NATOs kommandostruktur skal tilbage til fremtiden

En lækket hemmelig NATO-rapport beskrev i 2017, at alliancen ikke er logistisk forberedt til at imødegå en konfrontation med Rusland. Bl.a. på den baggrund forbereder NATO nu reformer af kommandostrukturen, fra fokus på ledelse af internationale operationer til afskrækkelse og kollektivt forsvar i nærområdet. Hvordan kan Danmark bidrage til dette arbejde?

Et amerikansk kavaleriregiment havde i juli 2017 en oplevelse ved den bulgarsk-rumænske grænse, som på mange måder illustrerer NATOs aktuelle logistiske udfordringer. Selvom begge lande er medlemmer af NATO, ville myndighederne ikke umiddelbart lade regimentets pansrede infanterikampkøretøjer passere grænsen. ”Vi sad i vores Strykers i halvanden time i solen og ventede på, at de stemplede nogle papirer”, fortalte enhedens chef efterfølgende til det amerikanske webmedie Defense One iflg. Spiegel Online.

Hændelsen kan forekomme af mindre betydning, men den peger på et dybereliggende problem, som står højt på NATO-ledelsens aktuelle dagsorden. I sommeren 2017 begyndte en lækket NATO-rapport at cirkulere. Under titlen ´Progress Report on the Alliance´s Strengthened Deterrence and Defence Posture´ gemmer der sig en opsigtsvækkende konklusion, nemlig at NATOs evne til logistisk at understøtte operationer i alliancens ansvarsområde er stærkt svækket siden afslutningen af den kolde krig.

Forfatterne bruger begrebet ”atrofi” om NATOs logistiske situation. Det er et medicinsk udtryk, der dækker over det forhold, at kroppens muskelstyrke langsomt forsvinder, når den ikke bliver brugt – og at det tager lang tid til at genopbygge den. Rapporten tegner således et billede at et NATO, der sandsynligvis vil have svært ved at sikre en hastig styrkeopbygning i områder som de baltiske lande eller på den sydøstlige flanke i Sortehavsregionen – fx i tilfælde af en krisesituation med Rusland. Som en NATO-general udtrykker det i rapporten: ”NATO har simpelthen glemt, hvordan man flytter store landstyrker i Europa.”

Problemerne skyldes ikke kun administrative vanskeligheder som den, det amerikanske regiment stødte på, men handler i høj grad også om logistisk funktionalitet. Rapporten peger her på, at NATO mangler logistiske transportkapaciteter, som kan transportere tunge pansrede køretøjer i hundredvis. Det gælder fx jernbanemateriel, blokvogne og militærbroer, der kan bære de 65 tons, som en moderne kampvogn vejer.

Rapporten konstaterer også, at russisk ubådsaktivitet er stigende i det strategisk vigtige farvand mellem Grønland, Island og Storbritannien (det såkaldte GIUK-gap). I den forbindelse er det værd at bemærke, at Rusland i den storstilede Zapad-militærøvelse i 2017 støvede gamle sovjetiske maritime forsvarskoncepter fra den kolde krig af, fx bastionstankegangen. Øvelsen sandsynliggjorde, at Rusland er villig til at blokere dette farvand i tilfælde af en konflikt med Vesten. Det betyder, at NATOs evne til at overføre materiel, styrker og logistik fra USA til Europa kan være truet.

Reform skal udbedre manglerne
Rapportens kritikpunkter er ikke overraskende for NATO-toppen, og reformer er på vej, der skal udbedre situationen. Allerede ved Warszawa-topmødet i 2016 besluttede NATO således at modernisere alliancens kommandostruktur så den bliver 'fit for purpose', som generalsekretæren udtrykker det. Målet er at opretholde en troværdig afskrækkelses- og forsvarsprofil for derved at håndtere den sikkerhedspolitiske udfordring som Ruslands udenrigspolitik siden 2014 udgør.

Reformerne af NATOs kommandostruktur har især til formål at styrke områderne maritim sikkerhed, logistik og militær mobilitet samt cybersikkerhed.

NATO vil bl.a. (gen)indføre en regionalisering af kommandostrukturen. Det operative hovedkvarter i Brunssum i Holland fokuseres mod operationer i nord, mens hovedkvarteret i Napoli i Italien fokuseres mod syd, herunder kampen mod terrorisme. Begge får formodentlig tilknyttet en landoperationskommando med regionalt fokus fra NATOs styrkestruktur, som stilles til rådighed af medlemsstaterne, Derudover tilføres hvert hovedkvarter et taktisk logistikhovedkvarter, som skal sikre hovedkvarterets evne til at indsætte NATOs reaktionsstyrker.

NATO erkender, at strategisk deployeringskapacitet er en akilleshæl i NATOs afskrækkelseskoncept. Særligt problematisk er det, hvis reaktionstiden for opfølgestyrkerne skal sænkes til få uger, som en tidligere NATO-vicegeneralsekretær har hævdet er nødvendigt.

For at forbedre den strategiske mobilitet oprettes derfor yderligere to nye hovedkvarterer i NATOs kommandostruktur. Formålet er at forøge NATOs evne til at flytte og understøtte opfølgestyrkerne, som følger efter reaktionsstyrken i tilfældet af egentlig militær konfrontation med Rusland. For det første (gen)oprettes NATOs maritime Atlantkommando, som skal sikre NATOs vitale transatlantiske livline. For det andet oprettes en strategisk logistik- og transportkommando, som får ansvar for NATOs såkaldte baglandsoperationer.

Alle tiltag skal endeligt godkendes ved NATO-topmødet i juli 2018.

En militær Schengen-zone
EU spiller en stor rolle i bestræbelserne på at lette de administrative besværligheder ved at flytte NATO-styrker og materiel over de europæiske grænser. Arbejdet varetages under EU's permanente strukturerede militærsamarbejde (PESCO). Her ligger fokus på at komme de bureaukratiske og juridiske barrierer til livs, der vanskeliggør bevægeligheden af militærpersonel- og materiel. Målet er at udvikle standardiserede regler og procedurer med henblik på at mindske sagsbehandlingstiden for 'diplomatisk clearance' ned til 5 dage. Derved kan man øge alliancens reaktionsevne og hastighed, der er et centralt element i afskrækkelses- og forsvarskonceptet. Den amerikanske NATO-øverstkommanderende i Europa har været fortaler for at etablere en egentlig militær Schengen-zone, hvorved militære enheder og materiel smidigt og hurtigt kan flyttes rundt mellem EU-landene. En militær Schengen-zone vil ydermere være et væsentligt sikkerhedspolitisk redskab, fordi man hurtigt vil kunne flytte en styrke i retning af en eventuel aggressor og dermed sende et stærkt signal om ikke at fortsætte.

I NATO-kredse følger man desuden nøje EU’s Rail Baltica-projekt. Projektet er et af EU´s største infrastrukturprojekter og har til formål at etablere en jernbanelinje efter vestlige standarder fra Berlin over Polen og gennem de tre baltiske lande, med mulighed for forbindelse til Finland (se kort). En sådan jernbanelinje vil forbedre NATOs mobilitet og dermed afskrækkelsesevne i betydelig grad, og NATO overvejer da også, hvorvidt man skal gå ind og støtte projektet. Samarbejdet med EU omkring militær mobilitet vil generelt stå højt på dagsordenen ved NATO-topmødet i juli 2018.

Danmark og NATOs reformer
Overordnet er NATO-landene enige om behovet for reformer af NATOs kommandostruktur. Men der udestår fortsat et større slagsmål om, hvem der skal stille med styrkerne til den forøgede bemandingsbyrde på ca. 1300 mand, som NATO vurderer, at reformerne kræver. Forøgelsen svarer til ca. 20 danske stillinger, men i det netop udgivne danske forsvarsforlig lægges der tværtimod op til, at Danmark vil reducere omfanget af udstationeret personel. Det synes ikke betimeligt, særligt ikke eftersom forsvarsministeren på det seneste ministermøde udtrykte, at Danmark støtter op om NATO-reformerne.

Forsvarsforliget indeholder dog også en styrkelse af Danmarks indsats i nærområdet. Bl.a. vil Danmark – for første gang siden den kolde krig - oprette en deployerbar brigade på ca. 4000 mand, som skal kunne indsættes som en del af NATOs opfølgestyrker. Danmark er formodentlig godt rustet til at deployere sådan en brigade over vand ved brug af de fem store skibe, man har til rådighed som del af ARK-projektet. Problemet opstår, hvis søvejen er blokeret, fx pga. opstillingen af sømålsmissiler, og man derfor er nødsaget til at flytte brigaden over land.

Den ”atrofi”, der har ramt NATO, plager nemlig i høj grad også det danske forsvar, når det gælder flytning af tropper over land i nærområdet. Fokus har i mange år været på internationale operationer, og det har betydet, at klassiske logistikdiscipliner som fx flytning af en større hærstyrke via jernbane, er blevet nedprioriteret. Med det nye trusselsbillede er der derfor behov for nye investeringer i militært jernbanemateriel, og der er brug for at genoptræne processer og mandskab gennem øvelser med jernbanemyndighederne. Det er en opgave, der oplagt ligger i tråd med NATO-reformerne, men som ikke berøres i forsvarsforliget. Her bør Danmark støtte tydeligere op om bestræbelserne på at genopbygge NATOs strategiske mobilitet – bl.a. ved at arbejde for, at NATO engagerer sig i det logistisk helt centrale Rail Baltica-projekt.

Som nævnt arbejder EU gennem PESCO-samarbejdet for at lette de bureaukratiske forhindringer for troppetransporter i Europa, og her kan Danmark ikke deltage direkte pga. forsvarsforbeholdet. Men Danmark bør igennem NATO-EU samarbejdet tilskynde til, at NATO støtter helhjertet op om PESCO-projektet om forøget militær mobilitet i Europa.