Transnationale jihadistiske grupper udnytter lokale konfliktdynamikker i Vestafrika

Selv om der ikke er nogen stor tradition for at dyrke radikale islamiske retninger i vestafrikanske lande som Burkina Faso, vinder al-Qaeda og IS frem ved at indlejre sig i lokale konflikter. Derfor kan de heller ikke besejres kun med våben

En talsmand fra FN’s Fødevareprogram advarede i november 2019 om, at Burkina Faso snart kunne ende som ”et nyt Syrien”. Fra december 2018 til marts 2020 steg antallet af internt fordrevne i landet, der har 20 millioner indbyggere, fra færre end 50.000 til over 800.000 personer.

Årsagen til denne dramatiske udvikling var en eskalering af angreb og massakrer udført af jihadistiske militser tilknyttet al-Qaeda og Islamisk Stat ledsaget af en hårdhændet lukning af skoler, moskéer og kirker.

Det er alment anerkendt blandt forskere af transnational jihadisme, at de to førende terrororganisationer sjældent åbner nye konflikter.

I stedet udnytter de lokal utilfredshed, etablerer forbindelser mellem marginaliserede grupper i lokalsamfundet og transformerer på langt sigt, hvad der oprindeligt har været en etnisk eller politisk motiveret konflikt til en religiøst væbnet kamp.

Blandt landene i Sahel-regionen havde Mali, Niger, Tchad og nordlige dele af Nigeria allerede oplevet optrappende niveauer af voldelig jihadisme, inden eskaleringen i Burkina Faso brød ud. Desuden er jihadistiske angreb også steget for nylig i den nordligste provins i Cameroun.

For at forstå udviklingen i, hvordan jihadister har været i stand til at forvolde så meget ødelæggelse i et territorie, der strækker sig over tusindvis af kilometer, er det særligt vigtigt at fokusere på situationen i landdistrikterne, hvor langt de fleste angreb finder sted. Disse områder er længe blevet forsømt af deres regeringer, de mangler adgang til sundhed, uddannelse – og retsstatsprincipper.

Derudover er adgang til land og vand blevet mere knap grundet befolkningstilvækst og en fortsat ørkendannelse som konsekvens af klimaforandringerne. Længe før jihadisternes indtog har der i årevis eksisteret etniske konflikter mellem halvnomadiske kvægavlere og jordbrugere i Burkina Faso.

Det har givet frugtbare forhold for rekrutteringen til grupper, hvis salafi-jihadiideologi ellers generelt nyder ringe støtte blandt den lokale befolkning. De har traditionelt været tilhængere af en mere moderat sufistisk tilgang til islam.

Den religiøse indoktrinering af gruppernes tilhængere opstår typisk efter rekrutteringen, som i høj grad er drevet af ikkereligiøse faktorer. Mange rekrutterede ser ofte jihadister som mere egalitære og retfærdige end deres siddende regering.

I den henseende er etniske militser særligt problematiske, idet de hævder at kæmpe imod jihadisterne, i Burkina Faso endda med parlamentarisk støtte, men i stedet udfører de massakrer mod rivaliserede etniske grupper.

Det skubber de udsatte samfund endnu længere i armene på jihadisterne, som portrætterer sig selv som vogtere og beskyttere i disse inter-etniske konflikter. De pengepolitiske incitamenter, som jihadisterne tilbyder, er en anden vigtig faktor, der genereres gennem deres beskatning og afpresning af civile, smugling af narkotika og våben samt menneskehandel.

Nye data fra Armed Conflict Location and Event Data Project indikerer, at situationen i området bliver værre og værre. Antallet af mennesker dræbt af jihadistiske grupper fra januar til midt-april i år er fordoblet i Burkina Faso, Cameroun, Tchad og Mali sammenlignet med sidste år.

Derudover er der nu en stigende frygt for en spill over-effekt til nabolandene. Mange af de faktorer, der har muliggjort jihadister at lykkes længere mod nord, er også til stede i disse lande inklusiv den interne nord-sydstrid og jordstridighederne mellem landmænd – og både IS og al-Qaeda har erklæret, at de vil udvide mod syd.

På baggrund af dette bør EU og dets partnere lægge endnu større vægt på at hjælpe de lokale regeringer med at tackle de grundlæggende årsager til konflikter i deres lande. En overvejende militær tilgang alene vil forblive utilstrækkelig og kan faktisk forværre situationen.

I stedet bør man fokusere på at kombinere udviklingspolitikker for de marginaliserede landdistrikter og sikre effektiv forvaltning, samtidig med det regionale samarbejde om sikring af grænser og udveksling af efterretninger forbedres. Desuden skal EU identificere måder, hvorpå de kan hjælpe regeringerne med håndteringen af covid-19-pandemien.

I sidste ende er det også vigtigt for EU’s interne sikkerhed. Den 28. april erklærede den franske statsborger, som kørte sin bil ind i to politibetjente i Colombes, nær Paris, sit troskab til Abou Walid al-Sahraoui, leder af Islamisk Stat i Storsahara (ISGS).

Dette indikerer, at den vestafrikanske kontekst også indtager en stadig mere fremtrædende rolle blandt jihadister i andre dele af verden.

En version af denne analyse har været bragt i Jyllands-Posten