Ny sikkerhedssituation skærper dansk dilemma om missilforsvar

Danske politikere står over for en vigtig beslutning, når de skal indgå et nyt forsvarsforlig i slutningen af 2017. På den ene side er de bundet af en principbeslutning med bred politisk opbakning om dansk deltagelse i NATO’s Ballistiske Missilforsvar (BMD), som blev taget ved NATO-topmødet i 2014. På den anden side er trusselsbilledet i det danske nærområde forandret.

Rusland opstillede i november 2016 kortrækkende ballistiske missiler af typen Iskander i Kaliningrad, angiveligt som reaktion på NATO’s BMD-installation i Polen. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at missilerne kan få fast base i Kaliningrad i løbet af 2017 med en rækkevidde, så de kan nå det østlige Danmark. Missilerne har sandsynligvis været planlagt opstillet længe, men Rusland betegner opstillingen som en reaktion på NATO’s udstationering af styrker i Baltikum samt den fortsatte udvidelse af missilforsvaret.

NATO lægger vægt på, at alliancens missilforsvar ikke er rettet mod Rusland, men sådan ser Rusland ikke på sagen. Russerne har reageret kraftigt på NATO’s planer og på dansk deltagelse i BMD og har hævdet, at det udgør en trussel mod Rusland.

Spørgsmålet er derfor: Skal Danmark gå med i missilforsvaret på trods af de håndfaste russiske trusler for at vise solidaritet og byrdedeling med alliancen samt for at signalere sin suveræne ret til selv at vælge i sikkerhedsspørgsmål? Eller skal Danmark udskyde deltagelsen i BMD for ikke at eskalere den anspændte sikkerhedssituation i Østersøområdet og i stedet udmønte det varslede ”substantielle løft” af forsvaret på andre områder?

Baggrunden for NATO's missilforsvar
NATO besluttede i 2010 at etablere det Ballistiske Missilforsvar (BMD) som modsvar på truslen fra ballistiske mellemdistancemissiler, som potentielt kan fremføre masseødelæggende sprænghoveder. Beslutningen skete primært som et kollektivt svar på missiltruslen fra Iran. Forsvarets Efterretningstjenestes seneste trusselsvurdering omtaler fortsat spredning af ballistiske missiler som en potentiel trussel. NATO forudser ikke, at fjendtligt indstillede stater vil skyde først, men vurderer, at disse stater kunne vælge at affyre missiler som gengældelse for eksempelvis vestlige interventioner. Yderligere har BMD den effekt, at det minimerer incitamentet til oprustning med missiler, fordi de kan skydes ned.

NATO erklærede i 2016, at BMD var initialt operativt. Det betyder, at det indtil nu rent amerikansk finansierede missilforsvar kan forsvare Europa mod et angreb med få missiler fra primært Iran. Men der er behov for at supplere missilforsvaret med flere sensorer for at gøre det redundant, fleksibelt og modstandsdygtigt over for andre angrebsretninger og dermed fuldt operativt. Danmark har givet principtilsagn om at bidrage med skibsbaserede sensorer i form af radarer. USA har beskrevet den manglende europæiske deltagelse som et af de største misforhold imellem USA og resten af NATO.

Rusland og missilforsvaret

Ruslands ambassadør i Danmark var meget klar i mælet, da han i marts 2015 beskrev konsekvenserne af dansk deltagelse i BMD:

"Jeg tror ikke, at danskerne helt forstår konsekvenserne af, hvad der sker, hvis Danmark tilslutter sig det amerikansk-styrede missilforsvar. Sker det, bliver danske krigsskibe mål for russiske atommissiler,«: »Danmark vil blive en del af truslen mod Rusland. Det vil blive mindre fredeligt, og forholdet til Rusland vil tage skade. Det er naturligvis jeres beslutning – jeg vil blot minde jer om, at I vil miste både penge og sikkerhed. Samtidig råder Rusland over missiler, som garanteret kan gennemtrænge det fremtidige globale missilforsvarssystem. "

Mikhail Vanin, 2015.

Det er muligt, at russiske sikkerhedspolitikere ved, at missilforsvaret ikke er en trussel rettet mod Rusland. Men kombinationen af BMD, generel vestlig militær overlegenhed, herunder NATO’s forstærkning af det konventionelle områdeluftforsvar, samt Prompt Global Strike-konceptet, der vil muliggøre et amerikansk præcisionsangreb overalt på kloden inden for en time, har fået Rusland til at argumentere, at BMD er et led i USA’s forsøg på at opnå en first strike-kapabilitet mod Rusland.

NATO nævner flere forhold som forklaringer på, hvorfor missilforsvaret ikke er rettet mod Rusland:

• BMD er baseret på SM-3-missiler, som kan skyde ballistiske mellemdistancemissiler (MRBM) ned uden for jordens atmosfære. Missilforsvaret beskytter ikke mod kortrækkende ballistiske missiler (SRBM), for eksempel de russiske Iskander-missiler. BMD er heller ikke rettet mod Ruslands interkontinentalemissiler (ICBM). Kun USA råder over et missilforsvar med begrænset dækning mod langtrækkende missiler.
  
• INF-traktaten fra 1987 påbød blandt andet Rusland (dengang Sovjetunionen) og USA at fjerne mellemdistancemissiler – de egentlige mål for BMD – og forbød landene igen at opstille denne type missiler.
  
• Under alle omstændigheder vil Rusland med en sværm af missiler relativt nemt kunne bryde igennem NATO’s missilforsvar. BMD er beregnet til at skyde få mellemdistanceraketter ned.

Disse forhold er kernen i argumentet om, at BMD ikke er rettet mod Rusland, og at missilforsvaret ikke forrykker den nukleare strategiske balance imellem NATO og Rusland.

Forholdet til NATO og den kollektive sikkerhed
Siden Danmark i 2014 fremlagde principbeslutningen om at tilslutte sig BMD, er der vendt op og ned på trusselsbilledet. NATO’s forhold til Rusland er historisk dårligt, hvorimod der nu er indgået en aftale med Iran om landets atomprogram. Iran besidder dog fortsat et betydeligt arsenal af ballistiske missiler, som det senest har testet i februar 2017 med international fordømmelse og sanktioner til følge.

Flere politikere har derfor peget på muligheden for at udskyde Danmarks indtræden i NATO’s missilforsvar og i stedet bruge ressourcerne på andre militære trusler og behov, primært på dansk nærforsvar. Danmarks tre fregatter er klargjort til at indgå i et konventionelt områdeforsvar, som er en operationstype, NATO efterspørger. Med områdeforsvar kan fregatterne deltage i forsvaret af en større flådestyrke eller af landområder nær havet, såkaldte Anti Access (AA) og Area Denial (AD) operationer. Det kræver dog luftforsvarsmissiler af typen SM-2, som Danmark for nuværende ikke råder over.

Hvis partierne bag forsvarsforliget beslutter at indkøbe BMD-radarer til fregatterne, medfører det automatisk et behov for at investere i fregatternes områdeforsvar. Russerne har gjort det meget klart, at en fregat, der indgår i NATO’s missilforsvar, udgør et strategisk mål. En udmøntning af Danmarks BMD-bidrag vil derfor være en investering på flere milliarder kroner over en årrække, forudsat at minimum to fregatter bliver udrustet til at indgå i BMD, hvilket er nødvendigt for at bevare den operative fleksibilitet og udholdenhed.

Det kan virke nærliggende og militært rationelt at udskyde Danmarks medvirken i NATO’s missilforsvar og i stedet opdatere fregatternes evne til områdeluftforsvar. Danmark vil på den måde undgå at bidrage til, at spændingerne i Østersøregionen eskalerer, hvilket vil berolige flere af vores nabolande, der sandsynligvis er bekymrede over udsigten til dansk BMD-deltagelse. Fregatternes militære nytteværdi øges, og man sikrer, at de kan indgå i en bred portefølje af NATO-operationer. Samtidig vil det frigøre omfattende ressourcer til brug for andre ”substantielle løft” i forsvaret.

Men fordelene ved at vi tilslutter os NATO’s missilforsvar er lige så markante. En investering i skibsbårne radarer til NATO´s missilforsvar vil signalere, at vi fastholder den hidtidige politik om at være et af kernelandene i alliancen. Hvis Danmark springer fra sit principielle tilsagn, kan det i sidste ende få konsekvenser for vores position i NATO og USA’s villighed til at garantere for Danmarks sikkerhed. Desuden vil en så betydelig økonomisk investering sende et kraftigt positivt signal til USA og imødekomme det pres, amerikanerne har lagt på de europæiske NATO-lande om at bidrage mere til NATO.

Det er heller ikke uvæsentligt, at Danmark tydeligt signalerer, at man ikke lader sig afpresse af Rusland, men at man suverænt selv bestemmer sin ageren i sikkerhedspolitikken. Hvis Danmark springer fra sit tilsagn om at tilslutte sig missilforsvaret, vil det sende uheldige signaler til Rusland om, at agressiv adfærd virker.