Import af varme hænder er ikke win-win. Det er snarere win-win-lose

»Vi er så vældig glade for thaierne her, de har kvikke fingre ved maskinerne«.

Ejeren af den vestjyske maskinfabrik nikkede anerkendende i retning af sine medarbejdere, da ordene faldt. Jeg var på feltarbejde blandt thailandske kvinder, der arbejdede på fabrik i Thy, og det var åbenlyst, at den driftige fabriksejer havde ret i, at migrantkvinderne var en rigtig god arbejdskraft. Vi var i begyndelsen af 00’erne, og netop ’kvikke fingre’ ved maskinerne var en eftertragtet vare i en tid, hvor mange produktionsvirksomheder kæmpede for at følge med efterspørgslen.

Nu skriver vi 2022, og jagten på ’kvikke fingre’ er skiftet ud med et desperat ønske om flere ’varme hænder’ på landets sygehuse og plejehjem. Hvad der til gengæld ikke har ændret sig, er synet på, hvor disse fingre og hænder kan komme fra, hvis de skal levere de efterspurgte varer.

»Filippinske kvinder«, foreslog Pernille Vermund fornylig på Nye Borgerliges blog. »De er arbejdsomme og er meget mindre kriminelle end andre udlændinge«, skrev hun og foreslog konkret et samarbejde med den filippinske regering, hvor man fra dansk side skal tilbyde at betale for uddannelse til filippinere, så de kan arbejde i den danske velfærdssektor.

»Ukrainske kvinder«, foreslog Søren Pape Poulsen (K) forleden i et interview med TV 2 Østjylland og argumenterede med, at mange kvindelige ukrainske flygtninge i Danmark er udstyret med et særligt »omsorgsgen«, vi kunne benytte os af i jagten på varme hænder.

Vi er midt i en valgkamp og to sekunder fra, at andre partier vil foreslå lignende tiltag: Lad os løse vores akutte mangel på varme hænder i Danmark ved at importere dem.

Varme hænder er lig med omsorg. Omsorg er blevet en efterspurgt ressource i en global virkelighed. Vi har udvundet olie, guld, tømmer og alskens naturressourcer i fattigere lande. Nu er det omsorg, rige lande, herunder Danmark, i stigende grad mangler og vil udvinde. At lande importerer omsorg, er der ikke noget nyt i – vi importerer allerede au pairs, andre lande importerer barnepiger og hushjælp. Men det er et marked i hastig vækst.

Og varme hænder på migrantkvinder med indbygget omsorgsgen; what’s not to like? Vi har brug for de varme omsorgshænder, og migrantkvinderne har brug for arbejde og for at sende penge hjem til deres familier. Samtidig er flere lovlige arbejdsvisa faktisk en af løsningerne til at bekæmpe illegal migration. Så her er Nye Borgerlige og De Konservative på rette spor.

Problemet er bare, at der er nogle variabler, som ikke er medtaget i det smarte regnestykke. Variabler, der betyder, at import af varme hænder ikke er win-win. Det er snarere win-win-lose.

Migrantkvinder kan være en formidabel arbejdskraft, og de kan forandre livet for hele deres familie i hjemlandet, selv med en lille indtægt. Men hovedårsagen til, at vi kan importere omsorg, er naturligvis, at der er ulighed, arbejdsløshed eller konflikt i migrantkvindernes hjemlande.

Så hele regnestykket skal med. Vil vi importere kvinder, der forlader deres familier og lande for at tage vare på vores velfærdssamfund?

Hertil kommer, at Nye Borgerlige kun vil tildele visa til varme hænder og omsorgsgener til mennesker fra lande, som de betragter som ’mindre kriminelle’. Det til trods for, at sygehusene i dag slet ikke kunne fungere uden de ansatte fra Mellemøsten, som Nye Borgerlige ikke vil udstede visa til. Det ser mere ud til at fordomme står i vejen for at gøre brug af de omsorgsressourcer, der allerede er blandt flygtninge og indvandrere i landet. Der har været flere eksempler på, at mellemøstlige flygtninge udvises til trods for deres roller i sundhedsvæsnet, ligesom debatten om hovedtørklæder blandt sosu-assistenter viser, at nogle partier er villige til at lade deres fordomme komme før de omsorgsproblemer, de ellers bedyrer, at de så gerne vil løse.

Mange familier i fattigere lande drømmer om migration som løsning på deres problemer. Men omsorgsimport og forestillinger om, at omsorgsgener er en slags kald for at passe syge og gamle, bliver nemt et skalkeskjul for mindre i løn og dårlige vilkår for de migrantkvinder, vi henter hertil. Og er vi villige til at tage deres familier også, så de ikke skal lide af omsorgsmangel imens? Næppe. Så snart familien skal med, bliver det kortsigtede økonomiske regnestykke knap så lukrativt. Politikerne er interesseret i arbejdskraft, ikke migration.

Vi skal begynde at løse vores omsorgsmangel med bedre løn og vilkår for dem, der allerede er her, før vi dræner andre lande for omsorg. Vi skal ikke nuppe andre landes omsorg, før vi har styr på vores egen butik.

Debatindlægget er bragt i Politiken 22. oktober 2022.