Lokal jobskabelse – et alternativ til migration?

Inden for de sidste fem år har Etiopien fokuseret på skabelse af industriparker som en del af den nationale udviklingsstrategi. Ni parker er allerede operationelle - fem regeringsdrevne og fire private – hvor især unge kvinder leverer arbejdskraft til arbejdsintensiv tekstilproduktion.

Hawassa Industripark, den indtil videre største, der i Etiopiens sydlige del, ca. 275 kilometer fra hovedstaden Addis Abeba, i november 2019 har ansat 30.000 arbejdere. Planen er at nå op på 60.000 i løbet af det næste år. Som i andre statsdrevne parker stilles produktionshaller og infrastruktur til rådighed for udenlandske firmaer, ligesom staten står for rekruttering og screaning af arbejdskraft, mens firmaerne selv står for dele af træningen.

Arbejderne kan blive hentet og bragt fra forskellige opsamlingspunkter i 20 kilometers radius fra industriparken. Men mange bor i nærheden, og kommer selv til og fra arbejde. Forskellige internationale organisationer, blandt andet UN Women, rapporterer om overfald og seksuelle overgreb udenfor parkerne, hvor mangel på gadebelysning og ordentlige transportforhold giver mindelser om det, der er set andre steder i verden, ikke mindst i Ciudad Juarez i det nordlige Mexico. Plakater på væggene i fabrikshallen advarer mod risikoen for at blive offer for menneskehandel, skulle man finde på at begive sig irregulært til Mellemøsten eller andre steder. Men da en etiopisk hushjælp kan tjene mellem 200 og 250 US$ om måneden, f.eks. i Saudi Arabien, er det tvivlsomt, om det er plakaterne, der afholder de unge kvinder fra at tage af sted. En anden – om end kynisk – betragtning er, at lønnen er for ringe til at skabe tilstrækkeligt overskud til at kunne betale for rejsen.

Migration som problem
Med en anslået befolkning på omkring 109 millioner er Etiopien næst efter Nigeria det folkerigeste land i Afrika. Skønt landet har en af de hurtigst voksende økonomier i regionen, er det stadig blandt Afrikas fattigste og mest ulige lande. Hovedparten (ca. 80 procent) af befolkningen bor stadig på landet, hvor et stigende pres på jord gør det svært at brødføde de nye generationer. 35 procent af befolkningen er unge mellem 15 og 24 år, og ungdomsarbejdsløsheden er høj.

Med en lang og kompleks migrationshistorie – i nogle regioner grundet i en nomadisk kultur, i andre forårsaget af konflikt, humanitære katastrofer eller større statslige tvangsflytnings- eller genbosætningsprogrammer - kan det derfor undre, at mindre end tre procent af befolkningen aktuelt er involveret i international migration.

Officielt arbejder 1.2 millioner etiopiere i udlandet, men det anslås, at det reelle tal snarere er 3 millioner, da mange rejser uden de nødvendige papirer og tilladelser. Hovedparten til Mellemøsten, heriblandt mange kvinder der ansættes som hushjælp, færre til Sydafrika, primært unge mænd, og endnu færre til Europa eller Nordamerika.

Rigtig mange af dem, der rejser uden papirer, risikerer at blive sendt hjem igen. Ca. 10.000 deporteres tilbage til landet hver måned, primært fra Mellemøsten, men også i mindre omfang fra Sydafrika og andre afrikanske lande, etiopiske migranter må igennem, for at nå til deres foretrukne destination.

At komme tomhændet tilbage, ofte med traumatiserende hændelser oplevet undervejs som eneste bagage, gør det vanskeligt at tage tilbage til de lokalsamfund, migranterne oprindeligt tog afsted fra. Nogle driver subsistensløse rundt i Addis Abebas gader, andre samles midlertidigt op af reintegrationsprogrammer finansieret af internationale donorer, mens atter andre drager afsted igen på rejser, der grundet striksere migrationskontrol bliver stadigt farligere. Dem der har bevæget sig ud via uformelle ruter – ofte med ’hjælp’ fra mennesmuglere – fortæller om overfald, røveri af ejendele, kidnapning og seksuelle overgreb.

Migration og klimaforandringer
Vi er i Etiopien for at se på sammenhænge – eller manglen på samme - mellem klimaforandringer, regeringsførelse og mobilitet (se https://www.diis.dk/en/projects/governing-climate-mobility). Forklaringerne er mange og komplekse. Det er tydeligt, at klimaforandringer påvirker befolkningsgrupper forskelligt og rammer de fattigste og mest udsatte hårdest. Ifølge spritnye tal fra den Internationale Organisation for Migration (IOM) er mere end 3 millioner etiopiere aktuelt internt fordrevet af konflikt og/eller klimarelaterede humanitære katastrofer. Men det er ikke entydigt, hvordan mobiliteten påvirker miljøet. Mens vi i Europa forestiller os, at klimaforandringer vil lede til et stigende migrationspres på vores del af verden (med dertil hørende sikkerhedsproblemer), er etiopierne selvsagt mere bekymrede for, hvordan ændrede vejrfænomener påvirker muligheden for at drive landbrug specifikke steder og fødevaresikkerheden generelt.

Migration som mulighed?
På grund af rapporter om dårlige arbejdsforhold og mishandling af hushjælpsarbejdere i forskellige Golfstater, indførte den etiopiske regering i slutningen af 2013 et forbud mod migrationen, hvilket ikke stoppede trafikken, men pressede unge kvinder afsted ad uformelle ruter, blandt andet gennem det konfliktramte Yemen. Forbuddet blev ophævet i januar 2018, og den etiopiske regering har i forlængelse af FNs Globale Compact-aftale for migration forhandlet forskellige aftaler om regulær, tidsbegrænset migration til forskellige sektorer.

De der ikke ønsker, eller ikke får adgang til de tidsbegrænsede migrationsaftaler, har et alternativ i industriparker som den i Hawassa, selvom det ikke er et guldrandet et af slagsen.

Ifølge forskellige kilder jeg har talt med på en netop afsluttet rejse til Etiopien, tjener en typisk tekstilarbejder 800 Birr (ca. 27 US$) om måneden i oplæringsperioden stigende til en slutløn på 1200 Birr (ca. 41 US$). 80 procent af de lokaltansatte er unge kvinder. De fleste faglærte funktioner varetages af expats (kinesere, filippinere, indere, og så videre), der bor i et større lejlighedskompleks opført indenfor industriparkens område.

Udover lønnen får tekstilarbejderne to daglige gratis måltider (morgenmad og frokost), gratis hygiejnebind og adgang til brusebad.

Unge etiopiske kvinders migration til Mellemøsten og Golfstaterne er snævert forbundet til etno-politisk konflikt, økonomiske og/eller økologiske problemer og forskellige kvindeundertrykkende forhold i familier og på det lokale arbejdsmarked. Det er vanskeligt at forestille sig, at skabelse af underbetalte jobs i industriparker og et begrænset udbud af regulerede migrationsaftaler kan udgøre et reelt alternativ.

Hvis migration til udlandet kan generere de nødvendige økonomiske ressourcer til mere bæredygtige og klimatilpassede måder at dyrke jorden på, er det ikke en naturlov, at klimaforandringer nødvendigvis vil skabe et større migrationspres på længere sigt. Hvorvidt den aktuelle strategi for skabelse af lokale arbejdspladser bidrager til at mindske behovet for at bevæge sig ud af landet, er en anden historie.