Kampen om Afrikas mineraler præges af nye geopolitiske dynamikker
Kina har formået at sætte sig på en stor del af fremstillingen af verdens critical raw minerals, som betyder noget i retning af vitale mineraler til industriproduktion. Vi er i Vesten blevet opmærksomme på, at det er problem for vores forsyningssikkerhed. De vitale mineraler er strategisk vigtige for vores grønne omstilling. Vores vindmølleindustri efterspørger dem, ligesom bilindustrien gør det til batterier i elektriske biler.
Både EU og USA har lavet lister over, hvilke mineraler der er vitale for deres grønne omstilling. De fokuserer også i stigende grad på at lave partnerskaber med lande, der besidder disse råstoffer, og har i den forbindelse også det afrikanske kontinent på radaren. Den geopolitiske konkurrence har udløst en guldfeberagtig stemning i ressourcerige afrikanske lande. Mineprojekter dukker op i en lind strøm og danner grobund for drømme om investeringer, erhvervsudvikling og hurtig økonomisk vækst.
Vitale for hvem?
I Afrika har udviklingen affødt en diskussion om, hvem disse mineraler er vitale for. For interesserne er ikke nødvendigvis sammenfaldende. Hidtil er en del af produktionen af råstoffer foregået i afrikanske lande, mens bearbejdningen af disse råstoffer primært er sket i Kina. Fremstillingen af batterier, vindmøller og solpaneler er ligeledes foregået i den mere udviklede del af verden.
Men værditilvæksten ligger kun i mindre grad i udvindingsfasen. Der er derfor nu et fokus blandt afrikanske beslutningstagere på at sikre, at afrikanske lande denne gang får mere ud deres råstoffer. Ledet af den afrikanske udviklingsbank (AfDB) er der en ny strategi på vej for de vitale mineraler, der blandt andet sigter mod at forankre en større del af værdikæderne på kontinentet, for eksempel ved lokal bearbejdning af mineraler samt produktion af batterier, vindmøller og solpaneler.
Relationer og alliancer
De geopolitiske dynamikker giver medvind til dette fokus på grøn afrikansk industripolitik. Protektionismen, der begyndte under Obama og tog fart under Trump, har betydet, at globalisation er erstattet af slowbalisation.
Det kan betyde, at mere af produktionen og forarbejdningen af råstoffer og fremstillingsindustri flyttes “hjem”. Men det kan også betyde friendshoring, dvs. at den flyttes til producenter i venligsindede lande. Det handler ikke kun om forsyningssikkerhed, men også om at opbygge relationer og alliancer.
Et eksempel på, hvad de nye geopolitiske dynamikker kan betyde, er den forståelsesaftale, som Zambia og Congo underskrev med USA i slutningen af 2022 om udviklingen af en værdikæde for produktionen af batterier til biler i de to afrikanske lande, der hver især producerer nogle af de vitale mineraler, der indgår. Men perspektiverne for økonomisk udvikling er større. EU er nu gået sammen med USA om at støtte etableringen af en infrastrukturkorridor fra de to lande gennem Angola til Atlanterhavet. Et forståelsespapir herom blev underskrevet i oktober i år. EU er derudover på vej med sine egne initiativer og har foreløbig indgået et partnerskab med Namibia, og flere er undervejs.
Muligheden for friendshoring er ikke noget dårligt udgangspunkt for afrikanske producenter af råstoffer. Helt basalt kan de også have en interesse i diversificering, så de ikke er afhængige af en aftager, Kina, der i øjeblikket dominerer forarbejdningen af mange vitale mineraler. Men igen er der forskellige interesser.
Mens nogle afrikanske institutioner ser et potentiale i at opbygge regionale værdikæder i takt med etableringen af et større afrikansk fællesmarked, har EU og USA således en tendens til at fokusere på samarbejder med udvalgte lande. Der vil givetvis komme mere udvinding af vitale mineraler i Afrika som følge af den grønne omstilling, men der er ikke enighed om betingelserne.
Om det denne gang vil lykkes det afrikanske kontinent at få mere ud af sine ressourcer, er således endnu uvist. Men sporene fra tidligere ressourcebooms skræmmer. Selvom gamle olielande som Nigeria og Angola med tiden er lykkedes med at få et større lokalt ejerskab i deres olieproduktion, er de ofte fortsat afhængige af udenlandsk teknologi og ekspertise til de mere avancerede operationer.
Det taler dog til råstofproducerende landes fordel, at de denne gang blevet opmærksomme på mulighederne tidligere i ressourceboomet. Om de lykkes med deres industripolitik denne gang, vil til en vis grad afhænge af os i Vesten.
Mener vi det seriøst, når vi taler om partnerskaber, hvis det medfører, at Afrika skal have en større del af kagen? Men det afhænger først og fremmest af afrikanerne selv. Det er dem, der skal skabe de rette politiske og økonomiske rammevilkår og det har tidligere vist sig svært i de ofte ganske ustabile ressourcerige lande.
DIIS Eksperter
