Hans Mouritzen om Ukrainekrigen: Historiske analogier blokerer for klarsyn
IFØLGE DET GAMLE ordsprog ’kæmper generaler [ofte] den sidste krig’; det samme gælder nok i endnu højere grad politiske ledere og meningsdannere. I stedet for en mere nøgtern vurdering af den foreliggende geopolitiske krise, styres analysen – bevidst eller ubevidst – af en bestemt historisk analogi. Logikken er som oftest negativ: Eftersom det gik galt sidste gang (historisk), bør vi handle modsat i den aktuelle situation.
Anden Verdenskrig
Forståelsen af Ukraine-krigen refererer typisk til Anden Verdenskrig. Det gælder fra både russisk og vestlig side. I Rusland er den ’Store Fædrelandskrig’, krigen mod Hitler-Tyskland, så kulturelt dominerende, at det er nærliggende at se ’nazister’ i hver en fjende (den højre-ekstreme ukrainske Azov-brigade og den udbredte dyrkelse i landet af Stefan Banderas, Nazi-Tysklands ukrainske tro væbner under Anden Verdenskrig, nærer selvsagt denne tolkning). I Putins lange redegørelse op til invasionen 24. februar 2022 blev Stalins letsindighed op til det tyske angreb i juni 1941 fremhævet; det skulle ikke gentage sig denne gang. Visdommen (på egne præmisser) i angrebet på Ukraine over en bred front kan være svær at få øje på, men formentlig har den småskøre analogi til juni 1941 spillet en rolle som andet og mere end retorik i det russiske meningsunivers. Putins succesfulde ’del og hersk’-strategi fra tidligere kriser (i Ukraine og andetsteds) blev kastet overbord, og resultatet er blevet skabelsen af netop den samlede ukrainske nation, hvis eksistens ellers indtil for nylig har været tvivlsom.
Fra vestlig side er analogien til Anden Verdenskrig lige så dominerende: Putin svarer til Hitler; manden er ond. Det er sjældent, det siges så direkte – man vil jo nødigt virke skinger. Men alle øvrige elementer i analysen falder på plads: Ruslands genforening med Krim svarer til ’Anschluss’ (Østrig 1938), Øst-Ukraine svarer til Sudetenland (Tjekkoslovakiet 1938) og Ruslands invasion af Ukraine i 2022 svarer til Tysklands angreb mod Polen 1939. Putins intentioner vurderes som ubegrænsede; når eller hvis Ukraine er overvundet, vil han angribe Moldova, Finland, de baltiske lande, Polen og formentlig det meste af Central-Europa. Selv på dansk stats- og udenrigsministerniveau bliver det sagt: Moldova, Georgien og endog de baltiske NATO-lande bliver nævnt som mulige kommende ofre (Lars Løkke Rasmussen, TV2 13/2). Med denne logik er Ukraine Vestens eller den ’fri verdens’ udpost mod barbariet. Hvis den ukrainske dominobrik falder, bliver også de næste angrebet og vil falde. Derfor skal Ukraine støttes med næsten alt, hvad vi kan undvære af militære midler. En mand som Putin bør man ikke forhandle med; se bare hvordan britiske Chamberlain og franske Daladier gav Hitler en lillefinger i München-forhandlingerne i september 1938 om Tjekkoslovakiet – hvorefter han tog hele armen nogle måneder senere. Ledere som Putin eller Hitler må stoppes i porten; de er i princippet umættelige. Diplomati sættes automatisk lig med det forkætrede eftergivenhedspolitik (’appeasement’).
Første verdenskrig
En anden analogi henviser til udbruddet af Første Verdenskrig. Her er der ikke på samme måde en skurk som i den første analogi. En måneds tid efter mordet på det habsburgske kronprinsepar i Sarajevo, udført af den serbiske efterretningstjeneste, angreb Østrig-Ungarn Serbien. Rusland mobiliserede til støtte for sine serbiske brødre, mens Tyskland ’uforbeholdent’ støttede Østrig-Ungarn (den tyske kejser forsøgte at trække i land i sidste øjeblik, man da var det for sent). Frankrig støttede sin russiske allierede. Og da Tyskland i angrebet på Frankrig havde krænket Belgiens neutralitet, garanteret af Storbritannien, var også briterne krigsdeltagere. Kort sagt: Alle overholdt sine allianceforpligtelser, så ingen blev svigtet. Men alle gled ud i et langvarigt ragnarok, som ingen havde ønsket. Anbefalingen på basis af denne analogi er modsat den første: Det er vigtigt at forhandle med sin modpart. Vær forsigtig! I yderste tilfælde kan det være nødvendigt at svigte sin allierede, så ragnarok undgås. Kejser Wilhelm burde i tide have svigtet Østrig-Ungarn, ligesom Vesten i dag bør svigte Ukraine, inden det er for sent. Ifølge denne tankegang er USA’s og EU’s løfte om at støtte Ukraine ’as long as it takes’ lige så uklogt som kejser Wilhelms blanko-check til Østrig-Ungarn i juli 1914. Med andre ord: Der mangler en exit-strategi.
Under Cuba-krisen 1962 var præsident Kennedys tilgang præget af hans læsning af Barbara Tuchmanns The Guns of August om Første Verdenskrigs udbrud. Mens hans militære ledere tilrådede en umiddelbar bombning af Cuba, var Kennedys tilgang forsigtigere med en flådeblokade af Cuba som første skridt. Måske var det med til at redde verden fra en atomkrig i den situation. Vi ved det ikke – men sandsynligvis!
Hvilken analogi er den mindst ringe?
Historisk analogi-tænkning er grundlæggende uheldigt; to situationer er sjældent så ens, at der kan udledes handleforskrifter fra den ene til den anden. Men i en uoverskuelig verden er både politikere og befolkning disponeret for det, og politikerne er dygtige til at bedrive spin på den i offentligheden mest velkendte analogi, hvis den vel at mærke støtter deres formål. Men analogierne er ikke lige dårlige; sammenligningen med Første Verdenskrigs udbrud er faktisk den mindst ringe af de to i forhold til den nuværende situation. Men Anden Verdenskrig ligger nærmest i tid, og det er altid psykologisk rart at have én bestemt skurk. Hitler-analogien er blevet brugt igen og igen efter Anden Verdenskrig: Egyptens Nasser var under Suez-krisen i 1956 den nye Hitler ifølge Storbritanniens udenrigsminister Anthony Eden, og Saddam Hussein var angiveligt også en hitlersk ’trussel mod verdensfreden’ (Jo, det sagde man faktisk i 2003!).
Stigmatisering af Putin og russerne indgår i Anden Verdenskrig-fortællingen. Stigmatiseringen går – mindst – tilbage til Georgien-krigen i 2008 – som i øvrigt blev startet af georgiske Saakashviili og hvor russerne undlod at erobre Tbilisi efter fransk (EU) mægling. Sveriges udenrigsminister Carl Bildt beskrev Abkhasien og Syd-Ossetien (stridens æble, formelt en del af Georgien) som svarende til de sudetertyske områder i Tjekkoslovakiet i 1938.
Stigmatisering fungerer bedst, når den suppleres med en projicering af vore samfundsmæssige idealer på modparten. Ukraine afbildes i dag i store dele af Vesten nærmest som et etableret demokrati, hvis europæiske korruptionsrekord (jf. Transparency International) – næsten på Ruslands niveau – bliver underspillet, og hvor den højreekstreme og tidligere terrorstemplede Azov-brigade kommer til ære og værdighed. Ukraines præsident Zelenskyj spiller dygtigt rollen som en moderne Churchill, som alle vestlige politikere vil fotograferes sammen med. Sort/hvid-billedet af konflikten indgår i et gensidigt forstærkende samspil mellem opinion og politikere. På den måde bliver krigen en ’retfærdig krig’, hvor det gælder om at yde et bidrag til den verdensomspændende kamp mellem autokrati og demokrati – hvis næste akt så forudses at stå mellem Kina og Taiwan. For Vesten bliver krigsstøtten mere værdipolitik end sikkerhedspolitik.
Men analogien til Anden Verdenskrig duer sjældent og slet ikke i den nuværende situation. Dels er det et spørgsmål om kapabiliteter, dels om motivation. Putin står, modsat Hitler, overfor verdens hidtil stærkeste alliance (NATO). At forestille sig at Ukraine set fra Moskva skulle klassificeres i samme kategori som et NATO-land, beskyttet af musketér-paragraffen, eller for den sags skyld lande med troværdige forsvarsaftaler med NATO, er utænkeligt. Og hvilken motivation Putin – i fraværet af en universel ideologi som nazisme, socialisme eller demokrati – skulle have til at ville styre fx genstridige polakker er svært at få øje på. Mere ’Lebensraum’, som Hitler ønskede, er næppe heller påkrævet for Rusland. Ukraine er af historiske og kulturelle grunde et sui generis. Den nuværende CIA-chef William Burns (tidl. Ambassadør i Moskva) udtalte i 2008, at netop:
’ukrainsk NATO-medlemskab er den klarest lysende af alle russiske røde linjer for den russiske elite (ikke kun for Putin)….selv blandt Putins skarpeste liberale kritikere har jeg endnu ikke fundet nogen, der ser Ukraine i NATO som andet end en direkte udfordring af russiske interesser.’ (The Conversation, 28/2-2022)
Ikke desto mindre blev ukrainsk og georgisk medlemskab stillet disse lande i udsigt ved NATOs Bukarest-konference i 2008 (uden tidsramme, ganske vist). Ukraine er siden godt og vel 2017, som anført af bl.a. den amerikanske professor John Mearsheimer, næsten blevet et de facto medlem af alliancen (lidt overdrevet, måske) med drypvise kumulerende våbenleverancer og træningsmissioner. Opildnet af sin historiske referenceramme er man i Moskva blevet nervøs over trenden og har set et ’mulighedernes vindue’, der var ved at lukke sig. Det gjaldt om at forpurre NATO-medlemsskab. Men uagtet hvor ilde en sådan præventiv krig er folkeretsligt, er det ikke det samme som en krig med henblik på videre ekspansion. 190.000 mand var i øvrigt alt for lidt til en angrebskrig mod et land af Ukraines størrelse og bevæbning anno 2022; Hitler og Wehrmacht angreb således Polen med 1,5 millioner mand i 1939.
At krigen føres barbarisk, som vi dagligt ser eksempler på, er heller ikke noget argument for Anden Verdenskrigsanalogien. Serbien-Kroatien-krigen og den efterfølgende Bosnien-krig var også barbariske, men her var det snarere Første Verdenskrigsanalogien, der dominerede blandt kommentatorer. Der var især i starten en frygt for, at Tyskland og Frankrig skulle komme til at støtte hver sin side (Kroatien hhv. Serbien), men der var generelt en vilje til at inddæmme konflikten, hvilket også lykkedes (indtil Kosovo-krigen 1999).
Pas nu på!
Summa summarum: Anden Verdenskrigsanalogien har spillet en dominerende rolle i Ukraine-konflikten på både russisk og vestlig side. I forhold til denne konflikt er Første Verdenskrigsanalogien formentlig den mindst ringe af de to historiske perspektiver. Men overordnet må det gælde om at frigøre sig fra de historiske tankefængsler. En afgørende forskel på Ukraine-konflikten og begge analogier er, at Rusland besidder et gigantisk kernevåbenarsenal tillige med fx hypersoniske raketter. Vi har aldrig tidligere i verdenshistorien set en kernevåbenmagt blive truet på det, den ser som sine vitale interesser – måske endda komme på randen af nederlag. Om ikke andet burde angrebet på Ukraine have overbevist Vesten om, at Moskva mener sit NATO-argument alvorligt; det var og er ikke bluff. Derfor bør den forsigtighed, der kan afledes af Første Verdenskrigsanalogien, prioriteres yderligere. Alene en lille risiko for atomkrigens rædsler bør mane til den yderste forsigtighed. I januar 2023 blev ’dommedagsuret’ (Bulletin of the Atomic Scientists) stillet på 90 sekunder i midnat. Så tæt på midnat har uret aldrig været – selv ikke under Den Kolde Krig.
DIIS Eksperter
