Europa mellem Putin og Trump
Gennem snart to årtier har amerikansk sikkerhedspolitik i store træk handlet om at skabe en verden i eget billede: om sammenbrudte stater og udemokratiske regimer som de vigtigste sten på vejen til Fukuyamas evige fred.
Sådan forstår Det Hvide Hus ikke længere verden.
For præsident Trump og det nye amerikanske højre, som hans rådgiver Steve Bannon og justitsminister Jeff Sessions repræsenterer, er ’den liberale orden’ i sig selv gået hen og er blevet Vestens største sikkerhedspolitiske problem, og de har derfor erklæret den krig. Som følge af det bliver post-nationale, multikulturelle institutioner som EU og FN til modstandere snarere end medspillere.
Den udvikling har placeret Europa i en ny politisk situation. For det første har den flyttet hegnspælene i det værdipolitiske kort, som den transatlantiske alliance, herunder NATO, bygger på. På mange måder er Merkels Tyskland – efter Brexit utvivlsomt EU’s egentlige politiske anfører – Trump-administrationens ideologiske modsætning. Merkel er inkarnationen af alt hvad Trump-Bannon-alliancen betragter som undergravende for vestlig identitet og styrke.
Omvendt udgør Rusland på sin vis en ny ideologisk åndsfælle. Putin forstår sig i sidste ende som en del af – ikke en modstander til – europæisk kultur og historie. Også hans kritik af EU eller FN handler om at ville redde europæisk kultur fra Europa eller Vesten selv: at øve modstand mod de overnationale institutioners bureaukratiske og post-nationale opløsning af en kulturkristen og nationalstatsbaseret europæisk og bredere vestlig orden.
Indenrigspolitisk afhænger Putins position i høj grad af multireligiøs tolerance - herunder plads til Ruslands store muslimske befolkningsgruppe. Den balance har han ofte fået ros for. Men ikke mindst i de senere år har Putin bundet sin udenrigspolitik op på en fortælling om russisk identitet og kultur, der samtidig kobler Rusland til det ortodokse kristne højre. Den konservative russiske højrefløj har stort ideologisk sammenfald med figurer som Bannon og Sessions og til den ideologiske del af Trump-holdets brug af begreber som ’civilisationskamp’ eller ’global islamisk terror’.
Mens Europa diskuterer forsvarsbudgetter, herunder 2 procent af BNP, kan de værdipolitiske forskydninger vise sig mindst lige så relevante for både NATO’s og ’Vestens’ fremtid. Det gælder ikke mindst fordi den samme kritik af globalisme og forsvar for kulturkristen nationalisme som det nye amerikanske højre har bragt ind i det Hvide Hus også præger de europæiske landes egen indenrigspolitiske debat og dagsorden. Vil det i sidste ende blive den ideologiske fløj i Trump-administrationen – og ikke mere konventionelle stemmer som forsvarsminister Mattis – der ender med at sætte dagsordenen? Og hvis ja, kan Rusland da ende som en tættere værdipolitisk partner end Merkels Tyskland?
Det - og den bredere ide- og kulturhistoriske baggrund for Trump-administrationens opgør med ’liberalismens dominans’ - taler seniorforsker Vibeke Schou Tjalve med lektor Jørn Brøndal om i denne Ræson-podcast.
Hos Verden ifølge Gram diskuterer Vibeke Schou Tjalve emnet i lyset af den sikkerhedspolitiske konference i München i februar.
