Tidsskriftsartikel
Indledning til Den Ny Verden 39:1
I sikkerhed - Når skrøbelige stater ikke leverer den daglige sikkerhed - hvem gør så?
En velfungerende stat opfattes i dag som den nødvendige forudsætning for fred og udvikling. Det frie og private initiativ på markedet og i civilsamfundet er ikke nok. Der er brug for offentlige investeringer, offentlig regulering og offentlig forsoning, hvis borgerkrigshærgede samfund skal opnå varig fred og udvikling. State-building – etablering af effektive og legitime statsinstitutioner – er blevet vortids løsen på problemerne i fattige og konfliktramte lande.
Dette nummer af Den Ny Verden fokuserer på ét aspekt af denne dagsorden: sikkerhed. Ønsket om at etablere nationale sikkerhedsstrukturer, der kan garantere befolkningens sikkerhed og skabe stabilitet, står centralt i diskussionen om statsopbygning. Det ser man tydeligst i lande som Irak, Afghanistan, Den Demokratiske Republik Congo, Sierra Leone og Liberia. Som erfaringerne fra disse lande viser, er dette langt lettere sagt end gjort. De ti artikler i bladet belyser de problemstillinger, der er forbundet med at skabe nye samlende sikkerhedsstrukturer i splittede samfund.
Anders Tang Friborg og Louise Andersen introducerer indledningsvist de vigtigste policy-begreber og peger på nogle af de modsætninger, der har vist sig i mødet mellem idealerne og realiteterne. Denne diskussion føres videre i Mark Sedras studie af Afghanistan og de igangværende forsøg på at reformere sikkerhedssektoren i landet. Sedras grundlæggende påstand er, at det internationale samfund fokuserer for meget på de formelle strukturer og overser de traditionelle sikkerhedsmekanismer, der har langt dybere rødder - og legitimitet - i det afghanske samfund.
Ønsket om at skabe sikkerhed og udvikling på samme tid kræver tæt samarbejde mellem civile og militære aktører. Katrine Nørgaard undersøger i sin artikel, hvad det betyder for danske soldater, der er udsendt til Irak og Afghanistan. I komplekse internationale operationer kan soldaterne ikke bevidstløst parere ordre. De må udvise selvstændig og situationsbestemt beslutningstagning for at kunne opbygge det nødvendige netværk af tillidsrelationer med den lokale befolkning.
Det problematiske forhold mellem det uformelle og det formelle, det moderne og det traditionelle, som Sedra pegede på, går igen i Ken Menkhaus’, William Renos og Bruce Bakers artikler. På hver sin måde stiller de spørgsmålstegn ved statens privilegerede rolle som leverandør af sikkerhed. Mange steder i Afrika har befolkningen lært at leve uden en stat. De lokale samfund har tilpasset sig, udviklet alternative sikkerhedssystemer og klarer sig mange steder relativt godt på trods af, at staten ikke kan levere lov og orden. Det rejser et principielt dilemma for eksterne aktører: Skal man acceptere den sikkerhed, som bevæbnede og udemokratiske grupper giver lokalsamfundene, eller skal man presse på for en bedre overholdelse af liberale værdier, selv om det sker på bekostning af den lokale orden og stabilitet?
Der gives ingen lette svar på disse spørgsmål. Anbefalingen fra Menkhaus, Reno og Baker er dog klar: Man må se på den konkrete situation og forsøge at forstå, hvorfor de forskellige grupper opfører sig som de gør, hvis folk udefra skal gøre sig håb om at ændre tingenes tilstand. Det gælder ifølge Kasper Olsen også, når man står over for tilsyneladende meningsløs vold rettet mod civile, som i det østlige Uganda. Set med oprørsbevægelsens øjne giver volden nemlig god mening – også selv om de paradoksalt nok dræber deres egne.
Finn Stepputat tager os i sin artikel til Latinamerika - en region hvor de statslige sikkerhedsapparater ofte har været for stærke og effektive. Alligevel sporer Stepputat her den samme fragmenterings- og privatiseringstendens, som Menkhaus, Reno og Baker peger på i Afrika. Når staten ikke leverer sikkerhed, lov og orden, tyr de rige til private sikkerhedsvagter, mens de fattige organiserer nabovagtværn og selvtægtsgrupper.
Stepputats artikel peger på, at usikkerhed ikke kun er forbundet med fattigdom. Den samme pointe føres frem i Steen Nordstrøms artikel om den såkaldte ressourceforbandelse. Fundet af olie kan paradoksalt føre til død og elendighed, hvis der mangler stærke institutioner, der kan sikre, at pengene bruges til udvikling og ikke til en korrupt overklasses overforbrug. Derved er vi tilbage ved udgangspunktet – behovet for effektive og legitime statsstrukturer – men forhåbentligt lidt klogere på de udfordringer, der er forbundet med at opbygge stater.
De fleste artikler stammer fra et toårigt forskningsprojekt på DIIS. Projektet var finansieret af Udenrigsministeriet, der dermed også har bidraget økonomisk til dette nummer af Den Ny Verden. Det samlede resultat af projektet udkommer i sensommeren 2007 på det amerikanske forlag Palgrave under titlen Fragile States and Insecure People? Violence, Security and Statehood in the Twenty-First Century.
Anders Tang Friborg og Louise Andersen introducerer indledningsvist de vigtigste policy-begreber og peger på nogle af de modsætninger, der har vist sig i mødet mellem idealerne og realiteterne. Denne diskussion føres videre i Mark Sedras studie af Afghanistan og de igangværende forsøg på at reformere sikkerhedssektoren i landet. Sedras grundlæggende påstand er, at det internationale samfund fokuserer for meget på de formelle strukturer og overser de traditionelle sikkerhedsmekanismer, der har langt dybere rødder - og legitimitet - i det afghanske samfund.
Ønsket om at skabe sikkerhed og udvikling på samme tid kræver tæt samarbejde mellem civile og militære aktører. Katrine Nørgaard undersøger i sin artikel, hvad det betyder for danske soldater, der er udsendt til Irak og Afghanistan. I komplekse internationale operationer kan soldaterne ikke bevidstløst parere ordre. De må udvise selvstændig og situationsbestemt beslutningstagning for at kunne opbygge det nødvendige netværk af tillidsrelationer med den lokale befolkning.
Det problematiske forhold mellem det uformelle og det formelle, det moderne og det traditionelle, som Sedra pegede på, går igen i Ken Menkhaus’, William Renos og Bruce Bakers artikler. På hver sin måde stiller de spørgsmålstegn ved statens privilegerede rolle som leverandør af sikkerhed. Mange steder i Afrika har befolkningen lært at leve uden en stat. De lokale samfund har tilpasset sig, udviklet alternative sikkerhedssystemer og klarer sig mange steder relativt godt på trods af, at staten ikke kan levere lov og orden. Det rejser et principielt dilemma for eksterne aktører: Skal man acceptere den sikkerhed, som bevæbnede og udemokratiske grupper giver lokalsamfundene, eller skal man presse på for en bedre overholdelse af liberale værdier, selv om det sker på bekostning af den lokale orden og stabilitet?
Der gives ingen lette svar på disse spørgsmål. Anbefalingen fra Menkhaus, Reno og Baker er dog klar: Man må se på den konkrete situation og forsøge at forstå, hvorfor de forskellige grupper opfører sig som de gør, hvis folk udefra skal gøre sig håb om at ændre tingenes tilstand. Det gælder ifølge Kasper Olsen også, når man står over for tilsyneladende meningsløs vold rettet mod civile, som i det østlige Uganda. Set med oprørsbevægelsens øjne giver volden nemlig god mening – også selv om de paradoksalt nok dræber deres egne.
Finn Stepputat tager os i sin artikel til Latinamerika - en region hvor de statslige sikkerhedsapparater ofte har været for stærke og effektive. Alligevel sporer Stepputat her den samme fragmenterings- og privatiseringstendens, som Menkhaus, Reno og Baker peger på i Afrika. Når staten ikke leverer sikkerhed, lov og orden, tyr de rige til private sikkerhedsvagter, mens de fattige organiserer nabovagtværn og selvtægtsgrupper.
Stepputats artikel peger på, at usikkerhed ikke kun er forbundet med fattigdom. Den samme pointe føres frem i Steen Nordstrøms artikel om den såkaldte ressourceforbandelse. Fundet af olie kan paradoksalt føre til død og elendighed, hvis der mangler stærke institutioner, der kan sikre, at pengene bruges til udvikling og ikke til en korrupt overklasses overforbrug. Derved er vi tilbage ved udgangspunktet – behovet for effektive og legitime statsstrukturer – men forhåbentligt lidt klogere på de udfordringer, der er forbundet med at opbygge stater.
De fleste artikler stammer fra et toårigt forskningsprojekt på DIIS. Projektet var finansieret af Udenrigsministeriet, der dermed også har bidraget økonomisk til dette nummer af Den Ny Verden. Det samlede resultat af projektet udkommer i sensommeren 2007 på det amerikanske forlag Palgrave under titlen Fragile States and Insecure People? Violence, Security and Statehood in the Twenty-First Century.
Regioner
Latinamerika
Indledning
I sikkerhed, Den Ny Verden 39(1)
Den Ny Verden, 39, 7-8, 2006