The Middle East

We are sorry, this article awaits translation. If you have immediate questions, please contact communicaitons@diis.dk

Navnet Mellemøsten (The Middle East) er egentlig en gammel britisk term fra ca. 1850 brugt af diplomater og koloniadministratorer i det britiske Indien kontor om området, der lå mellem Imperiets kontor i Cairo og Indien, nærmere bestemt mellem ’Arabien’, hvilket især var Egypten og det, der i fransk sammenhæng kaldes Levanten (i dag Syrien, Libanon, Palæstina etc.) og Indien. Med andre ord betegnede Mellemøsten i udgangspunktet den region, der i dag officielt betegnes som Den Persiske Golf (men som arabere kalder Den Arabiske Golf), altså de seks arabiske Golfstater (Saudi Arabien, Bahrain, Kuwait, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Oman) samt Irak og Iran. Termen Mellemøsten bruges i dag mere bredt om området fra Marokko i Vest til Iran i øst og fra Tyrkiet i nord til Yemen i syd. Det er dog almindeligt også at tale om Mellemøsten og Nordafrika, således at Mellemøsten nogle gange inkluderer landene Algeriet, Tunesien, Libyen, Marokko og Vestsahara, nogle gange ikke gør. Nordafrika betegnes tillige ofte ved det arabiske Magrib (vest), mens man sjældnere ser regionen på Den Arabiske Halvø betegnet som Mashriq (øst). Andre og ældre navne for regionen som Orienten eller Nærorienten lever videre i titler på tidsskifter og lærde selskaber, mens de i politisk sprogbrug stort set er gledet ud. Frem til juni 2014 gjorde det sig i den angelsaksisk orienterede verden også gældende for termen Levanten, der dog har fået en renæssance i den politiske sprogbrug med den irakiske gruppes Islamisk Stats erobring af byen Mosul i det nordlige Irak, idet gruppen kaldte sig Islamisk Stat i Irak og Levanten (ISIL). I ældre leksika kan man se regionen Mellemøsten udvidet med Cypern og Sydasien (Afghanistan og Pakistan) samt undertiden Afrikas Horn. I dag kalder USA dette ”forstørrede” Mellemøsten for The Greater Middle East.

Mellemøstens geografiske placering og områdets ressourcer, navnlig inden for energiområdet, har givet regionen en vigtig strategisk rolle i moderne international politik fra det 19. århundrede og frem. Den Persiske Golf var i hele det 20. århundrede de vestlige stormagters bufferzone mod den store landmagt i Eurasien (Rusland, USSR) indtil afviklingen af Den Kolde Krig. Området var også vigtig på grund af tilstedeværelse af knap to tredjedele af verdens kendte olieressourcer, af både høj kvalitet, let tilgængelig og let at udskibe gennem Hormuzstrædet, Adengolfen, Det Røde Hav og Suezkanalen. Især da den britiske flåde i 1912 skiftede fra kul til olie blev oliefelterne i det irakiske Basraområde og senere i Golfen vigtige. Dette indebar strategiske stormagtsinteresser i regionen, som kom klart til udtryk i forbindelse med grænsedragninger i det moderne Mellemøsten, der opstod på ruinerne Det Osmanniske Rige og som langt hen ad vejen var resultat af hemmelige forhandlinger mellem Frankrig og Storbritannien i de såkaldte Sykes-Picot aftaler, og bekræftet ved San Remo konferencen i 1920. De fleste af disse grænser har lige siden givet anledning til konflikter og talrige krige helt frem til i dag, hvor nogle med henvisning til borgerkrigene i Syrien og Irak peger på, at det gamle Mellemøstkort fra 1920 er under nedbrydning. Det moderne Mellemøsten indebar tillige oprettelsen af staten Israel i 1948 og dermed til Palæstinakonflikten, som lige siden har været årsag til mange problemer i form af millioner af flygtninge, israelsk besættelse og tilegnelse af palæstinensisk land, konflikt om deling af Jerusalem, terrorisme og krige, senest den voldsomme Gazakrig i sommeren 2014. Intet tyder på, at en løsning af denne konflikt, og dermed en afhjælpning af den humanitære katastrofe mange palæstinensere dagligt er udsat for, er inden for rækkevidde. Palæstinakonflikten blev i årevis set som alle de ”mellemøstlige konflikters moder” og den havde med supermagtsrivaliseringen under Den Kolde Krig potentiale til global konflikt, men i dag er den i betydelig omfang blevet regionaliseret. Det er borgerkrigene i Syrien og Irak samt konfrontationen mellem Iran og den vestlige verden om Irans atomenergiprogram, der har størst opmærksomhed – bortset fra de perioder, hvor volden i Palæstinakonflikten eskalerer til et niveau, der ikke kan fortrænges fra den internationale dagsorden som tilfældet var i sommeren 2014.

Befolkningsmæssigt er Mellemøsten kendetegnet ved unge befolkninger, hvor den gennemsnitslige fødselsrate fremdeles er relativ høj samtidig med at dødsraten som følge af udvikling er faldende. Den unge og hastigt voksende befolkning bliver stadig bedre uddannet i form af basal skolegang og udvikling af undervisningssystemet. Den generelle sundhedstilstand er ligeledes under stadig forbedring. Både hvad angår uddannelse og sundhed er der dog voldsomt store forskelle i regionen mellem fattige lande som Yemen og Egypten over for de rige arabiske Golfstater. Etnisk er regionen stærkt sammensat med store grupper af arabere, persere og tyrkere samt berbere, kurdere og andre mindre etniske grupper. Alene af denne grund er det stærkt misvisende at betegne Mellemøsten som Den Arabiske Verden. Betegnelsen Den Islamiske Verden går heller som synonym for Mellemøsten, eftersom store muslimske samfund faktisk findes uden for regionen som f.eks. verdens største muslimske stat Indonesien og i hundredvis af millioner muslimer i lande som Kina og Indien og Pakistan. Hvortil kommer, at der i Mellemøsten findes mange andre trossamfund end de forskellige islamiske såsom kristne, jødiske, jezidier, følgere af Zarathustra, etc. Faktisk er Mellemøsten arnestedet for alle de tre store bogreligioner Kristendom, Islam og Jødedom.

Naturressourcer, herunder vand, er særdeles ulige fordelt i regionen. F.eks. udspringer de store floder Eufrat og Tigris begge i Tyrkiet, der i Sydøstanatolien har bygget et omfattende projekt (Greater Anatolian Project, GAP) bestående af dæmninger, damme og vandkraftværker med den konsekvens, at Tyrkiet reelt kontrollerer floderne ind i Irak og Syrien og stort set kan ”slukke for vandet” fra de to floder til begge lande. Olie- og gasressourcer er ligeledes meget ulig fordelt således at Mellemøsten består af olierige, men befolkningsfattige stater i Golfen over for befolkningsrige, men oliefattige lande som f.eks. Egypten og Jordan. Denne situation har givet anledning til en stor intern migration i regionen, der yderligere er blevet forstærket af Palæstinakonflikt og andre krige, der har ført til kolossale flygtningestrømme. Det gælder i høj grad den aktuelle situation i Syrien og Irak, hvor lande som Tyrkiet, Jordan og Libanon samt Irakisk Kurdistan har måtte tage imod millioner af flygtninge, mens et meget lille antal har søgt til Europa. Ses bort fra Israel, til dels Tyrkiet samt Iran, som har sin helt egen politiske og økonomiske model, er staterne ledet af enevældige emirfamilier i Golfen, der har opbygget såkaldte rentierstater, hvor indkomst fra olie og gas eksport er blevet brugt til at udvikle staterne og give statsborgerne en række velfærdsgoder uden at der samtidig har været opkrævet skat. Det har givet anledning til princippet: ”No taxation, no representation”: borgerne får ydelser fra staten uden at skulle betale skat, men til gengæld nægtes de politisk indflydelse. Disse rige rentierstater har samtidig importeret enorme mængder af arbejdsmigranter fra især asiatiske lande. De andre lande er ligeledes autoritært styret, men med basis i store bureaukratier og monstrøst store offentlige sektorer samt subsidier økonomi, hvor staten holder priser på f.eks. fødevarer og benzin kunstigt nede ved at betale store tilskud. Dertil kommer udbredt korruption og magtmisbrug, der sammen med de andre forhold har gjort staternes økonomi dysfunktionelle. Således ser man meget lidt økonomisk samhandel mellem landene i regionen, ligesom de rige eliter i de fattige lande hellere investerer deres penge i USA og Europa end i deres egne landes økonomi. F.eks. investerer den egyptiske elite flere penge i Europa og USA end Egypten samlet set modtager i bistand fra den vestlige verden. Resultatet er, at ulighederne mellem rig og fattig både i regionen og i de enkelte stater er kolossale.

Politisk er Mellemøsten den region i verden, der har mindst demokrati. Det var i hvert fald konklusionen i en rapport fra FN’s udviklingsprogram i 2004. Den samme rapport slog fast, at Mellemøsten samtidig var den region i verden, hvor flest borgere ønsker demokrati som styreform. Måske var det dette, der kom til udtryk i det såkaldte arabiske forår i 2011, hvor store demonstrationer i Tunesien (december 2010) og Egypten førte til de siddende præsidenters fald. Overalt i Mellemøsten fra Marokko til Iran, og fra Syrien til Yemen blev befolkninger inspireret til at gå på gaden og kræve reformer og politisk indflydelse. Nogle steder som i Marokko, Oman og Jordan forsøgte magthaverne at komme demonstranterne i forkøbet og indførte reformer. Andre steder blev kravet om reformer, liberale rettigheder og økonomisk retfærdighed mødt med brutal vold som i Iran, Irak, Bahrain, Syrien og Yemen. Politisk gav det arabiske forår anledning til en enorm optimisme. I dag er den politiske situation de fleste steder, en undtagelse er Tunesien, værre end nogen sinde tidligere. Således også i Egypten, hvor militæret i 2013 gennemførte et kup og afsatte den valgte præsident, der var fra det Muslimske Broderskab. Siden er der blevet gennemført valg, men også en omfattende undertrykkelse af alt og alle med tilknytning til det Muslimske Broderskab, der er blevet forbudt. Polariseringen i Egypten er i dag så stor og undertrykkelsen så omfattende, at det er særdeles vanskeligt for vestlige bistandsprogrammer og ngo’er at arbejde i landet. Ved siden af de autoritære politiske styreformer, der har præget hele det moderne Mellemøstens historie, har en betydelig del af den politiske opposition samlet sig i islamistiske bevægelser. Med ’islamisme’ sigtes til en politisk tolkning af Islam som fundament for et politisk handlingsprogram. Det Muslimske Broderskab er et eksempel på en sådan strategi. Islamismen har en lang historie i Mellemøsten, men blev for alvor en stærk bevægelse efter Den Iranske Revolution, Camp David freden mellem Israel og Egypten, støtten til de afghanske islamistiske oprørsbevægelser, det islamiske partis fremgang i Pakistan og angrebet på den amerikanske ambassade i Islamabad, besættelsen af den store moske i Mekka, hvilket alle er begivenheder, der fandt sted eller blev indledt i det herrens år 1979. Islamismen har lige siden og især efter 11. September terrorismen i 2001 været en vigtig politisk faktor i Mellemøsten såvel internt i regionen som i international politik og i den grad også farvet forståelsen af andre konflikter og problemer i regionen. Palæstinakonflikten, det iranske atomenergiprogram, terrorisme, borgerkrige i Irak, Syrien og Yemen samt voldsom konflikt i Bahrain og stærkt spændte situationer i lande som Jordan og Libanon er andre faktorer, der er med til at sætte den politiske dagsorden for Mellemøsten i international politik.