Op ad bakke for Verdensbanken

Hvorfor den bekymring? Af to årsager: For det første ved Dr. Kim ingenting om økonomi, herunder udviklingsøkonomi. Det med den manglende viden om udviklingsøkonomi deler han med sine 11 forgængere i embedet, men de havde dog i det mindste en generel viden og baggrund i økonomi, som gjorde det muligt for dem at sætte sig ind i udviklingsøkonomiske problematikker. De kompetencer har Dr. Kim ikke. For det andet, og det er faktisk endnu vigtigere, vil rygtet vide, at Dr. Kim faktisk ikke tror på udviklingsøkonomi. Han står for en mikro-tilgang til arbejde i udviklingslande og har ikke meget tilovers for en mere makro-orienteret tilgang: ”lad os fokusere på det enkelte individ og ikke bekymre os så meget om institutionelle reformer, makroøkonomi og den slags”, synes at være hans grundlæggende overbevisning. Det var præcis derfor, at mange i udviklingsbranchen blev vrede, da det kom frem, at Obama nominerede ham til at lede Verdensbanken. Det er med valget af Verdensbankens præsident lidt, som det er med valget af den næste pave: det handler i virkeligheden ikke så meget om kandidaternes formelle kvalifikationer, som det handler om den fremtidige kurs for tros-fællesskabet. Og i den forstand er Dr. Kim et meget provokerende valg. Lidt firkantet kan man sige, at Verdensbankens nye pave er buddhist.

Det er ikke uden ironi, at det for nogle præcis er Dr. Kim’s manglende udviklingsøkonomiske erfaring og interesse, der gør ham til den rette mand for Verdensbanken. Simon Johnson, tidligere cheføkonom i IMF, har i en slags forsvarstale for Kim’s kandidatur sagt netop dét: ”vi ved jo, at det der udviklingsøkonomi ikke virker, så lad os nu for guds skyld droppe det – og satse på sundhed i stedet for”. Men her er det måske værd at huske på, at udviklingsøkonomi er det, Verdensbanken er sat i verden for at tage sig af – og at vi allerede har en glimrende international organisation, nemlig WHO, til at tage sig af sundhedsindsatsen. At ledende kommentatorer som argument for, at Kim er den rette mand til jobbet, må udråbe Verdensbankens projekt som grundlæggende helt umuligt, er tankevækkende, og siger en hel del om, hvor kontroversielt et valg, han er.

For langt de fleste medarbejdere i Verdensbanken er Dr. Kim langt fra den foretrukne kandidat. 39 af bankens tidligere ledende medarbejdere tog ligefrem det temmelig udsædvanlige skridt skriftligt at udtrykke deres støtte til den nigerianske finansminister, Ngozi Okonjo-Iweala’s kandidatur. På den baggrund kan det være relevant kort at reflektere over, hvad der vil ligge af udfordringer for bankens ledende medarbejdere i at have Dr. Kim som chef. Der er tre vigtige udfordringer:

• For det første skal hans nærmeste medarbejdere, Verdensbankens store ledelses-stab, forsøge at etablere en dialog med ham på en lang række områder, hvor han ikke mestrer sproget, altså det overvejende makroøkonomiske sprog, og hvor han for en række af de væsentlige sektorers vedkommende – lige fra landbrugssektoren, til finans- og transport sektorerne – formodentlig heller ikke har hverken den store viden eller synderlig interesse. Her bliver Dr. Kim personlige egenskaber af stor betydning: evner han at lytte, vise respekt for andres faglighed og hurtigt sætte sig ind i en række for ham helt nye fagområder?
  
• For det andet har Verdensbanken hårdt brug for øget kapitaltilførsel fra medlemslandene, hvis man fremover skal kunne fastholde aktiviteterne på deres hidtidige niveau. Her kan man frygte, at Kim i den form for storpolitisk navigering, som dét vil kræve, er alt for uerfaren, en letvægter. Den hovedpine, som Verdensbankens øvrige ledelse så står med, er, hvilke supplerende strategier, der kan bringes i anvendelse: kan Verdensbankens bestyrelse, bestående af repræsentanter for de 25 grupperinger af medlemslande, mobiliseres til at føre kampen for øget kapital i en direkte dialog med det politiske establishment i deres hjemlande? Måske, måske ikke. Medlemmerne af bankens bestyrelse er embedsmænd, som ikke nødvendigvis rangerer særlig højt i de administrative hierarkier i de lande, de repræsenterer, og præcis bestyrelsesmedlemmernes manglende politiske vægt har gentagne gange været identificeret som et centralt problem for Verdensbanken.
  
• For det tredje står Verdensbanken i et ubehageligt krydspres af dalende legitimitet og stigende konkurrence, hvor det er selve Verdensbankens overlevelse som central aktør, der er på spil. Vi skal ikke mange år tilbage, før IMF var tæt ved at lide en form for sultedød: pludselig var næsten ingen lande interesseret i IMF’s långivning, og IMF måtte fyre medarbejdere og sælge ud af guld-reserverne for at holde skibet flydende. Så kom den globale finanskrise, og IMF var reddet. Nu skal man selvfølgelig passe på med at blive for dramatisk, men det er værd at holde for øje, at det på ingen måde er naturgivent, at Verdensbanken også 10-20 år ude i fremtiden er en dominerende aktør i udviklingsbranchen.

For Verdensbanken ligger der et stort legitimitets-problem i at man igen har valgt en amerikansk kandidat, oven i købet på trods af, at der var en afrikansk kandidat, som stort set alle – inklusiv Financial Times og The Economist – anså for langt, langt bedre kvalificeret. Det vil med stor sandsynlighed svække Verdensbankens position, ikke mindst i forhold til de regionale udviklingsbanker og i forhold til bilateral udviklingsbistand. BRICS landene annoncerede for nylig, at man ville lancere en BRICS udviklingsbank, som vil kunne gå i direkte konkurrence med Verdensbanken og sandsynligvis have betydeligt flere ressourcer til sin rådighed. Konkurrence i udviklingsbranchen er en god ting, men når den foregå på dette niveau, er der en alvorlig risiko for, at det multilaterale system gradvist undermineres – i en tid hvor vi måske mere end nogensinde har brug for globale strategier og globale løsninger.

Kort sagt: Verdensbanken har brug for en strategi for, hvordan man navigerer og sikrer sin fortsatte overlevelse, relevans og rolle som facilitator for global, udviklingsøkonomisk videndeling fremover, i en situation hvor dens legitimitet har fået endnu et skud for boven, og hvor konkurrencen i udviklingsbranchen bliver stadigt hårdere. Hvordan skal Verdensbanken lykkes med at formulere en sådan strategi, når dens leder grundlæggende ikke rigtig tror på det udviklingsøkonomiske projekt og ikke mestrer magtens sprog? Det kan vist kun blive op ad bakke for Verdensbanken i de kommende år.