Vestafrikas demokratier er i bakgear, men løsningen skal komme indefra

I Vestafrika er 90-ernes optimisme afløst af skuffelsen over økonomisk ulighed, demokratier i bakgear og truslen fra terrorgrupper. Og internationale interventioner har i mange tilfælde gjort tingene værre. Det forklarer Kwesi Aning, professor og ekspert i afrikansk sikkerhed og terrorisme.

“Stater, der i stigende grad udfordres på deres autoritet, demokratier i bakgear, befolkningsboom, klimaforandringer – som har medført lokale konflikter, vi ikke har været forberedt på – og endelig en kløft, der kun bliver større, mellem dem, der høster frugten af den økonomiske vækst og dem, der føler sig forbigået.”

Det er Kwesi Anings korte svar på spørgsmålet om, hvad de vigtigste sikkerhedsudfordringer i Vestafrika er. Foruden sin stilling på Kofi Annan International Peacekeeping Training Centre er han professor på Kennesaw State University, Atlanta i USA, og har haft flere betroede poster i den Afrikanske Union, FN og Word Economic Forum med særligt fokus på sikkerhed og terrorisme i Afrika. Endelig er han gæsteforsker på DIIS de næste to måneder i forbindelse med udarbejdelsen af en rapport om de største sikkerhedstendenser i Vestafrika lige nu.

Ridser man lidt i overfladen af dette mangefacetterede og komplekse emne, får man hos Aning historien om demokratier, der siden de optimistiske 90’ere er blevet mere og mere udfordrede – og det er selve grobunden for alvorlige sikkerhedstrusler og radikalisering i regionen.

En demokratisk forfaldshistorie
”1990-erne var en optimistisk periode; afrikanske stater, civilsamfundet og deres partnere lykkedes med at indføre

demokratiske processer, der indvarslede en tredeling af magten, ansvarlighed og gennemsigtighed. Der blev afholdt demokratiske valg, der gav magten til flere ledere fra civilsamfundet. Men nu, 30 år senere, synes ikke meget at have ændret sig. I lande som Nigeria, Benin, Ghana, Guinea, Togo og Elfenbenskysten har den same elite mere eller mindre siddet på magten siden dengang, og fortidens optimisme er begyndt at vige for frustrationen, en oplevelse af missede muligheder, og hvad værre er: en regeringsførelse, der i stigende grad er styret af penge og vold. Samtidig har almindelige mennesker ikke fået muligheden for at høste frugterne af den økonomiske vækst.”

Det, der står tilbage fra de optimistiske 90’ere er kun den ydre skal, ifølge Aning: udhulede demokratiske institutioner, som er underfinansierede og handlingslammede og en velstand, som kun en snæver elite har fået del i.

”Demokratiske institutioner er kun så demokratiske, som man gør dem til. I alle vestafrikanske lande har man holdt afstemninger og valgt regeringer på demokratisk vis, men meget lidt har reelt forandret sig. Vi har ikke fået stærkere institutioner, de er ikke uafhængige, og de er ikke tilstrækkeligt finansierede, hvilket gør dem ude af stand til at gøre det, de er sat i verden for at gøre. I Mali, hvor de lige har haft et militærkup, var parlamentet forinden ude af stand til at gøre op med den korruption, der herskede i regeringen. Og i Ghana er den særlige anklager ikke lykkedes med at bringe en eneste korruptionssag til afslutning, siden den blev etableret i februar 2018.

Efter to årtier med positiv demokratisk og økonomisk udvikling begynder vi derfor nu at se nogle alvorlige tilbageslag, som man bør reagere på meget hurtigt. Senest med militærkuppet i Mali, en truet regering i Burkina Faso - og en præsident i Benin, der prøver at ændre landets forfatning, så han kan blive genvalgt i en tredje periode. Ghana har netop været igennem en vælgerregistreringsproces, der var unødvendigt voldelig. Ingen af disse er eksempler på stærke demokratiske processer. Vold er blevet en legitim form for politisk diskurs, og det har ført til, at færre og færre borgere engagerer sig i samfundet. Flere steder i Vestafrika gør man brug af politiske vagtværn, der rekrutteres, finansieres, trænes og opfordres til at beskytte særlige partier og afskrække politiske modstandere.”

I denne udvikling har de multilaterale institutioner på kontinentet, trods deres mandat, spillet fallit, ifølge Aning:

”Den økonomiske sammenslutning ECOWAS og den Afrikanske Union er sat i verden for at forebygge konflikter, og medlemsstaterne har i fællesskab underskrevet aftaler om bekæmpelse af korruption og retfærdige valg. Men tag Mali, som lige har været igennem et militærkup, for eksempel: I ECOWAS vidste alle, at præsidenten i Mali var korrupt, men ingen gjorde eller sagde noget. Ikke ét af medlemslandenes statsoverhoveder sagde noget, hverken privat eller offentligt. Det sender et signal om, at disse organisationer er en klub for statsoverhoveder og ikke for befolkningerne.”

Fejlslagne interventioner
Den demokratiske nedtur giver ikke alene anledning til en voksende utilfredshed blandt befolkningerne, men er også med til at udhule selve statens og magthavernes legitimitet, og hermed er grunden lagt for militærkup og ekstremisme, ifølge Aning. Så hvor skal løsningen findes? Ikke i det globale nord, hvis du spørger ham:

”I det nordlige Nigeria kæmper regeringen mod truslen fra al-Qaeda og Islamisk Stat, og støtten fra internationale partnere som Frankrig har ikke været til nogen hjælp. Det skyldes i høj grad en arrogant tilgang, som er fremherskende i det globale nord, hvor man siger: ”Vi ved, hvad I har brug for” i stedet for at lytte til dem, der rent faktisk befinder sig midt i krisen.

For eksempel kan misforståede opfattelser af, hvem der er fjenden føre til fatale fejl. Vores forskning i lokale samfundsgrupper i det nordlige Mali og Niger viser, hvordan grupper, der har leveret sociale ydelser, er blevet forvekslet med terrorister af udefrakommende aktører. Det sker, fordi de udefrakommende styrker ikke har forstået eller ikke forstår sig på at arbejde med de mange forskellige former for sikkerheds- og juridiske systemer, der eksisterer i mange afrikanske lande, fordi det centrale statsapparat ofte er nødt til at samarbejde med lokalsamfund og ikke-statslige aktører om at levere velfærdsydelser og sikkerhed.

Med andre ord: Man bruger ét norm- og værdisæt til at vurdere en situation, som bør vurderes på et helt andet grundlag. Afrikanske stater har aldrig fået lov til at vurdere deres egne problemer – de er konstant blevet afbrudt og overhalet af intervention på intervention. De bør i stedet kræve eller tilbydes en mulighed for nøje at overveje deres problemer og hvilke interventioner, de har brug for. Missioner udtænkt i London eller Paris, når ikke ind til problemets kerne.”

I sin analyse ser Aning dog flere glimt af håb:

”Trods de alvorlige demokratiske problemer er der grund til forsigtig optimisme. Vestafrikas civilsamfund bliver stærkere og mere specialiserede. Til trods for, at de bliver truet og nedgjort holder de fast, og de udgør rygraden i kampen for at udvide rummet for konstruktiv kritik og involvering i samfundet. Særligt er kvinders stemmer blevet en magtfaktor: modige og højlydte på tværs af den offentlige og private arena.”

Rapporten om de største sikkerhedstendenser i Vestafrika publiceres i starten af 2021. Den er en del af Forsvars- og sikkerhedsstudierne, som DIIS udfører på vegne af Forsvarsministeriet, og projektet Domestic Security Implications of UN Peacekeeping in Ghana (D-SIP), som er finansieret af Udenrigsministeriet. Læs mere om projektet