Dansk forsvar i Afrika: Hvor langt vil vi gå?

Vi hører ikke meget om det, men dansk forsvar er engageret flere steder i Afrika

Dansk forsvar var allerede til stede i Afrika i 1960 da FN udførte sin første fredsbevarende operation i på kontinentet og siden har dansk forsvar bidraget til en række FN operationer på kontinentet. Det var først i 1990erne at man, i tillæg til udsendelser gennem FN, indledte et mere selvstændigt dansk militærengagement i Afrika, nemlig forskellige kapacitetsopbygningsprojekter. Tanken bag militær kapacitetsopbygning er et håb om at skabe større sikkerhed i Afrika ved at styrke kontinentets kapacitet til selv at håndtere konflikter, f.eks. gennem uddannelse af afrikanske styrker som derefter kan indgå i fredsbevarende operationer.

I 1997 kom det første projekt som indebar støtte til et regionalt træningscenter i Zimbabwe hvor man uddannede styrker der senere kunne indgå i fredsbevarende operationer. Projektet løb frem til 2002 hvor Danmark trak sig pga. den politiske situation i Zimbabwe. I 2006 bidrog Danmark, efter fransk anmodning, til et nyt projekt af sammen karakter, nemlig opbygningen af et regionalt træningscenter i Mali. Danmark sendte en militær rådgiver til Bamako for at bidrage med rådgivning og uddannelse af afrikanske tropper til fredsbevarende operationer. Projektet endte i 2009.

Projektet i Mali var en del af ”Afrikaprogram for fred” der var det første politiske spadestik til at inkludere dansk forsvar i en samlet dansk strategi for Afrika. En strategi som i dag har udviklet sig til “Globalrammen” og “Freds- og Stabiliseringsfonden” og som på forsvarsområdet i Afrika i dag har som mål at støtte tre større projekter i Østafrika: den kenyaske flåde, en fredsbevarende udrykningsstyrke i Rwanda og en regional styrke kaldet East African Standby Force.

Så selvom vi ikke hører meget om det er Danmark med dansk forsvar allerede engageret i forskellige projekter i Afrika. En indsats som kan forventes styrket i de kommende år. Med det nye Sahel Initiativ afsættes der 125 mil. kroner over 5 år til stabiliserings og konfliktforebyggelsesopgaver som både Udenrigs- og Forsvarsministeriet kan tage del i at løfte. Med en kommende indsats i Vestafrika bliver det vigtigt at se på hvad man kan lære af de erfaringer forsvaret har gjort sig i Østafrika. Særligt hvad angår spørgsmålet om politisk risikovillighed og risikohåndtering.