Konflikter uden ende

Hvor mange artikler har vi ikke læst, der begynder med en henvisning til afslutningen på Den Kolde Krig eller 11. september 2001, der som historiske vendepunkter har defineret, hvordan Vesten intervenerer i verden omkring os? Verdenshistorien præsenteres i overskuelige perioder med identificerbare start- og sluttidspunkter. På samme måde beskrives og forstås internationale interventioner som tidsmæssigt afgrænsede – der er en startdato og, ikke mindst, en slutdato.

Det grynede billede, taget med et kamera med nattesyn, af den sidste amerikanske soldat, der forlod Afghanistan den 30. august 2021, er allerede ikonisk som en symbolsk markering af den årtier lange internationale intervention i landet. Men selvom USA har trukket sine soldater ud fra Afghanistan, har årtiers militær intervention formet den afghanske stat. Der er et militært eftermæle, der påvirker individuelle afghanere, men også samfundet som helhed. Samtidig er Afghanistan fortsat dybt afhængigt af vestlig humanitær bistand – de samme lande, som stod bag den militære intervention, opfordres nu til at tage ansvar for den humanitære katastrofe, som årtier med konflikt har skabt.

Det afghanske eksempel viser, at når Vesten eller andre beskriver interventioner som tidsmæssigt afgrænsede, er det udtryk for et ulige magtforhold. Hvem definerer, hvornår en konflikt er afsluttet? Fred og konflikt er ikke lineære, men i stedet dynamiske størrelser, der sjældent lader sig opdele i klart adskilte faser som præ- og postkonflikt.

Intervention på afstand

Vestlige stater, anført af USA, har siden interventionerne i Irak og Afghanistan mistet lysten til at gennemføre omfattende statsopbygningsinterventioner, men ønsker fortsat at påvirke, hvordan verden omkring dem udvikler sig. Det sker ved at støtte lokale partnere eller ved hjælp af teknologi, der gør det muligt for den intervenerende part at holde afstand til interventionen.

Vestens officielle standardforklaringer om præcisionsangreb på legitime og berettigede mål kan sjældent udfordres, fordi ingen journalister eller forskere får lov til at rejse dertil og undersøge sagerne nærmere

Mens det er tiltalende for vestlige regeringer, fordi distancen til felten mindsker sandsynligheden for tab og dermed offentlig kritik af interventioner, overføres ansvar og risici til lokale partnere og civile.

Ifølge FN udgør civile næsten 90 pct. af ofrene i verdens konflikter. Men alligevel præsenteres nutidige militære interventioner ofte som en langt mere præcis form for krigsførelse, hvor civile tab kan holdes på et absolut minimum. Droner er blevet symbolet på denne form for præcisionsangreb, hvor den ene part kan påføre fjenden tab uden i praksis selv at risikere tab. Kritikernes pointe er, at ingen reelt ved, hvor mange civile der rammes i denne form for angreb – og at det under alle omstændigheder er for mange til, at de civile ofre kan affejes som acceptabel følgeskade.

Ansvarligheden må nødvendigvis været begrænset, eftersom en del angreb gennemføres baseret på netværksanalyser eller er signaturangreb, hvor angrebet målrettes mod ikkeidentificerede personer, der har en adfærd, som vurderes at passe til profilen på en terrorist. I dagene op til den amerikanske tilbagetrækning fra Kabul ramte amerikanere det, de i første omgang beskrev som et ’berettiget mål’ med tilknytning til Islamisk Stat. Efterfølgende er der blevet rejst alvorlige tvivl om den udlægning, hvor målet i stedet præsenteres som en ansat i en amerikansk-baseret hjælpeorganisation og hans familie inklusive otte børn.

Det vestlige billede af de egne af Afghanistan, Yemen og Somalia, hvor denne type angreb oftest gennemføres, som risikofyldte og farlige betyder, at officielle standardforklaringer om præcisionsangreb på legitime og berettigede mål sjældent kan udfordres, fordi ingen journalister eller forskere får lov til at rejse dertil og undersøge sagerne nærmere. Der skabes også en distance til ofrene, der ikke selv har en stemme, i forhold til, hvordan de præsenteres, samtidig med at der stilles spørgsmål til, hvorvidt der overhovedet meningsfuldt kan tales om civile i områder kontrolleret af Islamisk Stat. På den måde bliver selve retfærdiggørelsen af droneangrebet til en forklaring på, hvorfor angrebet ikke kan undersøges, hvilket yderligere forstærker følelsen af, at visse områder er så farlige, at vi ikke behøver at vide, hvem der rammes, for at konkludere, at det var et berettiget angreb.

Samtidig betyder den øgede brug af partnerskaber i konflikter, at ansvaret for at mindske civile ofre i realiteten ofte er uddelegeret til en partner. Det kan være en stat, men ofte er det private sikkerhedsfirmaer eller andre ikkestatslige aktører. Det er fx ikke usædvanligt, at partnere, der modtager støtte og ressourcer fra vestlige stater, selv er indblandet i repression. Eksempelvis har det danske militær både støttet den irakiske hær ved at deltage i kampen mod Islamisk Stat i Levanten (ISIL) og igennem Danmarks bidrag til NATO Mission Irak (NMI), der er en trænings- og uddannelsesmission. NMI fokuserer på at støtte Irak med at reformere den irakiske sikkerhedssektor og bidrage til kapacitetsopbygning af de irakiske sikkerhedsstyrker. Støtten fortsatte, på trods af at fx Human Rights Watch opfordrede til at stoppe træning og støtte til det irakiske militær som reaktion på de irakiske sikkerhedsstyrkers meddelagtighed i angreb på fredelige protestanter i 2019. Samtidig har Danmark en lang historie med deltagelse i diverse missioner i Irak, der i høj grad har været med til at skabe det nuværende behov for kapacitetsopbygning i landet.

Det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt internationale aktører kan holdes ansvarlige for konsekvenserne af deres interventioner, men, i kraft af det stigende fokus på partnerskaber, også et spørgsmål om, hvorvidt vestlige stater kan eller vil forsøge at holde deres partnere i det globale syd ansvarlige for deres overgreb på civile – når disse potentielt er muliggjort af vestlig støtte. ’Lokalt ejerskab’ og ’partnerskaber’ reduceres således til slagord, der tillader internationale aktører at intervenere uden at skulle påtage sig ansvaret for konsekvenserne af interventionen.

Udviskning af skellet mellem fred og konflikt

I samme periode er der sket en udviskning af skellet mellem konflikt og fred – mellem soldat og civilist.

Humanitære interventioner finder sted, mens konflikter raser, samtidig med at Vestens udviklingsbistand er stadig mere åbenlyst drevet af et ønske om at forhindre migration. Man frygter en diffusion af det globale syds konflikter og humanitære kriser. Samtidig er der sket et skred, hvor både humanitær bistand og udviklingsbistand i stadig stigende omfang opfattes som integreret med militære missioner eller sikkerhed mere generelt.

Den officielle danske tilgang er, at skrøbelige og konfliktramte stater er en af de største internationale udfordringer, og at den udfordring bedst håndteres ved at samtænke sikkerhed og udvikling. Fokus er dog ikke længere på at opbygge demokratiske, liberale stater, men på stabilisering ved hjælp af en kombination af diplomati, udviklingsarbejde og militære indsatser.

Konsekvensen er, at humanitær bistand bliver stadig mere politiseret. I stigende grad går konfliktparter direkte efter nødhjælp og nødhjælpsarbejdere, samtidig med at nødhjælpsarbejdere er sårbare over for kriminelle grupper, der trives i de sikkerhedstomrum, der opstår i forbindelse med voldelige konflikter og staters sammenbrud.

Det øgede fokus på sikkerhed og den strategiske brug af nødhjælp i konflikter går først og fremmest ud over de mest sårbare – dem, der har brug for nødhjælp

Antallet af nødhjælpsarbejdere, der dør eller bliver skadet, er stigende. Det skaber bekymring hos internationale donorer og understøtter opfattelsen af en stadig mere risikofyldt verden med et deraf følgende pres for at imødekomme øgede risici ved at introducere stadig mere omfattende sikkerhedsstrukturer. Især for internationale ansatte fører ønsket om at afbøde risici til tiltag, der begrænser, hvilke lokaliteter der kan besøges, samtidig med at stadig flere aktiviteter kun kan gennemføres, hvis der indtænkes et sikkerhedssetup. Interventionens egen sikkerhed bliver dermed et kriterium for, hvilke opgaver der kan løses – og hvordan.

Ligesom i militære interventioner har løsningen været at kikke mod teknologi og partnerskaber. Fx kan biometri, indsamling af unikke biologiske kendetegn som fingeraftryk og scanning af iris, eller GPS-tracking bruges til at dokumentere, at nødhjælp når frem til de relevante modtagere, og understøtter dermed humanitære aktørers behov for at demonstrere effektivitet fra distancen.

Og når en fysisk tilstedeværelse er nødvendig, særligt i verdens farligste regioner, placeres lokalt ansatte i frontlinjen. Det kan aflæses i tallene – næsten 95 pct. af angreb på nødhjælpsarbejdere fra 2010 til 2019 var rettet mod lokalt ansatte. Af de 129 nødhjælpsarbejdere, der døde på jobbet i 2021, var kun tre ikkelokale. Ifølge Aid Worker Security Database var de farligste lande for nødhjælpsarbejdere Sydsudan, Afghanistan og Etiopien i 2021.

Det øgede fokus på sikkerhed og den strategiske brug af nødhjælp i konflikter går først og fremmest ud over de mest sårbare – dem, der har brug for nødhjælp. Samtidig har den øgede distance mellem dem, der forsøger at hjælpe, og dem, der har brug for hjælp, negative konsekvenser for hjælpens effektivitet.

Borgerkrige udgør en stor andel af verdens konflikter, men borgerkrige kæmpes sjældent kun af interne aktører. I stedet bliver de ofte internationaliseret, ved at regionale og internationale stater enten intervenerer militært eller støtter lokale aktører med våben, logistik, finanser eller andet. Men netop borgerkrige er ofte særligt komplekse – med uklare og skiftende alliancer, der kræver indgående lokalkendskab og personlige relationer, hvis hjælpen skal nå frem til de mest trængende.

Bunkerisering

Internationalt ansatte bor og arbejder i stigende grad i indhegnede områder, der befæstes med T-walls – dvs. store, stålforstærkede betonvægge, der skal beskytte mod eksplosioner – suppleret af bevæbnede vagter og lag af checkpoints. Den form for opdeling er ikke blot en fysisk markering af forskel, men en konstant påmindelse om, at den internationale mission har en særlig risikoprofil. De internationalt ansatte har fokus på og ønske om at opbygge gode relationer til lokale samarbejdspartnere, men de er omgivet af sikkerhedsstrukturer, der prioriterer afskrækkelse højere end relationsopbygning. Efterhånden sker der en normalisering af praksisser, der – med udgangspunkt i de vurderede risici for missionens personel – skaber distance mellem den internationale mission og den lokale kontekst.

Den fysiske opdeling er ikke bare udtryk for en normativ grænsedragning mellem internationale aktører og lokale, men er med til at definere og muliggøre bestemte former for sociale interaktioner.

I Bagdad er den såkaldte Grønne Zone, der huser mange internationale missioner og den irakiske elite, placeret midt i byens centrum, men er samtidig ikke tilgængelig for et flertal af byens borgere. Men det har også konsekvenser for den internationale mission at være placeret i ’bunkeren’. Den udgør et lukket miljø, hvor individers liv kontrolleres af militære sikkerhedslogikker, der, med henvisning til individernes sikkerhed, bryder de normale barrierer ned mellem arbejde og fritid, privat og offentlig. Og det er ofte ikke ligetil for den Grønne Zones internationale beboere at bevæge sig ud i resten af Bagdad. Det vil typisk kræve planlægning og inddragelse af et eskorte- og sikringshold, der er i Irak udelukkende for at eskortere og beskytte den Grønne Zones beboere, når de har et aftalt møde på en clearet lokation. Et simpelt møde kan kræve tre armerede biler med bevæbnede vagter i kortege. Det sætter en naturlig begrænsning på antal møder, men også på, hvem man mødes med.

I internationale interventioner har reaktionen på en verden, der opfattes som stadig mere kompleks, været at bruge teknologi og uddelegering til lokale partnere til at forsøge at skabe distance mellem den, der intervenerer, og den kaotiske virkelighed, der interveneres i

Både fysisk og mentalt skabes der en modsætning mellem ens liv i den beskyttede boble og den farlige omgivende virkelighed. Lokalt ansatte eller lokale samarbejdspartnere kan få adgang til boblen, men kun efter aftale. De lokale civile og endda de lokale samarbejdspartnere tilgås som potentielle trusler, hvor professionelle, enten private aktører eller militære aktører, har sidste ord i en vurdering af, om en given aktivitet er forsvarlig. Derudover får lokale samarbejdspartnere kun adgang – i princippet i hvert fald – hvis de lader sig registrere med biometriske data som fingeraftryk ved adgangen. Dermed sker der atter en overførsel af risici til den lokale samarbejdspartner, der må overgive sine personlige data til den internationale intervention uden at få andet igen end retten til at bevæge sig ind i et afgrænset område af personens eget land.

Risikointerventioner

’Risikosamfundet’ blev introduceret af sociologen Ulrich Beck for at beskrive en samfundsepoke, hvor risici, ofte menneskeskabte, er blevet mere individualiserede og komplekse. I risikosamfundet vil risikokalkulation og risikostyring derfor få øget betydning i et forsøg på at håndtere oplevede farer og risici.

I internationale interventioner har reaktionen på en verden, der opfattes som stadig mere kompleks, været at bruge teknologi og uddelegering til lokale partnere til at forsøge at skabe distance mellem den, der intervenerer, og den kaotiske virkelighed, der interveneres i. Men droneangreb skaber ikke fredelige stater. Og hvor introduktionen af stadig flere sikkerhedsforanstaltninger ind i den humanitære sektor ofte ses som den eneste mulige ansvarlige respons på den øgede politisering af nødhjælp og udviklingsbistand, er konsekvensen øget afstand – mellem den, der intervenerer, og dem, der udsættes for interventionerne.

Der er ikke kun tale om en geografisk distance – når fysisk tilstedeværelse enten prioriteres væk eller uddelegeres til lokale partnere – men også om en distance i tid. Internationale interventioner præsenteres som tidsmæssigt afgrænsede, hvorved konsekvenser, der går ud over den internationalt definerede slutdato, præsenteres som en ny fase. Men mange konflikter er en konsekvens af langvarige udviklinger, hvor arven fra tidligere interventioner er med til at definere både, hvordan vestlige stater intervenerer, og også hvordan disse interventioner mødes og forstås i den lokale kontekst.

Måske er den vigtigste forandring ikke, at der er fokus på risici, men at opfattelsen af, hvad der er legitime risici for hvem, tydeliggøres i internationale interventioner.

Samtidig er der i forskningen stigende opmærksomhed på, hvordan selve de sikkerhedskrav, der ses som nødvendige for at gennemføre en specifik intervention, i praksis kommer til at definere, hvad missionen kan opnå. Der er en åbenlys ironi i, at lokales første møde med en fredsbevarende mission ofte vil være en bevæbnet vagt.

Samtidig betyder risikotilgangen, at missioner, på trods af deres massive fokus på sikkerhed, opleves som

Der er en åbenlys ironi i, at lokales første møde med en fredsbevarende mission ofte vil være en bevæbnet vagt

sårbare, fordi alle er bevidste om, hvordan bare ét enkelt angreb kan have konsekvenser for, hvordan ansatte kan agere fremadrettet. I yderste konsekvens fører angreb til nedskaleringer eller lukning af aktiviteter. Risikovurderinger, der laves for at muliggøre aktiviteter, kan ende med at reducere tilstedeværelsen til en illusion, der uforvarende flytter fokus fra interventionens målopfyldelse til interventionen selv.

Artiklen er bragt i Ræson 10. juli 2022.