Macron tabte til Le Pen, men hans agenda står stærkere efter EP-valget

Det er menneskeligt at ville prøve at lægge det netop overståede valg til Europa-Parlamentet ned i let analyserbare kasser. Men dertil er valget til det fælles parlament stadig for nationalt og for styret af nationale omstændigheder. Fremgang for højrenationale partier mod syd blev ikke spejlet mod nord, hvor bl.a. Geert Wilders og hans PVV gik markant tilbage. De grønnes triumftog var et fænomen mod vest og ikke mod øst. EU-Kommissionens generalsekretær, Martin Selmayr, kommer det måske nærmest ved at kalde valget en stemme for forandring. Tilmed en stemme for forandring, der denne gang i langt højere grad fandt vej til stemmeurnerne end normalt med en EU-stemmeprocent på 50,9.

Liberale, højrenationale – og grønne - styrket

Alt det vil kunne mærkes i det nye parlament. Det spejler på mange måder de splittede nationale parlamenter, der har været resultatet af en række nylige valg i Europa. Tilbagegang for de klassiske regeringsbærende partier har brudt den majoritet for centrumhøjre EPP og centrumvenstre S&D, som har hersket siden de første valg til Europa-Parlamentet i 1979. Styrket blev i stedet de liberale centerkræfter ALDE og de grønne. Der var også fremgang for den højrenationale fløj, men uden at det blev den højrenationale bølge, som nogle havde frygtet, andre håbet. De proeuropæiske kræfter stod langt bedre imod end ventet. Ligesom de største højrenationale partier, Marine Le Pens Rassemblement National og Mario Salvini Lega Nord, i øvrigt denne gang gik til valg som euroskeptikere, men uden krav om EU-exit. Uenighederne er store, endemålet helt klart forskelligt, udgangspunktet formelt set dog det samme. Alt andet synes efterhånden at skræmme europæiske vælgere for meget.

Kampen om den nye majoritet og dermed også den sikre grund for valget af ikke mindst den nye formand for EU-Kommissionen er godt i gang. Det svækkede EPP vil stadig stå på, at det trods tilbagegang forbliver den største gruppe. Men der skal mere til. Centerkræfterne og de grønne kan her komme til at spille en anderledes afgørende rolle. Hvilket er godt nyt for en, der faktisk tabte, præsident Emmanuel Macron.

Gode kort til Macron

Det nationale valg, der nok klarest afspejlede kampen om Unionens værdier, var netop det franske. Tvekampen mellem Le Pen og Emmanuel Macron - af begge betegnet som en kamp mellem nationalister og globalister/progressister - vandt Le Pen med et mulehår. Nederlaget tager sig ikke kønt ud for den franske præsident, der både før og under valgkampen har investeret så meget politisk kapital i det europæiske projekt. Le Pen har heller ikke været sen til at udstille nederlaget for præsidenten selv og for hans ideer.

Men Macron kan sagtens sidde tilbage med de bedste kort på hånden. Hans mandater har bidraget til styrkelsen af ALDE, nu ALDE&R - Macrons valgliste Renaissance. Den magtposition vil den franske præsident, der om nogen kender til at manøvrere i ukendt politisk farvand, helt sikkert vide at udnytte.

Macron lod sig endelig - som meningsmålingerne - overraske af den stærke tilslutning til Frankrigs grønne parti EELV, hvor mange især unge franske vælgere fandt hen. Helt som tilfældet har været med den grønne fremmarch i EU generelt. Den franske præsident har allerede markeret sig som frontfigur i den internationale klimakamp. Han vil sandsynligvis kun blive mere og mere grøn, som tiden går, både nationalt og europæisk, opmuntret af, at en konsolidering af magtbasen i begge henseender kan være at finde her. Også det vil kunne bidrage til en anderledes dynamik i Europa-Parlamentet og i det europæiske samarbejde i bredere forstand. Til den forandring, som mange europæiske vælgere ser ud til at have stemt for.