Atomtruslen er ikke forsvundet

Ny traktat forbyder atomvåben, men Danmark er ikke blandt underskriverne, og traktaten drøftes stort set ikke herhjemme. Det er på trods af, at atomvåben stadig udgør et væsentligt sikkerhedspolitisk spørgsmål. Der er behov for en demokratisk debat om atomvåben.

I 2017 modtog ICAN – International Campaign to Abolish Nuclear Weapons – Nobels fredspris for sin afgørende rolle i et nyt nedrustningspolitisk initiativ: en FN-traktat om forbud mod atomvåben.

Traktaten blev oprindeligt vedtaget i FN af 122 ikke-atomvåbenstater og trådte i kraft den 22. januar i år, da 50 stater havde både underskrevet og ratificeret aftalen.

Internationalt har traktaten vakt interesse og medført heftig diskussion mellem dens fortalere og modstandere. Debatten raser især i europæiske NATO-lande, hvor USA har stationeret atomvåben, fx Belgien, Nederlandene og Tyskland. Men også i Norge har traktaten været omdiskuteret. I den danske offentlig- hed har debatten om FN-traktaten derimod stort set været fraværende. I 2020 opnåede et borgerforslag om dansk tilslutning til forbudstraktaten ikke engang 2000 underskrifter, langt fra de krævede 50.000.

Det ville være et demokratisk sundhedstegn, hvis atomvåbenspørgsmål igen blev debatteret i den danske offentlighed. Tiltagende spændinger mellem atommagterne, eroderingen af eksisterende internationale nedrustningsaftaler og atomvåbenstaters omfattende udvidelser og moderniseringer af deres kernevåbenarsenaler har betydning for dansk og global sikkerhed. Der er fortsat en risiko for, at atom- våben vil blive brugt i krig, og de miljømæssige og humanitære konsekvenser heraf vil være omfattende.

Forbudstanken

Traktaten om forbud mod atomvåben byder på en række nybrud og afviger betydeligt fra tidligere aftaler på området. Mest iøjnefaldende er det, at ingen atomvåbenstater er blandt initiativtagerne til traktaten. Hverken de stater, der besidder atomvåben, eller deres nære allierede har valgt at underskrive aftalen. Der er altså ikke tale om en våbenkontrolaftale i traditionel forstand.

Traktaten afspejler til gengæld ikke-atomvåbenstaters utilfredshed med atommagternes nedrustningsbestræbelser. Den sender et klart budskab til atommag- terne om, at atomvåben er et problem, der angår alle – ikke kun atomvåbenstater og deres allierede.

Forbudstraktaten går væsentlig længere, men er også et supplement til det eksisterende, kriseramte våbenkontrol-regime. For selv om ikke-spredningstraktaten (NPT) fra 1968 forpligter atommagterne til nedrustning, mangler disse stater at gøre ord til handling. Faktisk investerer flere atomvåbenstater i nye våbensystemer.

Traktaten indeholder et altomfattende forbud, som ikke kun gælder brugen af kernevåben (eller truslen derom), men også fremstilling, besiddelse, udvikling, test, lagring, overførsel og stationering af kernevåben. Besiddelse og kontrol er dermed som noget nyt ikke længere juridisk adskilt fra trussel og brug. Det omfattende forbud sigter bl.a. på at udbrede opfattelsen af kernevåben som illegitime og sætter fokus på de katastrofale humanitære og miljømæssige konsekvenser ved atomvåben – fra det farlige arbejde i uranminer til de vidtrækkende implikationer af atomkrig for mennesker og natur.

Traktat møder kritik

Traktaten er blevet mødt med kritik. Ikke overraskende fremføres en stor del af denne kritik af atomvåbenstaterne, der står udenfor og har modarbejdet traktaten. Igennem tilblivelsesprocessen har atomvåbenstater lagt pres på allierede og andre stater for ikke at støtte initiativet. Undervejs i processen har det udviklet sig til lidt af en styrkeprøve mellem traktatens kritikere og fortalere. Den styrkeprøve fortsætter, men i en ny situation, hvor traktaten har vundet større opbakning og er trådt i kraft.

Den mest fremherskende kritik af traktaten omhandler dens status som politisk redskab. Den kritiseres for at være et luftkastel, der ikke tager hensyn til atomvåbenstaternes sikkerhedsdilemma. For hvordan kan en stat, der frasiger sig atomvåben, nu også være sikker på, at andre atomvåbenstater gør det samme? Traktaten mangler for eksempel en verifikations-mekanisme, som kan opdage og forhindre snyd. En regulering af atomvåben, der går ud over det meget langsommelige ikke-spredningsregime, er ifølge kritikere urealistisk. Det ville kræve en løsning på sikkerhedsdilemmaet – dvs. en overstatslig politisk myndighed, der har kontrol over alle atomvåben – og den løsning anses vidt og bredt for utopisk.

Kritikken baserer sig på en radikalt anderledes forståelse af kernevåben end den, der ligger til grund for traktaten. Hvor traktatens tilhængere peger på de katastrofale omkostninger ved atomvåben for mennesket og miljøet, forstår dens kritikere groft sagt kernevåben som en beklagelig, men stabiliserende faktor i international politik, en arena præget af mistillid og mistro.

Atomar afskrækkelse ses som en væsentlig årsag til, at verden har undgået en ødelæggende stormagtskrig siden 1945. Traktaten er i denne optik enten ligegyldig eller i værste fald en pyrrhussejr.

Traktatens rationale og betydning

Atommagternes indvendinger er ikke grundløse. Verifikationsproblemet er reelt, og det er næppe sandsynligt, at en ny traktat får stater til at opgive deres kernevåben på kort sigt. Alligevel kan betydningen af forbudstraktaten ikke, eller ikke længere, negligeres. Ideen voksede ud af det såkaldte humanitære initiativ og er direkte inspireret af de allerede eksisterende forbud mod kemiske og biologiske våben, landminer og klyngebomber.

Traktaten udstiller atommagterne, som på den ene side bifalder ideen om en verden uden atomvåben, men på den anden side ikke tager de fornødne skridt, der bringer verden tættere på målet – og som de ifølge NPT er folkeretligt forpligtet til at tage. Den nye traktat har til formål at afsløre denne modsigelse og udstille retorikken som en afværge-strategi, der opretholder status quo. Afværge-forsøgene demonstrerer på paradoksal vis også nødvendigheden af den nye traktat: Forandring kan ikke forventes at komme indefra, og et gennembrud i nedrustningshårknuden kræver nye ideer.

Traktaten stigmatiserer desuden atomvåben som umoralske. Stigmatiseringen får måske ikke landene til at opgive deres kernevåben, men den presser atommagterne indirekte. Ligesom klimabevægelsen har haft en vis succes med at bandlyse investeringer i fossile brændstoffer, vil stigmatiseringen af atomvåben på sigt kunne medføre vigende opbakning til og investeringer i udviklingen og fremstillingen af atomvåben.

Forbudstraktaten presser ikke kun atommagter, men også deres allierede. Traktaten er bevidst formuleret, så den ikke er i modstrid med ikke-spredningsregimet (NPT). Der er heller ikke noget folkeretligt til hinder for, at et NATO-land tilslutter sig traktaten, som norske folkeretseksperter har fremhævet. Især i lande, hvor amerikanske atomvåben stationeres, som for eksempel i Belgien og Nederlandene, oplever regeringer et stigende folkeligt og politisk pres for at opprioritere nedrustning.

Endelig udvider traktaten atomvåbenkritikken. Kritikere af atomvåben har generelt fokuseret på deres anvendelse i en fremtidig krig, men traktaten understreger vigtigheden af også at medregne de menneskelige og miljømæssige konsekvenser, som atomvåben- besiddelse allerede har medført. Traktaten anerkender, at især befolkningerne i det Globale Syd og oprindelige folk mærker konsekvenserne af f.eks. tidligere prøvesprængninger og af uranudvinding, der blandt andet har medført tvangsflytninger, forurening, kræft og andre sygdomme pga. øget radioaktivitet.

Den danske debat

Blandt de bredere visioner bag traktaten ligger altså et ønske om at udvide og udbrede debatten om truslen fra atomvåben. Målet er at gøre opmærksom på og inddrage en langt bredere kreds af aktører i nedrustningspolitikken og at opprioritere det normative element i nedrustningstanken.

Sådan en debat er stort set fraværende i Danmark. Siden afslutningen på den kolde krig har kernevåben været omgærdet af betydelig historisk fascination, men ingen vedholdende offentlig eller politisk interesse.

Nedrustningsområdet er gennem længere tid blevet nedprioriteret i det danske udenrigsministerium. Danmarks stilling til den nye FN-traktat er indtil nu kun blevet diskuteret én gang i Folketinget – ved en forespørgselsdebat i januar 2021, anmeldt af Enhedslisten og SF. Debatten, der var den første om atomvåben i Folketinget i næsten 20 år, varede kun halvanden time og bragte ikke mange nye perspektiver frem. Tværtimod handlede den lige så meget om dansk fodnotepolitik og den kolde krig som om atomvåbnenes rolle i det 21. århundrede. I den forstand var debatten mere gammel end ny.

Det er en skam, for den nye traktat er en oplagt mulighed for at opkvalificere og aktualisere atom- våbendebatten i Danmark. Debatten (eller dens fravær) udstiller et behov for mere viden om kernevåbnenes udvikling, deres rolle i international politik og Danmarks forhold til dem.

Atomvåbenproblematikken udgør stadig et væsentligt sikkerhedspolitisk spørgsmål. Om Danmark skal arbejde aktivt for at forbyde kernevåben er et politisk spørgsmål, omend et vanskeligt et af slagsen. Men netop derfor bør det være genstand for en grundig og oplyst debat, hvor der er mulighed for at tage bestik af en ny, tilspidset sikkerhedspolitisk virkelighed og overveje, om dansk atomvåbenpolitik, udviklet under den kolde krig, fortsat flugter med vores værdier og tjener danske interesser.

Da der senest, i 1980’erne, var en omfattende debat om atomvåben og deres legitimitet i Danmark, så verden meget anderledes ud. Men atomvåben udgør stadig en alvorlig trussel, der rækker langt ud over landets grænser. Anvendelse af atomvåben kan få store konsekvenser for mennesker og miljø overalt i verden. Også i Danmark bør traktaten, dens visioner og metoder derfor gøres til genstand for grundig demokratisk debat.

Forfattere: Rens van Munster, seniorforsker, DIIS (rmu@diis.dk) og Casper Sylvest, lektor, Institut for Historie, SDU (csy@sdu.dk)