Tidsskriftsartikel

Ny forskning: Det nye yderste højre vil opløse nationalstaterne

Stærke intellektuelle på den yderste højrefløj promoverer en genrejsning af Europas oprindelige kulturer og civilisationer.
Aleksandr Dugin-New_Horizons_International_Conference_21
The Russian philosopher and ideologist Aleksandr Dugin is a main figure in the new right. In a new studie senior researcher Manni Crone has analyzed his ideas. (Photo: Mahdieh Gaforian/Wikimedia)

Lukkede grænser og en stærk nationalstat båret af kapitalistisk markedsøkonomi. Det er nok det, de fleste forbinder med den yderste højrefløj.

Men nu viser et nyt studie udgivet i det videnskabelige tidsskrift New Perspectives, at ideologien og tankerne bag den nye yderste højrefløj faktisk går imod alle de ting.

”De er imod kapitalisme, og det de opfatter som amerikanisering af europæiske civilisationer. De er imod det repræsentative demokrati, og de er faktisk også imod nationalstater,” fortæller seniorforsker på DIIS Manni Crone, som har skrevet den videnskabelige artikel i New Perspectives.

Hun har analyseret tankerne hos to indflydelsesrige intellektuelle fra det nye højre: Franskmanden Alain de Benoist, som er journalist og politisk filosof og den russiske filosof og tidligere rådgiver for Vladimir Putin, Aleksandr Dugin.

Alain de Benoist har været med til at starte den politiske bevægelse Nouvelle Droite i Frankrig, hvor Aleksandr Dugin også er en vigtig ideolog.

Ideologien bag det nye højre har rødder i Frankrig, men har i dag forgreninger til hele Europa med netværk mellem intellektuelle og organisationer, som deler det nye højres vision om genrejsningen af et stærkt Europa fri for indvandring fra syd og kulturel påvirkning fra USA.

På samme måde som den yderste politiske højrefløj ønsker det nye højre et total stop for indvandring fra lande uden for Europa. De deler en overbevisning om, at vi står over for ”den store udskiftning”, hvor Europas oprindelige befolkning udskiftes med hovedsageligt muslimer.

Men det nye højre ser nationalstaten og det repræsentative demokrati som strukturer, der undertrykker Europas inklusive Ruslands oprindelige kulturer, civilisationer og folkeslag.

”De ønsker et Europa, der er koblet fri af USA, og hvor mindre etniske enheder styrer deres egne områder uden at være underlagt en nationalstat,” forklarer Manni Crone.

Jordens naturlige grænser – for eksempel havene - skal i meget højere grad styre de etniske grænser, lyder ideologien bag det nye højre.

Inspirerer præsidentkandidat i Frankrig

Forskning som den Manni Crone har lavet, er med til at gøre os klogere på de idéer, der ligger bag nogle af de mest ekstreme højrefløjspartier og organisationer i dag. Partier og organisationer som nogle steder får stigende tilslutning og indflydelse.

For eksempel den franske præsidentkandidat Eric Zemmour, der står til at få 16 procent af stemmerne til præsidentvalget til april.

Zemmour ligger på den alleryderste politiske højrefløj, og han er en del af samme miljø som Alain de Benoist, selv om hans politiske projekt er en smule anderledes. Han er nationalist og går ind for det repræsentative demokrati.

”Han er ikke imod repræsentativt demokrati, og han taler om en genrejsning af Frankrig ikke af hele Europa. Men han går ind for, at en stærk mand, som er valgt af folket, skal stå i spidsen for Frankrig,” siger Manni Crone.

Hun er overrasket over, hvor stor tilslutning Eric Zemmour ser ud til at have i Frankrig:

”Når jeg ser det, der sker i Frankrig bliver jeg lidt bekymret. Det er nogle ideologier, som har været lidt i skammekrogen siden 2. Verdenskrig. Det er lidt overraskende, at de her idéer deles af så mange.”

Ikke mindst fordi nogle af idéerne hos det nye yderste højre vinder genklag hos mange, er det vigtigt med forskning, som giver en grundlæggende forståelse af de ideologier og verdenssyn, der ligger bag de politiske slogans og valgtaler.

 

Forskningen er støttet af Veluxfonden.

DIIS Eksperter

Manni Krone
Fred og vold
Seniorforsker
+45 32698669
New Perspectives - Judeo-Christian civilization and the Transatlantic Right
Towards great ethno-civilizations and spiritual empires?
How the European New Right imagines a post-liberal world order
New Perspectives - Interdisciplinary Journal of Central & East European Politics and International Relations, 1-12, 2021