Det svenske Rigsdagsvalg: Reinfeldt tog tyren ved hornene - og blev stanget
Det mest uventede ved udfaldet af det svenske rigsdagsvalg var Sverigedemokraternes stærke fremgang – fra 5,8 til 12,9 %. Partiet er helt sammenligneligt med Dansk Folkeparti; partiprogrammet er nærmest en ’copy paste’. Partiet, der er nationalt og socialkonservativt, ønsker en udlændingepolitik i tråd med Danmarks.
Forskellen på dansk og svensk politisk kultur ligger i de øvrige partiers reaktion: i Danmark er DF en del af det politiske liv, mens SD er pariaer i Sverige.
De øvrige partier har dannet front mod dem; Reinfeldt kunne være blevet siddende som statsminister, idet et flertal af mandater peger på ham som fortsat statsminister. Men han ville ikke sidde på SD’s mandater og valgte derfor at gå af. SD’s entré i Rigsdagen ved sidste valg førte til et udlændingepolitisk forlig mellem Moderater og Miljøpartiet, der formentlig indebærer verdens mest liberale udlændingepolitik. Reinfeldt indledte sin valgkamp ved dette valg med at forberede vælgerne på, at der vil komme 80-100.000 asylansøgere i 2014 og hvert af de kommende år (’öppna edra hjärtan mot dem!’); der ville derfor ikke være plads til skattelettelser eller væsentlige forbedringer på andre områder. Herved tog han for første gang tyren ved hornene: det koster faktisk noget på kort sigt (men er en investering på længere sigt).
Tilsvarende ’valgløfter’ ville være selvmord i den danske (eller de fleste landes) politiske kultur, som er pragmatisk og gradualistisk (’små skridt’). Den svenske er derimod idealistisk og scientistisk (hvis ’sagkundskaben’ siger …); politikerne er med andre ord opinionsførende (arven fra Olof Palme). Man skilte f.eks. kirke og stat i Sverige, mens deres danske kolleger frygtsomt så til. Man erklærede Sverige som ’multikulturelt samfund’ helt tilbage i 1975, mens danske kolleger ikke tør bruge ordet. Reinfeldt har gennemført gennemgribende privatiseringer af den offentlige sektor, uhørte i Skandinavien. Det svenske samfund er derfor efterhånden blevet gidsel i den danske debat: ’se hvor galt (eller godt) det kan gå, hvis man eksperimenterer så dristigt!’
Hvis den svenske opinion ikke kan følge med, må folk stemme på noget andet. Det var så det, der skete ved valget – i hvert fald for 13 procents vedkommende. Det spændende er så, hvad der sker nu. Vil de etablerede partier sadle om og inddrage SD i det politiske liv som i Danmark og Norge? Eller vil de fortsat danne front? Man har diskursivt fordømt SD i en grad (’främlingsfientliga’, ’rasister’, osv.), så det er svært at vende om. I den forstand er de øvrige partier blevet fanget af deres egen retorik, som naturligvis også har påvirket vælgerne – de 87 %. Her er det en kendsgerning, at folk faktisk mener, hvad de siger; den i danske medier udbredte opfattelse, at svenskerne er ofre for selvcensur og ’politisk korrekthed’, er forkert. Kulturen er faktisk mere idealistisk. Det første parti, der måtte bryde fronten, vil udsætte sig selv for en kaskade af moralske angreb fra de øvrige partier. Jeg tror ikke, det sker i indeværende mandatperiode.
Hans Mouritzen i TV2News den 13/9, 14/9 og 15/9 samtartikel i Børsen Opinion den 18/9.