Reelt stemmer kun 38% ja til selvstændighed i Catalonien
Gårsdagens ”folkeafstemning” var et nedslående resultat for selvstyreregeringen i Catalonien. Selv om lokalregeringen i Barcelona, Govern, officielt tolker udfaldet som en demokratisk sejr over et forstenet autoritært regime i Madrid, viser de offentliggjorte tal noget andet.
Govern meddeler ifølge avisen El País, at den har registreret 2.262.424 stemmer ud af en samlet vælgerbefolkning på 5,343.358 svarende til 42%. Af dem menes ca. 90% at have stemt ja svarende til under 38% af den samlede vælgerbefolkning. Med andre ord er den egentlige vinder af afstemningen den udeblevne catalaner, sofavælgeren.
Dermed ligner valgresultatet på en prik den selvbestaltede uformelle folkeafstemning, der fandt sted i Catalonien i 2014. Det er også værd at bemærke, at den koalition, Junts pel Sí, der i 2015 gik til regionalvalg på ønsket om uafhængighed dengang kun fik 40% af stemmerne. Ved at indgå i en højst besynderlig politisk alliance med et yderliggående venstreorienteret løsrivelsesparti, CUP, lykkedes det imidlertid de samlede løsrivelseskræfter at mønstre ca. 48% af vælgerne, hvilket var nok til at sikre et spinkelt flertal i parlamentet. Dog er det vigtigt at påpege, at en lang række andre faktorer end selvstændighed øvede indflydelse på catalanernes stemmeafgivning ved den lejlighed, såsom økonomiske forhold, utilfredshed med politisk korruption mv.
Der er derfor al mulig grund til at se kritisk på lokalregeringens udmelding om, at den nu har vundet retten til at erklære sig selvstændig. At den er legitim og suveræn. For det første er Catalonien ifølge FN ikke et territorium, der har krav på selvbestemmelse, som tilfældet for eksempel er med Vestsahara eller Gibraltar for nu at nævne et par tidligere spanske besiddelser. Tværtimod har FN så sent som i 2015 rost det spanske statssystem for dets respekt for kulturel og sproglig mangfoldighed, idet den spanske selvstyreordning er endog meget vidtgående. Det internationale samfund vil derfor ikke anerkende Catalonien som selvstændig stat. Det er således lykkedes Spanien at samle både EU og kræfter i FN-systemet bag dette synspunkt. Man bør også huske, at Spanien ikke har anerkendt Kosovos ensidige løsrivelse i 2008, og at et løsrevet Catalonien aldrig ville kunne genindtræde i EU uden Spaniens accept. Catalonien ville blive isoleret og lide en økonomisk kvælningsdød, idet toldmure ville rejse sig omkring en dybt forgældet region.
Der går i skrivende stund rygter om, at Madrid vil suspendere det catalanske selvstyre ved at aktivere artikel 155 i forfatningen. På den måde vil centralregeringen forsøge at komme en eventuel ensidig catalansk erklæring om løsrivelse i forkøbet. Det er under alle omstændigheder vigtigt at slå fast, at den eneste vej frem er politisk dialog, eventuelt ved at genforhandle den fællesspanske forfatning og herigennem anerkende Catalonien som ”nation” inden for et føderalt system. Det er umuligt at forestille sig, at yderligere anvendelse af politi, efterretningstjenester og domstole vil kunne føre til andet end mere ballade og politisk polarisering, selv om både kræfter i Madrid og Catalonien fortsat kan have en vis interesse i, at det sker.
Hidtil har centralregeringen kun ytret sig i én bestemt retning, nemlig at afstemningen i går ikke ville blive gennemført. Det blev den så alligevel, om end i en amputeret form. Omvendt har den politiske elite i Catalonien udvist en uhørt grad af politisk uansvarlighed ved at sætte sig ud over den samlede spanske forfatning, som Catalonien selv var en af kræfterne bag, og som den catalanske befolkning stemte hjem med et overvældende flertal i 1978. Man må håbe, at lokalregeringen besinder sig, for en ensidig løsrivelse indvarsler – som det fremgår af vedhæftede DIIS-rapport – nogle dybt bekymrende økonomiske og politiske problemer for Catalonien, Spanien og resten af EU.
Denne comment er skrevet af
Morten Heiberg,
Professor i spansk historie og samfundsforhold,
Institut for Engelsk, Germansk og Romansk,
Københavns Universitet
