DIIS Comment
IMF er godt i gang med at tabe slaget om fremtiden
IMF ønsker fremover at være sikkerhedsnet for alle verdens økonomier. Projektet forudsætter global tillid. Men IMF er godt i gang med at tabe slaget om tilliden, fordi man sidder uhjælpeligt fast i fortidens fejltagelser og dobbelt-moral.
3. december 2009
Et nyt IMF i støbeskeen
IMF's direktør, Dominique Strauss-Kahn proklamerede på et pressemøde i forbindelse med det nyligt afholdte årsmøde i Istanbul, at netop dette årsmøde meget vel kunne markere begyndelsen for et nyt IMF. ”Og I vil kunne fortælle jeres børnebørn, at I var med i Istanbul dengang det nye IMF kom til verden”, fortsatte Strauss-Kahn.
For Strauss-Kahn er det især vigtigt, at det nye IMF kommer til at fungere som en slags centralbank for hele verdensøkonomien; som den globale institution der træder ind med långivning når andre muligheder er udtømte. I IMF’s logik er der store omkostninger forbundet med at lande varetager denne funktion uafhængigt af hinanden: der bliver på den måde sat alt for meget kapital til side. At organisere denne form for ’forsikring’ af økonomier imod forskellige former for bank- og likviditetskriser bliver langt billigere, samlet set, hvis opgaven varetages kollektivt, på tværs af landegrænser. Spørgsmålet er imidlertid om IMF faktisk kan varetage denne opgave, på en ansvarlig og troværdig måde.
Et spørgsmål om tillid
Hvor den amerikanske centralbank i løbet af de sidste par år har brugt hundreder af milliarder af dollars på at forhindre det amerikanske finansmarked i at kollapse, så gjorde IMF det modsatte i løbet af den finansielle krise i Asien i slutningen af 1990erne, og under den argentinske finansielle krise i 2001-2002. Man stillede som krav for modtagelse af IMF-lån, at landene strammede finanspolitikken og satte renten i vejret. Altså det stik modsatte af hvad G20 landene – med al mulig god grund – har gjort for at afbøde finanskrisens recessive effekter på realøkonomien.
Centralbankerne i langt de fleste asiatiske økonomier har i det tiår der er gået siden Asien-krisen opbygget meget betydelige kapital-reserver, netop for at være herrer i eget hus – for at undgå afhængighed af IMF og dets krav til låntager-landenes økonomiske politik. Det er svært at forestille sig, at de største asiatiske økonomier er til sinds at opgive denne selv-forsikrings strategi i nær fremtid.
Meget vil utvivlsomt afhænge af i hvilken udstrækning IMF formår i praksis at leve op til sine erklæringer om at man nu har udstukket en ny retning. Den slags erklæringer har der været ganske mange af. Blandt de mere opsigtsvækkende har været at IMF nu åbent anbefaler såkaldt ’modcyklisk’ økonomisk politik i håndteringen af finansielle og økonomiske kriser: altså at man netop ikke strammer finanspolitikken og hæver renten, men bevidst kører med relativt stort underskud i de offentlige finanser og holder renten lavt, for derigennem at få økonomien i gang igen så hurtigt som muligt.
Man siger ét – og gør noget andet
For at vurdere IMF’s vision for sin nye rolle må man undersøge i hvilken udstrækning den nye retorik er blevet omsat i praksis. En stor netop offentliggjort undersøgelse fra Center for Economic and Policy Research (CEPR), baseret i Washington DC, viser at der er al mulig grund til bekymring.
CEPR har analyseret IMF’s låne-aftaler med 41 forskellige lande, fortrinsvis i Afrika, Asien og Østeuropa. I mere end 75 pct. af disse låne-aftaler har IMF forlangt procyklisk økonomisk politik, enten i form af krav om stramninger af finans-politikken eller i form af krav om stramninger af pengepolitikken. IMF har altså langt overvejende anbefalet præcis de politikker de store vestlige økonomier ikke kunne drømme om at påføre sig selv. Dette kan synes paradoksalt. Men i virkeligheden er det blot fortsættelsen af en lang tradition for dobbelt-moral: der gælder ganske enkelt andre regler for lav- og mellemindkomst lande, set med IMF’s øjne. Ekspansiv finans- og pengepolitik er forbeholdt verdens rigeste lande.
IMF har som reaktion på CEPRs analyse understreget, at man ikke bør dømme IMF på om fondens långivning – via krav om procykliske økonomiske politikker – gør recessionen i de pågældende lande værre, men derimod på om landene havde været (endnu) dårligere stillet uden långivning fra IMF. Dette forsvar fra IMFs side er helt uacceptabelt.
Hvis du går til lægen med en livstruende infektion i benet og han redder dit liv ved at amputere det, er du naturligvis bedre stillet end du havde været uden lægens behandling. Men hvis betændelsen i dit ben kunne have været kureret med nemt tilgængelige antibiotika, vil de færreste acceptere at lægen siger at man skulle tage at være taknemmelig for at man i det hele taget har fået behandling i stedet for at brokke sig over om man har fået den rigtige behandling.
På samme måde har verdens fattigste lande al mulig grund til at være utilfredse med IMF’s ageren efter udbruddet af den globale finansielle krise. Antallet af mennesker der lever under fattigdoms-grænsen er allerede er steget med cirka 50 millioner som følge af finanskrisen – og vil stige med yderligere 40-50 millioner i løbet af de næste par år – og alligevel ordinerer IMF politikker overfor disse lande som gør ondt værre.
Masser af dyre ord til Afrika…
Situationen er så meget desto mere tragisk fordi alle er enige om at lav- og mellemindkomst landene er uden skyld i den finansielle og økonomiske krise som nu sender millioner i fattigdom, og truer med at resultere i et decideret udviklings-kollaps, ikke mindst i Afrika. G20-landenes ledere har gentagne gange understreget at krisen har en særlig alvorlig effekt på de fattigste i de fattigste lande – de, der har absolut ingenting med dens årsager at gøre – og vedkendt sig det kollektive, moralske ansvar for at mindske disse effekter mest muligt. Samtidig har man imidlertid udpeget IMF til den centrale aktør i disse bestræbelser, herunder overladt det til IMF at forvalte de penge der er afsat til opgaven.
En undersøgelse foretaget af Professor Ngaire Woods, University of Oxford, viser at 82 pct af IMF’s långivning efter udbruddet af den globale finansielle krise er gået til lande i Østeuropa og kun 1,6 pct til lande i Afrika. Afspejler dette at behovet for midler er større i de hårdest ramte europæiske lande end i de afrikanske lande? På ingen måde. IMF har selv anslået, at man med de midler man har til rådighed kun er i stand til at dække 2 pct af det behov der er for ekstern finansiering i verdens lav-indkomst lande. Konklusionen ligger lige for: G20-landenes anerkendelse af det fundamentale ansvar for den globale finansielle krise – og vedkendelse af det moralske ansvar for at gøre mest muligt for at de fattigste og mest uskyldige rammest mindst muligt – er ikke meget andet end varm luft.
IMF's direktør, Dominique Strauss-Kahn proklamerede på et pressemøde i forbindelse med det nyligt afholdte årsmøde i Istanbul, at netop dette årsmøde meget vel kunne markere begyndelsen for et nyt IMF. ”Og I vil kunne fortælle jeres børnebørn, at I var med i Istanbul dengang det nye IMF kom til verden”, fortsatte Strauss-Kahn.
For Strauss-Kahn er det især vigtigt, at det nye IMF kommer til at fungere som en slags centralbank for hele verdensøkonomien; som den globale institution der træder ind med långivning når andre muligheder er udtømte. I IMF’s logik er der store omkostninger forbundet med at lande varetager denne funktion uafhængigt af hinanden: der bliver på den måde sat alt for meget kapital til side. At organisere denne form for ’forsikring’ af økonomier imod forskellige former for bank- og likviditetskriser bliver langt billigere, samlet set, hvis opgaven varetages kollektivt, på tværs af landegrænser. Spørgsmålet er imidlertid om IMF faktisk kan varetage denne opgave, på en ansvarlig og troværdig måde.
Et spørgsmål om tillid
Hvor den amerikanske centralbank i løbet af de sidste par år har brugt hundreder af milliarder af dollars på at forhindre det amerikanske finansmarked i at kollapse, så gjorde IMF det modsatte i løbet af den finansielle krise i Asien i slutningen af 1990erne, og under den argentinske finansielle krise i 2001-2002. Man stillede som krav for modtagelse af IMF-lån, at landene strammede finanspolitikken og satte renten i vejret. Altså det stik modsatte af hvad G20 landene – med al mulig god grund – har gjort for at afbøde finanskrisens recessive effekter på realøkonomien.
Centralbankerne i langt de fleste asiatiske økonomier har i det tiår der er gået siden Asien-krisen opbygget meget betydelige kapital-reserver, netop for at være herrer i eget hus – for at undgå afhængighed af IMF og dets krav til låntager-landenes økonomiske politik. Det er svært at forestille sig, at de største asiatiske økonomier er til sinds at opgive denne selv-forsikrings strategi i nær fremtid.
Meget vil utvivlsomt afhænge af i hvilken udstrækning IMF formår i praksis at leve op til sine erklæringer om at man nu har udstukket en ny retning. Den slags erklæringer har der været ganske mange af. Blandt de mere opsigtsvækkende har været at IMF nu åbent anbefaler såkaldt ’modcyklisk’ økonomisk politik i håndteringen af finansielle og økonomiske kriser: altså at man netop ikke strammer finanspolitikken og hæver renten, men bevidst kører med relativt stort underskud i de offentlige finanser og holder renten lavt, for derigennem at få økonomien i gang igen så hurtigt som muligt.
Man siger ét – og gør noget andet
For at vurdere IMF’s vision for sin nye rolle må man undersøge i hvilken udstrækning den nye retorik er blevet omsat i praksis. En stor netop offentliggjort undersøgelse fra Center for Economic and Policy Research (CEPR), baseret i Washington DC, viser at der er al mulig grund til bekymring.
CEPR har analyseret IMF’s låne-aftaler med 41 forskellige lande, fortrinsvis i Afrika, Asien og Østeuropa. I mere end 75 pct. af disse låne-aftaler har IMF forlangt procyklisk økonomisk politik, enten i form af krav om stramninger af finans-politikken eller i form af krav om stramninger af pengepolitikken. IMF har altså langt overvejende anbefalet præcis de politikker de store vestlige økonomier ikke kunne drømme om at påføre sig selv. Dette kan synes paradoksalt. Men i virkeligheden er det blot fortsættelsen af en lang tradition for dobbelt-moral: der gælder ganske enkelt andre regler for lav- og mellemindkomst lande, set med IMF’s øjne. Ekspansiv finans- og pengepolitik er forbeholdt verdens rigeste lande.
IMF har som reaktion på CEPRs analyse understreget, at man ikke bør dømme IMF på om fondens långivning – via krav om procykliske økonomiske politikker – gør recessionen i de pågældende lande værre, men derimod på om landene havde været (endnu) dårligere stillet uden långivning fra IMF. Dette forsvar fra IMFs side er helt uacceptabelt.
Hvis du går til lægen med en livstruende infektion i benet og han redder dit liv ved at amputere det, er du naturligvis bedre stillet end du havde været uden lægens behandling. Men hvis betændelsen i dit ben kunne have været kureret med nemt tilgængelige antibiotika, vil de færreste acceptere at lægen siger at man skulle tage at være taknemmelig for at man i det hele taget har fået behandling i stedet for at brokke sig over om man har fået den rigtige behandling.
På samme måde har verdens fattigste lande al mulig grund til at være utilfredse med IMF’s ageren efter udbruddet af den globale finansielle krise. Antallet af mennesker der lever under fattigdoms-grænsen er allerede er steget med cirka 50 millioner som følge af finanskrisen – og vil stige med yderligere 40-50 millioner i løbet af de næste par år – og alligevel ordinerer IMF politikker overfor disse lande som gør ondt værre.
Masser af dyre ord til Afrika…
Situationen er så meget desto mere tragisk fordi alle er enige om at lav- og mellemindkomst landene er uden skyld i den finansielle og økonomiske krise som nu sender millioner i fattigdom, og truer med at resultere i et decideret udviklings-kollaps, ikke mindst i Afrika. G20-landenes ledere har gentagne gange understreget at krisen har en særlig alvorlig effekt på de fattigste i de fattigste lande – de, der har absolut ingenting med dens årsager at gøre – og vedkendt sig det kollektive, moralske ansvar for at mindske disse effekter mest muligt. Samtidig har man imidlertid udpeget IMF til den centrale aktør i disse bestræbelser, herunder overladt det til IMF at forvalte de penge der er afsat til opgaven.
En undersøgelse foretaget af Professor Ngaire Woods, University of Oxford, viser at 82 pct af IMF’s långivning efter udbruddet af den globale finansielle krise er gået til lande i Østeuropa og kun 1,6 pct til lande i Afrika. Afspejler dette at behovet for midler er større i de hårdest ramte europæiske lande end i de afrikanske lande? På ingen måde. IMF har selv anslået, at man med de midler man har til rådighed kun er i stand til at dække 2 pct af det behov der er for ekstern finansiering i verdens lav-indkomst lande. Konklusionen ligger lige for: G20-landenes anerkendelse af det fundamentale ansvar for den globale finansielle krise – og vedkendelse af det moralske ansvar for at gøre mest muligt for at de fattigste og mest uskyldige rammest mindst muligt – er ikke meget andet end varm luft.
IMF er godt i gang med at tabe slaget om fremtiden