Er Taliban ved at ændre sin rolle som jihadistisk aktør?

Da USA invaderede Afghanistan i kølvandet på 9/11 var det mest tungtvejende argument, at Taliban havde sørget for husly til Osama bin Laden og andre al-Qaeda-tilknyttede grupper. Målt på resultatet må det siges, at den strategi var relativt kortsigtet og kun en begrænset succes.

I hvert fald er det lykkedes Taliban at overleve både som krigsaktør og som politisk medspiller i regionen. Dette fik sit mest synlige udtryk i den aftale, der blev indgået efter lange og svære forhandlinger med amerikanerne i Doha den 29. februar sidste år. Aftalen forpligter Taliban-ledelsen på at forhindre egne medlemmer eller andre milits-grupper, herunder al-Qaeda, i at benytte afghansk territorium til at planlægge og udføre nye angreb mod det amerikanske mål. 

Dette er ikke så irrelevant, som det kan lyde, for i den del af aftalen ligger et signal fra USA om, at Taliban er i stand til at udfylde det tomrum, der vil opstå efter det amerikanske exit – selvom Taliban er kommet dårligt fra start med torsdagens Islamisk Stat-terrorangreb ved Kabuls lufthavn, som dræbte omkring 100 mennesker, heriblandt 13 amerikanske soldater. 

Det er ikke uden grund, at denne Doha-aftale har fået iagttagere til at spørge, om den imperialistiske strategi, der oprindeligt lå til grund for George W. Bushs ’krig-mod-terror’, endte med at bidrage til Talibans aktuelle overtag. I hvert fald fremstår bevægelsen i dag mindre svag og ubeslutsom end nogensinde før - også når det gælder bevægelsens jihadistiske dagsorden. 

Ser stadig sig selv som global jihadistisk aktør

Talibans løfte om at forhindre radikale militser i at bruge afghansk territorium som base til at planlægge angreb på USA og dets allierede er dog ikke ensbetydende med, at bevægelsen er holdt op med at opfatte sig selv som en global jihadistisk aktør. Snarere tværtimod. 
Selvom Taliban ikke er formet af samme salafi-jihadistiske ideologi som eksempelvis al-Qaeda, har bevægelsen de sidste femten år promoveret sig som den ledende drivkraft bag fremtidens globale jihad. I virkeligheden kan denne kamp om global jihad være et af de vigtigste for Talibans indflydelse på den fremtidige politiske dagsorden i regionen. 

Denne tendens ses tydeligt i bevægelsens eget magasin, al-Sumud, »Udholdenhed«, som er udkommet med forskellige nyhedsbreve månedligt siden 2006. Her får man indblik i et stærkt bånd, der forbinder Taliban med al-Qaeda. Men man kan unægteligt også få det modsatte indtryk, hvis man følger med i de mange pressemeddelelser, som er blevet udsendt i tidens løb på emiratets officielle hjemmeside, »Jihadens stemme«, Sawt al-Jihad.

I et nyhedsbrev fra oktober sidste år hedder det eksempelvis, at bevægelsen i henhold til Doha-aftalen ”forpligter sig på ikke at tillade nogen at bruge afghansk jord mod USA eller dets allierede.” Men her over for kan det påpeges, at bevægelsens hensigt om at nægte al-Qaeda en tilstedeværelse i landet også kan hænge sammen med noget andet; nemlig et skifte i den globale jihadisme i retning af større fokus på de arabiske-og muslimske regimer, som betegnes ’den nære fjende’. 
I så fald vil dette skifte ikke kollidere med bevægelsens ambitioner om at lede den verdensomspændende krig mod den 'fjerne fjende', USA.

Set i det lys er den amerikanske tilbagetrækning ikke kun en moralsk sejr for Taliban, den har også skabt en atmosfære, der giver grobund for en skarpere profilering af bevægelsen. Det kan i sidste ende betyde, at Taliban kan påberåbe sig særstatus blandt lokale jihadister i regionen. Omvendt kan man forvente, at disse jihadister fremover vil gå i Talibans fodspor. Det kan resultere i en konkurrencefordel til Taliban i den rivalisering, som har præget forholdet til Islamisk Stat. 

Globale rivaler

Islamister såvel som jihadister har stort set altid været splittet på grund af vedvarende stridigheder og uenigheder om strategi. Men i dette tilfælde ligger Taliban og IS i indbyrdes kappestrid om den jihadistiske førerposition globalt. 

Hvis vi skal tro Talibans egen medieplatform, blev rivaliseringen i første omgang forstærket i kølvandet på IS’ kalifatets sammenbrud for snart seks år siden. Det fremgår f.eks. af et brev fra Talibans rådgivende forsamling (Majlis al–Shura) til den daværende IS leder, Abu Bakr al-Baghdadi, som kan læses online i 111. udgave af »al-Sumud«. Brevet faldt sammen med den begyndende panik, der bredte sig inden for Talibans rækker, da de første tegn på tilstedeværelsen af transnationale IS-tilknyttede grupper viste sig på afghansk grund i sommeren 2015. Skåret ind til benet var budskabet i brevet, at Taliban er eneste legitime emirat i den muslimske verden, fordi emiratets ledelse var blevet udpeget gennem en rådslagning med 1500 anerkendte lærde (ʿulama), der alle har svoret troskab (bayʿah) over for Taliban. I brevet er der ligeledes en stærkt følelsesbetonet påmindelse om, at Osama bin Laden og jihadismens store ikon i 1980erne Abdallah Azzam, var stolte medlemmer af ”Afghanistans jihadistiske skole.

Rivaliseringen mellem IS og Taliban er ikke kun blevet udkæmpet med propagandistiske midler, men førte allerede samme år til en direkte militær konfrontation i Nangarhar-provinsen, hvor IS fik oprettet en base under »Khorasan-provinsen«, som skulle omfatte Pakistan, Afghanistan og andre nærliggende lande. Med denne ekspansion i Central- og Sydøstasien ville IS underminere Talibans legitimitetsbase ved bl.a. at hverve nye medlemmer i det militante islamistmiljø langs den afghansk-pakistanske grænse. 

Dette lykkedes - ganske vist kortvarigt - da oprørslederen Uthman Ghazi, der stod i spidsen for Usbekistans Islamiske Bevægelse, meldte sig under fanerne hos IS i august 2015. Taliban opfattede dette som en krigserklæring, men allerede i december var hundredvis af afhopperne og andre islamister, der havde tilsluttet sig den usbekiske oprørsgruppe nedkæmpet ved hjælp af Talibans specialenheder, som ligeledes dræbte Ghazi.

Siden da har Taliban vundet større fodfæste blandt det langt overvejende flertal af de usbekiske jihadister, som de sidste år i stigende grad har været en nær medspiller, hvis ikke helt integreret i Talibans militære enheder. Det seneste eksempel er lederen af den usbekiske væbnede gruppe, Abdul Aziz Yuldash. Han døde i november sidste år, da han kæmpede side om side med Taliban mod de afghanske specialstyrker.   

Overordnet er der altså lidt, der tyder på, at Taliban er villig til at tabe støtte i jihadistiske kredse. Og eftersom disse kredse har delt sig i fløje, der er henholdsvis for og imod IS, vil en alliance med de jihadistiske bevægelser i Central- og Sydøstasien have en vigtig militære-strategisk betydning for Taliban. 

Omkostningerne ved ikke at gøre dette er for høje. I sin yderste konsekvens vil det betyde, at IS får et langt større råderum for rekrutteringen af lang række regionale grupper, og det vil være risikabelt for Taliban i det lange løb. 

Iagttagere, der mener, at Taliban ikke har »råd« til at holde hånden over al-Qaeda, lægger i deres analyse vægt på, at emiratet i Kabul ikke vil risikere at gøre Afghanistan til et sikkerhedsproblem for Kina og Rusland. Dette ville i givet fald puste til unødige konflikter med de to store naboer. Som det rigtigt er blevet fremhævet, har Taliban derfor ingen interesse i et sådant konfliktscenarie. Ikke mindst, fordi både Kina og Rusland har signaleret åbenhed over for de nye magthavere i Kabul. 

Talibans behov for islamistisk lederskab vil primært gå ud på at genskabe rollen som statsaktør uden at miste den ideologiske tiltrækningskræft, hos jihadister og militante islamister. Og denne dobbeltrolle med dens mange modstridende hensyn vil måske ikke være vanskelig for Taliban at udfylde, hvis de afholder sig fra at bære traditionen videre. F.eks. ved at give al-Qaeda tilladelse til at skabe operative miljøer med tusindvis af fremmedkrigere, som man gjorde op gennem 80erne og 90erne. Det sidste vil næppe være et realistisk bud på Talibans fremtidige rolle som regional forpost imod IS. I alt fald ikke i løbet af en overskuelig fremtid. 

Desuden må man huske, at det nye al-Qaeda ikke længere er en topstyret organisation. Som mange forskere har peget på, har al-Qaedas udvikling siden bin Ladens død været stærkt præget af stigende decentralisering. Dette har resulteret i en omstilling i retning af større fleksibilitet og dermed større geografisk udbredelse end tidligere, hvilket kunne pege på, at grupperinger med forbindelse til al-Qaeda vil forsøge at skabe sig en mindre synlig tilstedeværelse i Afghanistan. Og det er i virkeligheden også tilfældet, ifølge flere eksperter, hvilket kan være med til at understrege, at Taliban som det ser ud lige nu påtager sig en ny og noget anderledes rolle i den transnationale jihad.