Bliver Tyskland verdens nye moralske stormagt?

Undskyldning til Namibia for folkemord, mens andre gamle kolonimagter nøler; retsforfølgelse af syriske krigsforbrydere ved tyske domstole og ikke mindst modtagelse af 1 mio. flygtninge i 2015.

Flere markante retslige og humanitære beslutninger i den tyske regering de senere år rejser spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland er ved at udvikle sig til ikke bare en økonomisk, men også en moralsk stormagt.

Det sker, samtidig med at USA i disse år gennemlever en identitetsmæssig krise, der sætter spørgsmålstegn ved amerikanernes grundfortælling og selvforståelse som den førende moralske aktør på verdensscenen.

I den amerikanske grundfortælling beskrives USA ofte som en idé snarere end en nation i traditionel forstand. Ifølge denne opfattelse er USA exceptionelt, fordi landet modsat andre lande ikke definerer sin identitet ud fra etnicitet, men derimod ud fra en bekendelse til frihedsværdierne i den amerikanske forfatning.

Grundfortællingen er således forankret i USA’s tilblivelse i kølvandet på den amerikanske revolution i 1777-1783, men ideen om amerikansk exceptionalisme er faktisk ældre end nationen selv. Kolonitidens puritanere så det som deres særlige mission at etablere et religiøst samfund i Nordamerika, der skulle transformere verden via eksemplets magt. Med USA’s grundlæggelse blev denne religiøse mission erstattet af et politisk demokratisk projekt.

I takt med USA’s voksende økonomiske og militære magt i slutningen af 1800-tallet fik missionen også tilført en mere aktivistisk komponent, der dikterer, at USA aktivt skal forsøge at udbrede sine demokratiske værdier til omverdenen. Selv om begge komponenter af missionen eksisterer samtidig, har aktivismen klart overskygget eksemplet i nyere tid.

Grundfortællingen har fra begyndelsen været plaget af selvmodsigelser. Mest åbenlyst i form af slaveriet, men også af en udenrigspolitik, der langtfra altid har kunnet leve op til det demokratiske ideal.

Ikke desto mindre har grundfortællingen medført en dybtliggende amerikansk selvforståelse af at være en moralsk aktør i verden. En aktør, der er overbevist om sin evne til at hæve sig over egen selvinteresse og agere for menneskehedens bedste.

I 1998 – på toppen af USA’s globale magtposition – erklærede den daværende udenrigsminister Madeleine Albright: »We are America; we are the indispensable nation. We stand tall and we see further than other countries into the future«.

Oven på terrorangrebet 11. september 2001 definerede George W. Bush sit præsidentskab som en kamp mellem det gode og det onde, hvor USA’s misgerninger altid kunne retfærdiggøres som et middel, der helligede målet om det godes sejr. Så sent som i valgkampen mod Trump i 2016 bekendtgjorde Hillary Clinton med tilsvarende retorik: »We are great because we are good«. Grundfortællingen holdt.

Donald Trumps præsidentperiode repræsenterede et fundamentalt opgør med denne tankegang om USA som en unik moralsk nation. Modsat forfatningspatriotismen i den amerikanske grundfortælling definerede Trump det nationale tilhørsforhold ud fra etnicitet, religion og race på en facon, der mindede om de mørkere kapitler i historien om europæisk nationalisme.

Trump repræsenterede en radikalt anderledes forståelse af, hvad det vil sige at være amerikaner. En tankegang, der trak på nationalistiske strømninger i den amerikanske historie, der ikke tidligere i moderne tid havde fundet vej til Det Hvide Hus.

På den internationale scene var kernen i Trumps ’America First’-udenrigspolitik, at USA ikke er en exceptionel nation med en særlig moralsk mission, men blot en stat blandt mange på verdensscenen. Derfor skulle USA holde op med at forsøge at sprede demokratiske værdier og i stedet koncentrere sig om at varetage egne nationale interesser som enhver anden stat.

Hvor USA blev grundlagt på klare demokratiske principper og med en stærk moralsk identitet, så har Tyskland, for nu at sige det mildt, ikke en lang historisk arv af demokratiske institutioner. Tværtimod: Det moderne Tysklands fødselstime i 1949 indtraf oven på et totalt moralsk kollaps med et demokrati, der blev det påtvunget af sejrsmagterne.

Op igennem 1800-tallet var det tyske rige præget af samme form for nationalisme som Danmark, hvor befolkningens etniske og kulturelle ensartethed blev opfattet som forudsætningen for statens fortsatte eksistens.

Tyskernes forestillinger om etnisk, moralsk og intellektuel overlegenhed førte dem ud i to altødelæggende verdenskrige. En del af den tyske selvransagelse efter Anden Verdenskrig har derfor handlet om at arbejde sig væk fra forestillinger om, at Tyskland som nation er moralsk overlegen eller exceptionelt god. Man har i stedet bestræbt sig på at udbrede forfatningspatriotisme blandt de tyske indbyggere.

Patriotisme handler ikke om kultur og nationalkarakter, men om at skabe en høj bevidsthed i befolkningen om grundlæggende retsstatsprincipper. Forfatningspatriotisme handler også om, at den enkelte borger udviser social ansvarlighed og påtager sig forpligtelser i forhold til at få demokratiet til at fungere.

Man kan selvfølgelig vrænge ad denne ’tillærthed’. Tyskerne får hyppigt skyld for at være skindemokrater og for, at deres tolerance ikke stikker særlig dybt.

Men demokrati bliver ikke nødvendigvis dårligt, fordi det er tillært. Det er netop tyskernes katastrofeerfaringer fra første halvdel af 1900-tallet, som har skærpet deres bevidsthed om demokratiske grundprincipper og er en af grundene til, at Tyskland har en forfatningsdomstol. Retsstatsprincipper spiller også en stor rolle i tysk samfundsdebat i dag, både blandt politikere og i bredere befolkningslag.

Når det er sagt, så har Tyskland – ligesom mange andre europæiske lande – stadig problemer med radikalisering. Især har højreradikaliseringen været stigende i de senere år. »Højreekstremisme, racisme og antisemitisme er den største trussel mod sikkerheden i vores land«, konkluderede den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, sidste år i forbindelse med den årlige beretning fra den forvaltningsenhed, som overvåger forfatningens overholdelse, og de tyske politikere er i alarmberedskab.

Omdrejningspunktet i tysk politik er at inddæmme den angst og sociale usikkerhed, som skaber grobund for radikalisering. Frank Biess har i sit værk ’Republik der Angst’ (2019) vist, hvordan kollektiv angst har været gennemgående i Tysklands historie siden Anden Verdenskrig. Den tyske angst var oprindeligt forårsaget af krigstraumer, men antog siden forskellige former.

Den første angstcyklus opstod ved krigens afslutning og var frygt for gengældelse fra ofrene for tyskernes krigsforbrydelser. Det blev i 1960’erne og 1970’erne afløst af angst for en apokalyptisk atomkrig og for, at miljøkatastrofer ville føre til et ’træ-holocaust’.

Men først og fremmest har tyskerne haft angst for demokratiet, fordi de ikke stolede på, at deres medborgere ikke ville føre dem ud i et nyt diktatur.

Men som Biess påpeger, er deres angst for at miste demokratiet måske netop årsagen til, at de er så opmærksomme på at forsvare det. Angsten er ikke kun ødelæggende, men har også øget tyskernes demokratiske årvågenhed. Tyskland har ligefrem et angstindeks, som hvert år måler gennemsnittet af befolkningens ængstelser. I 2016 var den tyske angst på det højeste niveau, siden man i 1992 begyndte at måle det.

Tyskerne er heller ikke stolte af deres land i samme grad som befolkningen i andre europæiske lande, men er – af forståelige grunde – præget af ambivalens og skam. Nogle udtrykker, at deres nationalfølelse handler om at have bevidsthed om de grusomheder, som tyskerne har begået igennem deres lands historie, og at tage ansvar for at sikre, at det ikke sker igen.

Merkel har spillet en stor rolle for Tysklands ageren som international retsstat. Selv om hun har siddet ved magten i 16 år, er hun stadig omgærdet af stor respekt, også blandt politiske modstandere. Hun er ikke karismatisk som mange andre store vestlige statsledere, og hun har fået en del kritik for ikke at være tydelig omkring, hvad der var hendes politiske visioner.

Fraværet af visioner er imidlertid et generelt kendetegn ved det tyske politiske landskab. Tyskerne har ikke gode erfaringer med store ideologier, der leder befolkningen i en bestemt retning.

Til gengæld er der stor respekt for Merkels ledelsesform, fordi mange tyskere opfatter hende som udpræget retskaffen og som indbegrebet af tyske dyder; aushalten, durchhalten, abwarten – wir schaffen das. Gennem arbejdsomhed, solidaritet og retsstatsprincipper bliver der plads til flere i båden.

Merkel er samtidig kendt for sin evne til at gennemføre sin politik på en stilfærdig og stabilitetssøgende måde. Sympatien omkring hendes ledelsesform er også blev forstærket, fordi den fremstod som modpol til Trumps brølende ’America First’.

Merkels håndtering af flygtningekrisen, hvor Tyskland undlod at lukke grænserne for omkring 1 mio. flygtninge, er især i udenlandske medier blevet kritiseret for at være årsag til fremvæksten af det højrenationalistiske parti AfD, der blev stiftet i 2013.

Der var dog flere årsager. AfD har primært vælgere i de gamle østtyske stater, hvor der er meget store sociale problemer, og hvor den ældre generation stadig er præget af, at DDR ikke gennemførte et grundigt opgør med nazismen. Nationalsocialisme blev betragtet som resultatet af galoperende kapitalisme. Rationalet var, at eftersom kapitalisme ikke eksisterede i det socialistiske DDR, så eksisterede nazisme ikke længere.

Men forfatningspatriotismen har heller ikke formået at mobilisere dybere følelser i befolkningen i samme grad som den traditionelle nationalisme. Hvad der taler imod, at der under det officielle Tysklands humanitære flygtningepolitik ulmer en udbredt intolerance i befolkningen, er, at Merkel og CDU som bekendt ikke mistede regeringsmagten efter 2015.

AfD er heller ikke er blevet et stort parti, men har en vælgertilslutning på 10-11 procent i meningsmålingerne. Til sammenligning fik Front Nationale 21-22 procent af stemmerne ved det seneste franske valg. Ifølge prognoserne står Sverigedemokraterna til at få 19 procent af stemmerne ved det kommende valg til den svenske rigsdag.

I Danmark fik Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs knap 13 procent af stemmerne ved valget i 2019. I Danmark har 14 procent af indbyggerne indvandrerbaggrund, i Tyskland er det 26 procent.

Merkel repræsenterer den forfatningspatriotiske opfattelse af, hvad det vil sige at være tysker. Denne vil med en ny kansler sandsynligvis stadig stå meget stærk i den tyske befolkning, selv om der ligesom i USA og i mange andre europæiske stater er stærke nationalistiske kræfter, der kæmper for at gøre deres indflydelse gældende. Tysklands moralske rolle handler dermed ikke om, at landet er andre lande moralsk overlegent.

Men tyskerne har en meget klar bevidsthed om, at man ikke kan sætte sin lid til, at demokrati, tolerance og solidaritet vokser naturligt frem af folkedybet. Det er værdier, der kontinuerligt skal arbejdes for.

Joe Biden personificerer på mange måder en tilbagevenden til den amerikanske grundfortælling domineret af forfatningspatriotisme og stærk tro på amerikansk exceptionalisme. Men Biden er langt mere ydmyg i forhold til USA’s evne til aktivt at udbrede demokratiske værdier internationalt end sine forgængere i 1990’erne og 2000’erne.

Som tilbagetrækningen fra Afghanistan understreger, er USA færdig med omfangsrige nation building-projekter og ønsker i stedet at koncentrere sig om egne udfordringer og den tiltagende stormagtsrivalisering med Kina. Bidens kommende demokratitopmøde illustrerer fint denne tilgang: USA skal nu fokusere på at tackle sine egne demokratiske udfordringer i samarbejde med andre demokratier.

Biden adskiller sig fra Trump på en lang rækker punkter, inklusive i forståelsen af, hvad det vil sige at være amerikaner, og hvilken rolle USA skal spille i verden.

Men begge repræsenterer et opgør med USA’s aktivistiske mission om at udbrede demokratiske værdier gennem militære interventioner. Et opgør, der nyder betydelig opbakning i den amerikanske befolkning oven på 20 års krig i Mellemøsten og tiltagende indenrigspolitiske problemer.

Vi kommer næppe til at se et Tyskland, som i fremtiden vil overtage USA’s rolle som international politibetjent. Modstanden mod militære interventioner uden for Tysklands grænser er for stor i den tyske befolkning.

Pacifisme er blevet tyskernes nye civilreligion, konkluderede udgiveren af Die Zeit, Josef Joffe, for nylig. Til gengæld kan vi godt sætte vores lid til, at Tyskland også fremover vil agere som stabilitetssøgende og ansvarsfuld stat i det europæiske samarbejde.

I disse år er der overvejende opbakning til den forfatningspatriotiske selvforståelse i Tyskland, mens den traditionelle nationalisme er henvist til en politisk yderfløj.

Omvendt er den traditionelle forfatningspatriotisme i stigende grad udfordret i USA, og national identitet baseret på race og etnicitet fik under Trump en genkomst med uhyggelig styrke. Selv om Biden repræsenterer en genetablering af grundfortællingen, er USA’s identitetskrise på ingen måde overstået. Udsigten til trumpismens mulige genkomst gør, at såvel USA’s selvforståelse som dets udenrigspolitik vil være til forhandling i årene fremover.

Den indenrigspolitiske udvikling i henholdsvis USA og Tyskland i de seneste år understreger, at en stats historie ikke er en fast determineret skæbne, som til evig tid afgør, hvordan dets ledere agerer eller befolkningen stemmer. Tværtimod er demokratiet og forestillinger om, hvad nationen er, og hvem der hører til den, til konstant forhandling.

Det samme gør sig gældende for udenrigspolitikken. Selv om staters internationale ageren i høj grad er forbundet med deres historie og selvforståelse, kan de skifte kurs i markant grad, hvis den nationale grundfortælling udfordres.

Kronikken blev bragt i Politiken 22. september 2021.