Satan 2 er klar til affyring

Det russiske forsvar gør klar til at teste det nye inter-kontinentale atommissil Sarmat, som Nato betegner SS-X-30 eller Satan 2. Test af Sarmat er blevet udskudt flere gange pga. tekniske problemer med selve affyringen, men de skulle nu være ordnet. Rusland er dermed klar med endnu et svar på NATO’s ballistiske missilforsvar (BMD), og med Sarmat træder Rusland et trin op i den militære konfrontation med Vesten.

Debatten om et muligt BMD for NATO tog for alvor fart, da alliancen i 2001 iværksatte tekniske forundersøgelser af et sådant system. Ambitionen var, at systemet skulle kunne tilbyde to typer af forsvar. Det første var teaterforsvar – fx beskyttelse af udstationerede tropper – mens det andet var territorialforsvar i Europa. Systemet blev erklæret delvist brugbart i 2016. Det er især territorialforsvaret, som er relevant her, da en generel kritik fra russisk side har været, at dette systems omfattende arkitektur i sidste ende kunne fratage Rusland muligheden for gengældelse af et atomangreb.

Denne arkitektur omfatter nu bl.a. større missil- og sensorinstallationer i Polen, Rumænien og Tyrkiet foruden lokale varselsinstallationer i andre lande. Det er fx i Spanien og senere også i Nederlandene, Tyskland og Danmark med fregatter i missil- eller sensorrollen. Missilrollen er muligvis tiltænkt de SM6-missiler som Forsvarsministeriet i oktober 2017 annoncerede i udspillet til et nyt forsvarsforlig. NATO insisterer på, at systemet alene skal håndtere mellemdistancemissiler, som stammer fra lande udenfor den euroatlantiske region som fx Iran, og at det hverken i sin sensororientering eller missilkapacitet kan være etforsvar mod de russiske interkontinentale missiler. NATO har tidligere haft konsultationer med Rusland om udviklingen af missilforsvaret, men dette samarbejde blev suspenderet efter Ruslands annektering af Krim i 2014.

De russiske missiler
Både i den russiske offentlighed og i russisk militær teori og doktrinudvikling er der en meget aktiv tænkning om brugen af atomvåben. Centralt står her doktrinen om ”nuklear deeskalation”, som sænker barren for den aktive anvendelse af atomvåben ved at tildele dem en konfliktnedtrappende effekt. Baggrunden er, som russiske militære teoretikere forklarer, at Rusland i højere grad end tidligere kan blive tvunget til at støtte sig til sine atomvåben pga. utilstrækkelige konventionelle styrker. Det typiske scenarie vil være, at en modstander (”Vesten”) forsøger at udnytte Ruslands forholdsmæssige svaghed på det konventionelle område til at forfølge egne interesser.
Ruslands forsvarsdoktrin fra 2014 åbner muligheden for at anvende atomvåben som svar på et angreb med konventionelle våben (art. 27).

I en sådan situation kan Rusland beslutte at anvende sine atomvåben i seks stadigt mere konfliktfyldte faser, hvoraf de første fem skal forhindre yderligere eskalation, deraf det lidt paradoksale ”deeskalation”. I den første fase, ”demonstrationsfasen”, viser Rusland, at det har viljen til aktivt at anvende atomvåben i en ellers konventionel konflikt, og det kan det fx gøre ved at bringe et atomvåben til sprængning over Stillehavet. Tanken er, at en pludselig og meget dramatisk overgang til brugen af atomvåben vil forhindre yderligere aggression fra modstanderens side og måske endog få denne til at trække sig fra konflikten.

Ruslands strategiske atomtriade – kombinationen af land- og ubådsbaserede interkontinentale ballistiske missiler og strategiske bombefly – udgør kernen af landets forsvarssystem. Triaden skal give Rusland den ultimative forsvarskapacitet – evnen til at udslette en modstander efter selv at have været mål for et atomangreb. I september 2017 anmeldte Rusland en operativt aktiv beholdning af 1.561 strategiske atomsprænghoveder og 501 strategiske fremføringsmidler (atomtriadens tre ben). Omtrent 70 % af disse sprænghoveder er på silobaserede missiler, men igangværende udviklingsarbejde fokuserer på mobilitet for at få større fleksibilitet og mindske risikoen for, at en modstander kan uskadeliggøre det enkelte missil inden affyring.

En artikel i den ansete russiske militæravis Voennopromysjlennij Kurer hævdede i september 2017, at det amerikanske forsvar forventer at kunne uskadeliggøre hele 85 % af det russiske atomarsenal på stedet. Det vil i givet fald efterlade 15 %, som skal håndteres af et missilforsvarssystem. Vurderingen er bl.a. næret af kritiske røster i USA, som anfører, at udviklingen af nye sprænghoveder bringer det amerikanske forsvar tæt på at kunne forrykke den strategiske stabilitet mellem USA og Rusland ved at fratage sidstnævnte muligheden for at gennemføre gengældelsesangreb. De tilføjer, at Rusland fortsat besidder denne kapacitet, men de ser også en mulig udvikling, hvor udbredelsen af den nye teknologi i sidste ende reelt vil give USA en førsteslagsevne.

Debatten i Rusland
I Rusland er det generelle udgangspunkt for al debat om NATO’s BMD, at systemet er rettet mod netop Rusland. Men herefter kan man iagttage to forskellige spor, som afslører en tydelig dobbelthed i debatten. Denne dobbelthed var også til stede, da Sovjetunionen i 1980’erne skulle forholde sig til USA’s planer om udviklingen af et rumbaseret BMD, det såkaldte Stjernekrigsprojekt.

På den ene side siger russiske kritikere, at NATO’s BMD, især hvis det bliver suppleret med USA’s egne BMD-kapaciteter i fx Alaska og Californien, er uacceptabelt, da det vil fratage Rusland evnen til at gengælde et atomangreb. De advarer om, at Rusland kan blive nødt til at udvikle kraftigere og mere avancerede ballistiske missiler og dermed træde ind i et nyt våbenkapløb. Udviklingen af Sarmat præsenteres på denne baggrund.

På den anden side insisterer det officielle Rusland på, at landet allerede har så mange, så avancerede og så geografisk spredte ballistiske missiler, at intet BMD vil kunne håndtere dem. Da Ruslands ambassadør i Danmark, Mikhail Vanin, i 2015 advarede om, at dansk støtte til NATO’s BMD ville gøre de danske fregatter til mulige mål for russiske atomangreb, pegede han også på dette forhold. Ifølge Vanin ”råder Rusland over missiler, som garanteret kan gennemtrænge det fremtidige globale missilforsvarssystem”, og budskabet var på den måde klart: Det kan alligevel ikke nytte, for selv det mest vidtforgrenede BMD vil blive overvældet af mængden af russiske ballistiske missiler leveret fra forskellige steder på kloden.

I tilgift til de 501 operativt aktive strategiske fremføringsmidler har Rusland yderligere 60 % på lager(fordelt på hele triaden). De fleste vestlige observatører vurderer, at NATO’s BMD på ingen måde kan håndtere dette arsenal. Og at intet BMD overhovedet vil kunne fratage Rusland evnen til at gennemføre et gengældelsesangreb.

Symbolikken i atomvåben
Udviklingen af Sarmat – og den store offentlige fokus på atomvåben i Rusland generelt – bør også ses i sammenhæng med fremkomsten og vedligeholdelsen af det dominerende metanarrativ i russisk politik: At Rusland gennem århundreder har været eksistentielt truet af Vesten, som også i dag søger at knække landet eller endog overvejer at udslette det med brug af atomvåben.

”Russeren er omgivet af fjender”, skrev den russiske avis Kommersant, da meningsmålinger viste, at stadig flere russere mente, at deres land står overfor fjender: Fra 13 % i 1989 til hele 78 % i 2013. Kommersant konstaterede på baggrund af disse tal, at ”statspropagandaen virker”. En meningsmåling fra juni 2017 viser, at 38 % af de russiske respondenterser en militær trussel mod Rusland – og tallet er for nedadgående. En del af denne nedadgående tendens skal forklares ved en stigende tiltro til det russiske forsvar, som 36 % ser som det ”mest effektive og kampklare” i verden, og 47 % betragter som ”et af de bedste”.

Ruslands forsvarsdoktrin identificerer udviklingen af NATO’s missilforsvarssystemer og den påståede afledte forstyrrelse af den strategiske balance som en ”grundlæggende ekstern militær fare” (art. 12/g). Doktrinen kan dog også berolige den russiske offentlighed med, at det russiske forsvar skal sørge for at kunne påføre en aggressor ”uacceptable tab … under alle givne omstændigheder”, hvilket bl.a. betyder evnen til at gengælde også et atomangreb (art. 32/v).

Atomvåben er fulde af symbolik – og det er forsvarssystemer mod dem også. Fortællingen om et Vesten, som efterstræber en førsteslagsevne for at kunne angribe Rusland, er dramatisk og kræver et passende svar. Det svar kommer bl.a. i form af nye ballistiske missiler, herunder Sarmat, og man forstår på fortællingen, at uden dette svar kunne førsteslagsevnen blive til virkelighed. NATO’s BMD er på denne måde et element i den ultimative trussel, da det skal være med til at muliggøre førsteslagsevnen. Men de russiske politikere kan levere det ultimative forsvar: Som det statsejede russiske nyhedsbureau TASS konstaterede i en fejring af Sarmat, kan missilet”gennemtrænge ethvert forsvar”. Gengældelsesevnen synes bevaret.