Dagbog fra Yale: Verden giver sjældent advarsler

En dag brød en ung, hvid, kvindelig studerende grædende sammen i mit klasseværelse på Columbia University i New York. Jeg underviste i den europæiske migrationskrise, i trafficking, i vold mod migrantkvinder og havde vist mine studerende en dokumentarfilm om en nigeriansk kvinde, der dør på vejen mod Europa. En ung, sort kvindelig medstuderende bad hvast den hvide kvinde tørre øjnene, fordi »hvide græder altid over sorte menneskers døde kroppe, men de gør ingenting ved det!«

Kunne den unge kvindes gråd have været undgået, hvis jeg havde givet hende entriggerwarning? I det amerikanske klasseværelse er det ikke usædvanligt, at undervisere givertriggerwarnings– advarsler – inden de diskuterer emner som seksuelle overgreb, selvmord, vold. De fleste studier viser dog efterhånden, at den slags advarsler ikke virker. Studerende bryder sammen alligevel. Jeg giver af princip ikketriggerwarningspå mine migrationskurser, hvor vi sidder på et eliteuniversitet i tryg afstand fra mennesker, der drukner i Middelhavet, dør af tørst i Sahara, migrantkvinder der voldtages i deporteringslejre i Libyen. Migranter får ingentriggerwarning, inden tragedien rammer. Verden er rå og nådesløs – der gives sjældent advarsler.

Jeg trøstede den hvide studerende som var oprigtigt ked af det, og sagde til den sorte studerende, at det ikke er noget at sige til en medstuderende. Men klasseværelset, gråden og vreden var et billede på USA's kamp med sig selv. I klasseværelset sad ni hvide studerende og én sort. Den sorte kvinde havde kæmpet sig op fra nederst i samfundet via gode karakterer i skolen, uden at have forældre til at betale de 60000 USD om året det koster at gå på et eliteuniversitet. Mens de andre fik det hele betalt af lån og deres forældre. Hvoraf nogle også har kæmpet benhårdt for at spare op til det elskede barn. Den sorte kvindes udbrud var, sagde hun selv, dybt begravet i den amerikanske racehistorie. Vi læste senere teoretiske tekster om medfølelse på tværs af raceskel, ”hvides tårer” og hvorfor sorte kan ha’ en oplevelse af at hvide ikke handler på deres følelser. Det er en følsom debat. Men det er på universitetet vi skal kunne diskutere de her ting. Det vil både sorte og hvide studerende i stigende grad blive klogere på. Race-kurserne på Yale er fuldstændigt overtegnede.

Efter timen vandrede jeg over universitetets imposante campus og følte, at jeg forlod en kampplads. Race, privilegier, smerte, empati, modstand, vrede. Som gæsteprofessor på Columbia, og nu på Yale, ser jeg, hvordan mit amerikanske klasseværelse dagligt destillerer USA’s konflikter med sig selv og verden. På vej mod et nervepirrende præsidentvalg. På Yale ser jeg ind i maskinrummet hos den amerikanske intellektuelle elite. De såkaldteIvy Leagueeliteuniversiteter i USA, opkaldt efter den mørkegrønne efeu, der gror i sprækkerne på de gamle bygninger, er ofte blevet betragtet som petriskåle for den nyeste forskning og politiske eksperimenter. Erkendelser og oprør, der siden forplanter sig til det omkringliggende samfund. De er på en og samme tid elitære, traditionelle og fremtidens politiske modstand.

Her er loger som iDøde poeters klubbag høje afvisende stenmure. Min familie og jeg bor i Yales professorkvarter. Det er til vejfesten, jeg møder naboen – en kridhvidhåret mand i 80’erne, som var med til at opdage dna. En anden nabo og kvindelig professor opdager uopdagede planeter. En tredje er verdens førende ekspert i matematiske beregninger af kugleformer. Da vi siger, vi er danskere, siger de flovt undskyld for Trump, de læser dagligt Washington Post og The New York Times forfra og bagfra og ved mere end jeg om, hvorfor Trump ikke kan købe Grønland. Det var også her under den store årlige amerikanske fodboldkamp mellem Yale og Harvard, at studerende fra begge universiteter løb ind på banen, stoppede kampen i protest mod eliteuniversiteternes betændte forbindelser til olieindustrien. Uddannelse skal ikke betales med oliepenge, men med skattepenge. Protesten kom på forsiden af The New York Times og afhændingen af elitens olieforbindelser sat i skred. En protest, der nu spreder sig.

På klassens første dag skal mine studerende præsentere sig selv. De gør det uden tøven med angivelse af, hvordan de kønsidentificerer sig. »Jeg hedder Rebecca og kan kaldes hun, hende, hendes.« »Jeg hedder Keisha og kan kaldes han, hun, dem.« De har gjort det i årevis her. Uanset egen kønsidentitet siger de deres kønspronomener i solidaritet med dem, der lider under konforme kønsforståelser. I lokalet er 15 studerende hvoraf de 4 identificerer sig på anden vis end han og hun. Jeg ved de har selvskader på armene, psykiatriske diagnoser og har kæmpet, på trods af alt via gode karakterer fra Arkansas, Texas, Oklahoma, til New York’s Columbia eller Yale for at finde en form for accept de aldrig fik i deres hjemområder. At se hvor ufatteligt lettede og trygge de bliver når deres medstuderende som identificerer sig som han og hun, i klar solidaritet, starter med at præsentere deres navn og så deres pronomen.Jeg har været modstander af pronomen brug, fordi det er svært for undervisere med 100 elever at holde styr på. Og det er jeg for så vidt stadig. Jeg introducerer heller ikke mit eget pronomen. Det gør mange undervisere her. Men som underviser kan jeg på ingen måde sidde overhørigt, hvad jeg har set det gør ved et ungt menneske at føle sig set og accepteret for første gang i sit liv. Den accept betyder at de kommer videre på Grad-school og tør tro på sig selv.

I mit klasseværelse er også middelklassens børn. Deforældre, der håber, at en plads på et eliteuniversitet sikrer det elskede barn i en usikker amerikansk fremtid. Forældre, der i sved, stress og 80-timers arbejdsuger har opsparet de millioner af kroner, det koster at sende sit barn til Yale. Studerende i tårer over det pres, familiens indsats giver dem, mails fra universitetets socialkontor om mine studerendes mange psykiatriske diagnoser, som jeg skal tage hensyn til i min undervisning. Jeg overvældes af ømhed over for mine studerende her og deres forældre. Deres kamp er barsk.

Vi skal blive ved med at se amerikanerne, ikke kun Trump. Hverdagen her er magt, afmagt og modmagt. På min søns offentlige high school i et socialt belastet boligområde i udkanten af byen er han én ud af fire hvide. Resten af de 1.000 elever er sorte eller latino, 63 procent kommer fra såkaldt underprivilegerede familier. Hen over sommeren blev det obligatoriske præsidentfoto af Trump stilfærdigt taget ned fra væggen i hovedkontoret. Tilbage hænger nu Barack Obama og Martin Luther King.

Læs også kronikken i Information: Dagbog fra Yale: Verden giver sjældent advarsler