Imod liberalismen

Da Donald Trump 29. maj reagerede på bølgen af protester oven på politidrabet på den sorte amerikaner George Floyd, skete det med et af hans karakteristiske tweets. 

“When the looting starts, the shooting starts”, skrev han advarende på det sociale medie.

For mange var det et voldsomt og kontroversielt udsagn fra en præsident, der op til præsidentvalget senere i år har valgt at lægge en benhård lov & orden-profil som et af grundlagene for sin kampagne, og Twitter valgte da også ekstraordinært at censurere tweetet.

Men der gik heller ikke mange timer eller minutter, før udsagnets historiske baggrund var blotlagt. 

Ordstillingen var hentet fra Miami-politimesteren Walter Headleys reaktion på raceuroligheder i Florida i 1967 og siden hyppigt forbundet med den segregationsivrige sydstatssenator og præsidentkandidat George Wallace.

Illustration © Lisa Reschefski

Trump havde således formået at binde en tidssløjfe 53 år tilbage i tiden til et sted, hvor det stadig var politisk legitimt at være tilhænger af raceadskillelse - uden decideret at erklære sig som netop det.

Tabt kontrol

Vi sidder - to seniorforskere og en journalist - på en bagende varm sommerdag med to meters corona-afstand i en københavnsk forstad og taler løst om, hvad der sker i USA netop nu. Umiddelbart er det kun den brændende sol, som får sveden til at løbe under en alt for varm skjorte, der bringer mindelser om Florida og USA´s sydstater i sluttredserne eller nutidens polariserede politiske miljø i USA.

Det mest dramatiske er råbene fra nogle håndværkere på den anden side af vejen, og det er i sig selv nogenlunde så fredeligt, man kan forestille sig tilværelsen være i en moderne storby.

Og så alligevel. For mens de raceuroligheder, der i dag præger USA, og de voldsomme udfald mod indvandring, der i årevis har domineret europæisk politik, egentlig slet ikke er en del af dagens samtale, er de det på en måde alligevel. Som krusninger, symptomer, på en større idépolitisk udvikling, der har været længe undervejs, og som danner baggrund for et af DIIS’ seneste forskningsprojekter.

Et projekt, der hverken handler om racehad, indvandringsmodstand eller xenofobi – eller om at fordele let afkodelige skurke og helteroller - men derimod om et afgørende sammenstød mellem forskellige historiske læsninger af det ideologiske fundament under det, vi med en bred betegnelse kalder ´Vesten`. Et opgør med de liberale værdier  og institutioner, som Trumps præsidentskab repræsenterer, og som spejler sig på forskellig vis i europæiske landes opgør med internationale konventioner, i indvandringsspørgsmål, i Victor Orbans  ignorering af EU´s demokratiske forordninger og i forsøget på at genindføre kristendom som en håndfast ramme for en række østeuropæiske nationalstater.

Tendenser, der har forskellige udtryk og bevæggrunde, men som deler en frustration over at have mistet kontrol og et ønske om - på en eller anden måde - at genvinde tabt terræn og virilitet.

Den højreorienterede kritik af den liberale orden og liberalismens problemer med at huske, hvor den kommer fra, er emnet for antologien Geopolitical Amnesia - The Rise of the Right and the Crisis of Liberal Memory , som Vibeke Schou Tjalve har redigeret.

Illustration © Lisa Reschefski

Bogen er en udløber af forskningsprojektet World of the Right, der er finansieret af Velux-fonden, og Louise Riis Andersen har sammen med en række andre DIIS-forskere bidraget til bogen.

Ligesom det, der i mangel på et bedre udtryk kaldes ’det nye højre’ – spænder antologien vidt. 

Fra bidrag om en revisionistisk ´palæokonservativ´ bevægelse på den amerikanske højrefløj, der har forsøgt at modarbejde liberale strømninger og nu har fået nyt liv, til et kapitel om franske højreideologers modstand mod amerikansk kultur, over forsøg på at genoplive maskuline idealer i krigspsykologien til et om Putins projekt med at konstruere en moderne reaktionær konservatisme som eksportvare. 

Fadersamfundets død

Det er meget at samle op på i ét bogværk. Og dog. 

"Det er meget forskellige bevægelser og strømninger, men det, de har til fælles, er dels en indædt modstand mod det, man kan kalde det liberale projekt, som det har udfoldet sig siden Anden Verdenskrig – og dels en alternativ vision for, hvordan de kunne ønske sig at global orden og internationalt samarbejde, kom til at se ud," siger Vibeke Schou Tjalve.

"Det nye højre består på mange måder af en lang række protestbevægelser. De udfolder sig på sin vis lige så forskelligt, som de nationale varianter af liberal tænkning og styring, de hver især gør oprør mod. Men de samles trods alt om en række store temaer – blandt andet den modstand mod immigration, som de fleste forbinder med højrefløj i dag. Langt størstedelen af det nye højre tager i dag retorisk afstand fra de begreber om race og biologi, der var centrale for nazismen og fascismen i Europa – og for Jim Crow-systemet i USA. I stedet taler man om at ville bevare en kulturel diversitet og om frygten for det man kalder ´den store befolkningserstatning´, hvor de ser vestlige befolkningsgrupper via indvandring langsomt udvandes," nævner hun som et eksempel.

"Det er ikke så meget en klassisk fordelingspolitisk utilfredshed, som det er et kulturspørgsmål: Mange på det nye højre oplever, at deres kultur er under pres. Og det er et vigtigt fælles træk," siger hun og nævner et andet punkt, som fylder mere i bogens nedslag:

"Et andet vigtigt men ofte overset tema, der binder det nye højre sammen, er kritikken af det, man opfatter som en udtalt og nærmest totalitær liberal ensretning på globalt plan. Set med det nye højres øjne – og i stigende grad også fra mere mainstream-politiske ståsteder – påtvinges alle i dag en helt særlig liberal logik, der opfattes som rigid og bureaukratisk. Det der fra et andet perspektiv ville blive kaldt den internationale retsorden, betragter man snarere som en slags juridisk bulldozer, der bare tromler rettighedstænkning ud over alt og alle. Set med dé briller er det liberalismen, der er totalitær – den ensretter og udvisker de særegne forskelle, der er mellem kulturer og nationer," forklarer hun.

"At vi alle skal være sådan en slags ´urbane vidensarbejdere´, der skriver under på et bestemt sæt normer, er en idé, det nye højre stiller sig meget kritisk over for. Man taler om et liberalt projekt, der siver helt ud i sproget og indirekte påtvinger alle en grundlæggende måde at tænke og formulere sig på. Og man taler på det nye højre tilbagevendende – og stærkt kritisk - om liberalisme som en art ´feminint omsorgsprojekt´, der har gjort potens, virilitet og maskulint lederskab illegitimt," konstaterer hun.

"Udsagnet ´fadersamfundet er dødt´ fylder meget på den tyske højrefløj, mens der på den franske højrefløj drømmes længselsfuldt om en form for politik, hvor kamp og vitalitet er i centrum. For meget af det kontinentale europæiske højre – og det gælder fra Tyskland og Frankrig til Polen og Ungarn – er vitalitet, potens og måske også konflikt en helt afgørende del af europæisk civilisation og historie. Det synes man, at Europa har undertrykt eller tabt," siger hun og sammenfatter: 

"Modstanden går i vid udstrækning på, at det kendte opløses og erstattes af noget andet, som man ikke har valgt. Noget, som unddrager sig styring". 

Konservative og liberale har byttet roller

Det er et opgør, der tager forskellige former, men som bogen i sin kerne opstiller som et sammenstød mellem klassisk liberal kultur, både i den europæiske forståelse, hvor det især handler om økonomisk liberalisme og markedslogik, og i den amerikanske sprogbrug, hvor liberalisme forbindes med en række progressive, universalistiske moralske normer - sat over for en ny form for konservatisme.

Globaliseringens økonomiske og moralske projekt sat op over for en vision, der i højere grad ser tilbage i tiden. Bortset fra at det ikke er helt så enkelt. 

I Louise Riis Andersens kapitel, der handler om multilateralismen og de internationale institutioner, stilles en klassisk skelnen op mellem de to ideologier med udgangspunkt i den amerikanske videnskabshistoriker Stephen Jay Gould: Liberale ser historien som en pil, der har en retning, "en irreversibel serie af begivenheder, der ikke kan gentages", mens konservative tænker historie i cirkulære former og lægger vægt på grundvilkår, som er "uforanderlige i tid, altid præsente, og som aldrig forandrer sig". 

Men sådan er det ikke helt længere.

"Det sjove er jo, at rollerne på mange måder er blevet vendt om," siger hun.

"Det er de nye konservative, der kræver forandring og derfor kan opfattes som ’et frisk pust’ eller et revolutionært spark til stivnede nationale og internationale systemer, mens de liberale kræfter er blevet defensive og systembevarende. Det er svært at mobilisere begejstring for en politisk dagsorden, der dybest set handler om at finjustere det bestående," konstaterer hun.

"Det er et punkt, hvor det yderste højre, det yderste venstre og de libertære kan mødes – i frustration over de bureaukratiske, afpolitiserende og fremmedgørende aspekter af globaliseringen, selvom deres løsninger er vidt forskellige," siger hun og kommer ind på det ´geopolitiske hukommelsestab´, der indgår antologiens titel:

"Den samarbejdende internationale orden, som stormagterne blev enige om efter Anden Verdenskrig, er på mange måder blevet noget andet, end der oprindeligt lå i kortene. Det var fra starten tænkt som et ret pragmatisk projekt, der først og fremmest handlede om at finde en geopolitisk løsning, der kunne hindre, at det, der lige var sket, kunne ske igen. Målet var at forhindre en ny verdenskrig. Ikke at udhule nationalstaternes betydning. Tværtimod handlede det for Roosevelt om at sikre, at USA kunne koncentrere sig om sin egen nationale udvikling uden - bogstaveligt talt - at skulle bruge krudt på at slås med andre stater. At FN, og det, vi i dag kalder ’global governance’, siden har udviklet sig til at blive så omfattende, som det har, lå ikke i kortene fra starten," siger hun.

Vibeke Schou Tjalve nikker og supplerer:

”Der er dele af det nye højres kritik, der ville vække genklang hos det liberale projekts amerikanske grundlæggere. Mange af de tidligere diplomater og tænkere, der var med til at grundlægge den såkaldt liberale orden, ville formentlig være forskrækkede over, hvor omfattende den globale standardisering og den internationale bestyrende klasse er blevet. Det gælder både fra europæisk og amerikansk hold. En central amerikansk diplomat som George F. Kennan, der spillede en vigtig rolle i USA´s helt tidligere koldskrigspolitik og indfaldsvinkel til orden i Europa efter verdenskrigene, ville utvivlsomt have sørget over, at ´globalisering´ eller ´internationalisering´ også rimer på markedsgørelse og McDonaldficering”.

Et avanceret skuespil

- Er det på den baggrund – som reaktion på et ordensprojekt, der har taget magten fra og er løbet løbsk for dets grundlæggere – at vi nu skal forstå den voksende højrefløjskritik og udtalte nationale populisme?

"Der er mange, der disse år vinder frem på at love, at de kan gøre op med den kompleksitet og fragmentering af magten eller udvanding af beslutningskompetencen, der utvivlsomt er en del af vores globale virkelighed i dag," fortsætter Vibeke Schou Tjalve.

"En lang række af den type national-konservative ledere, der disse år vinder frem – og det gælder sådan set fra Putin og Trump til Italiens Salvini eller Storbritanniens Boris Johnson – hævder, med meget få forbehold, at de vil generobre det tabte. At de kan få en verden tilbage, hvor man som statsleder kan tage en beslutning, og så er det sådan, det bliver. Det tror jeg godt selv, de er klar over er en illusion. Og i den forstand bliver noget af det, mange kommentatorer i dag betragter som det autoritære lederskabs retur, nok snarere en art avanceret skuespil. De nye højrefløjsledere er – som flere af os også skriver i bogen - på nogen måder mere optaget af at simulere styring end i egentlig at forstå, hvordan og med hvilke midler en i hvert fald moderat kontrol eller tæmning af det globale kan lade sig gøre."

"Bag det nye højre gemmer der sig derfor også en slet skjult kritik af tidens mere moderate konservative. Mange af de her nye konservative har en opfattelse af, at de klassiske konservative partier og bevægelser lagde sig ned for de nye liberale strømninger efter Anden Verdenskrig," forklarer hun.

"At de samarbejdede for meget og gav køb på deres konservative grundidentitet. At de fusionerede konservatismen med en neoliberal kapitalistisk logik, mens de gav afkald på deres idé om ´den gode orden´ og ´det gode samfund´," fortsætter hun.

"De er stadig tilhængere af en slags kapitalisme. Men de mener, at kapitalismens kræfter i højere grad skal kobles på statslige interesser. Også det private erhvervsliv skal tænke nationalt og patriotisk – og det skal være statens prærogativ at blande sig i spørgsmål om handel og produktion. Målet er at sætte den større kulturelle orden over de individer, der er kommet til at fylde for meget i vores kulturforståelse; at den fælles kultur bør overtrumfe den enkeltes behov. Modsat det, man opfatter som liberalismens tomme dyrkelse af vækst og det materielle, skal vi genfinde vores civilisationsgrundlag og kulturelle rødder," forklarer hun, mens et par chokolader på bordet mellem os smelter i solen.

"Når vi snakker om det nye højre, er vi jo glade for at sige, at de har sådan en sentimental længsel tilbage til en afgrænset nationalstat, som ikke eksisterer længere. Men det er lidt mere komplekst end det. Mange af dem er faktisk også kritiske over for nationalstaterne, som de ser som eksponenter for det liberale projekt og for globalisering - og identificerer sig mere lokalt eller regionalt. Det handler i højere grad om en fælles kulturforståelse eller civilisationskreds, som de kalder det - f.eks. den jødisk-kristne," siger hun.

"Fra at have en idé om, at alle kan være med i et fællesskab, hvis man abonnerer på en række universalistiske principper, skifter det til, at man kun kan være med, hvis man tilhører en bestemt kulturkreds. De kulturkredse kan så i øvrigt fredeligt eksistere ved siden af hinanden, så længe de ikke blander sig med hinanden. I Europa er det så især et kulturbegreb fra det 19. århundrede, man dyrker, også tit et, der lægger større vægt på kristne værdier," forklarer hun:

"På mange måder er det Samuel Huntingtons kulturbegreb (i bogen ”Civilisationernes sammenstød, red.), vi ser manifestere sig. Vi har forladt den verden, der kortvarigt var helt domineret af en liberal amerikansk tankegang."

Konservativ amerikansk identitetskrise

Derfor er den amerikanske konservatisme da også ramt af en identitetskrise i disse år. I sit kapitel om de historiske rødder for den nye amerikanske ´America first´-nationalisme, citerer Jean Francois Drolet den palæokonservative ideolog Samuel Francis engang i 80erne for at ville konstruere en ny slags amerikansk nationalisme:

"Som Francis på det tidspunkt argumenterede, var den langsigtede strategi at slette den gamle fortælling om USA som en abstrakt, universalistisk præposition fra den kollektive hukommelse og erstatte den ´med en ny fortælling om nationen som en historisk og kulturel unik orden, som kræver loyalitet, solidaritet og disciplin, og som ekskluderer dem, som ikke vil lade sig assimilere til dets normer og interesser´."

Mens den nye europæiske højrefløj kan låne frit fra en præ-liberal fortid, er det sværere for en ny amerikansk højrefløj, der har gjort op med de neokonservatives missionerende liberale projekt og nu søger et mere klassisk konservativt værdigrundlag.

"Den amerikanske selvforståelse handler jo i høj grad om fremdrift og forandring, også på højrefløjen, som i vid udstrækning er libertær," siger Vibeke Schou Tjalve.

"Der er ikke rigtig en stationær nationalistisk selvforståelse at vende tilbage til, udover måske en agrarisk sydstatsidentitet, og den passer ikke engang rigtig ind i en klassisk definition af nationalisme."

- Men der er vel også en ret høj grad af ideologisk inkonsistens i mange af de nye højreorienterede projekter, og en afstand mellem den politik, dens ledere i praksis fører, og en renere ideologisk linje?

»Det er der i meget høj grad – også i Europa. En del af det er meget flyvsk – også når man taler om at genkristne Europa f.eks. Man plukker også lidt her og der fra historien, men er også meget pragmatiske i realiteten. Der er mange indbyggede selvmodsigelser, de kritiserer individualiteten, men mange vil også gøre op med centralisering og regulering, og jeg tror også, de uenigheder vil vokse i fremtiden«.

Problemer uden grænser

Spørgsmålet er så, hvordan alle de spredte oprør med hver deres antiliberale agendaer samles og påvirker det internationale system, de i vid udstrækning er samlet om at foragte.

Her kommer Louise Riis Andersen tilbage i diskussionen.

I sit essay om FN tager hun udgangspunkt i den paradoksale modsætning, der præger vor tid, nemlig at det, som organisationens tidligere generalsekretær Kofi Annan kaldte "problems without passports", vokser, samtidig med at den vigtigste politiske strømning peger i retning mod at tage magten tilbage fra netop de samarbejdsinstitutioner og globale samarbejdsorganer, der er blevet etableret med FN som centrum siden Anden Verdenskrig.

Illustration © Lisa Reschefski

"Det er paradoksalt, at problemerne er mere og mere globale, mens løsningerne bliver mere og mere lokale. Det er ’mit land først’-tænkningen, der vinder frem, også selvom det både med klima og nu også med corona er blevet meget klart, at menneskeheden har et skæbnefællesskab, der går langt ud over vores nationale grænser. Men rummet for at finde kollektive løsninger og fælles svar på problemerne bliver i disse år stadigt mindre. Det første, alle lande gjorde, da den pandemi, vi stadig står midt i, ramte os, var jo at lukke grænserne," siger hun.

"På den måde peger pandemien meget præcist på den spænding, der ligger mellem det nationale og det internationale i en globaliseret verden. Grænserne blev med ét både ligegyldige og enormt vigtige,” konstaterer hun.

”Samtidig med, at nationalstaterne har lukket sig om sig selv og – med varierende succes – har forsøgt at beskytte deres økonomier og befolkninger mod pandemien, er behovet for globalt samarbejde og international koordination blevet tydeligere. Problemet - som ikke er nyt - er, at der både blandt konservative og liberale findes en udbredt mistillid til de multilaterale institutioner, der skal danne rammen om det samarbejde.”

Det er imidlertid også svært at forestille sig, at det internationale samarbejde, der foregår i institutionerne, vil forsvinde og med det de normer, de står for.

"Det er vanvittig svært at komme udover det liberale ideals hegemoni, og afglobalisering er på mange måder lige så urealistisk som en verdensregering. Lige nu gennemtrænger internationale tech-giganter f.eks. grænserne på helt nye måder på grund af corona, mens vi er optaget af, at de fysiske grænser genopstår," siger Louise Riis Andersen. 

Illustration © Lisa Reschefski

"Men måske bliver det internationale samarbejde noget andet. Vi er vant til at sætte lighedstegn mellem Vesten, liberale værdier og kampen for en regelbaseret international orden. Når vi gør det, overser vi både, hvor meget det liberale projekt har tilgodeset vores vestlige interesser, og i hvor høj grad ikke-liberale kræfter fra starten har været medskabere af det multilaterale system. I disse år ser man mange lande fra det globale syd, ikke mindst Kina, lægge et helt andet arbejde i f.eks. FN, mens liberalisterne bliver stadig mere desillusionerede og vender sig mod mere markedsbaserede løsninger," fortsætter hun.

”Det ville være lettere, hvis kampen entydigt stod mellem de, der søger fælles globale løsninger og de, der kun kerer sig om sig selv. Men også her er den politiske virkelighed mere mudret.”

"Der er en transformation i gang," supplerer Vibeke Schou Tjalve.

"Jeg tror, det er afgørende at slå fast, at de her nye højrebevægelser absolut IKKE er modstandere af internationalt samarbejde. De praktiserer det i meget høj grad selv – og de har meget tydelige og meget ambitiøse forestillinger om, hvad det er for en type verden, de gerne vil skifte den liberale orden ud med. Når man som bidragsyderne til vores bog i sidste ende ønsker at forsvare mange af de liberale idéer om ret, regulering og orden, er det et vanskeligt projekt at forholde sig til. På nogle stræk kan man jo godt forstå kritikken. Vi snakker om Trump og Brexit, men det har jo også ligget der længe før det; en grundlæggende politisk utryghed over nogle mekanismer, som vi ikke længere har tiltro til," fortsætter hun:

"Det, den nye højrefløjskritik af den neoliberale globalisering måske også får vist, er, at den her idé om, at globaliseringen er en styret udvikling, er løgn. At når de liberale eliter siger, ´det her er vores dyr´, og i næste valgperiode vil vi få det til at gøre sådan her, så lyver de. Vi har ikke kontrol over det. I den forstand er problemet med den liberale orden ikke at den styrer for meget, men at den reelt har styr på for lidt," siger hun, mens en brise får heden til at lette et øjeblik i haven.

"Vil man for alvor forstå kritikken af det liberale i dag, er det ikke gjort med at se på højrefløj. Skal man arbejde videre med emnet, er man nødt til at se det som en kritik af det bestående, der rækker langt udover de opdelinger, vi er vant til at arbejde med. Og det er ikke en kritik, der kommer til at gå i sig selv igen."

Geopolitical Amnesia: The Rise of the Right and the Crisis of Liberal Memory er udgivet af McGill Queens University Press og kan bestilles her. Manni Crones kapitel om ´det nye høre´ I Frankrig kan også læses her. Man kan læse mere om World of the Right projektet her