Politiske udfordringer i den antropocæne tidsalder

I 2016 stemte en ekspertgruppe under den Internationale Geologiske Kongres (IGK) med stort flertal for, at Jorden er gået ind i en ny geologisk epoke: Antropocæn. Navnet – antropos betyder menneske – henviser til, at menneskers indflydelse på Jordens nuværende tilstand og fremtidige udvikling er blevet så gennemgribende og forandrende, at mennesket nu er en geofysisk kraft på linje med naturlige fænomener som vulkaner og storme. Jordens nye tilstand er af stor politisk betydning, fordi den stiller spørgsmålstegn ved og truer den nuværende samfundsorden. I den antropocæne epoke vil hastige, uforudsigelige og ekstreme klimaforandringer, samt hidtil usete ryk i Jordens økosystemer destabilisere og underminere befolkningers ressourcegrundlag og levevilkår i en grad, der på sigt kan betyde en global masseudryddelse af arter – inklusiv den menneskelige. Årsagerne til vores nye globale og dystopiske tilstand er altså menneskeskabte, hvilket sætter menneskers organisering – og dermed, international politik og samarbejde, nye teknologier og alternative måder at forstå menneskets forhold til naturen — i centrum, når der skal findes løsninger på fremtidens problemer.

Som begreb taler Antropocæn dog ikke for sig selv, og Jordens nye tilstand kan tolkes forskelligt politisk. Det har affødt samfundsdiagnoser, som fremhæver menneskets almagt såvel som vores kollektive afmagt overfor uoverskuelige planetære og klimatiske forandringer. På den ene side virkeliggør Antropocæn oplysningstidens fantasi om menneskets dominans og kontrol over naturen. På den anden side associeres Antropocæn ofte med præcis det modsatte: menneskets tab af kontrol over sit miljø og sin omverden, intensivering af klima- og ressourcebaseret konflikt.

Fælles fremtid, fælles ansvar?
Vores verdensorden og det nuværende økonomiske system voksede frem under Holocæn; den klimatisk gunstige epoke, som startede for knap 12000 år siden, efter sidste istid. Med Jordens indtræden i den antropocæne tidsalder har vi sagt farvel til de favorable vilkår for civilisationernes opståen og blomstring, og bevæget os ud i det ukendte. Et globalt, menneskeskabt økologisk kollaps er nu et realistisk – nogen mener uundgåeligt – scenarie. Klimapolitik bliver dermed til global sikkerhedspolitik. En gruppe fremtrædende forskere fra The Earth System Governance Project, verdens største sammenslutning af samfundsvidenskabelige forskere med fokus på klima, gør opmærksom på, at global grøn omstilling derfor er en nødvendig forudsætning for opretholdelsen af civiliserede samfund. Også FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling fra 2015 slår fast, at mangel på grøn omstilling vil forårsage tab i biodiversitet, globale temperaturstigninger og stigende vandstand, og derved true økonomisk velstand, social stabilitet og international fred.

Med disse krav om kollektiv, global handling i menneskehedens navn risikerer vi dog, at grundlæggende sociale, kulturelle og økonomiske forskelle bliver overset. Ansvaret for, og konsekvenserne af, Jordens antropocæne tilstand er nemlig ulige fordelt. De rigeste 10% af verdensbefolkningen udleder hele 50% af verdens CO2, og historisk har Vesten stået for hovedparten af miljøødelæggelserne. Som modspil til begrebet Antropocæn er der derfor opstået en række lignende begreber – deriblandt ’Capitalocene’, ’Eurocene’ og ’Manthropocene’ – som udgør mere eller mindre vellykkede forsøg på at tydeliggøre, hvilke specifikke samfund, grupper og systemer der bærer det primære ansvar for det ekstreme klima. Som mange andre forskere retter formanden for ekspertgruppen under IGK, professor i palæobiologi, Jan Zalasiewicz, især blikket mod den økonomiske acceleration i industrialiserede samfund umiddelbart efter Anden Verdenskrig. De miljømæssige bivirkninger af denne vækst, i form af plastikaffald, forurening og CO2 udslip, er i dag hovedårsager til forvandlingen af Jordens geofysiske sammensætning. Fokus på krav for kollektiv handling bør derfor også øge politiske debatter om fordeling af ansvar, risici og sårbarhed.

Geo-engineering som løsning
I takt med tiltagende klimaforandringer og fortsat politisk uenighed om løsninger på de udfordringer det bringer med sig, nævnes geo-engineering i stigende grad som et særligt effektivt og nødvendigt supplement til politisk handling. Geo-engineering dækker over tekniske indgreb, der har til formål at påvirke Jordens klima, og er blandt andet blevet foreslået af eksperter som Paul Crutzen (ophavsmanden bag Antropocæn-begrebet). Der forskes nu i, hvordan klimaet kan køles kunstigt ned, f.eks. ved hjælp af globale solskærme, eller hvordan drivhusgasser kan trækkes ud af atmosfæren og oplagres andre steder. Hvis mennesket alligevel har en afgørende påvirkning på Jorden, hvorfor så ikke forsøge at forme økosystemer mere positivt efter vores udfordringer og behov?

Geo-engineerings popularitet hviler på en tillid til videnskabsteknologiske løsninger, som hævdes at kunne omgå de vanskeligheder, som ellers plager klimapolitik: videnskabelig usikkerhed, geopolitik og modstridende interesser. Men geo-engineering er hverken politisk neutralt eller ukontroversielt. Fortalere for global politisk handling frygter, at det vil besværliggøre effektiv forebyggelse af drivhusgasudslip yderligere. Desuden peger klimamodeller på, at geo-engineering vil påvirke lande vidt forskelligt. Et indgreb, der sænker den globale gennemsnitstemperatur gennem oppumpning af svovlpartikler i den øverste atmosfære, kan hjælpe nogle lande, men kan være katastrofal for andre. Kina vil for eksempel blive køligere, mens Indien vil blive markant tørrere. Det sætter spørgsmålstegn ved hvilke aktører der har ret til at anvende disse teknologier og på vegne af hvem.

For det tredje kan geo-engineering skabe en irreversibel stiafhængighed. Når klimaet først kontrolleres ved teknologiske hjælpemidler, vil det være næsten umuligt at afvikle teknologien uden enorme negative konsekvenser for klimaet. Endvidere er konsekvenserne af et teknologisk ’fix’ i høj grad ukendte. Ved at fæste vores lid til teknologiske løsninger risikerer vi at gøre os selv afhængige af nye former for ekspertise, som prioriterer ét sæt politiske og økonomiske interesser og overskygger andre.

Konklusion
I den antropocæne tidsalder er den gængse forståelse af samfund og natur som to adskillelige størrelser opløst. I stedet finder vi en mere kompleks, dynamisk, forbunden virkelighed, hvor menneskelige aktiviteter efterlader dybe, varige og vidtrækkende spor i og på Jorden. På globalt niveau vil forskydningerne forandre befolkningers levegrundlag på en måde, der skaber nye ’vindere’ og ’tabere’, og som på sigt vil kunne indlede en global masseudryddelse af arter. Antropocæn rejser altså en række eksistentielle og globale spørgsmål, der bør gøres til genstand for politisk debat. Det stiller store krav til stater, internationale organisationer og globale fora.

I den forbindelse er det vigtigt at undgå forestillinger om geo-engineering eller andre videnskabsteknologiske løsninger som politisk neutrale ’quick fixes’. Nogle former for geo-engineering kan meget vel blive en del af fremtidens løsninger, men det er ingen smutvej ud af det politiske minefelt. Det er tværtimod en kompleks labyrint. Jo mere indgribende teknologierne er, jo større er risikoen for, at der vil opstå politisk uenighed om retten til deres anvendelse, deres globale og lokale effekter samt langsigtede bivirkninger. En øget forståelse for Jordens komplekse sammensætning og skrøbelighed kan i det lys også tale for øget tilbageholdenhed og forsigtighed.

Ligeledes er det vigtigt, at Antropocæn forstås politisk som en global tilstand, der dækker over en lang række forskelligartede udfordringer og risici, der vil blive mødt af befolkninger med uens forudsætninger for at håndtere dem. Antropocæns planetære omfang skaber altså ikke én kollektiv menneskehed formet af ens udfordringer, men fremkalder nye uligheder og intensiverer eksisterende udfordringer. Det vil ramme lavindkomst lande og allerede marginaliserede befolkninger hårdest. Antropocæn bør derfor invitere til ambitiøst globalt samarbejde, såvel som til refleksion over både eksisterende og nye uligheder og konflikter.