Egyptens politiske polarisering

Egyptens præsident Morsi fra det Muslimske Broderskab har denne uge indkaldt til folkeafstemning om en ny forfatning. Da Morsi for fem måneder siden førte valgkamp lovede han i tråd med Broderskabets tidligere udmeldinger, at stille sig bag en forfatning der kunne accepteres bredt af hele det egyptiske samfund – en ny kontrakt mellem samfund og stat der samlede det post-revolutionære Egypten. Imidlertid har Morsi’s forfatningsudspil delt den egyptiske politiske elite og de egyptiske vælgerne mere end hidtil. Mens Egyptens islamister anført af det Muslimske Broderskab har lagt sig hårdt i selen for at mobilisere støtte til forfatningsudspillet, har et bredt udsnit af hovedsagligt ikke-islamistiske politiske aktører – partier, medier, statsinstitutioner, religiøse mindretalsgrupper, rettighedsbevægelser og grupperinger – gennem de sidste uger mobiliseret hundredetusinder af egyptere i protest imod forfatningen. Det uofficielle resultat af første valgrunde der gennemførtes lørdag d. 15. december (anden og sidste runde afvikles lørdag d. 22. december) tyder på en – om end modsagt – marginal vælgergodkendelse af forfatningsudspillet.

Den stigende polarisering af den egyptiske politiske offentlighed skyldes til dels selve forfatningsudspillet. Set i forhold til landets tidligere forfatning rummer udspillet både forbedringer og forringelser af egypternes rettigheder. Udspillet forbedrer egypternes politiske rettigheder ved at NGO’er og politiske partier ikke længere skal godkendes af staten, men blot skal registreres hos denne. Parlamentets magt forøges på bekostning af præsidentens. Og den frygtede ”islamisering af samfundet fra oven”, som islamisterne og præsident Morsi mistænkes for, er generelt udeladt, selvom forfatningsforslaget ikke i tilstrækkelig grad beskytter imod implementeringen af en sådan senere. På den anden side forringer udspilet egypternes rettigheder ved at fritage militæret for parlamentarisk budgetkontrol og ved at tildele militæret forsvarsministerposten. Det åbner desuden for at civile i vagt definerede særtilfælde kan stilles for en militærdomstol. Det åbner for at ikke-folkevalgte religiøse ekspertudvalg får indflydelse på lovgivningen. Og det giver utilstrækkelig beskytte af kvinder og af religiøse minoriteter og kriminaliserer kritik af religiøse symboler.

Ingen forfatning er imidlertid fejlfri og en række internationale juridiske eksperter har i de forgangne uger vurderet at forfatningsudspillet nok kunne gå an, hvis politik i Egypten ellers blev lavet på midten af det politiske spektrum og i lydhørhed overfor indvendinger fra politiske mindretal. Det gør den imidlertid ikke. Og det er den anden årsag til den nuværende polarisering af egyptisk politik. Under ledelse af det Muslimske Broderskabs ”Friheds og Retfærdighedsparti” har islamisterne benyttet deres demokratiske flertal i det nu opløste parlament til at diktere forfatningsforslaget uden tilstrækkelig hensynstagen til oppositionen. I foråret 2012, udpegede det islamistisk-dominerede parlament en forfatningsgivende forsamling, der hovedsagligt bestod af islamistiske parlamentarikere. Forsamlingen blev opløst af den egyptiske forfatningsdomstol i forsommeren og parlamentet nedsatte herefter en ny, noget mere broget forsamling, der dog stadig domineredes af islamister. I takt med at forsamlingens arbejde skred frem, trak de ikke-islamistiske medlemmer sig i protest over at deres indvendinger blev overhørt. Da Egyptens forfatningsdomstol i november 2012 truede med også at opløse denne, anden, forfatningsgivende forsamling, udstedte præsident Morsi et dekret, der fratog domstolene muligheden for at underkende præsidentens beslutninger – et træk der med ét gav Morsi større absolutistisk råderum end Mubarak nogensinde havde haft. Kort efter barslede den forfatningsgivende forsamling med det dokument som præsidenten i dag har indkaldt egypterne til at stemme om.

Kombination af Morsis tilranelse af enevældige beføjelser og udskrivningen af folkeafstamningen har over de seneste uger drevet hundrede tusinder egyptere på gaden i protest mod Morsis dekret (der sidenhen blev delvist trukket tilbage) og imod forfatningsforslaget. Efter to uger med stigende uroligheder hvoraf de værste opstod da islamistiske grupper efter sigende angreb ikke-islamistiske demonstranter uden for præsidentpaladset, sendte Morsi denne uge militæret på gaden med den opgave at garantere sikkerheden under folkeafstamningen og med et spritnyt mandat til at arrestere civile – med andre ord en ikke-erklæret militær undtagelsestilstand.

Den brogede skare af Egyptens ikke-islamister, der spænder fra liberale over socialistiske Nasserister, til tidligere medlemmer af Mubaraks NDP, kristne, ateister, og en række revolutionære ungdomsgrupper såvel som enkelte mindre islamistiske partier, der har brudt med Broderskabet, står imidlertid ikke uden ansvar. Af frygt for islamisternes ”reelle” hensigter har disse siden Mubaraks fald i februar 2011 på skift forsøgt at hindre islamisterne i at styre transitionsprocessen på baggrund af deres vælgerflertal. I tiden efter Mubaraks fald i 2011 opfordrede de sekulære, liberale og revolutionære grupper således militæret til forud for overgangen til civilt styre, ved dekret at sikre at en række frihedsrettigheder stod ”over” forfatningen. Militæret endte med ikke at udstede et sådant dekret, og i takt med at Det Muslimske Broderskab gennem 2012 vandt en række valgsejre, der gav mulighed for at overtage militærets politiske rolle, har de ikke-islamistiske grupperinger benyttet sig af domstolene, til at stikke en kæp i hjulet på islamisternes politisk institutionsopbygning. Det mest spektakulære og stærkt foruroligende træk var den Egyptiske Forfatningsdomstols underkendelse af legitimiteten af den valglov der i november 2011 - januar 2012 lå til grunde for åbningen af Egyptens første demokratisk valgte parlament i foråret 2012. Siden opløsningen af parlamentet i sommeren 2012 har Forfatningsdomstolen ligget i åben strid med præsidenten.

Hvis de første uofficielle opgørelser af valgresultatet holder stik og et snævert flertal godkender forfatningsudspillet næste lørdag den 22. december vil det give Egypten en forbedret, men i en liberalt demokratisk henseende tvivlsom, forfatning. Mens et folkeligt nej til forfatningen med det samme ville have tvunget de egyptiske politikere – islamister såvel som sekulære – tilbage til forhandlingsbordet for at skabe et bredt politisk samarbejde hen over midten, vil et ja til forfatningen samtidig sanktionere den politiske proces, hvorunder det islamistiske flertal har marginaliseret et stort mindretal. Alt andet lige vil den islamistiske kortsigtede og farlige islamistiske fløjpolitik gøre det sværere for parterne at skabe brede politiske forlig i fremtiden.

Men svært er ikke det samme som umuligt og der er ingen grund til at mene at den politiske proces herfra nødvendigvis vil udspille sig i retning af den ”borgerkrig”, som internationale medier gennem den sidste uges tid har spekuleret i. Godkendes forfatningen vil startskuddet med det samme gå til nyvalget af parlamentet i foråret 2013. Det vil give landets politiske elite en ny mulighed for at flytte politikken tilbage ind på midten. Forudsætningen vil her være at Broderskabet og præsidenten vender ryggen til den islamistiske yderfløj af salafi-partier og ex-jihadi-partier samt at ikke-islamisterne opgiver den administrative obstruktion af den politiske institutionsopbygning de hidtil har praktiseret. Som landet ligger netop nu ser et sådant scenario ikke videre sandsynligt ud. Men Egyptisk politisk har overrasket mange gange før, og islamisterne er til trods for deres nuværende magtmonopolisering bevidste om at de ikke for altid vil kunne bibeholde det demokratiske flertal. De er selv opstået ved at det tidligere altdominerende NDP tabte folkelig opbakning, og ved derfor, at før eller senere vil regeringsmagten nedslide deres egen vælgerappeal og tvinge dem til at sikre indflydelse gennem samarbejde hen over midten. Det er i sådan demokratisk vekselvirkning hen over midten at det nye post-revolutionære Egyptens politik efter al sandsynlighed vil komme til at udspille sig. Og jo før parterne indser det, jo bedre.