En styrkelse af Danmarks cyberdiplomati er en god idé

Danmarks anden nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed blev offentliggjort i maj 2018. Om end størsteparten af strategiens initiativer med rette har blikket rettet internt i Danmark, pegede enkelte initiativer på behovet for at styrke Danmarks internationale engagement på området for cyber- og informationssikkerhed. Dette er et skridt i den rigtige retning.

At bringe Danmarks tech-ambassadør med gode relationer til den private sektor ind på den internationale scene for cyber- og informationssikkerhed giver Danmark mulighed for at sætte dagsordenen på et område, der endnu er ved at tage form. Skal en cyberkoordinator-funktion i Udenrigsministeriet, som strategien etablerer, imidlertid blive en succes, kræver det, at også Erhvervsministeriets, Digitaliseringsstyrelsens og Forsvarsministeriets har de nødvendige ressourcer og det nødvendige engagement til at bidrage aktivt i forsøget på at gøre Danmarks internationale positioner strømlinede, konsistente og målrettede på tværs af ministerielle særinteresser.

Den endnu ikke definerede spillebane for international cyberdiplomati betyder dog også, at Danmark står overfor flere faldgruber. En overordentligt stor mængde aktører på området – både stater, private virksomheder og frivillige tekniske fællesskaber – har medført et utal af forskellige internationale fora, konferencer og forslag, der alle forsøger at sætte dagsordenen for fremtidens cyberpolitik. Danmarks cyberdiplomater må nødvendigvis prioritere, hvilke af disse man skal engagere sig i.

Et af de mere vedvarende forslag er Microsofts idé om en digital Genèvekonvention. Selvom forslaget mest af alt bør læses som et oplæg til yderligere diskussion om udfordringerne ved staters adfærd i cyberspace (og en påmindelse om at Microsoft gerne vil inddrages i diskussionerne herom), så fortsætter idéen om en stortanlagt digital konvention med at tiltrække støtter. Danmark bør afsøge alternative veje blandt andet bilateralt og i EU i forsøget på at skabe mere juridisk klarhed om staters adfærd i cyberspace. Det er der fire grunde til.

For det første vil åbningen af en forhandlingsproces i FN-regi efter al sandsynlighed betyde diplomatiske drøftelser af emner, som Danmark ikke ønsker at genåbne i en storstilet digital FN-konvention. Det drejer sig eksempelvis om styringen af internettets protokoller samt ytringsfrihed og andre fundamentale menneskerettigheder online, hvor lande som Rusland og Kina ønsker mere statslig kontrol, censur og overvågning på internettet. For det andet risikerer åbningen af en forhandlingsproces at underminere de igangværende formelle og uformelle drøftelser om international ret i cyberspace, som ellers har ført til en række frivillige normer for statslig adfærd i fredstid. For det tredje strander forhandlingsprocessen efter al sandsynlighed på, at en række stater ikke ønsker at afgive muligheden for at udnytte it-sårbarheder til at fange kriminelle, forhindre terrorisme og generel spionage. Den fjerde og sidste grund er, at en digital konvention for staters adfærd i cyberspace er vanskelig at håndhæve.