Norge vil kæmpe for det multilaterale system for at forsvare norsk selvstændighed og handlerum

Presset på den regelbaserede internationale orden fik i 2018 den norske regering til at se nærmere på Norges rolle og interesser i en multilateral verdensorden. Resultatet af det omfattende analysearbejde foreligger nu i form af en såkaldt ’Melding til Stortinget’, der blev præsenteret for offentligheden af den norske udenrigsminister Ine Eriksen Søreide ved et større arrangement i Nobels Fredscenter, under overværelse af Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas.

Det klare budskab var at fremhæve Norges fundamentale interesse i at forsvare den regelbaserede verdensorden, Norge selv har deltaget aktivt i at opbygge, og som nu er under pres indefra og udefra. Meldingen konkluderer således, at Norges fremmeste udenrigspolitiske interesse nu og i de næste fem år er at forhindre svækkelse af den internationale retsorden og de multilaterale styringssystemer. Meldingen anviser også, hvordan Norge inden for de eksisterende budgetmæssige rammer skal prioritere sine udenrigspolitiske værktøjer og virkemidler for at fremme netop dette mål.

Set med danske øjne er meldingen interessant af tre grunde:

1: Fokus på at forholde sig til verden, som den er

For det første, fordi den indeholder en solid gennemgang af det multilaterale systems oprindelse, rolle og udfordringer og hvilke konsekvenser de igangværende ændringer i det multilaterale system har for Norge. Denne gennemgang kan i store træk overføres til debatten om, hvordan og hvorfor Danmark skal forholde sig til krisen i den såkaldte liberale verdensorden. Ikke mindst fordi den norske melding er eksplicit realpolitisk: ”Norsk utenrikspolitikk må ta utgangspunkt i de faktiske forholdene i verden, ikke hvordan vi skulle ønske at verden så ut.” Det udgangspunkt passer godt ind i den danske udenrigspolitiske debat, der i de senere år er blevet stadig mere fokuseret på netop at forholde sig til verden, som den er, og prioritere de områder, der betyder noget for Danmark, og hvor Danmark reelt kan gøre en forskel.

Det betyder ikke, at anbefalingernei den norske melding uden videre kan overføres til dansk politik. Norge er som bekendt ikke medlem af EU, og selvom der lægges op til, at Norge skal ”støtte op om EU’s rolle som multilateralismens fremste støttespiller – økonomisk, politisk og sikkerhetsmessig”, er der stor forskel på, om man gør det indefra, som Danmark i givet fald ville kunne, eller udefra, som Norge er nødsaget til. En tilsvarende analyse af Danmarks rolle og interesser i det multilaterale samarbejde vil naturligt have langt større fokus på EU og på muligheder og begrænsninger i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, end tilfældet er i den norske.

2: Danmark og Norge er lige udsatte i forhold til globale magtforskydninger

Det peger så direkte på den anden grund til, at den norske melding er interessant i en dansk kontekst. For hvorfor har den norske regering bestående af Høyre og Norsk Folkeparti følt det nødvendigt at udarbejde en sådan analyse, mens noget tilsvarende ikke er sket i Danmark? Betyder det multilaterale mere for Norge, end det gør for Danmark? Står Norge til at ’tabe’ mere end Danmark, hvis verden bevæger sig mere i retning af rå magtpolitik, hvor de store gør, hvad de vil, mens de små tåler, hvad de skal?

Ikke umiddelbart. Trods forskellen i EU-medlemskabet er Danmark og Norge nogenlunde lige udsatte i forhold til de globale magtforskydninger og den tiltagende krise i den internationale orden. Den danske egeninteresse i den regelbaserede orden og det multilaterale system er lige så fundamental som den norske. Den erkendelse blev da også fremhævet i den afgående regerings seneste udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi for 2019-2020, der netop understregede, at ”Små højtudviklede lande som Danmark står til at tabe mest, hvis de stærkeste lande træffer beslutninger henover hovedet på alle andre. Vi kan ikke længere tage den internationale orden, som har præget verden de seneste årtier, for givet.”

Indtil videre har den erkendelse ikke ført til en sammenhængende og principiel debat om, hvor og hvordan Danmark bedst bruger sine forskellige udenrigspolitiske værktøjer og virkemidler for at forsvare og fremtidssikre det multilaterale system, der udgør fundamentet for dansk sikkerhed og velfærd. Den afgående regering tog de første skridt i den retning, blandt andet ved at forsøge at ’tale EU-samarbejdet op’ og øge den danske støtte til udvalgte dele af FN-systemet. Nogen samlet og sammenhængende strategisk satsning på det multilaterale blev det dog ikke til. Måske den norske melding, der som nævnt udspringer af en blå regering, kan give inspiration til en kommende socialdemokratisk-ledet regering i Danmark? At sætte en klar strategisk retning på, hvordan Danmark i de kommende år konkret vil engagere sig i det forpligtende internationale samarbejde, er en opgave, der i stigende grad presser sig på og kalder på det bredt samarbejdende folkestyre, som de såkaldt ansvarlige udenrigspolitiske partier alle bekender sig. I takt med at presset på de eksisterende strukturer vokser, bliver det i stigende grad nødvendigt at forholde sig åbent - og realpolitisk - til vante handlingsmønstre. Blot at gentage dogmet om Danmarks åbenlyse interesse i en regelbaseret international orden giver ikke i sig selv svar på, hvordan Danmark bedst placerer sig i en ustabil og foranderlig verden for bedst at forfølge denne interesse.

3: Et lille land i et svært krydsfelt

Det fører så til den tredje og sidste grund til, at den norske melding er interessant set med danske briller. På sæt og vis er det norske fokus på det multilaterale ganske forudsigelig. De områder og institutioner, der fremhæves, er velkendte og ligger i naturlig forlængelse af eksisterende norske prioriteter. Den egentlige værdi af meldingen skal derfor også søges i dens klare symbolske tilkendegivelse af, hvor Norge ser sin plads i verden. Det er således ikke en tilfældighed, at det var netop den tyske udenrigsminister, der var inviteret til at overvære lanceringen. Tyskland har – både med Angela Merkel og Heiko Maas – stået forrest i kritikken af Trump-administrationen og senest gjort sig til talsmand for etableringen af en ’alliance of multilateralists’, der skal modarbejde nationalisme og kortsigtethed i international politik.

Det betyder på ingen måde, at multimeldingen gør op med Norges transatlantiske profil. NATO-medlemskabet og USA’s sikkerhedsgaranti udgør også fremover fundamentet for norsk sikkerhed, herunder især behovet for at ”utligne asymmetrien i forholdet til Russland”. Anlægger man de realpolitiske briller, den norske regering selv fremhæver, viser lanceringen dog tydeligt, at man i Oslo er smerteligt bevidst om, at presset på de institutioner og værdier, Norge bekender sig til, ikke mindst kommer fra USA. Multimeldingen giver ikke noget endegyldigt eller klart svar på, hvordan Norge skal placere sig i dette krydsfelt. Men den giver et interessant indblik i, hvordan et lille land forsøger at manøvrere og tilpasse sig en situation, hvor de kortsigtede sikkerhedsinteresser er knyttet op på et land, der i stigende grad opleves som en trussel mod nationens langsigtede sikkerhedsbehov.

Den diskussion udestår fortsat i Danmark. Men måske den kommer med en ny regering?