Modstandskraften i den libanesiske befolkning er resultat af et fejlslagent statsprojekt

En måned efter den voldsomme eksplosion i Beirut, der ødelagde halvdelen af byen, dræbte op mod 200 og sårede 6000 samt gjorde 3000 hjemløse, blev håbet om at finde levende ofre i ruinerne i denne uge opgivet. Oprydningen i byen fortsætter, men det er en uoverskuelig opgave, der i høj grad varetages af græsrodsorganisationer og frivillige borgere: eksplosionens ødelæggelser gik ud over både boliger, skoler, sundhedsklinikker, hospitaler, el- og vandforsyning, affaldshåndtering og fødevareforsyning.

Som en lektor ved Det Amerikanske Universitet i Beirut (AUB), Carmen Geha, sagde på et webinar 8. september: ”borgerne står bogstavelig talt uden tag over hovedet, og vi bliver nødt til at få byen til at fungere, før det overhovedet giver mening at begynde at organisere nye politiske valg, for folk kan ikke både stå i kø ved hospitalerne eller med madskålen i hænderne og samtidig deltage i politisk aktivisme.”

Ved siden af politisk aktivisme som organisering af demonstrationer, etablering af uafhængige medieplatforme, politiske møder, publicering osv. prioriterer græsrodsorganisationerne oprydningsarbejdet, hjælp til de nødlidende og organisering af genopbygning finansieret af nyetablerede fonde, som arbejder på en grøn og transparent dagsorden i håbet om at kunne tiltrække midler fra egne netværk og måske også fra internationale donorer.

Mange ser græsrodsbevægelsernes store humanitære indsatser som udtryk for det libanesiske samfunds modstandskraft, hvilket de jo faktisk også er, men kun fordi den libanesiske stat siden borgerkrigens afslutning i 1990 er blevet forvaltet af et korrupt og sekterisk politisk system, der har tvunget civilbefolkningen til selv at tage hånd om sine mange problemer. Modstandskraften i samfundet er derfor en nødvendig nødværge over for en impotent stat, når det kommer til offentlig service, velfærdspolitik, arbejdsmarkedsreformer, sundhedssektor, økonomiske reformer, håndtering af flygtninge. Derfor er mange i oppositionen dødtrætte af at høre internationale kommentatorer tiljuble den: Modstandskraften er resultat af et fejlslagent libanesisk statsprojekt efter borgerkrigen, og det er her kritikken bør rettes hen fremfor at falde i svime over, hvor meget det libanesiske folk kan tåle, lyder det irriteret blandt græsrødderne og i oppositionen.

Det er let at forstå irritationen: Det, der for den tilrejsendes romantiske blik fremstår som anarkistisk frihed og selvorganisation i det libanesiske samfund, er udtryk for et statsligt regime, der er ledet af sekteriske politikere, som ene og alene er optaget af at sikre deres egen magt med henblik på at skære så meget som muligt ud af den libanesiske kage til sig selv. Gode og velmente bistandspenge fra internationale donorer er derfor i lige så høj grad havnet i baglommerne hos magthaverne som de er kommet f.eks. de nødlidende flygtninge til gode. Derfor råbte demonstranter i gaderne et par dage efter den store eksplosion 4. august, da den franske præsident Emmanuel Macron var på besøg, at hjælpen fra Frankrig og EU skulle gå til dem og ikke til staten.

Macron lyttede og gjorde fransk og international bistand betinget af, at det politiske system i Libanon bliver reformeret, at korruptionen og sekterismen bekæmpes, og at der tilvejebringes transparent regeringsførelse. Voldsomme demonstrationer efter eksplosionen førte til regeringens fald for anden gang efter 17. oktober sidste år, hvor demonstrationer begyndte i Beirut og kun blev afbrudt af corona-nedlukning.

Macron var tilbage i Beirut 1. september, og kort tid inden var en ny premierminister i hast blevet udpeget: En diplomat, Mustafa Adib, som var blevet kaldt hjem fra sin ambassadørpost i Berlin. Han skal nu danne ny regering, og Macron har truet med sanktioner, dersom den ikke lever op til hans forventninger om reformer, men oppositionen tvivler på, at Macron kan levere, når det kommer til stykket.

Mustafa Adib har opbakning fra de store partier. Magtelitens konsensus om at redde sit eget skind har igen manifesteret sig, for selvfølgelig har oppositionen ret i, at Adib er elitens mand, og at han ikke kan ændre noget som helst. Mange i oppositionen tror ikke en tøddel på, at det eksisterende politiske system kan reformeres. Det skal væk og erstattes af et nyt: de kræver med andre ord en revolution af det politisk system.

Oppositionen består i dag af bevægelser med deltagelse fra alle hjørner i det libanesiske samfund. Den har ingen samlende leder og ingen samlende organisatorisk platform. Derfor vil den tabe i magtkampen til eliten, forudsiger mange, der kun tror på, at stærke ledere, som regel mænd, kan lede en opposition. Selv siger talspersoner for oppositionen, som tæller mange kvinder, at den de seneste 10 år gang på gang har samlet Libanon til demonstrationer, og at 4. august er et afgørende vendepunkt, der én gang for alle afslørede den korrumperede elite, og at dens tid nu er omme. For dem er græsrodsorganiseringen en styrke, ikke en svaghed, og de vil kæmpe videre – med bred opbakning fra det libanesiske folk. 

Indlægget er blevet bragt i Politiken 12. september 2020