Stjernestunder i dansk udenrigspolitik

Fire 'stjernestunder' har karakteriseret dansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig. I et oplæg om dansk udenrigspolitik på SIKU, Forsvarschefens sikkerhedspolitiske kursus, 26. september, gennemgik Hans Mouritzen de fire begivenheder:

• den hurtige (’politiske’) anerkendelse af de baltiske lande i 1991
• det dansk-svenske non-paper ved Luxembourg-topmødet 1997, der sikrede igangsættelsen af EU's ’big bang’ udvidelse (modsat en mere begrænset udvidelse)
• arbejdet for baltiske medlemsskaber af NATO
• initiativet til Ilulissat-aftalen i maj 2008 (mellem de fem kyststater ved Polarhavet)

Det fælles for disse er (ud over en vis portion held), at Danmark gik direkte efter sin egeninteresse (framet kollektivt, naturligvis); de tre første situationer handler reelt om sikring af en dansk buffer i forhold til Rusland, den fjerde om en udvidelse af Rigsfællesskabets territorium i Polarhavet. Vi havde med andre ord en høj interesse-intensitet.

Herudover har de danske initiativer været fremført med sans for timing, dvs. i volatile situationer hvor øvrige aktørers holdninger ikke har været fastlagte. Man har derfor kunnet ’skubbe’ processen i ønsket retning.

Det modsatte af denne form for ’substansrettet’ udenrigspolitik er positionering, faktisk den hyppigst forekommende adfærd for ikke-stormagter. Da det beskedne lod, man lægger på vægtskålen, sjældent er afgørende for det samlede udfald, kan man ligeså godt vælge position med hensyntagen til ens goodwill-konto i magtfulde hovedstæder. F.eks. havde Danmark ingen synlige interesser i forhold til irakisk territorium anno 2003 (i modsætning til i dag, hvor vi trues af IS), hvilket kombineret med Anders Fogh Rasmussens egne udtalelser sandsynliggør, at hans motivation for dansk krigsdeltagelse var positionering i forhold til Washington (historisk betinget taknemmelighedsgæld – ud over hvad Poul Nyrup tidligere havde indfriet).

Positionering er givetvis ofte et nødvendigt indslag i udenrigspolitik. Dens problem er imidlertid (bortset fra dens kortsigtede omkostninger), at der er for mange ’led i kæden’; formodede langsigtede fordele er for ’luftige’ i forhold til substantielle danske interesser.