Seniorforsker og antropolog: Vil vi redde de afghanske kvinder, når de bliver flygtninge i Europa?

Lige nu er blikket rettet mod de afghanske kvinder, der igen er tvunget i burka, straffes, tvangsgiftes og udelukkes fra uddannelse. Vi gyser ved tanken om den smerte, de gennemlever, og politikere på kryds og tværs taler om kvindernes lidelse med Talebans komme, og hvad vi kan gøre for dem.

Men vil vi stadig redde kvinderne, når de snart forvandler sig fra undertrykte kvinder i Afghanistan til flygtningekvinder ved Europas grænser?

Som forsker med speciale i kvinders migration er jeg lige nu i dobbeltberedskab. For der er både kvinder, der lider, og en del af dem, som snart vil være flygtninge på vej mod Europa. Jeg spår, at det i Danmark og Europa bliver kvinders undertrykkelse og en ny flygtningekrise, der bliver de to mest centrale spørgsmål i kølvandet på Talebans magtovertagelse – og ikke, om der vil komme mere terror med Taleban.

Selv om krigen i Afghanistan handlede om at få bugt med Al-Qaeda og Osama bin Laden efter 9/11, kom den også hurtigt til at handle om at redde landets kvinder. Laura Bush, hustru til præsident George W. Bush, der trykkede på startknappen til krigen i Afghanistan, var en af dem, der kort tid efter 9/11 tilføjede ’kvinderedning’ til terrorretorikken: »Vi amerikanske kvinder så mod vore søstre i Afghanistan og prøvede at forestille os, hvordan deres liv var … og indså, at vi måtte redde dem til frihed«.

Redning af afghanske kvinder og piger blev hurtigt til en humanitær retfærdiggørelse af krigen mod terror.

Når en militant bevægelse har magten over kvinderne og deres kroppe, har de symbolsk magten over nationen. Kontrol over kvinder og deres kroppe viser mere magt end bomber og droner for milliarder. Taleban er ikke de eneste, der bruger det kneb, det gør nigerianske Boko Haram, der kidnapper piger og kvinder. Det gør Islamisk Stat, der tager kvinder som tvangsbrude.

At ville redde kvinden fra den slags undertrykkelse med militær magt og de vigtige humanitære indsatser, der også er foregået i Afghanistan i de seneste 20 år, blødgjorde en vanskelig og blodig krig, der i udgangspunktet havde andre årsager. Og når det så ikke lykkes at redde kvinder og børn, er det den ultimative ydmygelse af USA, af Danmark og af Vesten.

Der er ikke noget nyt i, at Vesten ser muslimske kvinder som undertrykte passive ofre, der skal reddes med bomber, krudt og kugler. Som om de ikke havde vilje til at tilvælge sløret, selv kæmpe mod deres undertrykkelse, eller at deres undertrykkelse altid kun kommer fra muslimske autoriteter. Vi glemmer let den fattigdom, krig og undertrykkelse, vestlige krige også påfører muslimske kvinder.

Ikke desto mindre står vi snart med et moralsk paradoks – et potent politisk og humanitært spørgsmål: Er vi mere villige til med militær magt at redde undertrykte og ansigtsløse kvinder bag burkaen, når de er i Afghanistan, end at redde dem, når de står ved vores egen grænsebom? For det gør de snart.

Siddende i Afghanistan ser vi dem som redningsklare kvindelige uforskyldte ofre for Taleban. Men som flygtninge ændrer kvinderne status fra uskyldige ofre til potentiel trussel mod os, vores velfærdslande og vores værdier.

Vi ved endnu ikke, hvor stor en ’flygtningekrise’ der venter, eller hvilke ruter afghanerne vil tage. Men uanset hvad vil mange af de flygtninge være de samme mennesker, vi i disse dage ser på tv-skærmene fra Afghanistan og har ondt af.

Vi kan håbe, Europa er bedre forberedt end under den forrige flygtningekrise fra Syrien. Men noget kunne tyde på, at Europa starter panisk forfra med diskussionen om, hvem der har ansvaret for flygtningene. Grækenland har allerede meldt ud, at ruten fra Afghanistan ind i Europa ikke går via dem. Tyrkiet vil heller ikke længere være ’Europas grænsevagt’. Nærområderne er fyldte.

Hvis vi er optaget af at redde kvinderne i Afghanistan fra Taleban, vil vi så også redde dem, når de selv flygter fra Taliban? Det er farligere for dem at flygte, de er i højere risiko for at dø undervejs, og de flygter ofte med børn i deres varetægt.

Vi skal i gang lige nu, hvis vi vil forberede os og sikre, at de ikke skal krydse iskolde bjerge og dybe have for at få hjælp. Men spørgsmålet er, om de afghanske kvinder stadig er »vore søstre«, som Laura Bush sagde, når de snart står her hos os med børn i armene.

Klummen blev bragt i Politiken 22. august 2021.