Europa cyberopruster og USA bør engagere sig

Europæiske lande følger i øjeblikket USA's eksempel og opbygger en offensiv cybermilitær kapacitet, der skal kunne støtte militære operationer og øge indhentningsevnen. Storbritannien og Frankrig er allerede langt fremme, men selv mindre lande som Danmark, Sverige, Grækenland og Nederlandene har åbent erklæret, at hackere er i gang med at blive indarbejdet i den militære værktøjskasse.

Med cyberoprustning følger imidlertid en del afvejninger. Cybervåben – udviklingen af computerkode og teknikker, der udnytter sårbarheder i IT-produkter og brugen af dem – kan oftest kun bruges én gang. Når ejeren eller udvikleren af et it-produkt bliver klar over en programmerings- eller installationsfejl, hvilket ofte sker, når et cybervåben bruges, kan disse udrede fejlen og gøre et cybervåben ubrugeligt. Samtidig bruges mange af de samme it-produkter på globalt plan, hvorfor én stats udnyttelse af en it-sårbarhed i én sammenhæng vil påvirke andre landes mulighed for at gøre det samme i en anden sammenhæng.

USA erklærede sidste år, at de cyberbomber Islamisk Stat i Syrien og Irak. Med deres nyudviklede cyberkapacitet kan europæiske lande gøre det samme. Sker dette vil europæiske cyberaktiviteter kunne forstyrre igangværende amerikanske operationer. Det samme gør sig gældende overfor eksempelvis Rusland. Vælger USA at frigøre kompromitterende information om fx Putins personlige berigelse opnået ved hjælp af hacking, kan dette påvirke igangværende europæisk (cyber)indhentning. Modsat, hvis et europæisk land får kendskab til en it-sårbarhed i eksempelvis et Microsoft-, Siemens- eller Huawei- produkt og vurderer, at det truer national sikkerhed, kan de afsløre kendskabet til fejlen med henblik på at få den udbedret, hvilket kan forstyrre amerikansk udnyttelse af samme sårbarhed i en anden sammenhæng.

Samarbejde og informationsdeling er altså nødvendigt.

Ovenstående er et uddrag fra Jeppe Teglskov Jacobsens blogindlæg udgivet på Council on Foreign Relations Net Politics Blog.