Et nyt sprog for krig og fred

Nu hvor projekterne med genopbygning i Afghanistan og Irak er faldet fra hinanden og forvandlet til sekterisk krigsførelse, er det internationale samfund på udkig efter en ny måde at håndtere voldelige konflikter på. Militæret spørger: hvordan forhindrer vi, at soldater bliver traumatiserede i en global krig mod terror, der nu er gået ind i sit andet årti? Regeringer og NGO'er funderer over, hvordan vi skaber fred i en verden, der er plaget af tilbagevendende kriser og ustabilitet?

For øjeblikket vinder især ét begreb frem som svar på spørgsmålene om krig og fred: resiliens. Med resiliens menes der et individs, en gruppes eller et systems evne til at modstå et voldsomt chok og hurtigt vende tilbage til udgangspunktet.

Det øgede fokus på resiliens understreger et markant intellektuelt skifte, hvor verden opfattes som grundlæggende usikker og uforudsigelig. Set i dette perspektiv er kriser uundgåelige, løsningerne på katastrofer er som udgangspunkt begrænsede, og kun innovation og evnen til at tilpasse sig kan redde os fra katastrofen. Forestillingen om resiliens indgyder håb om, at befolkninger og lokalsamfund har den indre styrke og fleksibilitet, der skal til for at klare udfordringen. Det er dog vigtigt at kaste et kritisk blik på den øgede optagethed af resiliens, som en universalløsning på de akutelle udfordringer.

I en artikel i Jyllands-Posten skriver Robin May Schott og Johannes Lang om resiliens, som er blevet et nyt sprog for både krig og fred, og dens modstridende virkninger.