Dansk udenrigspolitik i det post-amerikanske Mellemøsten

Den aktuelle amerikanske retræte fra Mellemøsten sætter USA's tætte allierede, heriblandt Danmark, i en række udenrigspolitiske dilemmaer. I det nyeste nummer af Ræson sætter de tre DIIS-forskere Rasmus Alenius Boserup, Lars Erslev Andersen og Vibeke Skov Tjalve fokus på ’det post-amerikanske Mellemøsten’ og hvad det betyder for dansk og europæisk udenrigspolitik.

USA reagerer på ny global magtbalance
Vibeke Schou Tjalve undersøger i artiklen ’Rådvild: I den post-amerikanske orden må Danmark tænke selv’ bevæggrundene bag præsident Obamas mere tøvende, mere fleksible og mere forsigtigt-improviserende sikkerhedspolitik. Modsat den udbredte tendens til alene at forstå Obamas retræte som udtryk for svaghed, argumenterer artiklen for, at den er både gennemtænkt og bevidst.

Først og fremmest spiller det ind at USA – på tværs af politiske skel – for alvor er begyndt at opleve den globale magtbalance som forandret. At fremtiden måske er ’post-amerikansk’ har siden Fareed Zakaria bestseller ”The Post-American World and the Rise of the Rest” (2006) reelt sat dagsordenen for den amerikanske debat om udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Hertil kommer, at ikke blot Obama selv, men store dele af det amerikanske politiske miljø, forstår verden som så radikalt forandret, at selve grundlaget for klassisk udenrigspolitisk lederskab er forsvundet. Set med amerikanske øjne er problemet med andre ord ikke blot, at den amerikanske stats magt, og dermed det amerikanske råderum for global styring og indflydelse, er skrumpet: Snarere er det statens magt overhovedet, der disse år svinder ind.

Set med de briller, har USA ikke som sådan opgivet globalt lederskab: Det forsøger snarere at revurdere, hvad lederskab overhovedet kan være – hvor meget styring man overhovedet kan udøve, i en verden hvor digitale medier sætter det flygtige, det folkelige og det transnationale i spil. Derfor den meget passive og indirekte tilgang til det såkaldt Arabiske forår. Derfor så stor vægt på at have mange og meget fleksible samarbejdsrelationer i Irak og Syrien. Derfor så stor tøven over for perspektiverne i en amerikansk eller vestligt ledet ’løsning’ for Mellemøsten. Som artiklen konkluderer, har Obama i udpræget grad været optaget af den samtidsdiagnose. Men den har bred resonans i store dele af det amerikanske politiske miljø. Med andre ord: Forståelsen af verden som kompleks, uforudsigelig og radikalt globaliseret stikker på tværs af partiskel så dybt, at USA også efter Obama vil sætte tøvende og situationsbestemt improvisation højt.

Saudiarabisk og amerikansk splittelse udstillet
Obamas håndtering af det arabiske forår udgør også udgangspunktet for Lars Erslev Andersens artikel ’Saudi-Arabien og os’. De mange konflikter i kølvandet på foråret i Yemen, Iran, Syrien, Bahrain, Palæstina og Islamisk Stat viser splittelsen mellem saudiarabisk og amerikansk sikkerhedspolitik sig med kynisk tydelighed: På den ene side er der ingen andre end USA, der kan garantere saudiarabisk sikkerhed over for Iran, og på den anden side har USA brug for Saudi-Arabien på oliemarkedet og sit eget finansmarked – samt ikke mindst politisk og militært i konfrontationen med Islamisk Stat i Syrien.

Derfor er det amerikanske og det vestlige forhold til Saudi-Arabien fyldt med paradokser og dobbeltmoral: På finans- og oliemarkederne har man brug for et Saudi-Arabien, der vil samarbejde. I forholdet til Iran har USA brug for, at Saudi-Arabien nedtoner sin modvilje mod ærkefjenden Iran. I Syrien havde USA brug for Saudi-Arabien til at levere et sunnimuslimsk alibi i krigen mod Islamisk Stat, så det ikke lignede en amerikansk-shiamuslimsk alliance, og generelt har USA brug for, at Saudi-Arabien gør brug af sin enorme indflydelse i Den Arabiske Liga med henblik på at få de arabiske lande med til at bekæmpe Islamisk Stat, al-Qaeda-terrorisme osv., hvilket saudiaraberne faktisk har leveret.

I Wien-forhandlinger om forsøg på at tilvejebringe en våbenhvile i Syrien på baggrund af et russisk udspil om en syrisk overgangsregering med deltagelse af Bashar al-Assad har Saudi-Arabien faktisk siddet ved bord med Iran og i det hele taget trods sin indædte modvilje mod både Assad og Iran holdt en moderat linje. Men kongeriget tager sig betalt, ved at USA, Danmark og Vesten ser stort på, at Saudi-Arabien halshugger flere end Islamisk Stat, at landet systematisk overtræder menneskerettighederne, gennemfører brutal bekæmpelse af legitime demonstranter i Bahrain og finansierer det egyptiske militærregimes klapjagt på oppositionen fra Det Muslimske Broderskab. Ligeledes vender Vesten ikke blot det blinde øje til, at Saudi-Arabien med sin militære kampagne i Yemen helt åbent begår krigsforbrydelser, men også til, at USA og Storbritannien yder militær hjælp til Saudi-Arabiens i krig i Yemen. Således leverede USA i november 2015 for 1,3 mia. dollars smarte bomber til Saudi-Arabien, som kongeriget bl.a. kan bruge i sin krig i Yemen.

Vakuum efter USA fører til nye magtkampe
Endelig gennemgår Rasmus Alenius Boserup de brede politiske tendenser i det kriseramte Mellemøsten i artiklen ’Fem år efter det arabiske forår’. Artiklen viser, hvordan det internationale magttomrum, der opstod i takt med den neddroslede amerikanske regional hegemoni i Mellemøsten i kølvandet på det arabiske forår, har interageret med nyopståede nationale og regionale magttomrum.

Disse lokale magttomrum er hovedsagligt opstået i som følge at massepolitiseringen af de nationale konflikter mellem autoritære arabiske ledere og deres befolkninger under det arabiske forår. Allerede i slutningen af 2011 dannede disse nationale konflikter i stigende grad rammen for konkurrence mellem regionale stormagter – en konkurrence der udspiller sig både gennem finansiel klientgørelse, stedfortræderkrigsførelse og (fra 2014 og frem) også gennem direkte militær interventionisme. Som de seneste måneders intensiverede Russiske interventionisme i Syrienskonflikten viser har denne konfliktsituation for første gang i årtier optrappet den internationale konfliktdynamik.

I dag står Mellemøsten som følge af synergien mellem disse nationale, regionale og internationale konflikter i sin mest omfattende politiske krise i nyere tid. Danmark og Europa står samtidigt overfor en langt mere kompleks og multifacetteret konfliktsituation i vores sydlige naboregion end vi har været vant til – en situation hvis konsekvenser vi møder både gennem massemigration og transnational terrorisme. Kun en langstrakt strategisk indsats på alle tre niveauer – nationalt, regional og internationalt – vil effektivt kunne adressere denne situation.