Magtkampen under Østersøen

Da klimadebatten for et par år siden skabte overskrifter i aviserne verden over, begyndte en nedtælling for kul, olie og gas. Hvor den vestlige verden tidligere havde bekymret sig om, hvornår og hvorvidt undergrunden løb tør for særligt olie (kendt som ’peak oil’-diskussionen), begyndte debatten at vende i en anden retning hos særligt industrien. Peak oil-diskussionen blev erstattet af en diskussion om ’peak consumption’ – altså en diskussion om, hvornår efterspørgslen på olie kunne forventes at toppe i lyset af de nye klimapolitiske vinde, der blæste over store dele af det internationale samfund.

Hvad vi ikke talte så meget om, var, hvad dette ville betyde for den geopolitiske magtkonstellation i verden. Hvor det 20. århundrede var præget af en olie- (og til dels gas-)afhængig magtbalance mellem leverandører og aftagere – hvor olieproducerende lande i Mellemøsten og fx Venezuela reelt var beskyttet mod ekstern kritik på grund af deres status som leverandører af essentielle energiressourcer – mener flere, at dette snart vil være fortid. For nylig skrev The Economist fx om Kinas bevægelse fra afhængig ’petrostat’ til uafhængig ’elektrostat’: En strategi, der med smarte og massive investeringer i kernekraft, vind- og vandkraft snart vil sætte landet i stand til at udfase olie og gas – og dermed bane vejen for en ny geopolitisk orden, hvor afhængighedsforholdene grundlæggende ændres. Tallene taler deres eget tydelige sprog: Kina har bygget 45 nye kernekraftværker over det seneste årti og regner med at øge sin kernekraftandel i energimikset fra 5 til 45 pct. over en kort årrække. Vandkraft og sol hjælper ligeledes i denne omstilling.

De store globale linjer kan føles abstrakte og langt væk, når man sidder i Danmark. Men noget andet er, hvordan det verdenspolitiske spil udspiller sig i regionerne. Tættere på vores breddegrader i Østersøregionen er energipolitikken nemlig også for nylig begyndt at slå revner.

Men udviklingen på områder som energipolitik og infrastruktur er træg. Så for at forstå, hvilke ændringer vi står over for, er det væsentligt at kigge tilbage på, hvad vi kommer fra. Hvordan har energipolitikken defineret landene omkring Østersøen forskelligt alt efter naturressourcer og historiske tilhørsforhold? Kun med denne baggrund kan vi forstå, hvordan det geopolitiske spil under elektrificeringen af energisektoren kommer til at udspille sig.

De gamle skillelinjer spøger

I 1991 forlod de baltiske lande Sovjetunionen, men energimæssigt opnåede de ikke uafhængighed. Tværtimod. Den sovjetiske model for energiplanlægning fulgte den politiske tænkning: centraliseret, hjemmeproduceret, baseret på megaprojekter.

For Rusland er olien og gassen i dag en nødvendighed: Landet overhalede i 2019 Saudi- Arabien som den mest olieproducerende stat i verden og ligger også nr. 1 over lande med bekræftede naturgasressourcer i undergrunden.

For Sovjet var det naturligt nok at satse på olie og gas i opbygningen af den sovjetiske stat. Rørføringerne løber derfor primært fra øst mod vest, med de baltiske lande på den vestlige modtagerside. Det gjorde dem totalt afhængige af forsyninger fra øst.

Ud over afhængighed af olie- og gassystemet fra Den Kolde Krig var de baltiske lande også bundet op på det sovjetiske elsystem i en grad, så man har kaldt Baltikum en ’energiø’ uden forbindelse til det Vesten, som landene ønskede at høre til. Kablerne og spændingen i kablerne var synkroniseret med Hviderusland, Rusland og Ukraine og skabte en afhængighed af Moskva, der de facto forhindrede, at den politiske selvstændighed blev understøttet af energiuafhængighed, som landene så brændende ønskede sig. Strømmen blev primært produceret af gas, men også af kul og i stigende grad af et af de andre sovjetiske megaprojekter – kernekraften.

På den anden side af Østersøen, men stadig underlagt sovjetisk energiplanlægning, finder vi Polen. Som i Baltikum flød olien og gassen til landet fra øst, men under Den Kolde Krig var energipolitikken ikke i særlig høj grad et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Man mærkede dog et klart pres fra Moskva for at bruge sovjetisk teknologi i opbygningen af landets første planlagte kernekraftværk, Zarnowiec. Planlægningen begyndte i 1970’erne og fortsatte langt op i 1980’erne, før ideen blev skrinlagt på baggrund af et væld af faktorer, herunder manglende økonomi, men også fordi der var væsentlig folkelig modstand, der i sidste instans udmøntede sig i en blokade og senere sultestrejke i havnen i Gdynia. Med fornyet styrke efter Tjernobyl-katastrofen ønskede polske miljøaktivister at forhindre, at delene til den planlagte kernekraftreaktor kunne komme frem til Zarnowiec. Aktivisterne havde stor opbakning i lokalbefolkningen og var en betydelig medvirkende faktor til, at planerne blev skrinlagt. Dertil kom usikkerheden om, hvorvidt Rusland ville tage imod affaldet fra den planlagte reaktor (efter USSR’s disintegration). Ud over planerne om kernekraft havde Polen også kul. Masser af kul. I midten af 1980’erne udvandt Polen 160 millioner tons kul om året – det meste nogensinde. Hvor kul fortsat stod centralt i det polske energimiks, vendte kernekraften tilbage som energiløsning for Polen i 2005. Vi vender tilbage hertil senere i artiklen.

I Danmark, her på den anden side af jerntæppet, var vi helt afhængige af at importere olie og gas primært fra Den Arabiske Halvø for at varme vores huse op og få industrien til at køre. Oliekriserne i 1973 og igen i 1978/79 – hvor priserne pludselig skød i vejret, og forsyningen blev usikker – ramte Danmark hårdt. Derfor var det heldigt, at vi i slutningen af 1960’erne havde fundet olie og gas i Nordsøen og fra starten af 1970’erne begyndte at hente den op i større mængder. Dog ikke i et omfang, så vi undgik at blive ramt dengang i 1970’erne. Selvforsyningsgraden fra Nordsø-olien steg fra 5 pct. i 1980 til 52 pct. i 1990. Og først i 1997 kunne vi melde os ind i den eksklusive klub af lande, der var selvforsynende med energi. Godt hjulpet på vej af fremsynet energi- og klimapolitik havde vi også fået stablet et godt alternativ til de sorte energiformer på benene i form af det vindeventyr, som vi også i dag satser hårdt på, og forskellige andre alternative brændsler, som blev føjet til olien og gassen. Kernekraft var danskerne dog ikke pjattede med. De fleste af os kan genkende sloganet ’Hvad skal væk? Barsebäck!’ og den gule sol, der blev udviklet af græsrødderne i Danmark som symbol på modstanden mod kernekraft, men som siden gik verden rundt med sit budskab: ’Atomkraft? Nej tak!’. Og i 1985 vedtog Folketinget formelt, at kernekraft ikke måtte indtænkes i det danske energimiks.

Svenskernes atombombeplaner

Men to af landene ved Østersøen indtog en særlig rolle under Den Kolde Krig. Sverige var som neutralt – eller i hvert fald alliancefrit – land underligt ’ikketilstedeværende’ på det sikkerhedspolitiske niveau. Men i den første fase af det, der skulle blive til den bipolære verdensorden, var det svært at få sikkerhedsgarantier som et neutralt land. Det mærkede Sverige. Derfor var det svenske militær hurtigt til at foreslå, at man skulle se på muligheden for at bygge en atombombe. Kun få uger efter at bomberne faldt over Hiroshima og Nagasaki, bad man det svenske Försvarets Forskningsanstalt om at skrive en rapport herom. Interessant nok satte det et markant aftryk på landets energipolitik, som adskilte sig væsentligt fra naboernes. Sverige har nemlig uran, der kan bruges både til at bygge atombomber og til at opbygge et stabilt kernekraftsystem. Ifølge nyligt deklassificerede dokumenter havde man i Sverige simpelthen planer om at opbygge sin egen sikkerhedsgaranti ved at udvinde uran fra bjergene tæt på Stockholm og konstruere en bombe. Man nåede så langt i planlægningen som til konkret at tegne kontrakt med Norge om at købe tungt vand, der skulle bruges i processen. Med en atombombe på hænderne – var ræsonnementet – ville Sverige være sikker i den bipolære verdensorden, der voksede frem. Processen kan ses som en parallel til fx det franske og det britiske ræs efter at blive atommagter – civilt og militært – umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Samtidig med planerne om at bruge uran militært havde svenskerne nemlig udbygget et civilt kernekraftprogram.

Allerede i 1947 oprettedes AB Atomenergi, og i 1949 indgik den militære og den civile del af atomprogrammet en samarbejdsaftale, der betød, at det let ville kunne lade sig gøre at anvende de civile reaktorer til produktion af plutonium til brug i våben, skulle regeringen ønske dette. I 1955 var meldingen, at det var teknisk muligt at bygge en svensk bombe. Efter pres fra USA blev planerne dog ændret løbende. Men først i 1966 blev planerne endeligt droppet og i 1968 fastslået med en parlamentsbeslutning. Der er kilder, der peger på, at Sverige uofficielt fik et løfte om at blive inkluderet under den amerikanske ’sikkerhedsparaply’ netop på dette tidspunkt. Der var dog helt ind i 1970’erne planer om at bygge op mod 100 taktiske atombomber, dvs. mindre våben, der ville kunne bruges i en krig. Men langsomt og sikkert blev planerne droppet, og Sverige blev fortaler for en verden uden atomvåben. Ud over kernekraft, der blev en væsentlig faktor i Sveriges energimiks, havde landet allerede i starten af 1900-tallet set perspektiverne i vandkraft. De store højdeforskelle i landskabet gav gode geografiske betingelser for vandkraften, og meget industri blev opbygget heromkring. Samtidig udbyggedes jernbanen, og man fik dermed det lange, uvejsomme land til at hænge sammen. Kernekraft udgør i dag ca. 35 pct. af den svenske energiforsyning til elektricitet, mens vandkraft står for omkring 50 pct. Sverige har hverken olie, gas eller kul, hvorfor disse importeres primært fra det saudiarabiske olieselskab Preem.

Finland har haft en historie præget af sine to store naboer, Sverige og Rusland. Selvstændigheden kom endelig i forbindelse med de to revolutioner i Rusland i 1917, som betød, at Finland fra at have være et russisk storfyrstendømme kunne erklære sin selvstændighed den 6. december 1917. Herefter udbrød der dog borgerkrig i Finland, og over de næste årtier var landet præget af spændinger mellem grupper på det yderste højre og det yderste venstre. Under Anden Verdenskrig forsøgte Finland at forsvare sig mod Ruslands fremrykning fra øst ved først at kæmpe på tysk side mod Rusland, men siden – da Rusland planlagde en storoffensiv – trak Finland sig ud af krigen og lovede at fordrive tyskerne fra finsk område. En russiskdomineret kontrolinstans blev oprettet i Helsingfors, og en endelig fredsaftale blev underskrevet i 1947. Under Den Kolde Krig forhandlede finnerne med den store sovjetiske nabo om både landområder og befolkning, der var blevet fordrevet under kampene i Anden Verdenskrig. I forlængelse heraf og på baggrund af en afstandtagen til særligt Sverige efter striden om bl.a. Ålandsøerne formåede Finland at skabe sig et stabilt marked i østlandene, hvorfra landet fik billig energi og råvarer. Det betød, at Finland ikke blev hårdt ramt af oliekrisen, hvorimod Sovjetunionens sammenbrud i 1991 straks udløste en økonomisk krise med høj arbejdsløshed og store devalueringer til følge.

Under Den Kolde Krig forsøgte Finland at etablere en mæglerrolle mellem øst og vest, ikke mindst med etableringen af Konferencen om Sikkerheds og Samarbejde i Europa i Helsingfors, CSCE, med Helsinki-slutakten i 1975. I 1961 var landet dog blevet associeret medlem af EFTA, og i 1973 indgik man en handelsaftale med EF, hvor man i 1995 blev fuldt medlem af EU.

Finland var, ligesom Sverige, hurtig til at udnytte sin vandkraft, men i starten kun i lille skala. Derudover har Finlands undergrund hverken kul, olie eller gas – alle tre energiformer importeres primært fra Rusland. Kernekraft til elproduktion blev dog startet op med to kraftværker i slutningen af 1970’erne, og desuden kom tørv og biomasse til at udgøre en stor del af Finlands energimiks takket være landets store skove og vådområder.

Energi som trumfkort

Der har gået en skillelinje ned gennem Østersøen, hvor de politiske systemer helt konkret blev cementeret (!) i gasrør og kabler. Og energiinfrastruktur er træg. Det tager tid at opbygge den, og når den først ligger der, kræver det en hel del at skifte kurs. Det nye Rusland var hurtig til at indse den magt, der lå i energisektoren. Allerede midt i 1990’erne erklærede den daværende russiske premierminister, Yevgeny Primakov, at landet i lyset af sit begrænsede militære potentiale blev nødt til at bruge energiressourcer som et udenrigspolitisk instrument. Det mærkede de baltiske lande konsekvenserne af, da gassen simpelthen holdt op med at strømme gennem rørene. Umiddelbart efter selvstændigheden indførte Moskva en olie- og gasembargo mod Litauen og Estland, hvilket resulterede i stor mangel. Faktisk så stor, at man i Estland måtte slukke for den evigt brændende flamme ved den ukendte soldats grav i Tallinn. I årene efter var bl.a. Litauen nærmest systematisk udsat for, at gasflowet blev nedsat. Oftest forklaret ved en ’teknisk smutter’ i systemet, men ved en lejlighed i 2010 blev gasflowet nedsat med op til 30 pct. midt i de kolde vintermåneder, fordi Moskva straffede Hviderusland med energivåbnet. Her blev Litauen ramt indirekte pga. rørføring gennem Hviderusland til Litauen. De håndgribelige og materielle forskelle i form af gasrør, elkabler og forbindingspunkter gjorde omstillingen til selvstændighed for de baltiske lande svær. Men vi skal helt hen i midten af 2000’erne før den åbne sikkerhedspolitiske historie for alvor tager fart. Med det, der er blevet kendt som den ukrainske gaskrise, vågnede Central- og Østeuropa op til en ny virkelighed.

Efter Primakovs udmelding om at bruge energi som et udenrigspolitisk instrument i 1990’erne indgik Rusland nye gasaftaler med bl.a. Polen, som på det tidspunkt var mest interesseret i den økonomiske side af ligningen og ikke hæftede sig ved afhængigheden af russisk energi. Kontrakter fra 1993 og 1996 førte til oprettelsen og ibrugtagningen af den store Yamal-rørledning i 1997, der har kapacitet til at pumpe 33 bcm gas ind i Europa pr. år. Polen indgik kontrakten på vilkår, landet senere kom til at fortryde, både fordi polakkerne forbrugte mindre, end aftalen lød på, og også fordi de ifølge aftalen ikke måtte sælge den russiske gas videre til andre. I mellemtiden var planerne om at opføre et kernekraftværk tilbage på forhandlingsbordet i 2005.

Så kom den ukrainske gaskrise i 2006. Gaskrisen opstod som følge af en lang række kuldsejlede forhandlinger om gasimport, transit og priser mellem Moskva og Kiev, der ledte til, at det russiske Gazprom den 1. januar 2006 slukkede for gashanerne til Ukraine og dermed overlod landet til en vinter uden varme. At afbrydelsen af gassen var tilsigtet, blev understreget af, at man i russisk TV sendte billeder fra kontrolrummet, hvor operatørerne slukkede for bestemte rørledninger. At Rusland umiddelbart inden også havde opkøbt al tilgængelig gas fra Turkmenistan, som Ukraine ellers havde en gasaftale med, gjorde handlingen yderligere fatal for ukrainerne. Effekterne af nedlukningen mærkedes lynhurtigt i de europæiske lande, der var forbundet med russiske gasforsyninger gennem Ukraine. Ungarn, Østrig, Italien, Slovakiet og Rumænien berettede om fald i gasimporten på op mod 30 procent i dagene umiddelbart efter nedlukningen. Gazprom forsøgte at kompensere ved at sende gassen en anden vej ind i Europa, og flowet blev til dels genetableret i flere europæiske lande i løbet af fire dage. Men den første gaskrise i 2005/06 satte standarden for de følgende år. Her opstod en række disputter mellem Ukraine og Rusland om gastransit og betalinger. Og hver gang var Europa gidsel i disputterne pga. afhængigheden af rørene gennem Ukraine. I Finland igangsattes en diskussion om, hvordan man kunne finde et alternativ til den 100 procent afhængighed af russisk gas, som landet stod i. Mere voldsomt blev det modtaget i de lande, der tidligere havde været underlagt Sovjetunionen, og som stadig var forbundet til den russiske gas- og olieinfrastruktur.

For Polen kom den ukrainske gaskrise i 2006 til at betyde, at gas- og energiimport fra Rusland generelt blev opfattet som sikkerhedspolitiske spørgsmål og ikke længere økonomiske og forsyningsmæssige. Området blev flyttet til toppen af sikkerhedsdagsordenen for den polske præsident, hvilket vidner om, hvor stor bevågenhed emnet pludselig havde fået.

Med ét slag blev det tekniske udtryk ’diversificering’ for Baltikum og til dels Polen nøglen til at slippe fri af det jerngreb, der på energiområdet stod tilbage fra Den Kolde Krig. Diversificering kunne betyde, at energien kom fra en anden kilde (end Rusland) – men det kunne også betyde, at man lige stå stille forsøgte at introducere andre energiformer i sit energimiks. Derfor var oprettelsen af en terminal til modtagelse af flydende naturgas (LNG) i Litauen så vigtig. Den fik – ganske sigende – navnet Independence og begyndte at sende LNG ud til de litauiske gaskunder i 2014.

På elsiden gik det mere trægt. Med optagelsen i EU blev flere af de russiskbyggede kernekraftværker dømt ude. De var for gamle og for usikre. Litauen måtte lukke Ignalina-værket ned i 2010 som betingelse for medlemskab af EU og stod med et akut problem med elforsyning. Igen var man bundet op på den infrastruktur i form af kabler, der langt op i 2000’erne og 2010’erne stadig løb fra – og forbandt de tre lande til – øst. I EU har man da også udpeget synkronisering af elsystemer i Baltikum som et projekt af særlig interesse for fællesskabet. I stedet for at være synkroniseret med Rusland, Hviderusland og Ukraine (det såkaldte BRELL-netværk) er det et håb, at Baltikum kan blive synkroniseret med det kontinentaleuropæiske område via Polen, som allerede er blevet en del af det netværk. Polen åbnede nemlig allerede i 2000 sammen med Sverige et undersøisk kabel, der nu i 20 år har sendt svensk strøm til Polen. Der har været mange andre projekter, der har haft integration af Baltikum og afkobling fra Rusland som sit primære mål. Litauen og Sverige indgik et samarbejde i 2010, som i 2014 resulterede i et andet undersøisk elkabel – NordBalt – som under konstruktionen ad flere omgange blev afbrudt af den russiske flåde. Kablet lå dog endelig færdigt på bunden af Østersøen i 2015. Estland åbnede et kabel til Finland (Estlink 1), som blev fuldt operationelt i 2007. Dette blev fulgt op med endnu et kabel i 2014 (Estlink 2).

I mellemtiden har Hviderusland opført et nyt kernekraftværk – med russisk teknologi – som stod færdigt i 2020. Da en mindre eksplosion i de tekniske systemer uden for den radioaktive kerne indtraf her i starten af november, bare fem dage efter at værket var begyndt at sende el ud i systemet, lukkede Litauen for handlen med el med Hviderusland. I dag venter vi stadig på synkroniseringen af Baltikum og Europa. Den er planlagt til gennemførelse i 2025, og alle de væsentlige politiske aftaler er på plads – herunder finansieringen, hvor EU betaler 75 pct. Tilbage står tilsyneladende kun de tekniske afprøvninger, før Baltikum kan blive koblet fra BRELL.

Oven i dette er Polens kernekraftplaner igen i søgelyset. Efter en lidt ujævn proces siden 2005 med beslutningsdokumenter i 2009 og informationskampagne i 2012 vedtog den polske regering det polske kernekraftprogram så sent som i oktober i år med en opdateret tidsplan for projektet, hvor det første værk er planlagt til at stå færdigt i 2033. Men polsk kernekraft opfører sig lidt som en enhjørning: Alle har hørt om den, men ingen har set en.

Den grønne omstilling, som nu må siges at være blevet et nøglebegreb i regionen, har skabt et yderligere pres på bevægelsen væk fra afhængigheden af olie, kul og til dels gas fra den store nabo mod øst. Hvor Danmark – som stort set er selvforsynende på olie og gas – har kørt den grønne dagsorden parallelt med udvinding i Nordsøen, har flere lande haft et dobbelt mål med diversificeringen og elektrificeringen: Afhængighed af Rusland skulle mindskes, og CO2-udslippet skulle sænkes. Hovedvægten lå uden tvivl på den første grund. Men at elektrificering langt hen ad vejen kan have begge effekter, er godt nyt for klimaet i regionen.

Forandringen er træg

De geopolitiske ændringer foregår p.t. i to spor: et ret synligt ’gasspor’ og et mere usynligt – eller ikkepolitiseret – ’elspor’. Når Ruslands rolle som den store eksportør af energi til Baltikum, Polen og Finland ad disse to spor formindskes, vil det sætte sine spor langt ind i fremtiden.

Først gassporet: Der er nok ingen i Danmark, der er uvidende om, at vi i en rum tid har forhandlet om – og forplumret – konstruktionen af den store gasrørslinje Nord Stream 2, der skal transportere russisk gas til Tyskland. Nord Stream 2 er et led i den russiske energi-udenrigspolitik, der skal skabe fortsat afhængighed af russisk gas i Europa, både for at Ruslands slunkne statskasse kan få indtjening, og fordi den energimæssige forbundethed kan skabe politiske indrømmelser. Danmark blev central for Nord Stream 2 pga. beliggenheden af Bornholm. Danmark har nemlig sø-territoriale rettigheder i vandet syd for Bornholm, hvor Nord Stream 2-konsortiet ønskede at bygge. I øvrigt parallelt med den allerede eksisterende gaslinje, som Danmark godkendte i 2000’erne. I 2017 – efter Ukraine-krisen – var situationen dog en anden, mente man i det danske Folketing, og man gennemførte en ændring af kontinentalsokkel-lovgivningen, så sikkerheds- og udenrigspolitiske hensyn kunne vejes med sammen med miljø- og økonomiske hensyn, når man vurderede ansøgninger om undersøiske rørføringer på søterritoriet. Dermed endte ansøgningen om at bygge på Udenrigsministerens bord, hvor den lå så længe, at konsortiet endte med at trække sin ansøgning tilbage. Under uformel indflydelse fra USA, som både havde en interesse i at sælge sin egen flydende naturgas (LNG), og som også så Nord Stream 2 i lyset af et geopolitisk magtspil, holdt Danmark stand i mere end to et halvt år. I slutningen af 2019 gav Danmark dog grønt lyst til at følge en alternativ rute syd om Bornholm, efter at Polen og Danmark i 2018 havde forhandlet en international grænse på plads, som Polen havde sat spørgsmålstegn ved siden 1970’erne.

Projektet stødte dog på grund igen. USA vedtog i december 2019 en række sanktioner mod virksomheder, der assisterede med færdiggørelsen af rørlinjen. Det fik det schweiziskbaserede Allseas til at tage benene på nakken og forlade projektet. Nord Stream 2-konsortiet stod herefter og manglede et rørlægningsskib, der kunne færdiggøre linjen. I Tyskland havde man længe påstået, at man sagtens kan holde økonomiske infrastrukturprojekter som Nord Stream 2 ude fra politiske uoverensstemmelser – men det er noget, de fleste andre lande i regionen ser noget anderledes på. Nord Stream 2 vil for dem cementere dele af Ruslands geopolitiske rolle i regionen.

Men der foregår også andre udviklinger i det, vi kalder gassporet: den nævnte LNG- terminal i Klaipeda, Litauen. Polen har også opført en LNG-terminal i Swinousje, som åbnede i 2015, og Finland åbnede den hidtil største terminal i 2019. Den flydende naturgas (LNG) har den fordel, at den ikke er afhængig af et fysisk rør fra kilde til aftager. LNG transporteres nemlig på store skibe og kan læsses af ved modtagerlandet direkte. Nationaliteten af den gas, man sender ind i systemet, er man dermed mere herre over selv. Og det formindsker den russiske rolle i den europæiske gasimport. Men også den mindre opsigtsvækkende gasrørslinje mellem Norge og Polen – vel at mærke hen over Danmark fra Houstrup Strand nord for Esbjerg i vest til et sted syd for Fakse Ladeplads i øst – Baltic Pipe, er et polsk forsøg på at undgå sin totale afhængighed af russisk gas. Man har købt sig ind i et norsk gasfelt – Tommeliten-feltet – og vil herfra forsynes med gas, der ikke har en ’sikkerhedspolitisk merpris’, samtidig med at man med linjen ønsker at gå fra sort (kul) over blå (gas) til grøn (vedvarende energi). Hvorvidt gassen kommer til at erstatte det polske kul og dermed bliver den klimagevinst, som landet argumenterer for, er der dog sået tvivl om. Derfor må Baltic Pipe nok primært læses ind i en sikkerhedspolitisk optik og vil potentielt komme til at binde Polen til fossil energi i lang tid fremover.

Gassporet har i flere tilfælde trukket internationale overskrifter og har også haft USA’s opmærksomhed. Ikke blot fordi man i USA er blevet nettoeksportør af gas – takket være skifergas, der som flydende naturgas kan sendes verden rundt på store tankskibe og betyde klingende mønt til amerikanske firmaer – men også fordi man i USA længe har vidst, at Rusland bruger sin energipolitik til at fortsætte sin regionale dominans i flere regioner – herunder i Østersøen. Det er i dette lys, at de amerikanske sanktioner i forbindelse med Nord Stream 2-projektet skal forstås.

Det andet spor – elsporet – har kun fået meget begrænset opmærksomhed. Også selvom det måske er dette spor, der på længere sigt vil få den største geopolitiske betydning for såvel regionen som for den globale geopolitik.

EU’s energiunion blev etableret i 2015 netop med afsæt i en øget opmærksomhed på den store russiske indflydelse på europæisk energipolitik. I regi af den arbejder man som sagt på en synkronisering af Baltikum med det kontinental-europæiske netværk.

Planer om at installere kabler mellem Litauen og Polen (Harmony Link) blev underskrevet i 2019 og er et led heri. Og et estisk-lettisk forbindelseskabel er tænkt som en hjælp til at øge konkurrencen i de baltiske lande, understøtte målet om synkronisering med Europa og forbinde dem til nye planlagte vindprojekter ud for den estiske og den lettiske kyst.

Disse to spor kommer begge til at tegne Østersøregionens energipolitiske fremtid og dermed påvirke regionens geopolitiske konstellation. Og de øgede klimambitioner i EU ser ud til at kunne skubbe på en proces, der allerede var i gang under en mere traditionel sikkerhedspolitisk overskrift. Hvis fremtiden byder på en omstilling, hvor handling følger ord, og vi relativt hurtigt kan skifte til et mere CO2-neutralt energiforbrug, vil det samtidig betyde en mindre rolle for Rusland. Men som nævnt ovenfor er der andre gasveje ind i Østersøregionen, som lige nu udbygges sideløbende med klimadagsordenen. LNG og norsk gas vil på sigt trække den anden vej i klimaregnskabet, selvom det set med sikkerhedspolitiske briller bidrager til en ny og bedre balance for området her og nu. Dermed kan gassen, som lige nu betragtes som en klimagevinst, fordi den som overgangsenergiform kan erstatte kul og olie, ende med at fastholde det fossile element i regionens energimiks. Gas kan nemlig også bruges til at lave elektricitet, og med meget gastilførsel er det en nærliggende tanke, at den også kan blive anvendt hertil på sigt.

På trods af initiativerne i elsporet ser vi derfor ikke ind i en hurtig omvæltning, der kommer til at ske, uden at bølgerne går højt. Selvom der i mange EU-lande er enighed om, at man bør gøre sig mindre afhængig af russisk gas, at vejen frem er grønnere og i langt højere grad elektrificeret, står et land som Danmark fx lige nu i en situation, hvor vi fra at have være selvforsynende ironisk nok importerer russisk gas gennem Nord Stream 1.

Selv efter den lange og mediedækkede modstand mod russisk gas vedrørende konstruktionen af Nord Stream 2 kom vi simpelthen til at mangle gas, da vores eget Thyra-felt skulle renoveres. Feltet har i 35 år været vores primære gasfelt, men nu skal de gamle platforme udskiftes, før feltet igen kan tages i brug i 2022. En aftale med Rusland fra 2006 betyder, at vi siden dengang har købt 1,72 milliarder kubikmeter gas om året. Denne har hidtil være videresolgt, da vi producerede nok i Nordsøen til vores eget forbrug. Men nu bruger vi den faktisk selv i et omfang, så det dækker lige over 50 pct. af vores samlede forbrug.

Energiinfrastruktur er som sagt træg. Og derfor vil den geopolitiske situation i området i mange årtier frem stå i et vadested. Med færdiggørelsen af Nord Stream 2 er vi et skridt længere væk fra en ny balance, fordi gasrørene sandsynligvis vil cementere russisk dominans på det europæiske gasmarked flere årtier frem. Ikke bare fordi de ekstra 55 milliarder kubikmeter gas vil flyde til Europa, men også fordi mange anser det for sandsynligt, at det vil reducere alternativ gasimport fra bl.a. Norge, men også betyde et mindre marked for LNG.

Men med listen af projekter, der skal sammenbinde EU-landene i en ny geopolitisk virkelighed og reducere afhængigheden af Rusland, rykker vi langsomt, men sikkert mod noget nyt. Og med kernekraft tilbage på forhandlingsbordet i Polen kunne det se ud til, at landene øst for os for alvor vil til at tage energien i egen hånd.

Den stabile geopolitiske balance i verden, der i årtier har været domineret af et magtforhold mellem eksportører og importører af olie og gas, er lige så stille ved slå revner.

I vores region foregår der en stille revolution i elsporet, som kan vise sig at være langt mere udfordrende for regionens magtbalance end de spektakulære og mediedækkede gasrørslinjer, som de færreste er uvidende om. Klimadagsordenens fokus på elektrificering er dermed en sikkerhedspolitisk dagsorden. Også når det kommer til de helt store linjer i international politik.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, som blev udgivet d. 10. december. Det trykte nummer har titlen: “Tilbage – men til hvad?”