palæstinensiske succeser, som kan betyde øget pres på Israel. Afvisningen af Hamas er baseret på en frygt for konfrontation – ikke med Hamas men med landets egen manglende villighed til reelt at engagere sig i forhandlinger.
Behov for nytænkning
Med aftalen gør Hamas store politiske ofre, som er et udtryk for, at gruppen er et politisk parti, der har en pragmatisk indstilling. Såfremt det internationale samfund ikke anerkender den palæstinensiske forsoning, kan det få alvorlige konsekvenser. For freden og for en reel radikalisering af palæstinensisk politik. Fryses Hamas atter ude vil det sende et signal til andre grupper. Hvorfor skulle de kæmpe for politisk indflydelse ad demokratisk vej, når de kan se, hvordan det gik med Hamas? Den kommende tids reaktioner bliver en lakmusprøve for, om vi er virkeligheden er klar til at bryde med den gamle rejektionistiske linje over for de islamister, som søger inklusion ad demokratiske veje. Griber vi ikke chancen, vil Vestens rolle i regionen for alvor være udspillet, og grupper som Hamas vil igen se sig om efter andre støtter, hvis politiske dagsorden ikke er til at forudsige.
Fra Kairo kom der i sidste uge besked om en forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas; til både Israels og det internationale samfunds store overraskelse. Palæstinenserne har selv taget initiativ til aftalen, understøttet af et Egypten, der ikke længere har så travlt med at sikre USA’s indflydelse i det diplomatiske spil. Aftalen kommer som en konsekvens af en række sammenfaldende udviklinger: Abbas’ tab af Mubarak som allieret og tegn på at Hamas kan tabe sin allierede, Assad-regimet i Syrien. Samtidigt har presset fra befolkningen nedefra, og dermed magthavernes frygt for kaotiske tilstande, gjort Palæstina til en aktiv del af det arabiske forår. Aftalen blev underskrevet tirsdag i Kairo af Hamas-leder Meshal og Fatah-præsident Abbas, og medfører oprettelsen af en national samlingsregering, med Abbas som præsident. Desuden lover parterne gennemførelse af demokratiske valg inden for ét år, ligesom aftalen betoner legitimiteten af PLO’s aftaler med Israel. Det er afgørende for den palæstinensiske premierminister Fayyads plan om at opnå statsanerkendelse i FN’s Generalforsamling i september.
Er Israel nu truet?
Palæstinensisk forsoning er blevet afvist af Netanyahu såvel som udenrigsminister Lieberman og præsident Peres. Det samlede budskab er, at Hamas udgør en eksistentiel trussel mod Israel, og at enhver accept af partiet er en direkte trussel mod Israels sikkerhed. Der er ingen tvivl om, at frygten for Hamas blandt almindelige israelere er massiv. De har jo ikke fået andet at vide, og krigen i 2008-9 har bestemt ikke mildnet gemytterne. Der er heller ingen tvivl om, at det giver stemmer i Israel at være Hamas- modstander. At tale gruppens iranske og syriske forbindelse så meget op, at Hamas’ politiske projekt smelter sammen med disse magters interesser har bestemt ikke fordret en mere forsonende linje fra Israels side. Men Hamas selv er meget tøvende med at tale om denne forbindelse, og flere eksperter peger på, at gruppen er i det selskab af økonomiske og ikke ideologiske årsager. Relationen er blevet forstærket siden 2006-7, hvor Hamas mistede den økonomiske støtte fra de sædvanlige donorer: EU og USA. I den forstand er Hamas’ orientering mod øst også et produkt af Vestens fejlslagne politik.
Hamas har gennem de sidste fem år flere gange udtalt, at man var villig til at anerkende Israel som stat, hvis Israel trak sig tilbage til de internationalt anerkendte 1967-grænser. Hamas nægter til gengæld, indtil videre, at anerkende statens legitimitet. Det er selvfølgelig ikke rart for Israel og ukonstruktivt for forhandlinger, men Israel anerkender jo langt fra Hamas eller for den sags skyld en palæstinensisk stat. Israels forståelse af Hamas vinder genklang i både Washington og de europæiske hovedstæder. Man klynger sig til det gamle paradigme om, at islamisme partout er lig ekstremisme og udemokratiske principper.
Hvor står Hamas i dag?
Der er ingen tvivl om, at Hamas lokalt har nydt megen popularitet, fordi man i modsætning til det Fatah-dominerede selvstyre har talt for en langt mere offensiv modstand mod Israel. Hvor selvstyret rutinemæssigt har været i tæt dialog med israelske politikere og har institutionaliseret samarbejde med militæret og efterretningstjenesten i Israel, har Hamas konsekvent ført en mere afvisende linje med periodiske eskaleringer i voldsanvendelsen. Hamas har været aktiv i angreb på israelske civile inde fra Gaza. Stik imod den typiske forestilling har Hamas dog ikke været involveret i selvmordsaktioner i små ti år. Hamas har et udviklingspotentiale, hvis partiet får lov at operere under andre forhold. Hamas har nedtonet den religiøse retorik, og man hører således mindre ofte politiske ledere af partiet udtale sig om Palæstina som en islamisk stat eller om indførelse af sharia-lovgivning som mål i sig selv. Det betyder ikke, at der ikke er hardlinere i partiet, som taler for islamisering; det er blot ikke den del af Hamas, som i disse dage taler for forsoning.
Farligt at afvise Hamas
Der er naturligvis en række udfordringer forbundet med at have Hamas som nøgleaktør i palæstinensisk politik. De politiske kulturer i henholdsvis Gaza og på Vestbredden har de sidste fem år udviklet sig til at være meget forskellige, som en aftale ikke vil ændre med ét. Gaza er i høj grad blevet en slagmark for radikale grupper, salafister og mindre sunni-muslimske grupper, der har langt mere vidtgående fortolkninger af islams rolle inden for den offentlige og private sfære. Al-Qaeda-lignende grupper som Jund Ansar Allah (’Soldater af Guds støtter’), Fatah-al-Islam (’Islams Erobring’) og Jaysh-al-Islam (’Islams Hær’) er blevet næret godt af Israels linje over for Hamas og ’problemet Gaza’. Leverer Hamas heller ikke i denne omgang, vil disse grupper uden tvivl kunne skumme fløden. Reel forsoning og politisk harmoni vil blive en lang og følsom proces, som nemt kan korrumperes af ekstern indblanding og få Hamas til at føle sig nødsaget til at forlade det gode selskab. Det er nemlig en risikofyldt affære for Hamas at søge kompromiser med Fatah – og dem vil de blive afkrævet mange af. Særligt i forhold til at indgå i åben dialog med Israel. I forhold til gruppens principprogram, politiske teologi, og ønske om væbnet kamp mod Israel har gruppen allerede de sidste par år vist en mere moderat linie end den vi så i 1980’erne og 1990’erne. Den linje er først og fremmest blevet ført, fordi det har været det, politisk forvaltning kræver. Hamas har endnu ikke haft mulighed for at vise, hvorledes partiets politiske dagsorden udspiller sig i praksis, hvorledes spørgsmål omkring sociale kodeks, lokalt demokrati, tolerance over for sekulære synspunkter og kvinders rolle vil fortolkes i praksis.
Ser man på et lignende eksempel, Hizb'ullah i Libanon, har det jo vist sig, at den shia-muslimske gruppe, der også fører en hård linje over for Israel, med succes har kunnet indgå i regering med andre partier, i en meget kompliceret national kontekst. Gruppen har dog ikke på samme måde brug for Vestens accept, fordi den økonomiske afhængighed er ikke-eksisterende, og fordi ”fjenden Israel” efter nederlaget i krigen i 2006 har opgivet at tæmme gruppen. Her er Hamas den nære fjende for Israel, som man ikke vil opgive muligheden for at afvise. Og fordi Israel, som den israelske kommentator Gideon Levy peger på, ikke er interesseret i den slags palæstinensiske succeser, som kan betyde øget pres på Israel. Afvisningen af Hamas er baseret på en frygt for konfrontation – ikke med Hamas men med landets egen manglende villighed til reelt at engagere sig i forhandlinger.
Behov for nytænkning
Med aftalen gør Hamas store politiske ofre, som er et udtryk for, at gruppen er et politisk parti, der har en pragmatisk indstilling. Såfremt det internationale samfund ikke anerkender den palæstinensiske forsoning, kan det få alvorlige konsekvenser. For freden og for en reel radikalisering af palæstinensisk politik. Fryses Hamas atter ude vil det sende et signal til andre grupper. Hvorfor skulle de kæmpe for politisk indflydelse ad demokratisk vej, når de kan se, hvordan det gik med Hamas? Den kommende tids reaktioner bliver en lakmusprøve for, om vi er virkeligheden er klar til at bryde med den gamle rejektionistiske linje over for de islamister, som søger inklusion ad demokratiske veje. Griber vi ikke chancen, vil Vestens rolle i regionen for alvor være udspillet, og grupper som Hamas vil igen se sig om efter andre støtter, hvis politiske dagsorden ikke er til at forudsige.
Palæstinensisk forsoning sætter Vesten i et svært men afgørende dilemma