Klima: Nord og Syd har mere til fælles end man skulle tro

Indbyggerne i verdens fattige lande rammes hårdest af klimaforandringerne. Alligevel er mange af de grundlæggende politiske og institutionelle problemstillinger de samme i både Nord og Syd: Hvor går grænsen mellem statens og individets ansvar i klima-indsatsen, hvilke roller skal stat og marked spille, og hvordan sikrer man en demokratisk styring af klima-tiltag?

Disse spørgsmål toner stadigt tydeligere frem ikke blot i den danske debat, men også i afrikanske lande som Kenya. Det skriver Paul Stacey (RUC), Iben Nathan (Københavns Universitet) og Mikkel Funder (DIIS) i et indlæg i Politiken. De tre forskere samarbejder med kolleger fra University of Nairobi i et Danida-finansieret projekt om klimatilpasning i Kenya.

I både Danmark og Kenya er der opstået konflikter i kølvandet på offentlige, kommercielle eller individuelle klima-tiltag. Det gælder eksempelvis spørgsmålet om hvem der skal beskytte borgerne mod oversvømmelser og tørke, hvem der har ansvaret når det går galt, og hvilke rettigheder det enkelte individ har til selv at skride ind. Det gælder også tiltag for at forebygge klimaforandringerne, som eksempelvis opstilling af vindmøller, der har affødt protester i begge lande.

Mange vil nok mene, at en vellykket klimaindsats handler om stærke forhandlingsresultater på de globale klimakonferencer, tilstrækkeligt med finansielle ressourcer og effektive teknologiske løsninger. Disse ting er naturligvis meget vigtige, og her er rige lande som Danmark langt bedre stillede end fattige lande som Kenya. I begge lande er det dog tydeligt, at en vellykket klimaindsats i mindst lige så høj grad afhænger af, hvordan eksisterende institutioner og beslutningstagere håndterer de interessekonflikter, der uvægerligt opstår i forbindelse med klimatiltagene.