DIIS Comment

Støt op, Danmark!

Colombias fredsaftale fra 2016 udløste Nobels Fredspris. I de seneste år er det imidlertid gået den forkerte vej, og perioden op til og også efter det nylige lokalvalg var præget af vold og trusler. I Danmark har man dog ikke rigtig opdaget det; vi er nemlig tilsyneladende ikke særlig optaget af menneskerettigheder i landet, men har mere øje for eksportmulighederne

Det holder hårdt med implementeringen af Colombias fredsaftale fra 2016, og på mange måder var fred og fredsaftalen det helt store tema ved Colombias lokalvalg, som blev afholdt den 27. oktober 2019. Valgdeltagelsen slog rekord i forhold til de sidste mange valg, og dagen blev en af de fredeligste længe, i hvert fald målt på antallet af drab. Kun 5 personer blev dræbt. Jeg var tilstede som valgobservatør i kommunen Caldono i Cauca provinsen i det sydvestlige Colombia, hvor José Vicente Otero Chate blev valgt som borgmester. Han tilhører Nasa folket og stillede op som en del af den alternative sociale og oprindelige folks bevægelse, MAIS.

Umiddelbart efter valget tog volden og drabene til igen. Særligt Cauca regionen er hårdt ramt. Den 29. oktober blev fem personer brutalt myrdet. Alle var fra Tacueyó, der er et af det oprindelige Nasa folks territorier, som ligger i en af Caldonos nordlige nabokommuner. Gerningspersonerne var formentlig nogle af de bevæbnede grupper, som kæmper for at opretholde cocaproduktionen i området, mens den oprindelige befolkning i området forsøger at holde cocaproduktionen ude. Dagen forinden var menneskerettighedsforsvareren Flower Jair Trompeta blevet tilbageholdt, tortureret og dræbt af militærpersoner, ligeledes i det nordlige Cauca. I sidste uge blev en leder af en lokal småbondeorganisation kidnappet, og her i weekenden blev et medlem af det nye FARC parti dræbt af snigskytter i Cauca efter, at han på grund af trusler på sit liv var taget på flugt fra Nariño provinsen i det allersydligste Colombia, hvor han ved valget den 27. oktober havde været kandidat til provinsregeringen. Dette er blot et lille udpluk af de mange drab og trusler, der har fundet sted de seneste par uger, og som særligt rammer ledere af småbønders organisationer, oprindelige folk og tidligere FARC soldater, som nu har lagt våbnene som en del af fredsaftalen.

Mange var ellers forhåbningsfulde, da Fredsaftalen blev forhandlet og underskrevet i slutningen af 2016. Et flot stykke diplomatisk arbejde, præmieret med Nobels fredspris, og et eksempel på, at det internationale samfund har andet end våben i sin værktøjskasse.

Volden faldt da også. Ifølge menneskerettighedsorganisationen Somos Defensores faldt antallet af trusler og angreb på sociale ledere i de tre departementer Nariño, Cauca og Norte de Santander, hvor organisationen arbejder, fra sit hidtidige højdepunkt på 539 sager i 2015 til under 400 sager i 2016 og 2017. Men desværre for kun at stige igen. I 2018 nåede tallet op på 583 sager og er allerede ved udgangen af september 2019 nået op på 477 sager.

Mange, jeg talte med under mit nylige besøg i Colombia, fortalte samstemmende, at volden og retsløsheden er taget til i de store dele af landet, hvor kriminelle grupper, tilbageblevne guerillasoldater og frem for alt paramilitære grupper spreder frygt og kæmper for at opnå kontrol - hvad enten det er over jord, narkoruter eller minedrift. Især efter valget af Iván Duque som præsident i sommeren 2018. Også den danske ambassade i landet delte denne opfattelse.

Nordisk engagement – uden Danmark

Regeringen i landet gør meget lidt for at gennemføre fredsaftalen og dens elementer om politiske reformer, jordfordeling, indsatser til at fremme erstatning af ulovlige afgrøder som coca, marihuana og opiumsvalmuer med andre og lovlige afgrøder, om gennemførelse af sandhedskommissioner rundt i landet og om et retsopgør med begåede krigsforbrydelser under den mere end 50 år lange borgerkrig.

Det internationale samfund bakker imidlertid op. Norge spillede en central rolle sammen med Cuba som mægler under de forhandlinger, som ledte til fredsaftalen i 2016. Sverige var initiativtager til dannelsen af FN's multi-partner fredsbevaringsfond for Colombia, og mange lande, heriblandt vores nordiske søsterlande Norge, Sverige og Finland, har bidraget, men ikke Danmark. Også EU har etableret en fond til at støtte op om fredsprocessen i Colombia og langt størsteparten af EU's medlemslande, samt Chile, har bidraget. Heller ikke her har Danmark ydet et bidrag. Danmark sidder derfor ikke med om bordet, når der med jævne mellemrum bliver gjort status over implementeringen af fredsaftalen i Colombia, noget der selvfølgelig er blevet lagt mærke til i Colombia og blandt dem, der normalt ser Danmark som partner og ligesindet.

Det er ellers ikke, fordi vi fra dansk side ikke interesserer os for Colombia og Latin Amerika. For som man kan læse på Udenrigsministeriets hjemmeside, så er der i Latin Amerika ’en voksende vilje til at fremme bæredygtig udvikling, hvilket betyder danske eksportmuligheder inden for bl.a. grøn teknologi og energi- og miljøhåndtering’. Og, hedder det videre, ’også dansk erhvervsliv har udvist stor interesse for de latinamerikanske markeder’, hvilket vurderes at kræve dansk tilstedeværelse i regionen.

Derfor åbnede Danmark, hvad man kan kalde en ’handelsambassade’ i Colombia i 2014, og med overskrifter som ”Svinekød oplever stor vækst i Colombia” og ”Det er nu, jernet er varmt” og med en 10 dages udstilling i et af Bogotas eksklusive shoppingcentre, Andino, har den danske handelsambassade forsøgt at fremme danske investeringer i Colombia og stimulere efterspørgslen på danske industrielle løsninger. Og i den sammenhæng er det selvfølgelig ikke særlig hjælpsomt at tale om de menneskerettighedskrænkelser - drab og trusler - som foregår i landet. I stedet fortæller man fra handelsrådgivernes side i 2018 om ’den markant bedre sikkerhedssituation i landet efter underskrivelsen af fredsaftalen i 2017’ - ja, heller ikke årstallet på fredsaftalen har man fået helt fat på fra handelsrådgivernes side.

Parallelt med disse tiltag har Danmark ført en - succesfuld - kampagne for at blive valgt ind i FN's menneskerettighedsråd, bl.a. på et løfte om at ville arbejde for en verden uden tortur, en verden, hvor oprindelige folks stemmer bliver hørt og deres rettigheder respekteret, og en verden, hvor menneskerettigheder og retsstatsprincipper respekteres verden over både nationalt og internationalt.

Støt op

Med denne tvetydige danske adfærd er det ikke så underligt, at man som dansker i disse år ofte bliver mødt med undren, når man møder diplomater fra vores nordiske naboer, fordi de i stigende grad oplever, at de har svært ved at genkende det Danmark, de ellers troede, de kendte.

At Danmark så entydigt har valgt at forfølge sine kommercielle interesser i Colombia uden at ville se den stærkt foruroligende menneskeretssituation i landet i øjnene, endsige bidrage økonomisk og diplomatisk til at forbedre situationen og fremme fredsopbygningen gennem bidrag til FN's og EU's fredsfonde, er ikke alene dybt beskæmmende. Den danske stat svigter også sit ansvar over for danske investorer ved at risikere at bringe dem i en situation, hvor de direkte eller indirekte kommer til at medvirke til menneskerettighedskrænkelser.

Det kan derfor kun gå for langsomt med, at Danmark igen stiller sig blandt de lande, som støtter op om fredsaftalen, og, som det nylige lokalvalg i Colombia viste, skulder ved skulder med det store flertal af colombianere, som med deres stemme bakkede op om den demokratiske vej til at opbygge fred i Colombia. Som de nylige drab mere end antyder, er Colombias fredsaftale nemlig skrøbelig og bliver jævnligt udfordret af såvel den siddende regering som af dele af militæret.

Derfor Jeppe Kofod og Rasmus Prehn: Selv et lille bidrag til henholdsvis FN's og EU's fredsfonde for Colombia vil gøre en stor forskel.

Det vil være et stærkt signal til de mange colombianske ledere af sociale bevægelser, der hver dag sætter deres liv på spil for at skabe det demokrati og den retssikkerhed, som både mennesker og virksomheder trives godt i, om det internationale samfunds opbakning til fredsaftalen. Samtidig vil det være et stærkt signal til vores nordiske søsterlande - og til resten af verden - om, at vi skam ikke for enhver pris forfølger vores landbrugs- og grønne industris umiddelbare økonomiske interesser, men at vi faktisk mener det, når vi i vores strategier og ved andre højtidelige lejligheder siger, at vi vil arbejde for værdighed, dialog og udvikling i verden, aktuelt i FN's menneskerettighedsråd.

DIIS Eksperter

Helle Munk Ravnborg
Bæredygtig udvikling og regeringsførelse
Seniorforsker
+4525471657
Støt op, Danmark!