Russisk desinformation på skærmen

Drabsforsøget på den tidligere russiske efterretningsofficer Sergej Skripal og hans datter Julia er siden blevet fulgt af en omfattende russisk mediekampagne med elementer af desinformation. Meget tyder på, at koordinationen mellem fx ministerier, ambassader og statskontrollerede medier i Rusland er svagere og mere tilfældig end ofte formodet.

Den 4. marts 2018 bliver den tidligere russiske militære efterretningsofficer Sergej Skripal og hans datter Julia udsat for et drabsforsøg i den engelske by Salisbury. De britiske myndigheder anklager efter få dages efterforskning Rusland for at stå bag drabsforsøget, som er udført med nervegassen Novitjok. Den 5. september 2018 offentliggør det britiske politi fotos og formodede navne på to mistænkte gerningsmænd, Aleksander Petrov og Ruslan Bosjirov, begge agenter fra Ruslands militære efterretningstjeneste GRU. Vestlige kilder identificerer dem senere som hhv. oberst Anatolij Tjepiga og (formodet) oberstløjtnant eller oberst Aleksander Misjkin fra GRU. De russiske myndigheder benægter alle anklager. De statskontrollerede russiske medier understøtter aktivt denne linje ved at viderebringe og forstærke benægtelserne, aflede opmærksomheden fra anklagerne vedat præsentere alternative forklaringer og skyde skylden på andre aktører. Fx insisterer Maria Zakharova, talskvinde for det russiske udenrigsministerium, fra starten af sagen på, at anklagerne er drevet af ”russofobi”, og hun påstår, at angrebet kan væreudført af Storbritannien selv eller af fx Slovakiet, Tjekkiet og Sverige.

Et tilbageblik på den statskontrollerede russiske mediestrategi i sagen om Skripal bekræfter forhold, som er set tidligere. Først og fremmest er de russiske medier ikke kritiske i forhold til forklaringerne fra de russiske myndigheders side: De forfølger ikke aktivt den mulighed, at repræsentanter for den russiske stat faktisk har forsøgt at dræbe en tidligere officer, som i Rusland er dømt for at have solgt efterretninger til bl.a. Storbritannien. Det kan være, fordi de ikke vil, ikke kan eller ikke tør.

Derudover udsender medierne en strøm af alternative forklaringer, hvis eneste fællesnævner er det forhold, at ingen af dem svarer til de britiske myndigheders anklager. Mange af dem er modstridende, men det spiller ingen rolle. Deres funktion er at oversvømme et nationalt eller internationalt nyhedsmarked, hvor forbrugerne så kan vælge den forklaring, som passer dem bedst. Udgangspunktet for mediestrategien har redaktøren for den statskontrollerede tv-kanal RT udtrykt således: ”Der findes ikke objektive sandheder”. Sat på spidsen betyder det, at intet kan siges at have større sandhedsværdi end andet. Seks måneder efter drabsforsøget var der flere end 30 alternative forklaringer i omløb på de statskontrollerede russiske medier.

Figur 1 viser eksempler fra mediestrategien, som den er udfoldet siden marts 2018.

Hvad kan vi lære af sagen?
Mediekampagnen synes i starten at være velpoleret. De britiske anklager bliver afvist med en blanding af indignation og ironisk distance, og der er endog overskud til, blot tre dage efter drabsforsøget, at advare mulige russiske informanter mod at følge i Skripals fodspor som dobbeltagent. Samtidig kommer medierne med alternative forklaringer, herunder beskyldninger mod de britiske myndigheder for selv at have stået bag angrebet. Som noget specielt i denne sag begynder de russiske medier at bringe kommentarer fra og interviews med Viktorija Skripal, Sergej Skripals niece. Hun præsenteres som et sandhedsvidne, der kan afvise anklagerne på baggrund af sit særlige kendskab til sagens hovedpersoner.

Senere fremstår kampagnen dog kaotisk og desorganiseret. Det er især interviewet med de to anklagede agenter Misjkin og Tjepiga på det statsejede RT den 13. september 2018, som giver dette indtryk. Interviewet bærer tydeligt præg af at være arrangeret i hast, og de to agenters forsøg på at redegøre for deres tur til Salisbury bliver mødt med hovedrysten ikke bare internationalt men også i Rusland. De britiske myndigheder har inden interviewet afsløret, at de to mænd sammen har gennemført en række smutture tilvesteuropæiske storbyer med det formodede formål at rekognoscere. Intervieweren fra RT forsøger at forklare dette rejsemønster ved stærkt at antyde, at Misjkin og Tjepiga i virkeligheden danner par privat, og at det er derfor, de rejser sammen.

Det er meget sandsynligt, at de russiske myndigheder har været overraskede over omfanget og kvaliteten af de efterretninger, som briterne sammen med allierede har kunnet fremskaffe. Der er rygter om informanter internt i det russiske efterretningsmiljø, og det ville i givet fald kunne føre til en del uro. Interviewet på RT har karakter af improviseret ”damage control”, hvor man har forsøgt at mindske de mulige negative konsekvenser af afsløringerne om Misjkin ogTjepiga. De to agenter synes at være blevet ofret i denne sammenhæng.

Forløbet omkring interviewet i RT synes også at understøtte formodninger om, at centrale magtinstitutioner i Rusland kommunikerer dårligt sammen og måske endog er i åben konkurrence med hinanden.I det russiske efterretningsmiljø er sikkerhedstjenesten FSB helt central, men GRU har formået at udmanøvrere udenrigstjenesten SVR. Og i centraladministrationen er forsvarsministeriet langt mere centralt end udenrigsministeriet, som sandsynligvis først efterfølgende bliver orienteret om sager som disse. Det betyder også, at ambassaderne er langt nede på listen, når information flyder ud fra Kreml.Det kan forklare de ukoordinerede mediebidrag, hvor de enkelte pressemedarbejdere på ambassaderne efter bedste evne forsøger at støtte den officiellelinje, men pludselig bliver overhalet af beslutninger taget i Moskva. Vi ser derfor eksempler på, at ambassaderne er på bagkant og ofte først skifter kommunikationsspor, når det er tydeligt, at Moskva har ændret sin fortælling.

Et omdrejningspunkt i mediestrategien er beskyldninger om ”russofobi”. Begrebet refererer oftest til en kynisk dæmonisering af Rusland med det formål at opnå nogle helt andre politiske mål (fx flere penge til forsvaret). Fra russisk side kan man benytte fx #russophobia og #russophobes til at undergrave legitimiteten hos kritikere ved at antyde, at de har nogle helt andre og skjulte dagsordener. I sagen om Skripal har der tillige været mange eksempler på meget ironisk kommunikation fra især Ruslands ambassade i London, hvilket afspejler en dygtigt formuleret modtagerorienteret kampagne. Fxtweetede ambassaden i London den 12. september 2018 en opfordring til briterne om at ”keep calm and behave yourself”.

Figur 2 viser en opgørelse over brugen af ordet ”russophobia” i det russiske udenrigsministeriums kommunikation, på RT og i nyhedsbureauet Sputnik. Opgørelsen indikerer, at der på et tidspunkt i Moskva er truffet beslutning om at benytte ordet meget aktivt og offensivt i en mediekamp mod kritikere af Kreml. Under #russophobes2018 har RT udnævnt de ti største såkaldte russofober på verdensplan, og førstepladsen uddeles, ganske paradoksalt, til den amerikanske tænketank Atlantic Council, som står bag opgørelsen i figur 2.

Opgørelse over brugen af russophobia